Godmorgen Simon

... og tak for Halfdan. Ja, de kvindfolk og den kærlighed, der ikke altid er så nem :))


Noget om at ærgre sig

Der sejler en pige på Tungtinghu
i det Kina, jeg aldrig har set.
Hun læser et gammelt kinesisk digt
af en gammel kinesisk poet.
Og det ærgrer mig lidt at hun læser ham.
Og det ærgrer mig mer endnu,
at jeg ikke har skrevet det smukke digt
til en pige på Tungtinghu.

Der danser en pige på en café
i en by jeg har drømt jeg har kendt.
Hun danser en tango og danser den
med en fyr der er stor og potent.
Og det ærgrer mig mer end jeg synes om,
at hun lægger sin mund til hans
og slet ikke forstår at det ærgrer mig
at den mund er en fremmed mands.

Der vandrer en pige på Karl Johan
under Oslos velsignede sol.
Hun går med en flaske direkte hen
på det nærmeste vinmonopol.
Og hun sætter sig trist og vemodig ned
ved den flommende Glomma elv.
Og det ærgrer mig dybt at hun sidder der
og må tømme den flaske selv.

Der sover en pige i rue Dauphine
i Paris der' byernes by.
Der sov jeg engang i den samme seng
i den selvsamme ældgamle rue.
Så det ærgrer mig dobbelt at pigen bor
i den dobbeltseng der var min,
og at ikke jeg ligger og bobler nu
på et leje i rue Dauphine.

Der sidder og ligger og går og står
en del piger, jeg aldrig skal se.
En ammer en tøs og en får en dreng
og en barsler i Borups alle.
Og det ærgrer mig noget så grusomt at
de får børn med en dum barbar,
skønt de stakkels små unger var bedre tjent
med en rigtig poetisk far.

Jeg kender en pige. Og hun er gift.
Og tilfældigvis netop med den,
der sidder og digter om nogle pier,
som tilfældigvis ikke er mænd.
Og det ærgrer mig lidt, at hvis de var mænd,
og min kone var lisom jeg,
var det ikke så helt usandsynligt at
jeg fik grund til at ærgre mig!

Halfdan Rasmussen


En helt anden skriver sådan her


Solsort

Saa fandt du dog din Sang igen,
dit solskin kom tilbage!
Tavs har du gemt dig, Ungdoms Ven,
i mange mørke Dage.

Den lange Vinter løb du sky
og stum ved Dødens Porte.
Men Livets Sol har rørt paany
ved dine Fjedre sorte.

Vi mødtes for første Gang hin Vaar,
den drømmesvangre, fjærne,
hvis Afglans nu i Vester staar
med Nattens første Stjærne.

Og da var Dagen sød og rig,
og Natten dyb af Drømme;
og saligt sank dit Solskinsskrig
til Bunds i Sjælens Strømme.

Vi mødtes senere igen,
Det var ved Vintertide.
Da var vi begge plyndret, Ven,
og ene med vor Kvide.

Og da var Natten lang og léd,
og alle Dage øde.
Men brændt af Frost og Ensomhed
blev dine Sange søde.

Vel mødt i Vaaren, Ungdoms Ven,
og Ven fra kolde Dage!
Guds Godhed favner os igen,
vort Solskin kom tilbage.

Dit Næb blev som det blanke Guld,
og sort som Sod din Skjorte.
Din Strube jubler sødmefuld
ved Solopgangens Porte.

Og fløjter du i Herlighed,
fra Granerne de høje
den store Sol bag Skove ned
med Himlen i dit Øje.

Er al din Sjæl en Stjernehælg,
som risler Gud i Møde;
og salig drypper fra dit Svælg
den klare Aftenrøde.

Ludvig Holstein


Morgenhilsner og solsortefløjt
RoseMarie

Morn’ RM..

Der er ingen grænser for problemerne Eros forventes at løse. Oprindelsen til alt hvad der i Tiden (Aion) blev til, fødtes i Uranos’ og Gajas omfavnelse, her var al kraften (Eros) koncentreret der foldede sig ud i tiden – nogen har så ment at Eros var den yngste gud og Afrodites søn, andre igen at han var den første gud, og dertil at Kaos var til før Aion, ja det er det rene meningsforstoppelse.
Uanset har Eros en travl arbejdsdag, tænk hvilken arbejdsplan med de forventninger – og der er ingen betaling for overarbejdstimer – det er evigt arbejde, i henhold til Aion. Og hvem tænker vel på Eros, når man har travlt med at forsvinde i hinandens øjne, eller når skoene er lige ved at rende om hjørner under julefrokosten? Ikke engang en julegave er der tænkt på til Eros, men der ville så heller ikke være tid til at pakke dem ud. Og så er der den dér tømrer der går Eros i bedene, ja man sku’ næsten tro han var lidt forliebt i Eros – ja det er ganske sikkert og nis’t…

