P.s.:

Det gule rav

Vinteren kom med snebær og knudrede æbler
fra de støvede vinduer
saa vi den komme ad haarde veje
med sneen fygende henover skuldren.
De fjerne høje, før klædt i lyngens brune skær,
svinder bag den graaliggule himmel.
Murens vedbend ofrer en gren eller to
for at beholde taget i de gamle sten.

Du behøver intet at sige.
Det hele staar i de smeltende fnug paa ruden,
i de faste spor mod horisonten.
Vi vidste alt som sneen før den falder
og faar det nu bekræftet.

Det vilde gøre godt med en tur i det fri!
Ud at falme som stenen i digtet
med en dusk vissen englesød i haanden
Ud at falme i sneen,
slettes bort som de rindende grøfter,
man maa kende for at være sikker!

Men der staar intet
om blaabærturene i skoven,
da stenene var varme at gaa hos og hvile paa.
Om glæden ved at gaa vejen træt i Tolne bakker,
naar vejret var gyldent
og høet paa de høje enge slaaet dagen før.
Om de blaa enebær, der duftede som mandler,
naar solen stod højest –
naar gusen om natten kom sejlende ned over bankerne i vest
og pløjede dagens varme ned i mulden
af blod og harpiks.

Men i skyerne stod skrevet om den stille glæde
det var hin dag at hænge ravets gule perlerad
omkring din hals.

- Poetiske forposter, Per Højholt & Heretica, breve 1948 – 53.

mvh
Simon.

Hej Simon

Jeg kan godt fornemme, at de Poetiske forposter lige er noget for mig, set af dig. Så stemningsmættet, at det næsten er som at være der selv :))

Her et par stemningsbidder til aftenkaffen avec ... :)))

Ud af mørket synges stenens ryg af fugle i det tørre krat,
fra træer eller redehuller dybt i væggen, indtil farver skifter sind,
og klippen løftes højt af vingeslag, svøbes ind i skrig og sang,
i skarpe morgendufte, i en stilhed klar og endeløs som sletten,
hvor jeg svinder til et korn af støv og hvirvler bort i mængden...

Pia Tafdrup

***

Jeg lover for den Bonde,
der vaagner karsk på Krop
og pløjer af sin Ager
det grove Rugbrød op.
Jeg lover for Melet i Kværnen
naar Møllehjulene knager …
mens Dugdraaber kysser Solen,
som hele Verden bager

Sophus Claussen

http://www.smaerupsoerensen.dk/arkiv-3/saa-langt-oejet-raekker-2/

Aftenhilsner avec
RoseMarie

Ohøj i natten, RM..

Det er en vældig fin samling breve, kommentarer og tanker fra tidsskriftets mange bidragsydere i nævnte periode, selvfølgelig indeholdende en del digte. Tillige, findes en antologi af essays og digte fra hele seks årgange, udvalget skabt af Ole Wivel med masser af gode sager, fra Morten Nielsen (der helt er sig selv) til Martin A, Hansen, Frank Jæger, Th. Bjørnvig, Paul la Cour m.f.
Så nyder du at læse poeters tanker i tiden, med denne fornemmelse af arbejdsproces og overvejelser som det afstedkommer, da vil jeg næsten tro læsestoffet kan omregnes i adskillige stearinlys – lyskilden, der tillader sluffen taknemligt at grynte videre i egne drømme, mens man trækker storetåen ind i varmen under sideskift. Tænk, det blev vinter, med dette særlige lys i stuerne fra glasskæreren. Vinden klager og sindet synger, mens feberen her rasler op og ned, ja man er sgu’ en heldiggris.
Men god fornøjelse, med tak for Sophus & Tafdrups trille.

mvh
Simon – i fjerposen.

P.s.:

I den iskolde vind med solen i øjnene, det stormfulde svælg mellem digter og læser:

Hvem gynger i nat paa det vildsomme hav
skibbruden, ene med bølger og storm?
Hvem blæser i nat i sit Rolands-horn
mens spøgelsesskibe sejler forbi?

O døve skippere! blinde styrmænd!
levende brødre ved mast og ror
jeg kalder på jer med vand i min mund!

- Bjørn Poulsen.
http://www.kb.dk/da/nb/tema/litteratur/hoejholt/intro.html

mvh
Simon

Uh, at være nisse i sit snelandskab!

Her endnu et af de gode fra ham den anden Andersen, der forhåbentlig har varme tæer under den kolde næse:

Til vinteren

Hybenrød sol
flimrer aflangt ud
på den ridsede isflade.
Tilfrosset snot under drengenæser.
Luft så spids
at man ku rense negle med den.
Af og til hænger vejrtrækningen fast
som i en lynlås.
Skøjteløbere lige i hælene
på sig selv.
Lange blå skygger drejer
som gigantiske urvisere.
Hver gang et par skøjter
overhaler skøjteløberen
mærkes et lydløst bump i isen.
Hårdt vand på denne årstid.
Fjerne gjaldende råb
lyder ganske nær.
Der må være verdenshjørner
lige i nærheden.
En pige kommer strygende
fra baggrundsprik til fuldvoksen
på få sekunder
på en lydløs skøjte
med den anden strakt bagud
ansigtet foran
højrøde kinder
saftig kyssemund
øjnene vidtåbne
og nu helt nær
Så drejer hun lynsnart
om et verdenshjørne
og væk.
Men selv uden skøjter
nåede man at opfatte
at dette var lykken:
sand så kort den varer.

- Benny Andersen.

Politikeres erindringer er sjældent værd at bruge tid på, her en lille undtagelse til natbordet: Man kan sagtens være bagklog af Preben Wilhjelm, netop genlæst med tuden på dynen. Ham har jeg altid godt kunnet lide, måske p.a. den udeblevne selvforgabelse.

mvh & god weekend
Simon