Hej RM..
Nu må det være nok med disse US-Trump’s, hvorfor blikket straks vendes mod et Venedig der glitrede i Georg Trakls øjne:
I VENEDIG
Stilhed i det natlige værelse.
Flammen fra stagen flakker som sølv
foran den ensommes
syngende ånde;
magiske rosenskyer.
En sort fluesværm
formørker rummet af sten
og den hjemløses hoved
stivner i smerte over
den gyldne dag.
Havet bliver mørkt og ubevægeligt.
Stjerne og sort sejlads
forsvandt bort fra kanalen.
Barn, dit sygelige smil
forfulgte mig stille i søvne.
- Georg Trakl.
Og nu tiden er inde til at stampe sneen af støvler og ben, en mærkværdig lille julehistorie fra ingen anden end Hjalmar Söderberg – muligvis født kort før eller efter hans flugt til Danmark, hvorfor det var lidt småt med julelys i øjnene; i det mindste er den dansk…;)
PELSEN
Det var en streng Vinter det Aar. Menneskene skrumpede sammen i Kulden og blev mindre undtagen dem, der gik i Pelsværk.
Herredshøvdingen Richardt havde en stor Pels. Han havde den saa at sige i Embeds Medfør; thi han var ledende Direktør for et aldeles nyt Aktieselskab. Hans gamle ven Doktor Henck havde derimod ingen Pels. I Stedet for havde han en smuk Hustru og tre Børn. Doktor Henck var mager og bleg. Nogle mennesker bliver fede af at gifte sig, andre bliver magrere. Doktor Henck var bleven mager, – og saa blev det Juleaften.
˶Det har været et daarligt Aar i Aar˝, sagde Doktor Henck til sig selv, da han Juleaftensdag ved Tretiden, netop i Middagsskumringen var paa Vej op til sin gamle Ven John Richardt for at laane Penge. ˶Det har været et meget daarligt Aar. Mit Helbred er vaklende for ikke at sige ødelagt. Derimod er mine Patienter kommet sig; – næsten hele Selskabet – jeg ser dem kun sjældent nu for Tiden. Jeg vil formodentlig snart dø. Det tror min Hustru ogsaa, det har jeg set på hendes Ansigt. Det var i saafald bedst, at det skete før Udgangen af Januar Maaned, inden den forbandede Livsforsikringspræmie skal betales.˝
Da han naaede til dette Punkt i sin Tankegang, befandt han sig paa Hjørnet af Regeringsgaden og Havnegade. Da han skulde skraa over Gaden for derefter at gaa ned ad Regeringsgaden, gled han paa et glat Slædespor og faldt omkuld, og i det samme kom en Droskeslæde kørende i fuldt Fart. Kusken bandede, og Hesten veg instinktmæssig til Side, men Doktor Henck fik alligevel et Stød i Skulderen af den ene Mede, og desuden greb en Skrue eller et Søm eller noget lignende fat i hans Overfrakke og rev en stor Flænge i den. Der samlede sig Folk omkring ham. En Politibetjent hjalp ham paa benene, og en ung Pige børstede Sneen af ham, en gammel Dame gestikulerede omkring hans revnede Frakke paa en Maade, der antydede, hun vilde have gjort den i Stand paa Stedet, hvis hun havde kunnet, en Prins tilhørende Kongehuset, der tilfældigvis gik forbi, tog hans Hue op og satte ham den på Hovedet, og saa var alting godt igen – undtagen Frakken.
˶Fy for Pokker, hvor du ser ud, Gustav˝ sagde Herredshøvding Richardt, da Henck kom op til ham paa hans Kontor.
˶Ja, jeg er bleven kørt over,˝ sagde Henck-
˶Det ligner dig,˝ sagde Richardt og lo godmodigt.
˶Men du kan ikke gaa hjem i den Tilstand. Du kan godt laane min Pels, saa sender jeg en Dreng hjem efter min Overfrakke.˝
˶Tak,˝ sagde Doktor Henck.
Og efter at have laant de Hundrede Kroner, han behøvede, tilføjede han:
˶Altsaa paa Gensyn til Middag.˝
Richardt var Ungkarl og plejede at tilbringe Juleaften hos Hencks.
Paa Hjemvejen var Henck i bedre Humør, end han længe havde været.
˶Det er Pelsens skyld,˝ sagde han til sig selv. ˶Hvis jeg havde været klog, havde jeg for længe siden købt mig en Pels paa Kredit. Det ville have styrket min Selvtillid og hævet mig i Folks Agtelse. Man kan ikke betale saa små Honorarer til en Doktor i Pels som til en Doktor i sædvanlig Overfrakke med slidte Knaphuller. Det er kedeligt, at jeg ikke tidligere er kommet i Tanke om det. Nu er det for sent.˝
Han gik en Vending gennem Kongsparken. Det var allerede mørkt, det var paany begyndt at sne, og de Bekendte, han mødte, genkendte ham ikke.
