annonce
annonce
(visninger)Populære tråde
Mellemrummet 19546651
Angst – Tro – Håb – Kærlighed 2611869
Åndelig Føde 2390593
Et andet syn 2155696
Så er der linet op... 1827418
Galleri
Lidt billeder fra min sidste tur til Israel
Hvem er online?
1 registreret Arne Thomsen 680 gæster og 191 søgemaskiner online.
Key: Admin, Global Mod, Mod
Side 299 af 603 < 1 2 ... 297 298 299 300 301 ... 602 603 >
Tråd valgmuligheder ↓
« Forrige tråd
Næste tråd »
#23163 - 11/05/2017 02:19 Re: Poetisk fryd.. [Re: Simon]
RoseMarie Offline
bor her
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1157
Man lever for disse øjeblikke
disse få små korte øjeblikke
af pludselig indsigt;
af nærvær
der får én til at sortne og svimle

Dan Turèll Kom forbi side 64 (håndskrift)


Redigeret af RoseMarie (11/05/2017 02:22)
Top Svar Citer
#23164 - 11/05/2017 08:18 Re: Poetisk fryd.. [Re: Simon]
RoseMarie Offline
bor her
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1157
Go'morgen Simon

Lidt mere fra den samme håndskrift her på kold og våd hverdag, hvor jeg fryser både ude og indeni ...


Tilværelsen
har lært mig
at være til
Livet
har lært mig
at leve
Kærligheden
har lært mig
at elske
Og Døden
vil lære mig
at dø

Karma Cowboy (håndskrift)


Hverdagshilsner (Brrrr og ikke Grrrr)
RoseMarie


Redigeret af RoseMarie (11/05/2017 08:20)
Top Svar Citer
#23166 - 11/05/2017 10:51 Re: Poetisk fryd.. [Re: Simon]
RoseMarie Offline
bor her
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1157
Mere håndskrift

Digteren er et barn
Ordene er hans sandkorn
Han vil bygge sine slotte af sprog
lige til det blir mørkt
og tidevandet kommer

Alhambra blues (håndskrift)

***

Der er lysende sange
af sølv i luften
Der er dansende billeder
graveret i ilten
Og de er der hele tiden
hvad enten De sér dem eller ej -

Karma Cowboy (håndskrift)

***

Den der synger
synger luften ren
Al luft
må gennemsynges
før her bliver
til at være
Det er derfor
al sang
er hellig

Karma Cowboy (håndskrift)



Redigeret af RoseMarie (11/05/2017 11:04)
Top Svar Citer
#23168 - 11/05/2017 16:20 Re: Poetisk fryd.. [Re: RoseMarie]
Simon Offline
veteran
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
Hej RM..

Herligt syn - at se fruen nedlagt af en Karma Cowboy, hvad jeg gerne vender tilbage til...;)


På verdidebatt.no tog i dag en Ragnvald Sagen ordet med nedenstående indlæg, som jeg tiltar mig friheden at dele her, såfremt det ku’ ha’ interesse: http://www.verdidebatt.no/ragnvaldsagen

Døden beskæftiger vi os med i livet, den har stor litterær værdi og kan som mellemrum betragtet anses som en absurditet, her i forårsregnen med udsigt sommer – men hvilket brev der idag slog mig i øjnene!

Jævnligt dukker dødhjælp/eutanasi jo op som tema, ofte hjulpet godt på vej af meningsivrige raske og livsglade mennesker, for hvem døden oftest er noget aldeles fremmed – livstrætte unge og ældre mennesker synes åbenbart utilregnelige.
Også her på Trosfrihed har døden himlet adskillige gange, er velnærmest snakket ihjel i kærlighed til et kristent livssyn, mens svært livstrætte nok har undret sig i tavs accept af meninger der så ensidigt kræver livet, så end ikke døden bliver stedet for smertefrihed, idet døden næppe er indtrådt før den erstattes med efterliv!

