Poetisk fryd i Schadetoner :))


Konkyliens sang

Sommerblæsten synger blå
I min sanselige krop,
Det suser i mit hoved –
Det er en konkylieskal
Fra evighedens strand,
Og verdensvæsner,
Barnlige sjæle
Holder mig for øret,
Hører mig koge og suse.

Langt borte fra
Kommer lyden,
Kommer en sagte solrislende lyd
Fra grønne gennemsigtige bølger,
Fra der hvor inden véd – så vokser den
Nærmere, nærmere
Kommer den,
Og det er som du synker i et stort hav af længsel
Og bader i evighedens bølger.

Og kommer du, og ser du
Og finder min skinnende form,
Min regnbuefarvede skal,
Da vil du længes –
For jeg synger som sommerblæsten
Om det som sov i dig selv –
Og vågner engang måske,
Når solen har drukket mine farver,
Og vi ser de smilende børn,
Hvis drømmende øjne er stjernerne,
Der kigger på jordens svingende kugle
Og lytter til mærkelige toner –

Jeg synger som sommeblæst,
Hør mig,
Over det susende hav
Usynlig kommer jeg farende –
Op bag jordens skuldre
Stiger små skyer,
Jeg fører dem med mig,
Jeg giver dem vinger,
De store, hvide, flagrende skyer.

Jeg giver bølgerne liv
Og evig bevægelse,
Jeg kysser dem bløde og eftergivende,
Jeg kysser den gejle og skumfrådende,
Jeg lader dem rase og rulle med øjnene
I afmægtige lidenskaber.
Jeg lader dem synge sig smægtende trætte
I kystens frodigt smilende arme –

Min vej er evig,
I stilheden dør jeg,
Men hvor jeg er, synger livet –
Du ser mig drage med skyer over landet
Og velsigne jorden,
Du mærker min ånde i modent korn,
I solbrun markduft,
Du hører mig hviske i krydret lyng, i biernes summen,
Du hører mig synge i mågernes stormskrig,
I solsortens messesang,
Mine vingers pust går gennem dit vindue
Og lufter gardinet,
Du hører mig synge dybt i dig selv,
I dit susende blod,
Jeg hører alle levende hjerter på jorden,
Og de ler af lyst.

Jeg synger sol og sæd –
Jeg stemmer instrumenterne,
Sjælenes – legemernes,
Jeg lader tonerne stige,
Jeg slår orkanens akkorder an,
Jeg synger sansernes symfoni –

Skønne og skyldfri
Er skabningerne,
Som en rød tråd
Slynger floden sig
Fra skød til skød,
Fra slægt til slægt,
Gennem livets land
Til evighedens hav –
Rislende rene er vi
I det hvide solrige,
Som luften efter tordenvejr –
Strålende sandsletter er vores tanker,
Hvilende på stranden
O plastiske skikkelser,
Usammenhængende er sandkornene,
Kommer orkanen
Hvirvles mod alle verdenshjørner
De små kloder –

Umådelige er vi,
Ladet med almægtige lyster
Som en elektrisk sommerdag –
Når skyer formørker solen
Med gigantiske gudespil –
Når hvide, vingede englebørn
Jages af sorte djævleunger
Og de sorte sejrer –
Under bjergenes bragen
Floders styrten,
Og de sendes lynende stråler
Af flydende ild,
Og de pisker flammer
Af jordens skød
Og bringer død
Og dårskab.

Men om aftenen, når luften dirrer
Over blomstrende lyng
Og duftende korn,
Da synker solen i knæ
Og græder blod,
Da kysser den jordens skuldre
Med en glorie om hovedet,
Og da kommer stjerneøjnene frem –

Og jeg synger min elskedes drøm –
Jeg rækker helt op i himlen
Og river en stor, rød stjerne ud,
Det er hendes hjerte - -
Og jeg holder det i hænderne,
Og ser,
Hvor det banker og bobler varmt
Og det hvisker og giver mig nøglen
Til alle himlens gåder –

Men jeg ser, hvordan det fryser
Og fryser til en stor klump af guld,
Og jeg tager mig eget hjerte
Og lægger det i hende –
Så smelter hun og smiler
Og hviler tryg som jorden
I sin grønne seng.

Hendes øjne er åbne og nøgne
I den dybeste favnende drøm –
Og vi hører et sydhavns dønninger slå
Mod en solberuset og ensom ø.
Hendes negle er røde koralrev
I armenes rytmiske bølger,
Og brysterne buede kraterbjerge
I et fjernt og fantastisk land,
Hendes magtgyldne lysende underliv
Er en japansk måneskive,
Hendes skød er en skovsøs dunkle mystik
I det mørkeste Afrika –

Og vi drømmer, at tiden er død,
Og jorden falder ned
Og slår hul på himlen
og vi ser de smilende børn
hvis drømmende øjne er stjernerne –
de går og leger
ved stranden –
så finder de en konkylieskal –
en tusindårig konkylieskal –
og det tager den op
og lytter ---

Jens August Schade

Hej RM..

