Hej Arne



I gamle dage satte kongen et billede op af sig selv i sit riges fjerneste egne for at vise folk, hvem der regerede. Når folk så kongens billede, så var de ikke i tvivl om, at det var ham, som var rigets hersker.

På samme måde har Gud sat menneskets - skabt i sit eget billede - ind i sin verden.

At vi er skabt i Guds billede er således et kald: Vi er skabt for at reflektere Gud Skaberen ind i sin skabelse.

Eller som nogle tekster beskriver det: Vi er skabt til at være et kongeligt præsteskab, ment til at reflektere Guds kærlighed og visdom ind i skabelsen og reflektere verdens tak og pris op til Gud.

N. T. Wright forklarer det med et billede. Mennesket er ment til at være et spejl på skrå, sådan at Guds herredømme reflekteres ind i verden, og verdens tilbedelse reflekteres op til Gud.

Men mennesket lod sig forlede af slangen til at spise af æblet. Med andre ord så adlød mennesket ikke Gud og sit gudgivne kald, men lod sig besnære af noget i selve skabelsen frem for at lade sig lede af Skaberen.

Resultatet var, at verden gik af led. Afguderne tog magten. Død, lidelse og ondskab groede som ukrudt i Guds verden. Mørket tog magten. Og vi skred rundt i en ond spiral: Vi syndede, hvorved Synden blev forstærket.

Men Jesus knækkede mørkets lænke. Han lod sig ramme af ren ondskab, men tillod den ikke at cirkulere. Han var syndfri og fortjente på ingen måde at dø. Alligevel lod han sig ramme ... og trak døden med sig - i døden. (Selve døden blev dømt til døden).

- Og Jesus kunne genopstå i en verden, hvor Helligånden kunne trænge ind i hjertet hos alle, der vil følge Jesus. Han gik i døden. Han gik igennem døden. Han kom ud på den anden side og åbnede en dør, der aldrig kan lukkes igen.

Han er førstegrøden af ny skabelse. Verden blev dengang et nyt sted.

Hej Arne

Tak for din anerkendende feedback.



Før vi taler om konkret praksis, er det vigtigt at se på, hvorvidt troen overhovedet stimulerer til konkret praksis. For hvad er det egentlig, vi tror?

Hvad er forbindelsen mellem det ultimative kristne håb og vores praktiske hverdag her og nu?

De fleste mennesker - også kristne - tror, at det ultimative håb i kristendommen er "at komme i himlen". Kroppen ses nærmest som et fængsel, og verden ses som en størrelse, der er ment til at gå under i bulder og brag. "At komme i himlen" er efter den tankegang en befrielse fra både verden og kroppen. Og målet er en slags tidløs tilstand af salighed.

Dette er ikke kristendom. Dette er en platonisk tankegang. Og den er forstærket af Dantes og Michelangelos poesi og malerier, der gør himlen og helvede til to destinationer, som sjælen tager bolig i efter døden - den ene eller den anden.

Men vender vi os mod den tidlige kristendom og de første kristnes tro og biblens skrifter, så får vi et helt andet billede.

I kristendommen er himlen og jorden to dimensioner af skabelsen. Henholdvis Guds og menneskets dimension. De overlapper hinanden. Til dels i bøn. Fuldt og helt i Jesus Kristus som er førstegrøden af ny skabelse.

En dag skal hele skabelsen transformeres. Vi er ikke ment til at fly denne verden og bosætte os i himlen for aldrig mere at se os tilbage. Vi er ment til at lade os transformere, så vi kan være med til at transformere verden.

Gud vil oversvømme sin skabelse med kærlighed og kraft, og vi er kaldet til at deltage i projektet.

Alt, hvad vi gør nu, vil Gud en dag fuldende, når Han bringer himlen ned over jorden og forener de to dimensioner. Da skal vi genopstå, kropsligt, i Guds nye verden.

Se, det giver jo to vidt forskellige forholden-sig-til-verden. Er vi ment til at fly denne verden? Eller er vi ment til at transformere denne verden? Er vi ment til at bryde fri fra kroppens fængsel? Eller er vi ment til at genopstå kropsligt ("vi tror på kødets opstandelse") i en verden, hvis forvandling vi har været kaldet til at deltage i og arbejde på?

Lad os endelig snakke konkrete tiltag. Men forstår du, hvor jeg vil hen med ovenstående?

Kh Thomas