0
registrerede
62
gæster og
300
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#26533 - 23/11/2018 04:43
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Hej RM..
”Mange mennesker papegøjesnakker i en uendelighed om langsomhed og væren i forhold til gøren... men hvor er virkelighedens og medmenneskelighedens perspektiv så egentlig blevet af?”
- Tja, sig det igen, papegøjens plads er nu engang at sidde på samme pind og hoppe i ekstase over livet set fra akkurat dén synsvinkel; flyttes kalorius over på en anden, dratter den i ren fortvivlelse ned. For en tid siden satte jeg i den forbindelse en Norsk omelet til livs, og havde det egentlig helt rart med at se kalorius’ ”virkelighedsappetit” demaskeret som maskehullet i strikketøjet; den stille glæde over også andres undren over at se digtningen maskeret som autentisk virkelighed, og afvisningen af denne mærkværdige hobby med for syns skyld at hænge sig i andres hjem…
Såkaldte men misvisende liberalisters ubændige trang til altid at skabe sig på skuepladser i evig konkurrence, har desværre grebet om sig og er nu en kæmpe del af hele samfundsmaskineriet, hvor skoler, læreanstalter og erhvervslivet daglig indarbejder et hysteri der nærmest er blevet et kulturmønster, men livet, der også må ha’ sin naturlige afslutning, indgår ikke som del deri. Det er blevet et jag gennem livet for jagets egen skyld, papegøjesnak for snakkens skyld og politiske røvslikkere der blir yngre og yngre. Du har selvfølgelig ret, det har intet med et hensyn til medmennesket at bestille, men har sin grund i den virkelighed og konsekvens Erling Jacobsen engang kaldte neurosesamfundet, en sund reaktion på en sygelig påvirkning, fx. et samfunds afvikling af sammenhængskraft, der gradvist viser sig ved forskellige former for fremmedfølelse, forvirring og disharmoni grundet massive forandringer og en tiltagende social utryghed med genetablering af den sociale ABC’s klassesamfund, som du jo selv beskriver så rammende. På kort tid er der sket dramatiske forandringer i hele Europa, hvor revolter tilsyneladende idyliseres med gamle nationalistiske påfund og en begrebsforvirring udtrykt i slagsange, tendensen ses tydeligt i Tyskland for tiden, af alle lande – Danmark er så lille et land, til trods for mange små hundes store selvfølelse som løven der overskuer situationen bag computeren og ser tiden an med udviklingstrangens mod, kom an, kom bare an …vuf vuf!
Ikke underligt mange af os flygter ind i andre tider, vender ryggen og dermed ansigtet væk fra mekanismer vi ikke ka udholde at se i øjnene, være vidner til og del af; digterens skildring ka’ være ret fortvivlende, men også hjælpsom, hvorfor vi vender blikket derimod, måske efter en tur i WA eller hvad vi nu ynder. Forresten ér det nu lidt sjovt med dine bogkasser, jeg er nemlig ikke så sikker på selv at ku’ lade dem stå urørt hen i længere tid, og samme gælder igrunden Johannes Jørgensen, en vidunderlig digter opdaget ved et rent tilfælde. For ser du, jeg kom nemlig til at sluge en af hans bøger, Beuron, der efterhånden så fik følgeskab og altså nu har arrangeret sig i en usynlig bogkasse, digterens foretrukne opholdssted går jeg ud fra. Alligevel synes jeg nu bogkasser som dine er No. 1; at snage og snuse støvet i sig fra guderne må vide hvor, genkalde glemte tider med nye landvindinger, og forøvrigt er jeg helt enig, der er ingen grund til at skele for meget til ur og kilometertæller, frem kommer man uanset så nogenlunde til tiden. Det varer såmænd ikke længe inden jeg selv får det som Halfdan Rasmussen, der mens han alligevel var nede ved skoene hellere måtte ordne det mest nødvendige, for heller ikke jeg bryder mig stort om udsigten til en alderdommens skavanker, synet der strejker og tisseværket der knokler, knogler der værker og hukommelsen der strander eller mindes hvad den hellere sku’ strande, osv. Nej, al det ævl om livet i sig selv, afskåret fra indholdet der netop skaber glæder i livet, er rent sludder. Så der er masser af gode grunde til at mennesker frygter og flygter fra skærsilden og ud i mindelsers afkroge gennem digtere og poeter med havets salt i øjnene, og dem er der heldigvis mange af. Elektronisk grej er en stor hjælp for mange, hvor lydbogen er et godt exempel på kilden til glæde for masser af mennesker; hvem ved om ikke nogen engang ku’ finde på at indlæse flere af guldalderdigterne, nu du har Joh. V. Jensen lidt i ørerne, hvis Himmerlandshistorier sjældent få nu om stunder kender til, han var velvalgt. Pt. er det her Virginia Woolf og husbond der er i højsædet, begge aldeles mageløse, hvad du sikkert ved. Med tak for fin poesi, i ønsket om en god weekend..;)
Jeg var en tyv i nat. Du lå i søvnens blide bevidstløshed med dukken og bamsen ved din side.
