Hej Simon

Nej, jeg har heller aldrig spillet tennis, og har som dig også blot kunnet nyde spillet over TV. I flere af mine barndomsår fattede jeg ikke en dyt af, hvordan man kunne sidde og kigge/lytte til de samme slag, ord og lyde i én lang uendelighed. Men da jeg blev lidt ældre oplevede jeg også selv begejstringen og spændingenDet var dengang Bjørn Borg og John McEnroe havde deres fighter inkl. John McEnroe's iltre temperament og evige diskussioner med dommerne :))

Max Frisch fik noget til at dæmre, men jeg måtte da alligevel google ham ... åh ja, Homo Faber, som var et must i skoleundervisningen. Men huske den kan jeg ikke.

Et andet navn vi vist heller ikke har været omkring i mellemrummet er Robert Corydon. Så ham springer jeg lige ud i, mens jeg venter på Godot ;))


Tegnet

Der er en langsom
forankrende lykke
ved at finde et stykke træ
bag brændingens hvide
boblende skumme -

finde det stykke træ,
som faldt til i eens haand,
skære et mærke
og male med tusch
det buskmandstegn,
som er i eens hjerte.

Aftenligste hilsner
RoseMarie

Hej RM..

Her lidt tanker fra Max Frisch' dagbogsblade, eller omskrivninger, udenomssnak...næsten en afspejling af Marguerite Duras' At Skrive - han fortæller forøvrigt i samme blade en fortræffelig historie om sit møde med Bertolt Brecht, hvis du sku' få lyst til at anbringe ham på natbordet...;)

Om betydningen af at føre dagbog:
Vort liv foregår på et transportbånd; vi har intet håb om at indhente os selv og forbedre et eneste øjeblik af vort liv. Vi er de svundne dage, selv når vi forkaster dem, i samme grad som vi er dagen i dag. -
Tiden forvandler os ikke.
Den bringer os kun til udfoldelse.
Ved at nedskrive sine tanker- der højst kan have gyldighed for øjeblikket og stedet, hvor de opstår - og ikke ved at fortie dem, vedkender man sig dem. Man gør sig ikke noget håb om, at man i overmorgen, når man tænker det modsatte, skulle være blevet klogere. Man er den, man er. Man sætter pennen i papiret som nålen i jodskælvsobservatoriet, og i grunden er det ikke os, der skriver; vi bliver skrevet. At skrive vil sige: at læse sig selv. Hvad der sjældent er den rene fornøjelse; man forfærdes for hvert skridt, man gør; man tror selv, at man er en gladensvend, og hvis man tilfældigt ser sig selv i en vinduesrude, opdager man, at man er en gnavpot. Og en moralist, hvis man læser sig selv. Det er der ikke noget at gøre ved. kun ved at bevidne og fastholde de øjeblikkelige tankers siksakkurs kan vi lære vort væsen at kende, dets kaos eller skjulte helhed, dets uafvendelighed, dets sandhed, alt det, vi ikke umiddelbart er i stand til at finde udtryk for, og da slet ikke ud fra et enkelt øjeblik -.

Tiden?
Den ville i såfald kun være et tryllemiddel, der lader vort væsen falde fra hinanden og gør det synligt, idet den opdeler livet, alle muligheders allestedsnærværelse, i en tidsfølge. Kun derved fremtræder livet som forvandling, og derved nødes vi atter og atter til at antage, at tiden dvs. tidsfølgen, ikke er noget væsentligt, men noget tilsyneladende. Den er et hjælpemiddel for vor indbildning, et forløb, der i en tidsfølge viser os, hvad der egentlig er en helhed, nemlig noget samtidigt, som vi ganske vist ikke kan opfatte, lige så lidt som vi kan opfatte lysets farver, når strålerne ikke er brudt og opdelt.
Bevidstheden er som et brydende prisme, der opdeler vort liv i en tidsfølge, med drømmen som den anden linse, der atter samler det i den oprindelige helhed. Drømmen og digtningen, der således søger at nærme sig det samme mål -.

