Hej RM..
Det er altid interessant at se hvilke forf. der af forskellige grunde har berørt os, måske endda skabt en betydning det langt fra altid er muligt at sætte fingeren på, enten fordi man får brug for både fingre og tæer eller bare sidder tilbage med ord som magisk realisme som det eneste der kommer sagen en anelse nærmere. Og dér står man så, som da jeg (desværre) pludselig befandt mig i den anden ende af Martin Andersen Nexøs erindringer, en historie man blir lidt bedrøvet over får sin ende, for man befinder sig rigtig godt i hans nære samtids historie. Nu behøver velbehagelighed ikke være et kriterium for den gode læseoplevelse, historier skrevet ind i os af Marcel Reich Ranicki eller Paul Celan er forfærdelige men smukt opførte symfonier af smertelig virkelighed der helt kan erobre huden. Forfærdelige historier kan flytte ind i os som en nødvendig erindring, at flytte en historie ind i øjne er noget ganske andet end at henlede opmærksomheden på det skete, og i særlige tilfælde sker dette på måder der skaber den uforglemmelige historie, poesi eller forfatter.
I en tid hvor hjerneceller bombarderes med enorme mængder af både uønsket og ligegyldig information, er ubehagelige læseoplevelser næppe dem vi (u)bevidst søger, hvad vi søger er tydeligvis gerne impulser der behager smileværket, og vi klapper kærligt ”gitterværket” til neurosehaven når vi lægger bogen fra os og falder i søvn i visheden om det forventelige når vi vågner. Vi ved at noget spændende og begavet sjældent befinder sig dér, at det nærmere popper op hvor man mindst venter det, måske netop dér hvor regler og vanemønstre helt brydes. Men måske det spændende nye ikke er noget vi rigtig ønsker os, hvilket man måske bedst får indtrykket af når man lægger mærke til hvad vi griber ud efter i hverdagen, på boghylder, ja hvorsomhelst. Døsigt forledes vi til dagligt at gentage de samme mønstre, og afskrækkes måske ligefrem over den store lykke i erkendelse af smerten som konsekvens, og amputeres måske gradvist livet ud, til vi drager vort sidste suk.
At være på rejse med Knud Rasmussen hører afgjort til erindringer også jeg gerne hiver op fra billedkælderen, hans historier er fængslende, trygt sidder man i lænestolen uden frostskader. Men for nu lige at tilføre rejseoplevelsen en fantastisk dimension, ja så var en længere rejse fra det hyggeligste Herredet mod Kløvedal og videre til et uhyggeligt Morder en alt for kort historie – jeg var en femte hobbit og intet omkring mig kunne forstyrre mig, min dyne har vel sjældent forekommet kærere end når jeg drønede hjem med næste lånte bog i fjälräven efter en hyggelig aften med venner med hvem jeg delte bøger. Vi var alle med på rejsen, og irriteredes hver især over at skulle vente på at nogen blev færdig og videregav det læste. Denne historie fik faktisk konsekvenser for nogle menneskers liv tilbage i tiden, men ikke for dig? Selvom det måske ér et lille sidespring, var jeg nu alligevel lidt forbløffet over intetsteds at se så meget som antydningen af Tolkiens vidunderlige fortællerunivers blandt dine erindringsmotiver, der jo kan skyldes at det endnu ikke er opdaget eller at opdagelsen var dig en kende for eventyrlig. Dette sidste forekommer mig nu alligevel lidt utænkeligt, idet jeg mellem dine yndlingsmotiver har anet ikke så lidt af en romance med eventyrets uendelige muligheder, og også dér anet en kobling fra drømme til visioner i virkelighedens indretning. Altså at også du anvender det læste i dit liv. Jeg tænker ikke på nogen her som eventyreren, men på hvorledes fantasiens universer spiller en stor rolle i mange menneskers liv, at de fik betydning for måden hvormed de tænkte, administrerede og indrettede deres senere liv på.
