Gomorgen Simon

Åh, hvilken blæst og hvilke bølger på vandet der var i aftes. Det er vildt, og det er vidt dejligt; sol og skyer, blå himmel og blæst, regn, torden og lynild. Jeg elsker det danske vejrs vekslende udtryk og temperament ... og havets åndedrag


De står ved et hav
og tror, de er alene
De ser ikke
at havet forbinder
alle kyster
med hinanden
Fodsporene
i sandet
er deres egne!
Ved andre strande
står der mennesker
og lytter
til havets åndedrag

N. Malinovski

God søndag med vejret i vold :))
RoseMarie

Goaften RM..

Tak ska' du ha'.

Her mens vi nisser tæller julen ned med kun 134 dage igen, ka' man rigtignok ha' brug for at stå i vinden med havet foran sig, bare stå og mærke den vældige vandmasse af liv bevæge én selv. Intet som havet ka' få én til at føle sig meget lille og ubetydelig, en erkendelse af naturkræfter som bestemt ikke er nogen ringe oplevelse. Engang imellem tænker jeg på dengang nogen anbefalede at omgåes havet med frygt - ikke mange søfolk var kommet i land på dén måde, men alle tiders søfolk, har da også forstået at omgåes havet med respekt, ikke frygt.

Og det er jo rigtigt som Nina Malinovski pointerer, at havet forbinder mennesker, hvilket bestemt også var og er hensigten med søfart, der som et postbud leverer fragt, til de man på sæt og vis er forbundet med. Man ka' næsten ikke lade være med her at tænke på Troels Kløvedal og hans mange fortællinger om rejser over havet, og til steder hvortil han følte sig forbunden. Havet er også temmelig grådigt, hver dag spises der jordlodder med den konsekvens, at nogen får et lidt tættere forhold til havet, havet er dem m.a.o. forbunden - trods ejendomsret og andet forhold til havet.

En mærkværdig fornemmelse er, at sidde i en vuggende robåd med favne af vand under sig, mens hidsige skyer rejser sig over én; lyset, lydene, stemningen og et, nåja, man burde måske se at komme indover, og alligevel blir man lidt. Eller de mange der rejser over Atlanten med kun udsigt til næste bølgedal, lige indtil horisonten viser sig på det næsten blikstille vand, med et flerkulturelt spisekammer som underbo. På øer rundt om i verden er havet for mange stadig deres overlevelse, og sådan har vi nordlændinge især levet livet, jævnligt med våde fødder - herligt digt forøvrigt..;)

De nisseligste hilsner..
Simon

P.s. i morgenregn & gomorn’..

Peter Ustinov er nok min absolutte Hercule, hvortil Døden på Nilen og Mord i solen hører til favoritterne blandt filmatiserede Agatha Christie-fortællinger, begge set i weekenden og hermed anbefalet natbordet dit – m.a.o. gode krimis, der i modsætning til vor tids fascination af voldsorgier, handler om fantasifulde mysterier der må løses ad tanken vej; en uforlignelig natbordslekture skabt af et utal af herlige gamle forfattere. Der er nok at vælge imellem.
En fælles favorit er nok Ebbe Rode selv, og bogen I strid modvind beretter han om nogle hyggelige aftener i selskab med Peter Ustinov og Paul Hammerich:

Jeg holder meget af Peter Ustinovs stilfærdige lune. Hans
ubuldrende ofte perspektiviske replik. Han, Paul Hammerich
og jeg besøgte i fælles ærinde Odense; det drejede sig om en
velgørenhedsforestilling med højt sigte. Et par døgn var vi der
vel, og vi tilbragte morgen, middag og aften sammen. Ved et
af vore hyggelige måltider, hvor skæmt og dagligdags konver-
sation vekslede, kom der pludselig diskret bud fra receptio-
nen, at der var telefon til hr. Ustinov. Det udtryk han just blev
afbrudt i, stivnede let, og idet han rejste sig og skød sin stol
ind under bordet, sagde han højtideligt til Paul og mig:
– »Gentlemen, that means war.«

Der er nok ingen tvivl om hvem dét var der ringede, ligesom der heller aldrig var tvivl om Ebbe Rodes menneskesyn og hensyn i øvrigt, her i digtet understreget under hans muligvis eneste demonstrationsmøde:

Til Salman Rushdie

Nu er jeg gammel og ber mig fri
for meningsdannelsens tyranni,
jeg vil ikke godta’ et ja eller nej
der fører til mordbrand ad hver sin vej
Og vil ikke nagles med spyt og spot
hvor mit budskab ikke er galt men godt

Dog én ting er der jeg må ha’ sagt
før min taletid er tilbagelagt,
én mening, skudtæt, pletfri og stærk:
Truslen mod Rushdie er Satans værk!

