0
registrerede
20
gæster og
77
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#25697 - 13/07/2018 02:39
Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Apropos naturen, vore store digtere og deres mange fine arbejder, er Martin A. Hansen en af dem der stadig læses og ikke uden grund. Her en kronik fra Berlingske Aftenavis 30.5.1952:
Fugle i Atlanten viser Vej til Island På vej til Island har forfatteren Martin A. Hansen skrevet denne kronik, hvori han fortæller om havets fugleliv, som i gammel tid var vejleder for de søfarende nordboer og måske for de irlændere som kom først til Island. Store Havmaager med mølbrune Vinger holdt til i Dokkerne i Leith i Skotland. Studerende Skibet med Ligevægt og Ligegyldighed. Dokkerne lå endeløse hen i Taagen, med frønnende Bolværk og hemmelighedsfulde Skure. Da vi gik om Bord efter en Tur i Edinburgh hang en Maage over Vingerne paa Kajen, stor som en Vildgaas og saa en i Øjnene med et gult gennemtrængende Blik, saa man kom til at føle sig som en Dokspion der afsløres. Baaden stod ud ved Midnat. Om Morgenen saa vi den samme Maageflok gaa som en Patrulje bag Skibet. Nu og da kom en lettere Kammerat ind og blev lidt, en Sildemaage eller en Sølvmaage. En mægtig Svartbag slog ogsaa Følge en Stund, men gik saa paa egen Viking ud over Nordsøen. Disse Maager blev med op til Orknyøerne, hvor de blev afløst. Der var tæt Taage hele Vejen op langs Skotlands østkyst. Ofte staar den isgraa Taagemur, stængende for blikket, blot en Skibslængde borte. Men Baaden gaar med høj Fart endda, 17 – 18 Knob. Den har jo Radar. Der er meget andet mærkværdigt og mekanisk paa Broen, Ekkolod, saa Havbunden ustandselig aflæses. Usynlige Bølger udsendes ud over Havfladen og ned gennem Vandmasserne og vender tilbage til Apparaterne med besked. Skibet styres automatisk, der er ingen Rorgænger. Taagebankerne her ud for kysten er underfundige ligesom Bankerne var ude i Nordsøen. Undertiden er Loftet borte saa man har den klare Majhimmel ovenover al den Uld man sejler i. Eller der er kløfter i Taagebjerget, Dale går indad, smalle Veje som længere inde breder sig ud til klare, blanke Vandmarker med graa Skovbryn om, hemmelighedsfulde Steder. Baaden tuder med korte Mellemrum. Engang svarer et andet Fartøj langt borte, høres en enkelt Gang. Siden hører man kun vor egen Baad. Den gaar nu kun for halv Kraft.. Efter lang Stilhed ses pludselig i Taagen et uhyre Skib liggende forude til Bagbord. Det gaar med stor fart tværs vor Kurs. Mægtige Fløjsøer staar ud fra Boven. Det ligger højt, har en lang Skorsten hvorfra en stor sort Sæk staar op i Taagen. Broen og Bakken er meget høje. Saa svinger det fremmede Skib haardt om, saa vi lidt efter mærker Søerne fra det, render nogle Minutter i samme Retning som vi, svinger atter og løber vestpå ind i Taagen. Men det fremmede Skib drejer igen derinde og nærmer sig endnu engang i svær Fart. Endelig svinger det bort og forsvinder i Taagen. En Trawler. Disen gjorde den saa stor. Der ses meget trods Taagen. Flere gange er der Springere nær Skibet, et Par eller – tre fire sammen. Sorte Rygge skærer Vandfladen, bærende en Finne der mejer Søen. Nu og da springer en. Men højt på Formiddagen engang bliver der et øjeblik voldsomt Røre. Ud af Taagen mod Skibet kommer mægtige Flokke af Springere, i stor Bredde, liggende i Rækker som jager hinanden, 60 – 70 eller snarere flere