Sjældent får den døde dog ordet som her, ganske vist en afsluttende bemærkning, men som udtryk for ønsket om at andre svært syge og livstrætte mennesker ikke skal afslutte deres liv som en tyv i natten, at i stedet en menneskelighed vil indfinde sig, og dét er da et synspunkt det vil noget i livet! Naturligvis har disse beslutninger svære (pol.) implikationer som vedrører alle, men først og fremmest det livstrætte og syge menneske i forventningen om at blive respekteret på sit livs yderste tærskel. Vi kan alle pludselig stå i den situation, at livet bliver for smertefuld et sted at være, og at vi derfor får brug for en sidste håndsrækning:

En tale fra graven
av
Bjørnar Kanli

AKTIV DØDSHJELP. Kreftsyke Bjørnar Kanli (71) fra Arendal tok sitt eget liv før påske i protest mot at aktiv dødshjelp ikke er tillatt i Norge. Onsdag 12. mars ble han begravet. Da ble denne gravtalen han hadde skrevet, lest opp:

Tale i egen begravelse. Kjære alle sammen. Det å ta sitt eget liv er jo ikke vanlig, men det å skrive en tale til sin egen begravelse, er vel enda mer uvanlig.
Det er flere grunner til så vel den drastiske handling som til disse skriveriene, og det kommer jeg tilbake til, men først vil jeg takke deg, Arna [forfatterens kone. Red.anm.] for det du har vært for meg. Du er et fantastisk menneske! Så en stor takk til barn, familie, slekt og venner for alle de hyggelige stunder vi har hatt sammen.

Motivasjon til å mestre. Dernest vil jeg fortelle om en spesiell opplevelse jeg hadde og som kan hende også kan hjelpe dere dersom dere møter skikkelig motgang i livet. Denne opplevelsen viser at en faktisk kan mestre hvilket som helst problem dersom en greier å motivere seg på riktig måte:
Noen uker etter at det svære kreftangrepet i tykktarmen og leveren var konstatert i februar 2001 og det var klart at overlevelsessjansen nærmest var ikke eksisterende, lå jeg i min seng og tenkte over min begredelige situasjon.
Humøret var vel slik en kunne vente, men for øvrig var jeg i god balanse. Plutselig var det som om en person sto ved siden av sengen og snakket til meg, og denne personen var jeg selv. La meg kalle ham «han».
Takk skjebnen! Det første han sa var: «Hvorfor i huleste ligger du der og gremmer deg og er bitter mot skjebnen! Du burde heller av hele ditt hjerte takke skjebnen. For det første har du hatt et helt fantastisk liv: En flott barndom, en topp kone og fine barn, gode venner, du har aldri vært syk før (for eksempel, sist du hadde influensa var for 35 år siden), og du har hatt en jobb som du har elsket, for å nevne noe.
For det andre har du jo alltid sagt at du ikke er redd for å dø. Nå vet du jo at du ikke er det.
For det tredje vet du jo at gjennomsnittsalderen for menn i Norge nå er 74 år. Da er det klart at dødsstatistikken må begynne langt under din alder på 65 år og gå opp tilsvarende på den andre siden. Følgelig, når du har nådd opp i din nåværende alder så vil det være å anse som en naturlig død hva alder angår og en årsak skal jo døden ha.»
Han hadde rett. Så forsvant denne fantasifiguren, og jeg ble liggende og tenke over hans argumenter. Jeg fant fort ut at han hadde jo helt rett, og plutselig var det som å slå over en bryter i hjernen, og jeg ble glad og fornøyd. (Det var vel underbevissthetens måte å motivere meg til å mestre situasjonen på.
Både før og siden har jeg ment at en kan motivere seg til å tåle hva det skal være). I disse årene som er gått siden har jeg ikke hatt et eneste tungt øyeblikk psykisk sett.

Jeg har hatt tilsammen seks, til dels svære, operasjoner med etterfølgende til dels store komplikasjoner, slik at de fysiske plagene har vært temmelig store, men humøret har hele tiden vært godt. Tankene har jo titt og ofte streifet innom kreften min, men det har ikke på noen måte ødelagt humøret. Det høres utrolig ut, men det er virkelig sannheten. Jeg får vel gjøre oppmerksom på at jeg ikke tror på hverken Gud eller djevel, og døden skremmer meg derfor ikke
Aktiv dødshjelp. Den neste grunnen til disse mine skriverier er et brennende ønske om et innlegg i debatten om «aktiv dødshjelp» fordi jeg nå føler at jeg har et særdeles godt grunnlag for å ha en mening om dette. Jeg synes det er helt forferdelig at et menneske som er dødssyk og lider, ikke skal kunne hjelpes til å få en slutt på de fysiske og psykiske lidelsene.

