|
0
registrerede
815
gæster og
87
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#25983 - 29/08/2018 18:22
Skæbne og tro
|
veteran
|
Registeret: 16/04/2008
Indlæg: 7550
Sted: Sydsjælland
|
|
Det, jeg skriver her, er et forsøg på at afklare egne tanker, fornemmelser, følelser og intuitioner og – for mig – nye perspektiver om os mennesker på denne klode.
For nogle er den slags nok uinteressant, og så er løsningen jo ligetil: spring det over, og for andre er det måske irriterende, og så ligger samme løsning jo lige for, men for atter andre kunne det tænkes at have interesse – og måske endda nogle kunne have lyst at deltage aktivt i en konstruktiv og inspirerende debat om emnet.
Det sidste håber jeg på – men selv uden dét er det min erfaring, at alene dét skriftligt at formulere et emne både afklarer og ofte åbner hidtil ikke sete perspektiver.
Det er faktisk netop dét, jeg oplever gang på gang, og som får mig til fortsat at skrive her på Trosfrihed.dk.
Det var så min indledning – og nu til emnet:
Skæbne og tro – et perspektiv, jeg ikke rigtig har været opmærksom på før nu.
Vi mennesker har jo – som alt andet eksisterende – en skæbne, men det særlige ved os er vel, at vi – nok i modsætning til alle andre levende skabninger – er klar over det – at vi er bevidste om, at vi har en skæbne – en ukendt skæbne.
Vi er også begavede – mere end andre levende væsener – med intelligens, en evne hvormed vi i nogen grad kan styre vores skæbne – men også kun i nogen grad.
Og når vi ser fremad, er det jo med alskens forventninger – med håb, med frygt, med længsel, med glad forventning, med usikkerhed – og med viden om, at det hele ikke varer evigt.
For vi kan jo ikke undgå at erkende, at vi reelt er værgeløse overfor skæbnens magt.
Måske ikke så meget som i urtidens stammesamfund, hvor overlevelse – vand og føde – samt at undgå at blive dræbt af fjender – nok var det væsentligste – en særdeles farefuld tilværelse.
Vi brugte vore evner, vore iagttagelser, erfaringer og hukommelse til at regne ud, hvordan vi kunne at få den bedst mulige skæbne. Vi opfandt redskaber og brugen af ild, men vi var stadig meget små og meget hjælpeløse overfor naturens enorme magt.
Vi levede i stammesamfund og vi vogtede vores territorium mod andre stammers forsøg på indtrængen – også selvom der var gensidigt røveri af unge kvinder – hvilket jo modvirkede indavl – men i samler- og jægersamfundet var vi jo totalt afhængige af den natur, vi levede i, og når vi var i knibe pga. ”naturens luner” – og vi ikke vidste, hvad vi skulle gøre, så var det vel shamanen, vi tyede til – shamanen – ham i stammen, der var bedst til at hjælpe os overfor skæbnen – naturens magt – så godt som det nu var muligt.
Og det var vel på den måde shaman-forestillingen opstod – om de tre verdener: denne verden, naturens åndeverden og de dødes verden.
Og det er vel denne ”naturens åndeverden” – et meget tidligt dogme – i mangel på bedre – gennem årtusinderne, der har udviklet sig i vores bevidsthed til en godt stor håndfuld religioner med hver sit eget sæt dogmer – og med guder af både hankøn og hunkøn – som vel egentlig ligner en slags ”overforældre” - og med anvisning på evigt liv.
For vi er jo blevet meget dygtige til at beherske naturen, men alligevel er det i sidste ende dén, der vinder – og hvor vi hjælpeløst må overgive os.
Og hvordan skal man så forholde sig til de mange religioner?
Her kan jeg jo kun tale på egne vegne.
Mit forhold til religioner er egentlig ikke særlig afklaret.
Dogmer er for mig nærmest at ligne med en slags "kulisser i et teaterstykke", der hedder livet.
Og det siger jo sig selv, at kan man opnå tro på et sæt dogmer, så giver det tryghed, mening med livet og retning i livet.
”Placebo-effekten” – at det faktisk virker, når blot man tror på det – skal jo heller ikke ignoreres.
Men for mig er alle dogmer håbløst mislykkede forsøg på at nå sandheden. Jeg tror ikke på, at vi mennesker har evner til at nå sandheden – uanset hvor meget vi hæver religionsstifterne op på et overmenneskeligt niveau.
Det betyder ikke, at jeg totalt kasserer dogmerne, for jeg anerkender dem som helhjertet menneskelig stræben – med sin egen skønhed – som f.eks. ritualerne: dåbens vand (i flere religioner), nadverens brød og vin, ydmyg panden mod jorden i en moske, meditation foran en Buddha-figur o.m.a. – former for stræben, som jeg oplever har sit eget indre værd – og som jeg gerne deltager i.
Men ”i sandhedens øjeblik” – dér bliver der kun – for mig – tilbage: eksistensens ufattelige mirakel – verdens eksistens – egen eksistens – ”verdens væren”.