kaade Dyr. Mange ligger et Øjeblik strakt i mægtige Hop over Vandfladen, som en god Gymnast i Spring over hest, purpursorte over Ryggen, men glitrende blaa i Lysfeltet, med et Lyn i Nakken, fedt gulliggraa paa Bugen. Dertil har de et lille frækt Smil om Hvalmunden. De gaar lige mod Skibet, og under det. Saa borte. Søen er stille under Taagen, et Silkeklæde over blide vandrende Ruller.. Her er fuldt af Fugle. Nogle kan bestemmes på Flugten, til andre maa Kikkerten bruges. Der kommer flere gange Svaler ind over Baaden og befrier den for et Par skotske Myg eller tre, der var med som blinde Passagerér. De ligner vor Forstuesvale. I gaar mødte vi saadan en enlig Svale midt i Nordsøen, ogsaa den var paa en lang Rejse. Den lille Sjæl gjorde en Sløjfe over Dækket, tvivit, sagde den, og det betød farvel, den stod ud over Havet med mange Broderier på Flugtlinjen, op imod Nordvest. I den Retning laa da Jæren og Rogaland i Norge, og derop skulle den vel, Mange Hundrede Kilometer. Nu er en islandsk Ryle kommet en Tur til Havs, inde fra skotske Strande. Den lille Vadefugl, som vi nylig saa bede i Farvandene hjemme, gaar flere Gange rundt om Skibet, fuld af forfængelighed, den maa have vist de rejsende sin fine Sommerdragt, de sitrende hvide Tegninger på Vingernes brunspættede Bund, den blændende hvide Bug. Saa forsvinder den lille Fløjte. Smaa Selskaber af Lomvier ses inde i Taagebrynet, rejsende sig i Vandet nu og da, de vinker med de korte, spidse Vinger. Men snart efter ser man ikke flere af de brogede Lomvier, nu er det kun smaa mørkere Tejster. De er tit nyfigne, bliver liggende på nært Hold, til Skibet er ud for dem, saa gaar der Panik i disse Havets smaa Sladdertasker, de dykker, dog straks oppe igen for at se hvad de blev bange for, pegende og nikkende med de spidse Næb. Længere borte, undertiden inde i Lysningerne i Taagen øjnes større Fugle af lignende Bygning, men stoltere og mere sky, det maa være Lommer. Når man får en Lom i Kikkerten og fanger et Glimt af dens Øje, begraver den sig i havet og ses ikke mere. En enkelt Alk gaar igennem her, men sikkert paa Vej længere ud, endnu er vi ikke ved Alkenes Fiskepladser. Den er buttet, en lille hvid Granat som bæres af hvirvlende Propeller, smalle, korte Vinger. Ubegribeligt at de kan bære den fede sorthovedet Smaaborger fra Fuglefjeldet. Den trivelige Alk har da ogsaa Besvær med at komme paa Vingerne, naar den bliver skræmt og vil lette, den maser hen over Vandfladen, fortvivlet piskende, den maa flaa sig ud af Vandet; men er den først oppe gaar det i utrolig Fart lavt hen over Søen. Vi gaar igennem Vandpladser, hvor Søpapegøjer fisker. Lunden som Færingerne kalder Fuglen. Forsoren, glad, tyk, har til Stadighed Maske paa som til Fastelavn, eller det er en alt for fornøjelig Levemaade der har givet den buttede Lunde saadan et forsviret Aasyn. Næbbet er højt, kort, knortet. Kommer man den nær nok plirer den skalkagtigt med Øjet, der er pyntet med en lys Ring, for at minde en om en Festlighed engang. Ogsaa i Søpapegøjerne gaar der en smule Panik, i sidste Øjeblik, ja for sent, naar der ingen Grund er til det, og vi har passeret Fuglene, de farer af Sted, synes at ville til Vejrs, men dumper kluntet i eet eller andet Hul i Havet og er borte. En flok Skarver kommer trækkende ud af Disen, de gaar flere gange rundt om Skibet, men på Afstand som Graaænder i Rugetiden. Disen