Her i aftenstunden, nattens lillesøster, med sin uendeligt høje hals i mørkeblåt, atter lidt Højholt:

Tumult
1.
Ret op i sol en højstammet fyr med sin træge
sved og kogler der springer op, knastørre, og af og
til et lille frø der med en flortynd vinge forlænger
sin korte vej ned, og jeg tænker her i den lette
skygge på de frø deroppe, som ikke har vinden, men
fugle eller egern får fat i, og på H.C. Andersen,
der slæbte sin store florvinge gennem det meste af
Europa i så mange år.

*


Personen på toppen

Jeg drømmer om et digt lige så indiskutabelt
som at hovedvej A15 trækker sig op over bakken
med fire lastvognstog sejt krybende, op, opad
indtil gedehamsen heroppe nejer for vindtrykket.
Jeg drømmer om et digt som beskæmmer gulspurven
firbenene og de mangefarvede fluer – et digt
som en Scania Vabis i slæbegear – og hvad får jeg
når stilheden pludselig ruger gaver ud? En skovdues
lokken nede fra skjulet og lærkens højlydte
trilren med tyttebær ud over himlen den skyfri!

mvh
Simon

Hej Simon

Forår, Højholt og højtidsdage af de talrige, det er tiden, vi har og er i lige nu ... her efterfulgt af Piet-ismens ord og toner ;))


Når de lyse lærker synger over Danmark,
og lune briser vifter mod din strand,
og de gyldne agre gynger over Danmark,
så længes jeg mod dig mit lille land.

Og så mindes jeg det sommersind derhjemme,
de solskinsbygers lune rige spil.
Dine bølgers røst og bøgeskovens stemme
og véd det er hos dig jeg hører til.

Når de mørke skyer luder over Danmark
og marken ligger vintersortned hen,
og de kolde storme tuder over Danmark
så længes jeg mod dig mit land igen.

Og så kender jeg jo styrken under spøgen,
som vinterhærget trodsigt holder stand
og ved løvbrudstid står grøn igen som bøgen
så ved jeg, jeg har rod i dig, mit land.

Når den store verden lytter til en tanke,
et ord, en stor bedrift herhjemme fra,
så fornemmer jeg med fryd mit hjerte banke,
det er den stamme du er rundet af.

Og når alle veje åbnes over Jorden
for danske og for det vi vil og kan,
må min tanke gå med tak til dig i Norden...
jeg elsker dig, mit lille store land!

Piet Hein


Åh jo, han kunne nu også noget med de ordbilleder og det knivskarpe blik :))

Go'este hilsner
RoseMarie

Hej RM..

Ja, han er mageløs – hvad der måske var ikke så lidt af et problem – og hører absolut til blandt dem jeg i en særlig tid sætter stor pris på; med en smule distance til det private, ka det være svært at se forskel på det i den tid så personlige; så mange særlig artige indtryk fra det omgivne fylder, man bliver tung, må dovent lægge dem fra sig, glad…

Sommerhav

Mit sommerhav, vel mødt igen
saa blankt og sporløst ubetraadt,
som da engang for første gang
du fyldte blidt mit blik med blaat, –
mit hav med lyse drag mod land
og luftig leg af fjedret kræ,
og duft af udve – solet salt
og oljet baad og tjæret træ.

Med undren saae man sidenhen
mod nord i samme sommersø
fontænens hvide hængebirk
paa hvalens sorte vandreø,
og atter af det samme hav
mod syd i smeltet tropebugt
en stime flyvefisk slaa op
og følge med i svalens flugt.

Ja, havet krummer kloden rundt
og holder kuglen i sin favn.
Det kalder ud til stedløshed
og leder hjem, igen i havn.
Det vækker hjertets verdenssult
men stilner til den store ro,
behovløs mellem enkle ting
paa morgenstranden ene to.

Et fliget øland med et hav
i hjertet ligger om vor rod.
Det gav os søens vandresind
og vide syn at stunde mod.
Velkommen atter, sommersum
af tid hvor tidens uro tav
og bare blæst og bølger sang,
Velmødt igen, mit sommerhav

- Piet Hein.


Tvelys

Til Bodil Bech

Udspændt som et sejl under solen
duvende med det blaalige skib,
kastet som en sten i strandkanten
kvalt i sol,
er du selv det største lys!

Og her hvor livet flammer,
selv næsten brændt til døde,
har du hjemme.

Men henunder aftenen,
naar hjertet hviler rastløst mellem blaabær,
naar lyngen skyder frem ved næseroden,
vifter over kinderne som graner,
krummer sig om pandens sten, –
ligger du så nær ved solen
at du hvirvles som et blad mod baalet.

- Per Højholt.


mvh & god sommernyd! ;)
Simon

Heraklit i badet

Jeg har tænkt så dybt over mit liv at det er blevet flydende
og selv om metaforer ellers ikke vinder ved daglig omgang
synes jeg alligevel den her smager lokalt: lidt som Funder å
dyb og smal og for meget jern og okker til at danne grøde
men over lange træk hovedkulds væltende sig under pil og asp
og i modsætning til mig aldeles uvidende om at den langt ude
godt rusten i lejet taber sit navn ud i Gudenåens men hvem
der har udgrundet dens dyb rager mig og Funder å en dunhammer
vi har rigeligt at gøre her med at holde os selv flydende

nu ulykken er sket.

- Per Højholt

Mens fuglene i drømmende træer gnubber øjne med en jublende morgentriller, og hvem ku’ ønske sig morgenuret anderledes, ska der lyde et go’morn fra ham den spraglede Pegasus med de gode manérer:

Early Morning Idyl
En improvisation

I Herning skyder man ikke John Lennon!
Man fniser under plataner og gifter sig
men man skyder ikke John Lennon, okay!
Man har kirkens morgensalme rullende
ned over våd asfalt og gågaden blinker
regnspulet med fordoblede butikker men
her finder også mord sted! Man skyder
måske ikke John Lennon men tro ikke derfor
det grinende køkkentøj eller bankernes
drejende kamaraer eller lugten af vand!
Tag ikke fejl: Her døes! Man skyder ikke
John Lennon i Herning men plataner hænger
tunge af regn og sygehuset gaber hvidt
med overbelyste fødegange og gamle vakler
til deres læger mens de første motorcykler
tordner i gårdene: Store hjerter slå her, ja
men de høres knap nok og ses slet ikke!

- Per Højholt.

mvh & go’ dag med rødderne i grønnebakken, RM..;)
Simon

P.s.: lige en til, fra den snaksalige:


Paa morgenens grænse

Grebet og bortført i svalers parabler, blindt
som det blik der naar mig
fra en fisk paa en tør sten
er det øje som svømmer paa havets graa stanniol.
Maagernes skrig ligger stumme i græsset
som pile, vendt mod den stigende sol.

Dugg over viber i engdrag, et kast af morgenfrisk
vind langs det graa spejl
kuldsejler i græsset.
Blodet stabler sig rødt til en rus i forgrenede aarer,
et værkende rum hvor sanserne dør
og loft og væg gror til med taarer.

Springer lærkerne ud? Gaar græs i knæ for en
morgenfødt vind? –
Kvidrer til svar den østlige
gren i min vandblinde krone slaar dagen rødder
og solen planter sit dirrende spyd
her, i sandet mellem mine fødder.