Fx forestiller jeg mig HCA som et lygteskær i manges barndom, historierne som pejlemærker i et erindringslandskab vi gerne giver fra os i samme glæde de engang blev os til del, dengang vi selv lå med snydeskaftet over dynen og så de mærkværdigste hændelser tage form, og hvor en lille morale jo ofte var knyttet til enden, hvormed eventyret og drømmene blev medvirkende faktorer i skabelsen af livssyn og perspektiver vi anede. At rejse med Knud Rasmussen er jo igrunden ikke så svært forskellig fra rejser med HCA eller Tolkien, det handler uanset om evnen til at flytte sig henover isen, smage den på læberne og høre den knage og forfærdes over tanken om at blive til bamsemad, hvis ikke kursen holdes og man passer lidt på rationer m.m.: kan man blive en del af historien påvirkes man, og er bagefter ikke længere helt den samme som før, hvilket jo igrunden er livets mærkværdige proces, hvadenten det så er virkeligheden eller historien om en virkelighed, der har fat i kraven på os.
Fik du mon fat i »Angst essen seele auf«?
Det sker jeg bider mærke i hvad hænder griber ud efter på boghylder i antikvariatet hvori jeg gerne oser lidt, og tænker måske på om det er ukendt spændende eller forventet læsning der vil betales for ved kassen. Og det sker at vi dér diskuterer litteratur og læseoplevelser, mange har kendt hinanden i årevis og er beskæftiget med litteratur på forskellige måder, fælles for alle er vel at en støvet fortid fylder betydeligt mere end fremtiden, at de nutidige øjeblikke fremdeles bruges på at drysse rundt i velkendte epokers gab af ukendskab, m.a.o. er der intet nyskabende at finde dér heller. Jeg selv har intet ønske om at rykke op og begive mig ud på andre eventyr end de historier jeg kan indleve mig i gennem andres skaberværker, hvoriblandt nogle af de betydeligste der har rørt mig dybt men ikke nødvendigvis tidligst, befinder sig blandt dem vi ikke her har talt om, som fx Thomas Mann i kraft af »Trolddomsbjerget«, Elias Canetti for sin »Forblindelsen« samt fortællinger skabt af Kafka, Camus og Sartre og især for sin »Frihedens Veje«, Stendhals »Hoffet i Parma« og Gabriel Garcia Marquez’ »100 års ensomhed« hører til blandt store digtere der fik mig til helt at glemme alt omkring mig, noget jeg virkelig nyder og måske særlig føler behov for, efter at ha’ læst aviser – forresten bliver jeg nødt til at nævne Graham Greene og Georges Simenon, og simpelthen fordi jeg tit er slumret ind i deres magiske universer og egentlig betragter dem som en uvurderlig kilde til henrykkelse, selvom temmelig mange forf. nu kan stå på hylderne og se lidt forarget ud over at høre til de unævnte. Jeg får nok et lille smil på læberne over at se en hånd hive »Istanbul-Ekspressen« ud mellem andre, og udelukkende fordi jeg forestiller mig de tusindvis af måneskinshænder der har vendt side efter side i akkurat denne roman, og at dette sikkert vil fortsætte længe efter at også jeg er ude af historien. Man bærer dem i sig, historierne der erobrede noget af ens levetid, ja guderne må vide hvor mange liv den gode Hr. Graham Greene har på sin samvittighed i mere end én betydning?
I den forbindelse ka’ det måske synes som udtryk for lidt af en pessimisme, men en epoke hvis levetid set med mine øjne har varet alt for længe, handler om frygten for at biblioteker og bogmarkedet vil bugne af ensartede forventninger, fordi forfattere der virkelig evnede at holde os vågne med noget værd at fortælle enten er uddøde, glemt eller proppes ned i skraldespanden til kollegerne, men for at give plads til hvad? Og frygter faktisk endnu en diskussion om ”den lille betaling” for lån af litteratur, men vi får se…
Nisseligst
Simon
Redigeret af Simon (25/11/2016 20:17)
Svar
Citer