gør dem tørvebrune, store herligt flyvende Fugle. En af dem svinger en Gang ud af Kohorten og jager lige mod Skibet, stagvender med stor Sus i de spilede Vingefjer lige over Lønningen. Den er næsten tjæresort, idet den gaar tæt forbi, og man faar et arrigt Blik fra Røverhovedet med det lange Næb, som har en skarp Klo i Spidsen. Tyk Taage laa i Pentland Firth, Strædet mellem Skotland og Orknyøerne. Store Øjer saas i Vandet med høje takkede Kamme rundt om, skummende Vand, eller det saa ud, som et mægtigt Net under Vandfladen blev hevet hid og did. Der er farlige Strømhvirver her, og der laa ingen fiskende Fugle. Inde i Tykningen et Sted stod en Ko og gav sig. Som om den var ved at kælve. Man hørte den det meste af en Time, og dens Vaande kom stadig nærmere, til det lød som var det selv det disede Hav der brølede lige bag Taagebrynet. Det var Fyret ved indsejlingen i Strædet. Et Næs paa den nærmeste af Øerne, men nu usynligt, hedder Torsnæs. Paa Orknyøerne som paa de andre Ølande nord for Skotland er der mange nordiske Stednavne. Her sad Gunhild, Erik Blodøkses Enke, og stirrede ud over Graahavet, da hun havde tabt baade Norge og sine Sønner, mindes man fra Heimskringla. Det klarede da vi kom længere vestpå i Strædet der som en uhyre Tragt ligger aaben ud mod Atlanten. Nu saas et Par af Øerne, løftende sig af Disen, viklet ud af Slørene af Vinden fra det uendelige Hav. Forrest Øen Hoy med bratte Forbjerge, bag den i Horisonten Mainland. Hoy har svære Aase, stejle Fald mod Vandet, men blide Landskabslinjer. Steder i Fjældskrænten ulmede teglstensrøde, højere oppe og længere inde var Landet fagert grønt. Der er driftigt Landbrug på Orknyøerne, og vi havde hos den danske Konsul i Edinburgh hørt om en stor Fagkongres der skal være der på Øerne i næste Maaned, og hvortil mange danske Landbrugseksperter er indbudt. Øerne synker i Havet, det sidste Land før Vestmannaøerne ved Island, men der er stadig fiskende Fugle i Havet, endda flere timer efter at al Landkending er borte. Det er Tejster og Alke som ligger her, og de hører til inde paa Øerne og ved deres Skær. Den tykke Alk kommer op med Fisk den har taget, kommer som ved et Mirakel på Vingerne og har nu saa langt ind til Ungerne med Maden som fra København til Odense. Ved Orknyøerne slap vi Maagepatruljen fra Leight, i stedet traadte fire – fem store Svartbag til, koldsindige Storfugle, der gaar med ud over Atlanten mange Timers Rejse, kolde og hvide som Is naar de paa dovne Vinger hænger over os, men sorte idet de drejer og falder af. Der gaar Timer da Havet er øde og kun den lille Eskorte af Svartbag ses, og en sjælden Gang en sejlende Sule langt ude, et ensomt Væsen. Men hen paa Eftermiddagen prikkes Søen atter med Liv, tyndere end før. Atter fiskende højnordiske Andefugle, Tejster og enkelte Alke. De maa høre hjemme paa Shetland, der ligger dybt hinsides den østre Horisont. Her er ogsaa flere Suler. Men kun en enkelt Gang ses to ifølge. Kun sjældent kommer de nær. De ældre Fugle har Vinger der er hvide, men mørke i Spidsen. Paa Flugten kan de dog, selv langt borte, skelnes fra Maager. Den store Sules Flugt er mere baskende og hurtigere end de store Maagers, den minder lidt om hejrens. Paa nærmere hold faar man det gule Hoved at se og det kolde Øje, Storhavets Blik. Sulen styrtdykker fra store Højder. Falder i Havet som en Harpun der er kastet fra Skyerne, og