Fortsættelse ind i sidstningen af Jacs Tretten dage i en sne

på den tolvte dag

måske slidt voksen på sin overdrivelse,
og så opdagelsen af granvoksne træer,

i et sidste forsøg på at anstrenge himlem
skal en rosenkrans skrive på bladene,
skal en hustru skrive min historie
historie som en ærte af kærligheder,

så hvidt så slidt voksede du kvinde
blev bjergkæde og sukkerknald
og påberåbelse blev en sikker ømhed,
helt enkelt skænkede du dig i hustru,

så slet så nødvendigt opstod kvinden,
voksede mig ud af en sommerkrise,
sitrede en tomhed ud af sin hvile
og lagde så sten på sten til filurkysset,

måske krævet voksen på en forløgnelse,
på en angst for sit sande udtryk,

i et sidste forsøg på en sommerforkølelse
skal strandene vises over samtlige byer,
hustru du står skrevet i selve sandet,

... og nu til den sidste af de tretten dage

På den trettende dag

sådan ender jorden sin begyndelse,
og alt forbliver ældelse i det nye,

så mange lån bæres ud på læberne
men nu som sig selv og i nyt mod,
så store ord står omkring kvinderne nu,
de har beredt os hver deres alder
som intet har med brystets muskel at gøre,
de har forsynet os i de sidste advarsler
så nu er det at indstille sig på lys og syn,

væk med pseudo som status og krige
for blomsterne forbliver i stengavlene,
de kan ikke soles væk af neutronvarme
men vil forblive i de tidlige stenhuler,
og i billedalbums ser vi os tilbage
for at forstå hvad vi har udstået,
ser tilbage på processer og kvinder
og det krucifix som de har tålt af år,

sådan ender dagene til deres begyndelse
og alt tænker at vokse mod solen,

status bliver der ikke tid til,
men måske en indskrænkning til sproget,
men måske en indskrænkning til sproget

... og herfra siger Jac tak for de tretten dage og år

Hej i natten, RM..

Jeg ska’ ærligt indrømme, at noget i mig sank da jeg dagen efter så de bare landskaber, ak & vé:

The splendor falls on castle walls
And snowy summits old in story;
The long light shakes across the lakes,
And the wild cataract leaps in glory.

Nå, sneen må dale om huer røde, når tiden kommer - og vi har jo de indre landskaber, så fint illustreret af Jac og dig, sagt med taknemlighed..;)

Nisseligst
Simon

Med udgangspunkt og afsæt i Tannes ord

"Vel er det vigtigt at bevare menneskeliv, men endnu mere vigtigt er det at gøre menneskeliv værd at bevare" kan jeg kun som en fortsættelse sige:

Vel er det vigtigt at bevare kærligheden, men endnu mere vigtigt er det at gøre kærligheden værd at bevare.

P.s.:

Ja, genstanden for menneskers begær og kærlighed er noget af en historie, historisk set er menneskets forelskelse i kærligheden lidt af en labyrint – og Thorkild Bjørnvig med Tanne som vejleder en flertydig fortælling, der heldigvis endte i fantastiske fortællinger fra begge.

Men efter en tur i rygsækken fra Berlin til Moskva, noget af en tur, må man sige, er det ligefrem en lise at befinde sig i Rilkes Schweizer Jahre ved J. von Salis, som et andet udtryk for kærlighed, og måske lidt tættere på Bjørnvig. Og nu skinner solen som på en tidlig efterårsdag. Forresten hørte jeg i dag en fortælling om de tidligst dokumenterede nisser, dem udenfor fortællingen er sikkert ældre og mere spændende…;)

Nisseligst
Simon