Jeg lånte dine øjne. Du brugte dem jo ikke. Så gik jeg ud i natten og gav mig til at kigge.
- Halfdan Rasmussen, Tosserier VI.
mvh Simon
Redigeret af Simon (23/11/2018 04:52)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#26551 - 30/11/2018 10:41
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
En anelse til fra den forunderlige Forløb, 23. marts 1955:
Børnene bragte lyse smil for at formilde den store fortvivlede konge.
Hvert barn kunne kun bære ét smil frem, for det var tungt at smile i de dage og børnene var altid små.
Kongen sad på sin sorte trone af guld, han gav befaling til at børnenes smil skulle opbevares i hans skatkammer som evige vidnesbyrd om hans store regeringstid.
Bødlerne sprang frem med leende økser.
Duekildes afhandling om forbindelsen mellem guder og mennesker hos Homer. Han opfatter gudernes latter som udløsning for en spænding mellem dem, fx mellem Zeus og Hera da Hefaistos optræder som mundskænk. En sådan latter der forhindrer verdens undergang – thi det rette forhold mellem guderne er selve verdensordenen – kan siges at være guder værdig! At guderne er ordenen underordnet udtrykkes ved moira – i dette begreb udtrykkes en umiddelbar forståelse af at der er en nødvendig konstellation blandt guderne (af samme art som mellem symbolerne i et kunstværk, og guderne er jo sådanne symboler) – forsåvidt udøver guderne moira idet de handler efter deres væsen. Denne bevidsthed om at guderne både er og ikke er almægtige ligger bag bønnen og ofret – grækernes fromhed forstyrres ikke fordi bønnen ikke opfyldes, thi måske ligger det ikke i gudernes magt for øjeblikket, alligevel må bønnen og ofret ikke undlades, thi så ville man røbe sin mangel på forståelse af guderne og verdensordenen. Men et sådant dobbeltforhold til guderne kan jo meget let blive et spændt forhold, derfor kan også menneskene behøve latteren; humor findes hvor der er modsigelse. Men et humoristisk forhold er vel aldrig oprindeligt?
At guderne myrder deres fædre, ægter deres søster osv. er jo rimeligt.
*
Samlet og adspredt
Når jeg samler mig om ét, synes alt det jeg lukker ude, at ligge lige uden for, lige for, lokkende, fristende. Når jeg lader mig friste, spreder det sig, fjerner sig: verden er uendelig.
Når jeg ikke samler mig om noget, ikke har noget centrum, opløses også periferien: alt tåger ud, alt er intet, intet har en grænse.
Verden er uendelig og begrænset.
*
Årstiders møde
Vinterplæner efterårstræer sommersol - kun våren udeblev.
23.-10.
- Villy Sørensen.
mvh Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#26553 - 30/11/2018 10:49
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Ups!
