P.s.:

Evig Afsked

At være noget nær
og nogen nær
er Afsked.
Du ejer intet men er
plyndret.
Mødet med et Straa, en Fugl, et
Land, den elskede -
farvel.
Kommer denne Afsked fra dit
Væsens Dyb
springer Lynet
sprænger Laasen,
Vinter vaarer.
Varm af Ungdom staar du
i dit Troja.

- Martil A. Hansen.

Ägnas minnet
av Martin A. Hansen

Skugga mig väl
här i parkbänk så gott
I lindallén kvitter
självt duva i träden
Skugga mig väl
här, och så gott

O vi alla när dagarna slocknar
och se kan det tänder sig
allt
vem vill det att
fåglarna slocknar?

- Gunnar Björling.

Er man glad i naturskildringer, blir glæden ikke mindre efter man har læst Sommerluft af Martin A. Hansen!

mvh
Simon

Hønsemand...

Lad ikke kopier fra kompost vise alt om dig og dit liv, ikke andre mennesker skabe strofen der klinger dit liv - skab den selv!
Men du er måske bange for ansvaret? ;)

mvh
Simon
P.s.: Inden vi ser os for, kryber ormene i os og vi har intet længere at sige. Glem derfor alt om hvad nogen før dig har følt for deres bibler o.a. novellepsykologier. Hold op med at lade gamle fabeldyr synge dit requiem!

Også denne herre havde lidt at slås med, bl.a. sin fars hensygen og døen, en afslutning livet def. må trodse med al sin kraft:

Do not go gentle into that good night,
Old age should burn and rave at close of day;
Rage, rage against the dying of the light.

Though wise men at their end know dark is right,
Because their words had forked no lightning they
Do not go gentle into that good night.

Good men, the last wave by, crying how bright
Their frail deeds might have danced in a green bay,
Rage, rage against the dying of the light.

Wild men who caught and sang the sun in flight,
And learn, too late, they grieved it on its way,
Do not go gentle into that good night.

Grave men, near death, who see with blinding sight
Blind eyes could blaze like meteors and be gay,
Rage, rage against the dying of the light.

And you, my father, there on the sad height,
Curse, bless, me now with your fierce tears, I pray.
Do not go gentle into that good night.
Rage, rage against the dying of the light.

- Dylan Thomas.

Forøvrigt er tråden her lige som debatten død, syng du hellere de sidste sange om gudedrømmen sammen med lægprædikanten og Jens/Thomas osv..;)

Lidt mer' Dylan Thomas, der trænges tydeligvis, men af andre grunde, hvad man jo sagtens forstår; måske endda en lille kordreng benovet ser på, når vor himmelske englebasser skriver guders ord, men vist ikke rigtigt ka' blive enige med hverandre om hvem af dem, der er den største englebasse ...

Shall gods be said to thump the clouds
When clouds are cursed by thunder,
Be said to weep when weather howls?
Shall rainbows be their tunics' colour?

When there is rain where are the gods?
Shall it be said they sprinkle water
From garden cans, or free the floods?

Shall it be said that, venuswise,
Some old god's dugs are pricked and pressed
When milky night is mother of the air?

Shall it be said that this moon's face
Is but the face reflected of some god
Admiring the acres of his brow?
Does gods' blood die the sun?

It shall be said that gods are stone.
Shall a dropped stone thud on the ground,
Flung gravel chime? Let the stones speak
With tongues that talk all tongues.

The gods of stone our fathers worshipped
Are brass and wood if gods weep rain.
If gods thump thunder, then the clouds
Are gods of water, and the bark is brass.
All things are god if gods are thunder.

*

Matthias spat upon the lord
And gained an everlasting curse;
The Reverend Crap, a pious fraud,
Defiles his maker with a word
Dropped from those educated jaws.
Which is the most to be abhorred -
Jew's cob or gentile's praise?

The Reverend Crap, a holy pimp,
Reads the bible and loves children,
Loves to pat a choirboy's rump,
And, following the band of hope,
To stroke the girls behind the organ.
Who shall be cursed - the virgin Crap
Or the poxy whoreman?

- Dylan Thomas, Notebook February 1933.

mvh
Simon

Jens August Schades Kommodetyven (1939) snakker ingen længere om. Den består af tre på hinanden følgende forunderlige fortællinger, illustreret af Inga Lyngbye, Hans Scherfig og Schade selv -, tænk et selskab, på Hviids eller til middagsselskab at hæve alle glas mod månen sammen med, fyldt af historie, for så samlet at vandre hjem under en stadig leende månehat, bevidneren til hans hele liv og varme ...
Nå, men den mellemste af fortællingerne begynder med ordene:

Én eneste stor hemmelighed

Vi er én eneste stor hemmelighed.
Vi kender hverandre, og dog kender vi ikke hverandre.
Vi er mennesker.
I en lille by bor vi - temmelig langt fra hinanden - adskilt
ved luft og huse.
Vi møder hverandre undertiden - i et kort øjeblik mødes
vore blikke, vore øjne - dybt inde rører vi ved hverandre -
og går videre.
Vi er en stor hemmelighed.

*

Jeg har en Måne, diger, tyk og rund og stor
stående ved mit bord.
Og fyldt af lykke tømmer jeg det lille fyldte glas,
som med en Måne i gør mig tilpas.

Og jeg har tømt så mange glas - og ved det selv.

- Men aldrig glemmer jeg det lille glas,
som nu i aften svæver i min hånd,
så fyldt af vin og månelys og ånd.

O danske Måne - véd du, hvad jeg så
I aften, mens jeg dybt i sengen lå?
- et lille glas, et fyldt, utérligt glas,
som i min hånd steg op til min madras.

Den lille Måne i det store glas,
som styrede min hånd som et kompas -
gled langt om længe ind i mine læber -
o den jeg elsker er det som jeg dræber.

Og hvis jeg havde ham her ved min side -
så ville vi to saligt sammen glode
så flydende som månen i mit glas,
hvis indhold gør mig vældigt godt tilpas.

- Schade.

mvh
Simon

P.s.: lidt til alle sanser:
https://www.svtplay.se/video/16452826/ingmar-bergm...lmen?start=auto

mvh
Simon