Hej du..;)
Natborde trænger tit til et godt grin, hvilket let klares med bogen Jesper Kleins Liv og Lykke, en fortælling så væsensforskellig fra sønnikes barndomstårer over fader Kleins våde liv og levned, at atmosfæren atter dufter herligt af klydens fjællebodshumor - som han selv sagde: skuespillet er som parfumen, når man går hjem igen, forsvinder alt mod himlen og en ny dag truer…
Men det er godt at mindes de herlige ting og sager han skabte, hvor det stærkt personlige liv og engagement erstatter privatlivets mindre interessante forhold, og hvor man dog savner den mands humor, de herlige teateraftener i Frb. Have og de svært morsomme kommentarer til selvalvorligheden på Borgen. Ja, man ka' jo i ny og næ kaste sig over hans lille biwel, dersom man ikke længere ka' løfte den selvhøjtidelige mod snuden, han har desuden skrevet andre strålende ting, men god fornøjelse med den lille "gen-kaldelse"...
Og nu solen igen stråler over gamle dannebod, og vi i drømme sidder nær de levende paraplyer med kaffen, hva' så med en lille julefortælling fra Kleins' Almanak 1984, bare sådan for næstekærlighedes skyld:
Her kommer et Æventyr fra det virkelige Liv, for det er sjældent, man hører noget fra den Tid.
Der var engang en Frø, som var blevet forvandlet til en smuk, ung Prins, men det var han ingenlunde tilfreds med, han savnede faktisk at plaske rundt i Tusmørket og snappe sig en Flue eller to. Det bragte ham mange problemer. For et Samfund ser jo ikke med glade Øjne paa, at deres Prins render rundt i Mosen ved Aftentide og æder Fluer.
Nu var det imidlertid saadan, at han havde faaet fortalt, at hvis blot en smuk, und Prinsesse ville kysse ham let paa Munden, saa ville han straks faa sin gamle Skikkelse igen.
I Nabolaget fandtes der en Prinsesse, som baade var ung og smuk, for det er Prinsesser altid, og hun kedede sig saa gevaldigt, det eneste hun fik sin Dag til at gaa med var at række den ene Haand frem for at trykke fremmede Mennesker i Haanden og den anden for at tage imod Blomster. Om Aftenen gik hun i sit Theater og saa paa nogle Folk, der sang om fortryllede Svaner og andet, som slet ikke eksisterer. Hun havde nu kedet sig saa bravt hele sit Liv, at hendes Far havde lovet, at den der kunne faa hende til at le, skulle faa Prinsessen til ægte og den halve Brudeseng.
Vores Prins, ham der egentlig var Frø, tænkte: Jeg tager derhen, ikke for at gifte mig med hende, men kan jeg faa hende til at kysse mig, saa kan jeg blive mit gamle Selv igen. Som sagt saa gjort, Prinsen tog til Nabokongen, fik foretræde for Prinsessen, og det første, han sagde, var:
"Kære Prinsesse, Kys mig!!"
Selvom Prinsessen netop havde afsagt Dødsdom over en ung Fyr, der var kommet med en Krage, en udtraadt Træsko og en Smule Pludder, saa blev hun saa Paf, som kun en Prinsesse kan blive og kyssede ham lige midt paa Munden, og puffff, pludselig kravlede der en Frø rundt paa Gulvet og sagde:
"Quaks!"
Nu kunne Prinsessen ikke ikke bare sig for Latter, hun lo og hun lo, og Kongen, der aldrig havde set sin Datter le, blev saa glad, at han tilkaldte Præsten og lod Brudesengen rede i ren Silke med Guldkanter.
Det blev en Aften af de helt store ... og Nat, først langt ud paa Eftermiddagen kom Kongen endelig ned fra sit Sovegemak, han suttede paa sit Overskæg og udbrød:
"Jeg elsker Frølaar".
mvh
Simon
P.s.: Ja, tænk at Venstre skulle blive så kedsommeligt et parti, der nu langt overgår Socialdemokraternes dumheder, man forstår hvorfor folk med humor flygter - Klein var ingenlunde blevet overrasket! ;)
Redigeret af Simon (05/05/2018 18:58)