Vandet spruder hvor den kommer op. Hen under Aften, da det stadig frisker mere op, og mørke Byger staar udbredt over den halve Himmel og Dønningerne tager til, har den sidste Svartbag forladt os. Der dukker ikke flere Suler op. Kun den sære snigende Maagefugl ”Naden” er stadig med. På Himmelen i Nordvest kryber en lille Larve. Et Atlantfly paa Vej mod fjerne Lande i Vest. Ormen borer sig ind i Bugen paa en Sky og Himmel og Hav er graa og øde. Fordum for andre Fugle her, lette Fartøjer gaaende på samme Rute som vi, Nordboerne i deres aabne Skibe med Vadmelssejl spilede på Masten, og Stag sat, saa de med Vejr som nu kunne gaa bidevind op mod Blæsten. Himlen graaner. Vandet slukner. Der er hverken Sol eller Stjerne. Folk har lagt sig i Soveposer af Skind paa Tiljerne bag den surrede Trælast. Søsyge Børn klynker, en af Okserne tørner imod, da Knarren sætter sig i Søen, og ømmer sig, hvor Dyret staar mellem Bomme forude. Styrmanden staar med Rorpinden for Brystet, han stirrer snart mod Søerne, hvad Retning de har, snart mod Vindfløjen paa Mastetoppen. Den forsvinder tit i Dunklet, saa maa han mærke paa Kind og Næse, hvor han har Vinden. Han maa styre efter Søens Gang og Vindens Retning, og det er ikke for trygt, de kan skifte i Nattens Løb, og kun hvis Solen viser sig i Morgen, kan de paa ny sætte ret Kurs. Havet skubbede til Maanen, Stævnens hug Skar i Skyerne. Mangt ved de gamle nordiske Søfareres Navigering over store Havstrækninger er stadig Gaadefuldt. Det betvivles nu af kyndige, at Vikingerne virkelig har brugt Magnetjernsten som Kompas. ”Leidarstein”, hvad man en Overgang mente. De maa have haft Pejleskiver, hvormed de ved Solopgangen kunne pejle Nord, hvad der ogsaa forudsætter at de temmelig nøjagtigt kendte Solens Position ved Opgangstid paa de forskellige Aarstider og paa forskellige Bredder. Stedets Bredde kunde de bestemme ved Solens Højde ved Middagstid, hvad der igen betød de i Erindringen eller paa Trækævler havde en Slags Tabel over Solhøjderne i Aarets Maaneder. Efter Stjernerne, frem for alt Polstjernen, kunde de ogsaa bestemme Verdenshjørner og Højder. Men altsaa Sol eller Stjerner skulle være synlige, og det er de sidste ikke i de lyse Nætter over nordlige Have. Var Sol og eller Stjerner synlige kunde de let navigere over store Havomraader, dersom de sejlede Breddesejlads, sejlede stik Vest eller Øst. Paa Islandsfærd østfra skulde de da gaa ud lidt Nord for Trondhjemsfjord og Norge og holde Kurset ret Vest, saa ramte de Island. Skulde de direkte til Grønland gik de ud langt sydligere, omtrent ved Bergen. Kunde de saa holde samme Bredde hele Tiden kom de sønden om Færøerne og Island og ramte Drivisen ved Grønlands Østkyst ud for Fjældet Blaasærk, firs Sømil Nord for Kap Farvel. Paa saa lang en Sejlads behøvede det ikke at være en Fare, at de fik flere Døgns Taage eller Storm med overskyet Himmel, saa de en Tid kom ud af Kurs og ikke vidste hvor de var. Når Solen atter viste sig kunde de søge frem til den rette Bredde og saa holde mod Vest igen. Det var værre på kortere Sejlads, uden Landkending, saa kunde de for Storm lettere lænse fejl af Landet. De var nemlig ude af Stand til at bestemme, hvor langt mod Øst eller Vest de var drevet. I den islandske Hauksbok fra Middelalderen findes en Anvisning paa Ruten til Grønland: ”Fra Hernum i Norge, sejl lige i Vester til Hvarf (nær Kap Farvel) i