Hej i solen, ABC..
For det første handlede i al fald min indgang til debatten om døden, om en værdig død, eller rettere, om tankehvælvet af overvejelser vi kan gøre os for at skabe de bedste politiske (etisk/moralske) forudsætninger og vilkår for udvikling af et samfundsværktøj der ikke reducerer menneskelivet til et produktionsværktøj – at det går an at anse sin død som en naturlig afslutning på livet, hvad der på ingen måde forklejner livet eller indbyrdes kærlighed til hinanden i livet, men bare er en respekt for de af os, der har brugt vores levetid med fokus på samvær (og sikkert en pose selvmedlidenhed) og pers. udvikling i et fællesskab.
Man ku’ måske tilføje, ud fra ønsket om ikke at dramatisere døden ydermere, som fx religionerne gennem tiden har gjort, idet dramatikken jo alligevel kommer helt af sig selv, når dem vi elsker dør for os, i værste fald vore børn før os, og vi derfra skal til at indrette os.
Der findes mennesker der er livstrætte af enten sygdom, levetid eller bare har fået nok, og som ikke interesserer sig det mindste for at slå mure ned i mødet med selvgode troende, der bare vil alle det så godt fordi de har mødt Jesus, osv. Når det kommer til stykket, er det jo deres fravalg og ikke retten til at snakke, det handler om:
http://www.etiskraad.dk/~/media/Etisk-Raad/Etiske-Temaer/Aktiv-doedshjaelp/Publikationer/Eutanasi-drab-paa-begaering.pdf
"Du forholder dig ikke til om det er i orden at nogle lider?"
- Det gjorde jeg faktisk, lige akkurat!
Der vil være lidelse forbundet med at leve, som en konsekvens af livet, nøjagtig som der opstår lykkelige stunder i livet. Og jeg tænker ikke her på tilfælde med fx manden der opdages at have fire lig i fryseren og i øvrigt har spist andre femten, osv. For det er jo ikke dén slags vi må lave leveregler for at ruste os imod. Vi har allerede velfungerende etik og moral på området, og der vil altid være "afstikkere" til, der dog aldrig angiver normen!
Pointen er m.a.o. selve indstillingen til det at leve og det at dø, der forøvrigt kan være afgørende for måden man indretter sig i livet på, ja måske ligefrem bygger samfund på. Det drejer sig om en opmærksomhed på tilfredsheden, ikke om evig jagt på lykken, en harmonisk indstilling til de valg man træffer, i en afslappet accept af alt det som måske ikke lykkedes, enten for sig selv eller i samvær med hinanden. Du forstår da udmærket hvor jeg vil hen, ikke sandt?
Vi ka' ikke leve andres liv, eller påtage os at dø for andre, men vi kan påtage os et ansvar for vort eget liv, og i bedste fald udtrykke det i vores måde at udleve vores liv på - selvfølgelig med lidt eftertænksomhed i ærmet, ikke mindst humor..;)
mvh
Simon
P.s.: jeg er ikke forsker i naturvidenskab, ikke videnskabsmand! Det er jo bare en debat, det her, ikke en skolestue hvor vi skal undervises; det er bare holdninger jeg udtrykker, nøjagtig som du...;)
Redigeret af Simon (08/04/2019 15:52)