Hej Simon
De nordiske sommernætter kalder på tale med et særegent sprog ... som nu lige netop her :))
TAG OG SKRIV
I.
Om livet, om de levende.
Om døden, om de døde.
Om at elske og at hade.
Om øst og om vest,
de to som aldrig skal mødes
og aldrig skilles,
blot ane hinandens nærhed,
fornemme og følge hinandens bevægelser,
sådan som menneskene må
i had og i kærlighed.
Jeg synger om det eneste der forsoner,
det eneste praktiske, for alle lige:
Hvor sjældent mennesket ejer magt
til at afstå magt!
at afstå jeg og talen, afstå -
det eneste som giver magt.
II.
Jeg rejser mig ud af min aske
- et tænkende følelsesliv
på vej til at sluges af det skikkelsesløst bølgende
svæver jeg igen.
Kun som vidne er mennesket til:
Tag og skriv!
Der findes ingen anden styrke end indre styrke
og den kommer udefra,
fra det gådefulde noget som rører sig deroppe,
skimtes blandt utydeligt selvlysende skyer,
strømmer over dig galvanisk
så du mærker hvordan du kæmper:
Da er det kraften der kæmper, ikke du!
Hvormed kæmper kraften?
Der findes ingen anden svaghed end indre svaghed
og den kommer udefra,
fra det gådefulde noget som rører sig dernede,
skikkelsesskiftende, mørkt bølgende,
truende, galvanisk.
Du mærker hvordan stærke arme brydes!
Da er det kraften der kæmper, ikke du!
Hvormed kæmper kraften?
Sandelig, du er ikke mere end en valplads!
En vandrer, hvem solen og stormen på
en gang forsøger at tage kappen af,
på én gang! Ikke efter tur.
Iskoldt i skyggen, glohedt i solen:
Sjælens april.
III.
Du siger "jeg" og "det gælder mig"
men det gælder et hvad:
i virkeligheden er du ingen.
Så jegløs, nøgen og formløs er virkeligheden!
Det var i skræk for den du begyndte at klæde dig,
begyndte at opføre dig og kalde dig "jeg",
klamre dig fast til et halmstrå.
I virkeligheden er du ingen.
Retsorden, menneskeværd, viljefrihed,
alt er billeder malet med skræk i virkelighedens tomme sal,
skræk for at vedgå noget hinsides ret og uret, hinsides
sætning og modsætning!
I virkeligheden er du ingen.
Selv uden for godt og ondt en valplads for godt og ondt,
det øvre vilddyrs kamp mod det nedre -
sandheden du af og til aner som en afgrund ved vejen,
uden at vove vide, uden at ville vide,
du som gyser ved det mindste hul!
I virkeligheden er du ingen.
En plads, et klædningsstykke, et navn -
alt andet er blot dit ønske,
dit jeg et ønske, din ufrelsthed ét, din frelsthed et andet:
Alt har du taget på forskud!
Frelse, der findes ingen frelse! Du drømmer dig frelse
og stammer Opstanden! og Hellig! - thi sådan er dine ønsker.
Og menneskenes lod står uforanderlig fast
men du er kommet endnu et trin på dit ønskes bygning:
Endnu et ønske ud af alle de tænkelige tusind og tusind
er blevet dig muligt, nødvendigt, sikkert og endeligt faktum,
ligesom du selv der også var ønske fra begyndelsen,
ligesom det magiske navn forældrene har givet dig
til at skærme mod mørke og jegløshed,
at skille netop dig fra tusind lignende og næsten ens.
Og alligevel er du i bund og grund så navnløs som natten og mørket:
I virkeligheden er du ingen.
IV.
Den skønhed jeg hidtil har søgt var trampolinens gyngen.
Den klogskab jeg hidtil har troet var hopperens fejhed.
Men den som venter forsoning, han er en uforsonet.
Den som vil frelsen, han er allerede fordømt.
Fornægtelse? Nej, den dybeste tro,
den som først kan vindes, når man ingenting tror,
den som først kan ejes når man véd:
Jeg lyver ikke, det lyver ikke i mig
og sandheden er mig fjern (jeg er mig fjern).
Jeg overgiver mig
ligesom den sidste rotte fra et synkende skib,
et brændende vrag af hvilket dybet får sit når højden har fået sit,
(du er vejet på en vægt og fundet dels let, dels tung),
en skibsbrudden der driver på det mørke skikkelsesskiftende,
tiltrukket og bestrålet af den hemmelighedsfulde kamps stjerne,
hun som usét er mægtigere end sol og måne,
hun som på én gang er enkel og dobbelt, dunkel og lys,
på én gang! Ikke efter tur.
Liv er kontrasternes møde,
liv er ingen af parterne.
Liv er hverken dag eller nat
men daggry og skumring.
Livet er hverken et onde eller et gode,
det er kornet mellem stenene.
Liv er ikke dragens og ridderens kamp,
det er jomfruen.
Og ingen skal komme til mig med dragens sult eller ondskab,
og ingen skal komme til mig med ridderens ædelmod,
selv om sagnene lyver så skønt!
Og ingen skal komme til mig med jomfruens fortrøstning og håb,
thi kampen varer for evigt
og den der skal sætte livet til
er ikke dragen
og ikke ridderen
men altid jomfruen.
V.
Jomfruens ængstelse og flugt er sværdet og kløerne.
Af hendes flugt og ængstelse hamres sværdet og vokser de skarpe kløer.
Hun dør hvert øjeblik, derfor lever hun.
Hun flygter hvert øjeblik, derfor bliver hun tilbage.
Hun optager kraft og modkraft, derfor vakler hun.
Hun vakler, derfor er hun i balance.
Kronen, kappen og de foldede hænder tilhører kampen, ikke hende,
men kampen tilhører hende.
Det er af hende kampen lever:
hun er dens attrap.
O dybe vindstille, hyllet i storm!
Du ligner en dukke, kastet af børn,
viljeløst føjende dig i det meningsløse!
For den som gennemskuer kampen træder du frem.
For den som gennemskuer dig forsvinder du,
thi han forsvinder i dig:
En port der åbnes, en vej der bugter sig væk.
På vejen en ensom skikkelse der fjerner sig.
Samme skikkelse der vandrer sin vej og forsvinder,
igen og igen den samme
som igen og igen forsvinder:
synsbedrag og partenogenese.
Gunnar Ekelöf "Färjesång" 1941 oversat af Jakob Brøbecher
Tanker så mange
RoseMarie
Redigeret af RoseMarie (17/07/2017 22:35)
Svar
Citer