Go'morgen Simon

Fra den ene Dylan til den anden Dylan, fra lyrikken til musikken og sangen. Ja, og det kan næsten ikke være en bedre overgang/prolog til mit næste valg, som er kort og godt og blåt ...

4) Højskolesangbogen.

At få denne lille blå bog i hånden for første gang som voksen blev en forandring af de store. En forandring jeg på ingen måde havde kunnet forestille mig. Her fik jeg virkelig øjnene op for sproget og lyrikken i både salmer og sange.

Sangens poesi og poesiens sang ... og så gik jeg ellers i gang med at læse poesiens blå sprog i den lille blå bog. Nyt og gammelt, ord jeg kendte, ord jeg ikke kendte, ord jeg tog med mig i hjertet ... som Hjertesproget :))



Jeg elsker den brogede verden
trods al dens nød og strid;
for mig er jorden skøn endnu
som i patriarkernes tid.

De snakke, som om den er gammel,
af synd og sorger mæt.
O nej, den flyver endnu i dans
om solen så ung og let!

Jeg har grædt, som andre, af smerte,
fordi min boble brast,
men boblen er ikke verden;
læg verden det ej til last!

Var livet en dans på roser,
mon alt da var bedre end nu?
Hvis ej der var noget at kæmpe for,
hvad var da vel jeg og du?

Kamp må der til, skal livet gro,
ej kamp blot for dagligt brød,
men kamp for frihed i liv og tro,
thi evig stilstand er død!

Og derfor elsker jeg verden
trods al dens nød og strid;
for mig er jorden skøn endnu
som i skabelsens ungdomstid!

H. V. Kaalund

https://www.youtube.com/watch?v=Gq1i1dSAfzc


Selvom jeg kendte Inger Christensens "Det" via Pia Raugs stemme og toner, så trådte de frem for mig på en ny og helt anden både.


Jeg ser de lette skyer
Jeg ser den lette sol
Jeg ser hvor let de tegner
Et endeløst forløb
Som om de føler tillid
til mig der står på jorden
Som de ved at jeg
Er deres ord


https://www.youtube.com/watch?v=gcUvY7OCpdc


De bedste og blåeste morgenhilsner
RoseMarie

Hej RM…

Lige en kort bemærkning, for netop højskolesangbogen kom som en (behagelig) overraskelse! For dén er jo herlig og blev tidligt gennemelsket i flere venskabskredse med guitar og morsomme stemmer, der ind imellem dræbte hele oktaver. Jeg tilslutter mig derfor helt dens plads i nærheden af tinden, da solen jo har altid skinnet i ansigter fra dens væld af lyrik. Flot ;)

Ja, fra Dylan til Dylan, det passer jo så storartet på begge sider af kommaet, samtidig må man nok sige at Bob fik lidt mere vind i sejlene og sikkert færre whiskys indenbords end sin navnebror, der godt nok brændte ud med manér og skrev ting der får hårene til at rejse sig, men levede et hårdt liv.
Jeg holder meget af tanken om ham som årets prismodtager, og ka’ ikke lade være med at tænke på alle de morsomme diskussioner de i komiteen må ha’, når argumenterne for den ene og den anden flagrer om ørerne, en festlig strid. Det er jo ikke fordi der er mangel på kandidater, men når man først stikker hovedet i lyrikken og farer afsted på bølgen, da kommer man vidt omkring. Jeg har gamle venner der sværger til hans musik, og jeg forstår dem, er altid selv blevet grebet eller har ladet mig bevæge, måske særlig p.a. hans folkelighed og dens spændevidde, og tror, at netop denne har rørt flere der valgte netop ham, dette år. Det er et godt valg og glæder mange der nu er blevet lidt tyndhåret. Ja jeg bare undrer, om ikke Troels Kløvedal engang imellem sætter ham på trilleren og mindes tiden med Ebbe og alle de andre, det vil jeg næsten tro – og berørte vel dér endnu en folkesjæl som har berørt de danske hjem, helt som Ebbe Reich. Ja det er i sandhed blevet efterår, livets puls rasler i træers blade, der snart daler mod jorden. Men sikke nogle historier også Troels har serveret, det ka’ sku’ da ikke være bedre, så jeg forstår hans tilfredshed og tænker på den verden også han jo har omfavnet. Så jeg havde tænkt mig at smide hans hjerte, køjesæk og græske logbog i sengen i aften, og i natlampens skær rejse en tur med ham ;)

mvh
Nissen

Hej igen, Simon

Højskolesangbogen emmer jo netop af den brogede verden. Ja, den ér ganske enkelt et udtryk for den brogede verden i al dens udtryk. At salmer, popsange, protestsange, folkeviser, nyt og gammelt og alt andet godt fra havet kan stå side om side i den samme lille blå bog er ganske enkelt en broget verden i poesi og sang, der byder op til fællessang og samhørighed ...


Og derfor elsker jeg verden

trods al dens nød og strid;

for mig er jorden skøn endnu

som i skabelsens ungdomstid!


Ja, og også Dylan findes i den blå :)))

https://www.youtube.com/watch?v=e7qQ6_RV4VQ


Blåt er godt og egentlig også en ganske broget farve
... og det ka' hun li', hende
RoseMariehønen

Hej RM..