Om forfattervirksomheden.
Det vigtige er: det uudsigelige, det hvide mellem ordene; altid taler ordene om noget uvæsentligt, som vi egentlig ikke mener. Vort anliggende, det egentlige, kan vi i bedste fald omskrive, og det vil ordret sige: man skriver udenom. Man omringer det. Man siger ting, der aldrig dækker vor virkelige oplevelse, som forbliver uudsigelig. Det, vi siger, kan kun afstikke oplevelsen så snært og nøjagtigt som muligt, og det egentlige, det uudsigelige fremtræder i bedste fald som en spænding i det, der er blevet sagt.

- Max Frisch.

mvh
Simon

P.s.:
Med tak for Corydon, her lidt stemningsfylde til natugler & glade nisser - wow...det jul, RM! ;)


https://www.youtube.com/watch?v=gw_yBCCDMag
https://www.youtube.com/watch?v=uxLKWM7lyWs

mvh
Simon

Vissevasse, din natuglenisse ;))

Ja, vel er det jul :)) og Max Frisch er en smuk og særlig julegave her i mellemrummet. Herlige visdomsord og glade nostalgiske til livsmod og dansen omkring ugletræet.

Lidt mere Corydon og og glade toner til natten ...


Node

Er det tungt at leve, naar vi kan vandre
i Græssets Kældre og hvile i den syngende Grøft,
hvor Græshopper, Frøer og Firben
har grebet smaa levende Instrumenter
og rejst et Hus af grønne Toner,
som Guldsmedene flyver igennem
med Sollysets glødende Violin
på tonende Vinger.

Jeg sidder i Tusmørket
i det høje svajende Hus
med alle de smaa grønne Musikanter
rundt om paa Grøftens Taburetter
og hører Dagen blive spillet til Ende
saa Nattens sorte Node høres
i Frøens Orkestergrav.

For lidt siden perlede
Sollysets knitrende Noder
fra Grøftens Kapel.
Er det saa tungt at leve,
naar vi ved, at alle stumme Instrumenter
i Græssets Kældre er gemt under
Støvets slidte Fløjl i Duggens Futteral,
slumrende med nye Dages grønne Melodier
skabt i Krybets store Musikersjæl.

"Fuglespor" 1952

https://www.youtube.com/watch?v=SVZ1Q0KV-h8


Go'nat fra endnu en natuglenisse og tak for julegaven :))

Morn RM..

Ja, tænkte nok du ville sætte pris på lidt fra hans kragetæer, imellem hvilke der også findes tæer jeg værdsætter. Og apropos tæerne, ja så er tiden for alvor inde til at pakke rødderne godt ind i det uldeste - forudsat man da ikke vil gå dryptud, for...

I sne står urt og busk i skjul;
der er så koldt derude;
Dog synger der en lille fugl
på kvist ved frosne rude.

Giv tid, giv tid! - den nynner glad
og ryster de småvinger -
Giv tid! og hver en kvist får blad;
Giv! - hver en blomst udspringer.

Giv tid! og livets træ bliver grønt,
må frosten det end kue.
Giv tid! og hvad du drømte skønt,
du skal i sandhed skue.

Giv tid! og åndens vinterblund
skal flyve for herlig sommer;
Giv tid! og bie pa Herrens stund!
- hans skønhedsrige kommer.

- B.S. Ingemann.

Så, nu er min rate af Herre-ord vist toppet for dette år, nu ka' jeg ikke mere, thi maven blir så tung og jeg ser syner...;)

I stedet får du så denne:

Afholdenhed! du Viises Dyd,
Som jevn og sej, men varig Fryd
I et langvarigt Liv os byder!
Du tager vel ei ilde op,
At jeg dog heller i Gallop,
I kort, men heftig Lyst mig fryder

- J.H. Wessel.

Faktisk var jeg lige ved at sne siden lidt til med Stuckenberg, men han har jo sneet tilbage i baggrunden, hvorimod Corydon stod så fin og sprek til morgenkaffen, så tak for mer af ham - og må sneen dale på endnu en glad gris...med lune rødder! ;)

Bedste hilsner
Simon