Når et kjæle— eller husdyr er dødssyk og lider, viser vi medlidenhet og tar det til dyrlegen for en siste sprøyte, men når det gjelder et menneske som går mot den sikre død og lider de forferdeligste kvaler, så vel fysisk som psykisk, så mener man at de bare skal ligge der og råtne bort.
Et fyord. Jeg kan til nød forstå at de religiøse har en slik «umenneskelig» holdning, men det er komplett umulig for meg å forstå hvorfor ikke-religiøse mennesker skal innta et slikt standpunkt. Uttrykket «aktiv dødshjelp» har jo vært fyord gjennom hundrer av år som følge av at den kristne lære har styrt samfunnet fullstendig. Imidlertid er vi jo nå endelig kommet inn i en virkelig «opplysningstid» hvor iallfall vårt lille samfunn her oppe på berget er blitt beundringsverdig humant.

Så nå er vel tiden endelig kommet til at politikere, myndigheter for øvrig og alle andre begynner å tenke på å forandre denne umenneskelige praksis som faktisk på en måte er like forferdelig som det at muslimene stener sine egne til døde.
En giftpille. For ordens skyld: Jeg forlanger ikke at helsepersonell skal gi meg den siste sprøyte, men jeg forlanger at en giftpille skulle kunne legges på mitt nattbord slik at jeg kunne ta den selv. Nederland har jo med stort hell praktisert dette med aktiv dødshjelp i mange år, så hvorfor ikke også i Norge.
Jeg ber Arna sende kopi av denne talen til Aftenposten slik at mine erfaringer og tanker kan spres om hvordan en kan få en meningsfylt tilværelse selv om en opplever all verdens motgang og om hvorfor man nå for alvor bør starte en debatt i folket om «aktiv dødshjelp». Forhåpentlig vil andre aviser rundt om i landet plukke opp artikkelen. Det skulle glede meg meget (vel, jeg kan jo i skrivende øyeblikk glede meg i håpet!).
Slippe plagene. Til slutt kan jeg fortelle dere at her jeg nå sitter og skriver mitt siste brev i livet, er jeg i fullstendig balanse og har det greit. Det skal bli godt å slippe alle plagene. Naturligvis er det veldig trist å skilles fra mine kjære og venner og bekjente, men det hjelper meg å erkjenne at denne adskillelsen senere jo hadde kommet i alle fall, selv om jeg hadde levd til jeg sovnet inn av alderdomssvakhet.
Jeg tror at denne min løsning er best også for mine nærmeste. Det er en forferdelig tanke for meg å forestille meg at de skulle se at jeg råtnet på rot, så å si. Og enda verre: Tanken på at barnebarna skulle se bestefar transformeres til et ugjenkjennelig «vrak» er for meg helt uakseptabel.
Som en tyv i natten. Det eneste jeg er lei meg for, er at jeg nå er nødt til, som en tyv i natten, å ta mitt eget liv. Det er ikke akkurat noen verdig og fin slutt på livet som jeg av våre styrende er tvunget til!
Dette i grell kontrast til følgende scenario: Jeg kunne samle mine nærmeste rundt meg, ta et varmt og fint farvel, legge meg i min seng, strekke hånden ut etter giftpillen og sovne fredfullt inn – antagelig ville jeg gjøre det med et godt smil om munnen. Jeg føler meg ganske overbevist om at også mine nærmeste ville føle det som en verdig og fin slutt på livet.
Helt til slutt har jeg lyst å gjengi et lite dikt som jeg er veldig glad i:
_Stå ikke ved min grav og gråt
jeg er ikke der.
Jeg sover ikke –_
_Jeg er de tusen vinders blåst
jeg er snøkrystallers frost.
Jeg er morgensol i duggvåt eng
og høstregnet som væter kinn.
Når du våkner opp i morgenstille
er jeg de tusen fuglevingens sus.
Når du sovner inn i nattens silde
er jeg de milde stjerners lys._
_Stå ikke ved min grav og gråt
jeg er ikke der.
Jeg døde ikke –_
Jeg kan jo bare håpe på at noen av dere vil føle det slik.
Farvel og takk for alt.