Sangbogen betyder meget for mange mennesker, og mon ikke man stadig sidder om et bord med vin og bajere og synger de gamle sange - alle ka’ jo ikke flyde foran kukkassen og med vildskab i øjnene glo på ben der farer i kødet på drømmen om at blie set og vejet…

Men alene Bob Dylans bibliografi er jo en variation i stilarter hvor en konsekvent vedkommende lyrik så betyder noget udover den amerikanske sangtradition, han har i skiftende tider sagt sandheder i manges ører, der bar dem med sig ind i politiske diskussioner overalt hvor folk mødtes, fester, samvær osv. spredt udover kloden, en fantastisk tanke.

Robert Burns og Dylan Thomas’ poesi har sikkert ligget på manges natborde rundt om, bestemt også på Bob Dylans, ja de må næsten være blandt de poeter der især har inspireret ham, selvfølgelig i lighed med en lokal fattigdoms sociale og mentale trængsler i et US hvor politikeres storhedsvanvid nærmest trak i snoren til en grotesk guddommelig komedie hvor helvede så udspillede sig i Vietnam, senere i Irak m.v.
Der var ikke andet at stille op med så stærke påvirkninger end at skrive og synge om de menneskelige konsekvenser, ligesom nutidens mange forfattere, der overalt har forsøgt at afdække det uvæsen af terrorisme som politikere overalt i verden har ført deres befolkninger ind i, men tydeligvis aldrig synes at forstå deres ansvar for. Måske en lyrik i sange rammer dybere i mennesket, tit har vi jo her talt om ordenes musik, der i alle kulturer synes at være anvendt til at samles om, udbrede information og budskaber med. Om de dermed bedre forstås, tja… Men altså, herregud hvor alle Bob Dylans gamle sange stadig klinger sødt i mine ører; nyder man Larry Slomans ’On The Road’ til kaffen, da er man straks ’On the Tracks’ på vej tilbage mod ’Nashville Skyline’, der jo kun lægges på trilleren med et lille stik i hjertet, for hvis ikke ’Girl from the North Country’ med Johnny Cash’ sprøde varme stemme får én til at lægge armene om hofterne på sin elskede og sammen vugge ind i kærligheden, ja så har man sgu’ også fortjent turen nedad Styx med kukkassen i hovedet!
Der er sikkert skrevet masser af fine bøger udover On The Road, det er desværre den eneste jeg har læst, uanset ville megen fin lyrik fra hans hånd ha’ fået mig til at stikke tomlen i vejret for en nobel lille pris til manden under hatten – der vist hører til de få amerikanere der aldrig ses med en kasket om ørerne..;)
Sjovt er det at se hvordan journalisterne står på nakken af hinanden, for at høre hvordan det føles at være nobelpristager – og hvor ku’ man dog ønske sig, at de fandt på nogle bare lidt mere interessante spørgsmål. Men det kan de altså ikke finde ud af. Det værste for ham må netop være invasionen i privatlivets sfære, og det burde jo også række med en tale ved prisuddelingen. Han er nøjagtig lige så privat som den navnebror jeg holder lige så meget af, og deler formentlig den holdning med masser af mennesker.
https://www.youtube.com/watch?v=duYlNm0QLOA

mvh
Simon

P.s.:

ESPECIALLY WHEN THE OCTOBER WIND

Especially when the October wind
With frosty fingers punishes my hair,
Caught by the crabbing sun I walk on fire
And cast a shadow crab upon the land,
By the sea side, hearing the noise of birds,
Hearing the raven cough in winter sticks
My busy heart who shudders as she talks
Sheds the syllabic blood and drains her words.

Shut, too, in a tower of words, I mark
On the horizon walking like the trees
The wordy shapes of woman, and the rows
Of the star-gestured children in the park.
Some let me make you of the vowelled beeches,
Some of the oaken voices, from the roots
Of many and thorny shire tell you notes,
Some let me make you of the water’s speeches.

Behind a pot of ferns the wagging clock
Tells me the hour’s word, the neural meaning
Flies on the shafted disk, declaims the morning
And tells the windy weather in the cock.
Some let me make you of the meadow’s signs;
The signal grass that tells me all you know
Breaks with the wormy winter through the eye.
Some let me tell you of the raven’s sins.

Especially when the October wind
(Some let me make you of autumnal spells,
The spider-tongued, and the loud hill of Wales)
With fists of turnips punishes the land,
Some let me make you of the heartless words.
The heart is drained that, spelling in the scurry
Of chemic blood, warned of the coming fury.
By the sea’s side hear the dark-vowelled birds

*

IN MY CRAFT OR SULLEN ART

In my craft or sullen art
Exercised in the still night
When only the moon rages
And the lovers lie abed
With all their griefs in their arms,
I labour by singing light
Not for ambition or bread
Or the strut and trade of charms
On the ivory stages
But for the common wages
Of their most secret heart.

Not for the proud man apart
From the raging moon I write
On these spindrift pages
Nor for the towering dead
With their nightingales and psalms
But for the lovers, their arms
Round the griefs of ages,
Who pay no praise or wages
Nor head my craft or art.

- Dylan Thomas.

mvh & nisselig weekend
Simon