Apropos Falernervinen og det glade tungemåls land:
O for a beaker full of the warm South Full of the true, the blushful hippocrene, With beaded bubbles Winking at the brim, And purple-stained mouth…
At forestille sig festfyrværkeriets mester, William Heinesen, uden så meget som en dråbe af den gode vin, er jo som at forestille sig en salig lægprædikant beskrive sin fryd over vores fælles verden i et bøvs af pur realisme, næh, dét går ikke rigtig op..;)
Hvad fablen angår, er noget af det allerbedste jeg har læst af Heinesen Det gode håb; det lystigt mytiske i fuld livsudfoldelse på togt i en farefyldt konkret naturs skumsprøjt og trusler om pludselig død, hvis ikke man i betagelsen eller frygten tar sig i agt og behandler rejsen på havet med sund respekt for årtusinders viden. Havet med sit kolossale synsfelt der pludselig rejser sit truende vandspejl opover én, har altid været matrosens arbejdsplads og drømmens legeplads; det er her den humørsvingende Zeus leger med dukker i bakke og dal, gemmer historier for Gaia i hukommelses dyb, dernede hvor kun fantasien rækker – det er hér, den langfingrede Heinesen med tryllepen låser døre op og i, Thorshavns landkrabbe der kender både sin Zeus og sit hav, nu knejsende som klippens natur i en verdenslitteratur fyldt med det gamle romanunivers; der er simpelthen ikke plads under juletræet til Heinesen, nej her må man ud i det fri med himlen over sig, mærke vinden i ansigtet og historien i sine rødder. Det gode håb er lige sagen til den rejseglade nisses natbord, en selvforkælelse der går dybt - bare et hint..;)
mvh & god weekend.. Simon
Redigeret af Simon (30/11/2018 10:53)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#26554 - 03/12/2018 10:27
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
I Danmark tilgives alt; herregud vi er vel mennesker! i hvert fald på den grønne gren og særlig på kirkebænken, hvor man eftergivende forstår selv politikerens kommende løgne, man er trods alt EU-borger og vil da verden det åh så godt, særlig på den grønne gren … I Frankrig har tilliden til politikere altid kunnet ligge på lillefingerneglen, og her er det tradition at man morer sig over dem i køkkener og i teatret med bidende ironi, i øjeblikket har man særlig i provinserne fået mere end nok af en vis ”charmetrold”. Her herrefolksmentaliteten affotograferet af Baudelaire, eller måske en statsminister der overfor den arbejdsløse praler med sine dyre sko – situationen leende genskabt i korridoren med teatralske miner under en nytårstale …
En spøgefugl
Det nye år brød frem i kaos af sne og snavs, gennemfaret af tusinde vogne, skinnede af juveler og sukkergodt, sydende af grådighed og fortvivlelse, en stor bys officielle rus, skabt til at forurolige selv den stærkeste eneboers hjerne.
Midt i denne vrimmel og denne larm travede et æsel ivrigt frem, hidset frem af et bæst, der var bevæbnet med en pisk.
Ligesom æslet skulle dreje om et gadehjørne, kom der en fin, behandsket herre i lakstøvler, med et overdådigt slips, helt indesnørret i sine splinternye klæder, og han bukkede stilfuldt for det arme dyr, tog sin hat af og sagde: »Jeg ønsker Dem et godt og lykkeligt nytår!« og så vendte han sig om imod sine kammerater med en indbildsk mine for at bede dem tage del i hans moro.
Æslet så ikke denne indtagen de spøgefugl, der blev ved med at løbe ivrigt derhen, hvor pligten kaldte det.
Hvad mig angår, blev jeg fuldstændig grebet af et umådeligt raseri imod denne strålende idiot, som synes mig at samle i sig alt Frankrigs vid.
- Baudelaire.
*
Hvorfor tilbedelse af guder partout skal begrænses til hankøn, uanset tankefødsler store som små, er også historisk set hybris …
Digt om mængden
Jeg tænker på den nøgne, puritanske himmel med enkelte og lidt fortabte lys som Emerson kan have set i Concord i mange vinternætters strenghed. På himlen her er alt for mange stjerner. En overflod af mennesker. De talløse slægtled af fugle og insekter, samt af plettet jaguar og slange, dette netværk af grene, kaffebuske, alt det sand og løv lægger sit tungt og klamt over morgenerne og udbreder for ødselt den unødvendigt minutiøse labyrint . Måske hver myre som vi træder på er enestående for gud, nødvendig for det systemet af strenge regler som hersker i hans underlige verden. Hvis ikke ville universet være et fejlgreb og et helt ubærligt kaos. Spejle af ibenholt og spejle af vand, vore drømmes intuitive spejl, algerne, fiskene, de små koraller, skildpaddernes geledder gennem tiden, ildfluerne en enkelt aften, araucariernes dynastier, blindskriften i en bod som natten ikke udjævner for mig, de er uden tvivl mindst så personlige og gådefulde som mig, der sammenblander dem. Jeg vover hverken at dømme den spedalske eller Galigula.
Sao Paula, 1970.
- Borges.
mvh Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#26559 - 05/12/2018 00:42
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
På et belgisk værtshus sad Verlaine med et hjerte tungt som Baudelaires og så ud gennem vinduet på regnen, og skrev:
Det regner i alle Gader og i mit Hjærte med; jeg drog saa langt af Lande og fandt dog ingen Fred.
O Lyd af Regn, som falder i alle Gader smaa, det regner i mit Hjærte, min Himmel er saa graa.
Det regner i mit Hjærte, jeg ved ej selv, hvorfor. O taabelige Hjærte, hvi er din Sorg saa stor?
Det er den største Kvide, mit Hjærte endnu saae, at Regnen falder vide, og Himlen er saa graa.
- Ak ja, havde det dog bare været sne og ikke oktoberregn, der ka' få ethvert hjerte til at drukne, når der er nok af den...
mvh Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|