*

Denne kronikken trykkes i Aftenposten etter uttrykkelig ønske fra avdøde Bjørnar Kanli selv. Hans enke, Arna Helene Kanli, har også gitt sitt samtykke.
I Bjørnar Kanlis følgeskriv til Aftenposten står det: «Når De leser dette, er jeg død og begravet. Jeg ber dem være vennlig å trykke denne min vedlagte «gravtale» i Deres avis. Hovedgrunnen til disse mine skriverier er et brennende ønske om et siste innlegg med størst mulig nedslagsfelt i eutanasi-debatten. Ytterligere én grunn, og for meg nesten likeså viktig, er et ønske om å fortelle omverdenen om mulighetene til å motivere seg til å mestre motgang og smerte i livet. Ettersom det er meg meget maktpåliggende å få forklart fo slekt, venner og bekjente hvorfor jeg gikk til denne drastiske handlingen –– som av mange er ansett å være uakseptabel, ja, uanstendig –– ber jeg Dem vennligst bruke mitt navn.»

*

mvh
Simon


Redigeret af Simon (11/05/2017 16:29)
Top Svar Citer
#23170 - 12/05/2017 15:13 Re: Poetisk fryd.. [Re: Simon]
RoseMarie Offline
bor her
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1157
Hej Simon

Tak for oplæg til et livsunderstøttende emne.
I første omgang vil jeg blot berøre emnet med et strejf af en fjerlet vinge, som kan sætte alt igang, hvor man mindst af alt venter det ...


Vi, der valgte regnen,
vi har lange, valne fingre
og et stort og frodigt hår.
Vi får markens grønne grøde
kastet ned i vore lunger, mens vi går.

Vi, der valgte natten,
vi får uglerunde øjne
sået til med sære syn.
Vore fødder træder varsomt,
og en tanke trykker sårt på vore bryn.

Vi, der valgte landet,
har lidt evig jord i lommen
og på vore ellesko.
Vore tænder knuser kerner,
tag en enkelt, tag en håndfuld eller to.

Vi, der vælger livet,
går en dag på tværs af vejen,
ender i et efterår.
Vi får regnen, natten, landet
trykket ind mod vore hjerter, mens vi går.


At være til ...

Ikke blot det diffuse begreb "at-være", men det for mig langt mere konkrete "at-være-til".
At være til i den verden, vi er landet i, at være til i verden, som den er. At komme til verden, for at kunne være og blive til i verden som et menneske.

Menneskelige hilsner
RoseMarie
Top Svar Citer
annonce
Side 299 af 603 < 1 2 ... 297 298 299 300 301 ... 602 603 >


Seneste indlæg
Nemesis
af Hanskrist
31/10/2024 20:35
Vigtige præciseringer
af somo
30/10/2024 21:03
Hvad HansKrist dog skriver
af Hanskrist
28/10/2024 12:40
Bibelen Leth fortalt
af Anonym
26/10/2024 06:34
Gud
af Hanskrist
23/10/2024 11:28
Nyheder fra DR
WHO fordømmer nyt israelsk angreb på h..
31/10/2024 23:28
Her er kvartfinalerne i pokalturneringen
31/10/2024 22:50
Gummiarmen lurede, men Rune spiller sig ..
31/10/2024 22:03
Bro i Norge ødelagt af uvejr
31/10/2024 20:32
På mandag bliver gennemkørende biltraf..
31/10/2024 20:10
Nyheder fra kristeligt-dagblad.dk
Trump indgiver søgsmål mod tv-station ..
31/10/2024 21:47
Amazon slår forventningerne med øget s..
31/10/2024 20:37
WHO fordømmer nyt israelsk angreb på h..
31/10/2024 20:27
Familiesatire fra TV 2 hædres ved prisu..
31/10/2024 20:00
Apple slår Wall Streets forventninger
31/10/2024 19:55