Grønland, og du er da sejlet norden for Hjaltland ( Shetlandsøerne), saaledes, at du lige netop kan se det i helt klart Vejr, men sønden for Færøerne, saaledes at Søen er i Midten af Lierne, og saaledes Sønden for Island, at man deraf har Hval og Fugl”. To gange kan der i klart Vejr ses Land, Shetland og Færøerne, men Ruten gaar Syd for Island paa saa stor Afstand, at den nær svarer til Øens Tværmaal, et Døgns Rejse med en moderne Baad. Men Hval og Fugl skal man se. Nordboerne navigerede altsaa ogsaa efter det uhyre brede Bælte af Fugle der i Sommertiden ligger fast omkring Landene i Atlanterhavet, og det vil sige at ved Sejlads fra Skotland til Island kan Fuglene vejlede den søfarende over Orknyøerne, Shetlandsøer til op over Færøerne. Men videre er der øde Hav. Den første Nordbo som kom til Island var fra Sjælland, Gardar Svavarsson; han valgte det bedste Navn han kendte og opkaldte Landet efter sig selv, Gardarholm. Efter ham var Naddod, en Nordmand, paa Øen, han var nok saa beskeden og gav Øen Navnet Sneland. Begge kom der ved Uheld, forslaaet dertil af Storm. Den der gav Island Navn var Ravne-Floke, den tredje, og han var sejlet ud for at genfinde Island. Floke brugte Fugle. Hjemme havde han blotet Troldkraft ind i tre Ravne, som han tog med. Først kom han til Shetland, og her druknede hans ene Datter i en Sø. Saa kom han til Færøerne og her giftede den anden sig med en Færing. Saa stod Floke ud over Havet og slap efter en Tid den første Ravn løs. Den gik op og satte Kursen tilbage mod Færøerne. Han sejlede en Tid igen og slap den anden Ravn løs. Den gik til Vejrs og søgte saa ned til Skibet igen. Han sejlede atter et Døgn eller mer og slap den tredje. Den fløj mod Nordvest. Samme Vej sejlede saa Floke. Disse Mænd var i Island omkring 860 og kort efter. Der havde været andre før dem. Irske Munke var naaet derop maaske et helt Aarhundrede før, og der var nogen da Nordboerne kom. Vi har en gammel troværdig Beretning om irske Munke, der i 795 var paa Island fra 1. februar til 1. august. De er altsaa rejst op over Vandene i den haarde Vintertid, da Dagen er kortest, Stormene svære, og da mange af Fuglene er trukket bort til mildere Strøg. Disse Irlænderes Sørejser er mindre omtalt end Nordboernes, men ikke mindre imponerende. Omkring et Par Aarhundrede før var irske Præster gaaet fra Irland til Skotland for at missionere, efter Sigende i Skindbaade. De havde maaske bedre fartøjer, da de sejlede til Island, men næppe saa store og gode som Nordboernes. De var de første som sejlede paa den Led af Nordatlanten, sønderfra mod Nord og omvendt. Den farligste Led, da bare et par Døgns Svigten af Sol og Stjerner gør det umuligt under Datidsforhold at komme ind i Kursen igen. De gamle Søfarere har vel ogsaa haft andre Erfaringer som kunde hjælpe noget, frem for alt har vel mange af dem haft det samme mærkelige Retningsinstinkt som Fiskere ikke saa sjældent har. Men her paa denne rute har de altsaa gynget, disse fattige og vidunderlige irske Munke, der var paa Nippet til at rejse en helt anden europæisk Storkirke end Roms og hvis Kunstflid Nordboerne lærte meget af. De har hængt på Tofterne i et let Fartøj med tynde Bord bundet til spinkle Egespanter, en Baad der vred sig som en Orm, fløjtede i den simple Rigning, naar Vandbjerget løftede den ovenud af Havet, hvorefter den saa rendte agterud ned i Dalstrøget mellem