˶Hvem ved – maaske er det ikke for sent?˝ vedblev Henck for sig selv. ˶Jeg er ikke saa gammel, og jeg kan have taget fejl med Hensyn til mit Helbred. Jeg er fattig som en Kirkerotte, men det var John Richardt ogsaa for ikke saa meget længe siden. Min Hustru har været kold og uvenlig mod mig i den senere Tid. Hun vilde sikkert atter komme til at elske mig, hvis jeg tjente flere Penge, og hvis jeg gik med Pels. Det har forekommet mig, som om hun syntes bedre om John, efter at han har faaet Pels end tidligere. Hun var vist ogsaa en Smule forelsket i ham som ung Pige, men han friede aldrig til hende. Tværtimod sagde han til hende og til alle andre, at han aldrig turde gifte sig paa en Indtægt af mindre end ti Tusinde om Aaret. Men jeg vovede det, og Ellen var en fattig Pige, der gerne ville giftes. Jeg tror ikke, hun holdt af mig, saa at jeg kunne have forført hende, hvis jeg havde villet. Men det vilde jeg jo heller ikke – hvorledes skulde jeg have kunnet drømme om en saadan Kærlighed? Det har jeg ikke gjort, siden jeg var seksten Aar og for første Gang saa Faust paa Operaen med Arnoldsen som Gretchen. Men jeg er alligevel sikker paa, at hun syntes om mig den første Tid, vi var Gift – saadant noget tager man ikke fejl af. Men saa dannede han et Aktieselskab og bød os engang imellem med sig i Theatret og anskaffede sig en Pels. Og saa blev min Hustru naturligvis efterhaanden træt af at sige ham Spydigheder.˝
Henck havde endnu nogle Ærinder at besørge før Middagen. Klokken var allerede halv seks, da han kom hjem fuldt belæsset med Pakker. Han var meget øm i venstre Skulder, ellers var der intet, der erindrede ham om hans Uheld om Formiddagen undtagen Pelsen.
˶Det bliver morsomt at se det Ansigt, min Kone vil sætte op, naar hun ser mig med Pels paa,˝ sagde Doktor Henck til sig selv.
Der var helt mørkt i Entreen. Lampen blev kun tændt i Modtagelsestiden.
˶Nu kan jeg høre hende i Dagligstuen,˝ tænkte Doktor Henck. ˶Hun svæver saa let som en lille Fugl. Det er sært, at jeg endnu bliver varm om Hjærtet hver Gang jeg hører hendes Trin i et andet Værelse.˝
Doktor Henck fik Ret i sin Formodning, at han Hustru ville give ham en elskværdigere Modtagelse, end hun ellers plejede – fordi han var i Pels. Hun smøg sig tæt ind til ham i Entreens mørkeste Krog, slyngede Armene om hans Hals og kyssede ham varmt og inderligt. Saa borede hun sit Hoved ind i hans Pelskrave og hviskede:
˶Gustav er ikke kommet hjem endnu.˝
˶Jo,˝ svarede Doktor Henck med en noget usikker Stemme, idet han med begge Hænder strøg hende over Haaret. ˶Jo, han er hjemme.˝
I Doktor Hencks Arbejdsværelse brændte en lystig Ild. Paa Bordet stod det Whisky og Vand.
Herredshøvding Richardt laa udstrakt i en stor skindbeklædt Lænestol og røg en Cigar. Doktor Henck sad sammensunken i et Sofahjørne. Døren stod aaben ind til Stuen, hvor Fru Henck og Børnene var i Færd med at tænde Julelysene.
Middagen havde været meget tavs. Kun Børnene havde kvidret og snakket i Munden paa hverandre og været glade.
˶Du siger ingenting, gamle Ven.˝ sagde Richardt. ˶Sidder du maaske og grubler over din havarerede Overfrakke?˝
˶Nej,˝ svarede Henck, ˶snarere over Pelsen.˝
Der var Stilhed nogle Minutter, inden han fortsatte:
˶Jeg tænker ogsaa paa noget andet. Jeg sidder og tænker paa, at dette er sidste Jul, vi fejrer sammen. Jeg er Læge, og véd, at jeg ikke har mange Dage tilbage. Nu véd jeg det med fuldkommen Sikkerhed. Jeg vil derfor takke dig for al den Venlighed, du i den sidste Tid har vist mig og min Hustru.˝
˶Aa, du tager fejl,˝ mumlede Richardt og saa bort.
˶Nej,˝ svarede Henck, ˶jeg tager ikke fejl. Og vil ogsaa takke dig, fordi du laante mig din Pels. Den har skaffet mig de sidste Sekunders Lykke, jeg har følt her i Livet.”
- Hjalmar Söderberg.
mvh
Nissen