Det menneske der overhovedet vil vove at drøfte og debattere TRO og gerninger og ikke gider læse efterfølgende er bare useriøs og et overfladisk snakkeglad hoved vi ikke behøver lytte til (her på stedet har vi selvfede Arne der kun gider høre sig selv evigt og altid (derfor rart at ABC Thomas og HansKrist siger fra overfor den selvglade selvfede mand)).
Vil man drøfte TRO og gerninger må efterfølgende forstås og læses, måske endda mange gange i løbet af flere uger:
Om troen
Tro er ikke den menneskelige forestilling eller drøm, som nogen anser for tro. Når de
da ser, at deres tro ikke forbedrer deres levned og frembringer gode gerninger, skønt
de hører og selv kan tale meget om tro, så begår de den fejl at sige: troen alene forslår
ikke, man må gøre gerninger, hvis man skal blive from og salig. Det kommer af, at
de, når de hører evangeliet, farer til og danner sig ved egen hjælp en tanke i deres
hjerte, der siger: Jeg tror. Det holder de så for en ret tro. Men da det er opdigtede
mennesketanker, der ikke når hjertedybet, udretter det intet og frembringer ingen
bedring.
Nej, tro er Guds gerning i os, som forvandler os og genføder os (Johs. 1) og
dræber den gamle Adam, gør os til nye mennesker i hjerte, sind, tanker og alle kræfter
og bringer os helligånden. Ja, troen er en så levende, skabende, virksom og mægtig
ting, at det er umuligt, at den ikke bestandig skulle udrette noget godt. Den spørger
heller ikke, om der er gode gerninger at udføre, nej, før der spørges har den allerede
udført dem og er altid i virksomhed. Men et menneske, der ikke gør sådanne
gerninger, er uden tro og famler og ser sig om efter tro og gode gerninger; men han
ved hverken hvad tro eller gode gerninger er, og han våser og snakker dog med
mange ord om tro og gode gerninger.
Tro er en levende, urokkelig tiltro til Guds nåde, så sikker, at man tusinde
gange ville gå i døden for den. En sådan tillid til og erkendelse af Guds nåde gør én
glad, dristig og frimodig over for Gud og alle skabninger. Det er helligåndens gerning
ved troen. Således bliver enhver uden tvang villig til og glad for at gøre godt, tjene
enhver og udstå alle slags lidelser af kærlighed til Gud og til hans pris, der har vist
ham en sådan nåde, således at det er ligeså umuligt at skille gerning fra tro, som det er
umuligt at skille varmen og lyset fra ilden. Se dig derfor for, og vogt dig for dine egne
falske tanker og for unyttige vrøvlehoveder, der vil gøre sig kloge på og vil dømme
om troen og de gode gerninger - og er de største narre. Bed til Gud, at han vil give dig
troen; ellers bliver du nok til evig tid uden tro, om du end tænker og handler så meget du vil eller kan. LUTHER
Som Paulus's breve er udødelig evigt gyldigt verdenslitteratur er også ovennævnte stykke det samme. Ja man kniber sig i armen over at stå overfor en så smuk og stærk tekst. Ufatteligt at han har formået at udtrykke sig så klart og stærkt
Vi bliver væltet omkuld.
Og vi må bøjer os i respekt, for det kan ingen af os give igen på, men vi kan blive så meget klogere på kristendommens tro ved at lade denne tekst mejsle sig ind på vores sjæl og forstand.
-0-0-0-0-
"Grib i din væren det, der har grebet og sprængt dig"; Glem aldrig hvad du har mødt", "Elsk det, som du aldrig ville kunne tro to gange", Fortsæt med at være denne, person, eller en og anden, der er blevet grebet og forrykket af en sandheds begivenhedsproces". Alain Badiou.
Fornuft er forhåndsbetingelsen for tro, i troen rækker fornuften ekstatisk ud over sig selv, deri ligger begges enhed og forskel.
Hvis fornuften gribes af det ubetingede (Kristus; det Helliges og Noumenale Guds nærvær) drives den ud over sig selv, men ophører ikke derfor med at være fornuft, endelig fornuft. Den ekstatiske erfaring af et ubetinget anliggende tilintetgør ikke fornuftens struktur. Ekstasen fortrænger ikke, men fuldender, hvad fornuften begynder. Fornuften kan kun fuldbyrdes, når den drives ud over sin endeligheds grænse og erfarer det absoluttes, det helliges nærværelse...
Fornuft er forudbetingelsen for tro, og tro er fuldbyrdelsen af fornuft. Tro er således ekstatisks fornuft. Der er ingen modstrid mellem troens væsen og fornuftens væsen. Paul Tillich
The worth "faith" cannot be applied to the Christ unless it is taken in its biblical meaning of a Spiritual reality in itself (det jeg betegner som Kristusvirkeligheden).
The faith of the Christ is the state of being grasped unambiguously by the Spiritual Presence.