Hej til dig i natten

Lidt fra natbordets Proust med endnu en godbid fra Glæder&Dage ...

"Marine

Ordene, hvis mening, jeg har mistet, skulle jeg måske lade mig sige dem igen, ordene, der i så lang tid har kendt en vej til mit indre, en vej, der i mange år var opgivet, men som igen kan befares, og som - det er jeg sikker på - ikke for altid vil være lukket. Jeg burde tage tilbage til Normandiet, ikke bekymre mig om noget, simpelthen tage ud til havet. Eller jeg skulle snarere vælge skovstierne, hvor man fra tid til anden kan se havet, og hvor brisen blander lugtene af salt, fugtige blade og mælk. Jeg ville intet forlange af disse ting fra min tidlige barndom. De forholder sig generøst til barnet, som de har set komme til verden; af sig selv ville de give ham de tabte ting igen. Alt ville havet forkynde for mig, især sin duft, længe endnu før jeg havde set det. Jeg ville kun høre det utydeligt. Jeg ville slå ind på en sti langs de længst fortrolige hvidtjørnshække, fuld af uro og spænding og også i ængstelig forventning om gennem et pludseligt hul i hækken med ét at se den usynlige og dog tilstedeværende veninde, den forrykte, der altid beklager sig, den gamle, melankolske dronning, havet. Med ét ville jeg se det; det ville være på en af disse døsige dage under en strålende sol, hvor det spejler himlen, der er blåt som det selv, blot blegere. Hvide sejl ville være anbragt som sommerfugle på det ubevægelige hav, uden at ville bevæge andet, som lammet af hede. Eller havet ville tværtimod være i bevægelse, gult under solen som en stor mudret mark, med stigninger, der på så stor afstand ville virke fastfrosset, kronede af blændende hvid sne."

... og med disse ord også en kærlig tanke og hilsen til Den søfarende havmand og drømmenes kaptajn, som for sidste gang har lagt fra kaj med kurs mod havets horisont.

Natlige hilsner
RoseMarie

Hej RM..

Da ska’ en morgenhilsen også lyde, med udsigt til Genfundne Tider, ja der er lidt igen!
Og træers lange fingre spiller nu på solens stråler som var det forår, forleden syntes de ellers indpakket i vinterkåber og selv ugler måtte skutte sig; i det mindste har vi iskrystallers luft til minde om årstiderne og fuglene synger stadig som vore herlige digtere – men også Højholt ville ha’ savnet at sidde på bænken og se armene svirpe sneen op i luften:

Variationer

Himlen krydses af ugler buede snetunge
rosenstængler fra sidste sommer svinger
foran ruden som pendulet Goldberg kan

disse variationer udenad og spiller dem
natten igennem til kakkelovnens lyd af
kul der synker sammen når Greven kalder

spil en af mine variationer kære Goldberg
i mørket time efter time indtil morgenen
kommer med tjenestepigers vift gennem

rummet lyset og brødet de bærer rundt i
grunden en helt ny verden hver eneste
morgen variationer hænder der vil tegne

på kroppe som spændes og gløder og på
væggen foran sengen inde hos Greven i
hans søvnløsheds lys en nøgen liggende

kvinde nogen gange synes Goldberg hun
er selve landskabet at køerne søger ly med
bagen til hendes skød og modsat Greven

sover hun fornøjeligt uanset hvad der sker
det regner og hun går i ét med pytter og
lerskråninger en Gretchen intet kan eller

vil skade de lange ben forsvinder bort ad
bakkernes vintervej til fjerne gårde en
stejlende hest med det hvide ud af øjnene

i skumringen lå Grevens yndlingspige hos
Goldberg og ville være hans men hun
er Grevens som variationerne købt og be-

talt snart er det morgen spil Goldberg spil
en af mine variationer og Goldberg spiller
skønt de er og blir Johan Sebastian Bach’s

på ruden en snegl langs det knækkede glas

- Sten Kaalø.

mvh
Simon

Ups!

Og solen vil lege

Og solen vil lege på siloer stænke på
skibssider blinke og gnistre i bølger
håndvaske fladhamret jern signalere

at morgenen kommer og lys smyge
sig frem gennem tovværk og løvtræers
si ind i pelskraver bræer dybt i graffiti-

viadukter med kys file i ører øjenæbler
stikke ned i barnevogne flyve med
guldsmeden lande på åkanden løftes

med ølglasset tvinge sig ind mellem
doriske søjler helt ind på det grønne
underlag med dommerens utålmodigt

trommende fingre ramme som en skæv
trekant i wc-cisternen vibrere i røgen fra
skoleinspektørens pibe og den flygtede

vil stirre og tænke at nu er det sol men
hvor længe hvor længe – endnu er det
mørkt som i havet som i cindersbanen

i den kasserede kopimaskine sort som
i hammeren der slår og slår mod penge-
skabet nat som i tårnet mellem knebelen

og klokkens månegule cirkel af nedkølet
malm men morgenen kommer kommer
og mælken vil dryppe som erindringer

i et gammelt menneske der engang skrev
med pennen a’dieu ved bordet i det
vinterlukkede lysthus iført halstørklæde

hat hansker a’dieu stod der i stearinlysets
vingede flakken over ungdommens blå-
grå kind inden han gik tilbage i sneen det

vil lysne og morgenen kommer med sol

- Sten Kaalø.

mvh
Simon

Morn’ RM..

En lille før nytårs-hilsen med en pøs digte fra Jens August Schade, der næsten må høre til dem der er flest af her i Mellemrummet, men når først stemningerne er krøbet ind i én, forstår man straks hvorfor; han nærmest sådan en slags sneens mand mellem digtere i en bogreol - godt nytår..;)

I toget en decemberaften

Jeg sad i et tog engang for resten
og hørte tude decemberblæsten,
tu-huh, den højeste vintervind!
I vinduet sad jeg, med hånd ved kind.

Å, Danmark, hvor er du et dejligt land.
Jeg elsker din sorte decemberrand
mod himlens gul-hvide løvetand,
den slappe sol – som den stråle kan!

Som den stråle kan i dit vintervejr
i søle, sprøjt og halvmørke træer,
jeg ser det blegviolette skær
i mudder her, mens en sol sank dér.

Og mørket lå, som en ting bag huse,
jeg hørte togets skinner suse
igennem huse, igennem ting,
jeg elsker, elsker de mørke ting.

Ved vinden mon, at jeg elsker den?
Den er min gode, min sande ven …
Se, elskov knuses, og storm forgår,
men elskov varer, og storm består.

*

I sne

Det fyger om Holmens Kirke. En sort paraply
står støt og stemningsfuldt stille i stormens hvirvel
af hvidt snefog omkring to sorte sko,
to sorte strømper, en kjole så sort som to

vidunderligt sorte øjne, som stråler. Klokken er 2.
Det ser hun på kirkeuret. En stille ro,
skabt af den dunede gade, ligger omkring os to,
mens stormen raser. En stille og mægtig ro

i eftermiddagens svindende lys blinker i disse to
store, fortættede øjne, som kærlighed, håb og tro
har gjort så store. Hun siger: „Lad os gå hjem i ro
og drikke the og tænke.” Og jeg så godt, hun lo

i lyset fra gadelygten, som tændtes på Holmens Bro.

- Schade.

mvh
Nissen

P.s.:
Lidt om digteren Joh. Jørgensen, hvis interesse:

http://www.johannesjoergensenselskabet.dk/255396427

mvh
Simon