Apropos nisser, har vi her nogle rigtig gamle og sjove af slagsen, én taler tysk, en anden jysk (hvad der nogenlunde kommer ud på ét) en tredje hænger foroverbøjet indover sin rollator, og vil under ingen omstændigheder hænge på nogens dør eller juletræ, til trods for et stående tilbud om daglig grød m.m. Men man er vel også sin egen nisse…;)

mvh & nisselig dag..
Simon
P.s.: fine digte!

I juletiden drog familien med mange venner og børn flere gange med båden samlet til Sverige, hvor der især købtes kaffe, sprut og tobak. På båden spiste man og vi børn legede rundt om på båden. Det var i mange år storartede ture, en sjov tradition, hvor voksne under indtag af snapse blev børn igen, trods til tider dystre snakke om krigen og andre ture til Sverige, historier hvor øjne blev våde og munde smalle: https://www.youtube.com/watch?v=ekEcjwnsFyk

LÆNGSEL EFTER SVERIGE

Her står jeg og stirrer mod Sveriges kyst
og længes mod høje bjerge.
Mit hjerte tripper og basker af lyst
til at ta med den første færge
og glemme alt det onde
i lyse birkelunde
hvor unge piger ler …
men jeg må blive her
… for ellers blir jeg søsyg.

Det er som at se det forjættede land
der flyder med fuldfede priser,
hvor tiden næppe har mistet sin tand
og hvor folk synger Bellman-viser
med tyttebær i munde
i lyse birkelunde
mens jeg må blive her
som bolværkspassagér
… for ellers blir jeg søsyg

Jeg står i et lille neurotisk land
beboet af smilende gale.
De svenske kan meget som vi ikke kan
og de holder sig tappert neutrale
og er så kernesunde
i lyse birkelunde
og sprudler af ide’r
mens jeg må visne her
… for ellers blir jeg søsyg.

Min aske skal sendes til Sveriges land
og spredes for samtlige vinde
så jeg blir båret fra strand til strand
et sted hvor jeg kan bunde
i lyse birkelunde …
men indtil dette sker
må jeg vel leve her
… for ellers blir jeg søsyg.

- Benny Andersen.

mvh
Simon

Lidt stemningsfyldte dråber fra Hr. Poulsen…

novemberaften Frb. Allé

en cigaretstump synger uhørligt
fra toppen af en våd ahorn
paraplyer vandrer forbi underneden
og alle mennesker har antennerne ude

i den mørke novemberaften
kører bilerne slowmotion gennem alleen
og klare sødlige regndråber
klatrer nedad mit skæg
min mund masserer grådigt og skævt
din smukt hvælvede pande af procelæn

denne regn er så blød og erotisk
at ostehandleren varsomt og henrevet
stiller alle sine oste ud på gaden
og det emmer på samtlige ruder
som om unge og dampende piger
steg rosenrøde op af varme bade

det var så lykkeligt og tropisk overalt
at ingen blev forundret da færdselsbetjenten
der dirigerede krydsets somnambule trafik
roligt og beslutsomt trak tøjet af
og sang en mystisk regnvejrssang på et sprog
som alle troede var uddødt for årtusinder siden

- Peter Poulsen.

mvh
Simon

Lidt fra en sprudlende kunstner, en fløjtespillende blomst på regnbuen…

Pan- og fabriksfløjte

Tiden rullede videre i sit gamle ræveskifte.
Vinden gik i vest, øst, syd og nord.
Regnen rettede sine byger og nedbør derefter.
Solen fulgte troskyldigt i hælene på morgenhanen…

https://www.youtube.com/watch?v=xgwDXJaCtn0

Sig det med blomster

Ogsaa vor generation gjorde alt
hvad den formaaede for at komme
den svækkede livsførelse til
undsætning
for ikke at føle sig forældreløs
Men resultatet blev det
tragisk modsatte
Men landsforræderne tærskede
langhalm paa sabotørernes rygge
druknede vore evakuerede forældre
i meningsforskellenes dybe hav
Sig det med blomster

- Jørgen Nash

mvh
Simon