- Ebbe Rode.

Hans skitser og tegninger ska’ opleves, der findes lidt i bogen som du jo kender, den slags er det svært at tale om, det er noget der må opleves. Men han må jo ha' haft et hav af egne arbejder liggende der aldrig er blevet vist frem, for dygtig var han jo ud i også den kunst. Og så alle de hørespil også han medvirkede i, der nu ligger og samler støv på bånd et eller andet sted (sandsynligvis DR, suk...), men som rettelig burde lægges på cd til udlån på biblioteker, fx til varme ører i våde tider som disse. Hold rødderne tørre, RM, og nyd lyden fra regnens trommen på træers blade..;)

mvh
Simon

Og solen stirrer igen, mens...

en Guldsmed fortryllet sig gynger
paa hendes Brysts Alabast
og drømmer beruset og klynger
svimmel sig fast.

- Stuckenberg.

Udover vidunderlig poesi og prosa fra Viggo Stuckenberg selv, finder man i De lange vandringer af Johs. Jørgensen kap. Viggo Stuckenberg. Ved hans død 1905, så levende smukt beskrevet at det åbner døren til en lidt anden tid. Heri optræder både Sophus Claussen, Oscar Madsen, Johs. Jørgensen og Viggo Stuckenberg ('Stuck') samt naturligvis hans kone Ingeborg, alle så ungdommeligt levende at det føles som at stå i døren og høre deres stemmer, deres indbyrdes stridigheder med hinanden over livet, og på ingen måde fjernt fra tanker og følelser nogen idag har derom.
Livssynsanskuelser har til alle tider opløst venskaber og fællesskaber, dermed selvfølgelig også familier og sund fornuft, hvormed andre relationer naturligt skabtes, nøjagtig som idag. Det samme skete mellem Johs. Jørgensen, Stuck & Ingeborg, og man læser i kapitlet enkelte breve de skrev til hinanden derom, hvori følelserne og overvejelserne om livet og særlig Johs. Jørgensens religiøse tro var omdrejningspunktet for venskabet, hvori der findes så megen slående lighed til menneskers stridigheder i vor tid, at Viggo Stuckenbergs krystalklare fornuft næsten synes talt gennem mange nutidige stemmer. Alt sammen smukke sager med livets dramatik og smerte - og man finder næppe mange der som Johs. Jørgensen elskede Viggo Stuckenberg, udover vennerne ved plankeværket i samtiden, naturligvis. En historie gentaget lige fra de første spæde kultursamfund til i dag, men ikke mange der som Johs. Jørgensen forstod at forevige det oplevede og følte. Så dette er da lige til natbordet, sku' jeg mene..;)

mvh
Simon

P.s.:

Lidt mer fra Stucks egen stemme - forøvrigt en stemme jeg stadig forundres over ekkoet fra i Gyldendals ører -, så hvad med digtet der oprindeligt hed Barmhjertighed, altså før det lagde sig i min Sne under overskriften...

Angst

Der sidder paa min Læbe, hvor jeg stedes,
et Ord af Stodderdragt, et Ord i Pjalter,
et Ord, som hungrer, naar jeg dybest glædes,
en sjælsyg Flygtning fra et mulmskjult Alter.

Og hvor jeg vender mig, og hvad jeg handler
mod den, jeg elsker, og mod den, jeg hader,
aldrig dets blege Rædsel sig forvandler,
aldrig dets Mareblik min Sjæl forlader.

Og dybest stirrer det, og hedest beder
dets Bleghed, hver Gang Dagens Lyde tier,
og, hvad jeg øved, samler sig og leder
min Sjæl til Doms ad nattestille Stier.

Da er det, som om alt i Natte græder,
mens Mørkets Klosterfred om alt sig hvælver,
da sønderriver Sjælen sine Klæder,
da hvisker jeg: Barmhjertighed! og skælver.

- Viggo Stuckenberg.

mvh
Simon