Jo, det er svært for os vesterlændinge at slippe idéen om en almægtig faderskikkelse.
I buddhismen er det jo det evige kosmos, der "administrerer" sig selv - og som man forsvinder i - når man omsider når nirvana- hvis jeg ellers har forstået det ret Det forstår jeg, og vel derfra mennesket er kommet – fra det himmelske nirvana (?) -
men hvordan dét når der ikke var og er noget ego i nirvana - eller var mennekeliv på jorden, og hvorfor blev "mennesket" ikke bare i det himmelske nirvana?
Hvem har glæde af disse jordiske liv, når selv det smukke opfattes som illusion der bibringer lidelse ...
...
men hvordan bestemmes det hvilke jordisk liv man skal leve - får tildelt efter forgående livs fortjeneste. Hvem sender dette egoløse liv til en genfødsel? -
men man er måske ikke egoløs i vente perioden?Forstår jo at de – bodhisattvaerne, som opnår et
jordisk nirvana SELV kan bestemme om de vil genfødes.
Jo også lidt mystisk at kunne opnå nirvana samtidig med at jeget stadig kan bestemme en genfødsel, men måske forståelse er, de kan "gå ud og ind" af dette jordiske nirvana da der er tale om en sindstilstand (?) ...
... men svært at tale om buddhismen da der er så mange retninger.
¨¨¨¨