Søerne. Kuttemændene har været blaa og vaade om Næsen, det tør man sige. Det røde Irerhaar har klæbet til fromme Pander, hvis Hud var stiv af Salt. Ufortrødent styrer de på Guds Kald nordenud mod Verdensegne, hvorom det i Skrifter endnu længe efter deres Tid hed, at dér levrer Havet. Uden om sig har de set Hvaler blæse, som vi just saa det, og Vintertids har de vide Marker om dem været vildere og mørkere end nogen Fantasi har kunnet forestille sig. Dødsriget. Langt om længe er den brune Kjove. Rovmaagen, kommet strygende ind over dem, et Landtegn. Og da har Naden sluppet dem, den eneste trofaste, den underlige snigende Maage, med lys buttet Krop og lige Vinger, af farve som Korsedderkoppens Krop, en Havets Edderkop, synes Naden, som snart er der, snart er væk og dog hele Tiden med sine Tyveøjne holder Øje med Skibet et Steds fra en Dal mellem Bølgerne. Irerne sejlede her som de første. I den lette Skumring synes man at se et Glimt af deres Baad helt ude ved den aareknudede Kiming. Derude i Horisonten hvor der ses rækker af Høje som paa jyske Heder. Højene bliver borte, nye viser sig, fjerne Søer som svulmer, bortfarne Søfolks Gravhøje.
mvh Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#25704 - 14/07/2018 20:44
Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Sebastians LP Ulvehøjen (1977) tager mig gerne ved ørerne og indfører mig i et univers af vidunderlige fortællinger, albummets bagside er i sig selv et udslag af poetens vid, der siden har betaget mig: Ulvehøjen For længe siden havde en jæger der kom fra en lille landsby, forvildet sig langt ud i ødemarken. Han var meget forkommen og havde ikke fået mad i flere dage. Dyrene her havde andre vaner end dem, han plejede at jage, og de var for hurtige for ham. . Af sneen måtte han drikke, og det holdt ham så vidt i live. Dog havde han med sin bøsse fået ram på en gammel syg ulv, da han skød efter en ulveflok, som var blevet for nærgående. Han havde ikke før set disse dyr og dømte dem straks som uhyggelige menneskeædere. Ulvene flygtede skræmt af skuddet. Og den gamle blev ladt i stikken. Jægeren forfulgte den. Gennem skove og krat over floder og små søer løb de. Ulven opdagede, da den kom til en dal, der hedder ”Tåredalen”, at den begyndte at miste sine sanser, og at den var gået i ring. Den forstod, at det var ude med den og søgte derfor op på en stor høj, siden kaldet ”Ulvehøjen”, hvor den ville synge sin sidste sang til månen… Dens hyl fyldte manden med rædsel, men han vovede alligevel at kravle efter den. Ulven måtte dø for endnu et bøsseskud. Jægeren skar maven op på den og drak dens blod. Dette gav ham stor styrke og han vendte efter nogle dage tilbage til landsbyen. Men folkene der boede der, syntes han havde forandret sig meget efter den sidste jagt og at han optrådte alt for dominerende og brutalt i visse situationer. De syntes også, at det var mærkeligt med det nye skind, han bar over skuldrene. De bad ham forsvinde. Manden gik til en stor by, hvor der var mange fine herskabsfolk, og de mente derimod at dette nye skind var helt uimodståeligt og ville gøre det til allerhøjeste mode. Han fortalte dem, hvor skrækkeligt glubske disse dyr var, og at de næsten var umulige at få fat i. Men herskabs- og forretningsfolk forsikrede, at han som leder af en ekspedition ville få alle de heste, våben og teknisk udstyr han havde brug for, plus en masse