Det er egentlig også rigeligt for mig – for jeg kan ikke lade være at elske miraklet – og det giver mig rigelig mening med mit liv:
Jeg opfatter verdens og min eksistens som ”en anonym kærlighedsgerning” – også selv om den ikke beskytter mig mod skæbnen.
Den gør mig taknemmelig – og føder kærlighed i mig – også til dem for hvem skæbnen er uudholdelig: Lad os dog yde dem dødshjælp – hvis det er det, de seriøst ønsker! Alt andet er da barbarisk.
Men ellers er det aktiv kærlighed til alt og alle, miraklet føder i mig – og det er vel ikke så ringe endda 
Det overvinder jo ikke skæbnens magt.
Det tror jeg heller ikke, at der er andet, der gør.
Men har man dén erkendelse i baghovedet, kan nu’et blive mere intenst, mere ægte, mere sandt.
Det er i hvert fald sådan jeg oplever det.
Det kan kritiseres, men her vil jeg sige:
Sådan står jeg – her og nu – hvor står du?
Og drop nu bare personfnidder - det er jo emnet, det handler om.
M.v.h. Arne 
|
|
Top
|
 Svar
 Citer
|
|
|
#25991 - 30/08/2018 19:28
Re: Skæbne og tro
[Re: Arne Thomsen]
|
|
|
Hej Arne Jeg vil gerne byde ind med nogle tanker, for det er da - som du siger - underligt at der er noget. Om det er et mirakel ved jeg ikke rigtig Det som interessere mig er om der er noget efter dette liv. Hvorfor leve 5 sekunder på denne planet? For mig giver det ingen mening og jeg så hellere at vi pulveriserede planeten, hvis der ikke var noget bagefter. Hvorfor fortsætte? Jeg har en datter på 20 år og jeg ville ikke have noget problem med at trykke på den røde knap, hvis jeg vidste, at der ikke var noget efter dette liv. Min datter skal jo dø afligevel, så det ville bare være et spørgsmål om tid. Hun ville måske ikke være klar til at trykke på knappen selv, men det skyldes nok hendes alder og manglende forståelse af tingene. Hvad tænker du om sådan noget? Skal vi lade være med at trykke på knappen, fordi en eller anden tosse gerne vil trække vejret 3 gange mere? Kærlig hilsen ABC Ps. Jeg synes livet er hylende morsomt...har lige fået at vide, at min lungekapacitet er faldet til 62%, så nu er der ikke langt igen. Bliver sgu spændende at se om jeg skal rende rundt med iltapparat i den ene hånd og øllen i den anden. Smøgerne bliver svære at kvitte, så måske stiller jeg træskoene før dig  Hvem ved? Skæbnen? Men jeg har da fået sat mit aftryk herinde...op på hesten og bare derudaf 
|
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
|
#25992 - 30/08/2018 23:58
Re: Skæbne og tro
[Re: ]
|
veteran
|
Registeret: 16/04/2008
Indlæg: 7550
Sted: Sydsjælland
|
|
Hej ABC.
Jeg forsøger at følge din tankegang, men er ikke sikker på, at jeg lykkes med det.
Her er så mit forsøg:
Du skriver:
Det som interessere mig er om der er noget efter dette liv.
At verden fortsat eksisterer efter egen død, er jeg ikke i tvivl om, men om man selv eksisterer efter egen død, det finder jeg højst tvivlsomt.
Mange af religionerne lover et liv efter døden, men måske er det bare ønskedrømme - lokkemad.
Måske er døden en overgang til det absolutte intet.
Det hælder jeg nok nærmest til - uanset at det vel er umuligt at forestille sig absolut intethed.
Og hvis du finder det nærliggende "at trykke på knappen", så er det vel egentlig kun selvmord, du kan begå - med mindre du mener, du har en "knap", som kan udslette verden - hvad jeg tillader mig at betvivle, at du har.
Jeg kan heller ikke se, hvorfor du skulle have ret til tage livet af din 20-årige datter.
Hun oplever måske en helt anden verden end du gør, så det må da være hendes - og ikke din - afgørelse, om hun skal leve eller dø.
Du fortæller, at du har fysiske plager, som kan friste dig til selvmord - hvis jeg forstår dig ret - og jeg kan da godt forstå ønsket om at holde op at eksistere, hvis tilværelsen bliver for uudholdelig, men der er vel trods alt også noget værdifuldt i tilværelsen - og måske også mulighed for at mindske plagerne - som bør overvejes inden man fælder dødsdommen over sig selv - og i så fald burde samfundet efter min mening hjælpe til.
Jeg kan ikke lade være at spørge dig:
Har du slet ikke øjeblikke af høj kvalitet, som burde have lov at eksistere?
Jeg fornemmer en livs-gnist i dig, som fortjener at leve videre - uanset hvor plagsom tilværelse i øvrigt kan være.
Nu ved jeg ikke, om jeg totalt har misforstået dig.
I så fald be'r jeg dig rette mig.
M.v.h. Arne
|
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|