penge og mange beundrere. Manden sagde jatak, men drog alligevel kun af sted med få fortrolige mænd. Undervejs lod han dem sulte og udmatte, således at også de med vellyst kunne drikke ulvenes blod. Da de kom tilbage blev de fejret som de rene guder og skindene blev som forudsagt nyeste mode. Men det var kun de folk, der indordnede sig under jægerens lederskab som fik lov at bære det på deres kroppe. Efter nogle år skete der det i landet, at herskerne følte at de var ved at miste deres magt over indbyggerne. Mange ting var kaos og mange af de svagest stillede følte at de blev udnyttet, selv om politikerne havde fortalt dem, at de levede i et demokrati, hvor alle fik efter fortjeneste, eller snart ville få det. Herskerne indkaldte jægeren, der imellemtiden havde fået maget stor magt over sine folk, og han havde lavet sit eget private vagtkorps der hed ”Ulvekorpset”. Jægeren lovede, at han skulle skaffe ordentlige tilstande i landet, men kun såfremt alle rettede sig efter ham, inklusive dem der havde magt og penge. Og de der havde mange penge, var så bange for at miste dem, at de til sidst accepterede hans krav. Jægeren og hans korps skaffede sig nu først adgang til alle medier, aviser osv. og de marcherede gennem gaderne med musik og disciplin og holdt en masse taler. Manden gav folk ret i deres utilfredshed, men fortalte at det først og fremmest gjaldt om at have en sund sjæl og et godt arbejde, f.eks. i hans nye korps, så kunne de andre ting godt vente lidt endnu. I øvrigt mente han at årsagen til hele balladen skyldtes, at fremmede folk af en lavere race havde blandet sig for meget deres egen. De fleste mennesker følte det var så længe siden de havde haft noget at tro på, at de fulgte ham i et og alt. Ansigt til ansigt med jægeren og hans folk stod nogle grupper, som endnu ikke havde ladet sig overbevise og narre af hans gyldne løfter, men de blev hurtigt lagt for had og mange blev pryglet og skudt, og det hændte ofte at deres egne tidligere venner sladrede om dem til korpset. Men jægerens magtbegær var lige så uudtømmeligt som hans ulveblod, og pludseligt førte han landet ud i en frygtelig krig, som han tilsidst tabte og selv døde af. Ulvene, de stakkels dyr, som ikke vidste hvor meget de skulle lægge navn til, blev næsten totalt udryddet, men deres blod, so vi mennesker ikke kan tåle, løber stadigvæk i de fleste af os. Og der er den største fare for at gamle folk fra korpset, som endnu har stor magt, kan massere vores hjerner til at tro, at netop de har den rigtige løsning på vore problemer nu og i fremtiden.. * For tiden danser sommersolen i øjne over høje og halve måner, man er svedt, ser sig barfodet i barndomslandskabet og ved efterårsløvet inden længe varsler vinteren ind. En af de meget smukke sange på Ulvehøjen, hedder netop: https://www.youtube.com/watch?v=r62DKIwF178Vintervise Udi natten vi sprang til en sensommersang udi dansen den glade men det var sidste gang før det gamle forsvandt med falmende blade Nu kommer en tid og mærket tager fat vi kan ikke se udenfor er nye spor i sneen Vi er mennesker og dyr i et sandt eventyr ligesom vinteren der falder Vi kan blomstre i sne lægge mønstre måske ligesom vinduskrystaller Nu kommer en tid og mærket tager fat vi kan ikke se udenfor er nye spor i sneen. mvh Simon
Redigeret af Simon (14/07/2018 21:20)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|