Det var jo herligt at komme hjem til et par dansende versefødder, tak for dem - hvad der straks fik mig til overveje returneringen, og pludselig slog det mig: Walter Matthau...dét er poesi! Men da man ikke ka' sige poesi uden at sige Walter Matthau, kan man heller ikke sige Walter Matthau uden at sige Jack Lemmon, så derfor får du her begge de skøre kanutter i samme båd - guderne må da forresten vide hvordan konerne klarede en aften med dem i samme rum, jeg selv ville være død af grin...
https://www.youtube.com/watch?v=nOIqkTdOTzc

mvh
Simon
P.s.: beklager reklamerne - reklamefolk sku sendes til Sibirien sammen med Trumpffft!...;)

Hej i en disset, grågrøn søndag morgen, RM..

Og som P.s. til de to vidunderlige skuespillere, der vist altid har komplementeret hinanden så storartet, men hvor særlig Walter Matthau med sine æselører og hangen til det gode slagsmål med krydsord, jo så ofte fremtvang forståelsen af meninger gennem krystalklare ironiske modsætninger, ja så ører ligefrem spidsedes når munden åbnedes...

...her et digt af Paul Celan, som der er så vældig musikalsk en storhed i; og ingen hænder ka' vel som Ingeborg Bachmanns udtrykke hans koder i forståeligere lydbilleder, så derfor først lidt fra en af hendes forelæsninger i Frankfurt, egentlig hendes egne noter der senere blev udgivet i samlinger, hvorfra hun i samlingen Ny tænkning, nyt sprog (kap.: Om digte) siger flg.:

... Dette gælder i højeste grad også for digteren jeg her til slut vil tale om: Paul Celan. Med et gravskrift, Todesfuge, fremtrådte han først for os, og med svært lysende, dunkle ord, som foretog en rejse til natten ende. Og jeg'et giver i disse digte afkald på det store og voldsomme, på en fremtvungen autoritet - og vinder autoritet idet det ikke ber om andet for sig selv end: «gør mig bitter, regn mig med til mandlerne, regn mig med til det ... som holdt dig vågen ...» (Fra «Zahle die Mandeln» i Paul Celan: Mohn und Gedächtnis, 1952.)
Men her har jeg taget han sidste digtsamling med, Sprachgitter, siden han her begiver sig ind i et endnu ukendt, nyt terræn. Metaforerne er fuldstændig blevet borte, ordene har aflagt sig enhver forklædning, tilsløring, ikke et eneste ord flyver længere mod et andet, beruser et andet. Efter et smerteligt vendepunkt, en yderst hård overprøvning af forholdet mellem ordene og verden, følger nye definitioner. Digtene hedder «Matière de Bretagne» eller «Bahndämme, Wegränder, Ödplätze, Schnutt» («Jernbanedæmninger, vejkanter, tomme pladser, deponering) eller «Entwurf einer Landschaft» (Udkast til et landskab) eller «Schuttkahn» («Skraldebåd»). De er ubehagelige, undersøgende, tilforladelige, så tilforladelige i at benævne at det må hedde: hertil og ikke længere.
Men pludselig, på grund af den strenge begrænsning, er det igen muligt at sige noget, helt direkte, uden koder. Dette er muligt for den som om sig selv sir, at han går virkelighedssåret og virkelighedssøgende med sin eksistens til sproget. I slutningen af det store digt «Engführung» («Tætføring») optræder en lignende sætning, og med den vil jeg gerne slutte - men for at ordet »stjerne« skal forstås rigtigt, nævner jeg først at stjernerne for Paul Celan var et »menneskeværk«, at det er et menneskeværk der her menes:

......... En
stjerne har vel stadig lys.
Intet,
intet er tabt.

*

Selve digtet:

Tætføring

-

Bragt ind i
landskabet
med det usvigelige spor:

Græs, skrevet itu. Stenene, hvide,
med stråenes skygger:
Læs ikke mere - se!
Se ikke mere - gå!

Gå, din time
har ingen søstre, du er -
er hjemme. Et hjul ruller,
langsomt, af sig selv, egerne
klatrer,
klatrer på sortagtig mark, natten
behøver ingen stjerner, ingen steder
spørges der efter dig

*

Ingen steder
spørges der efter dig -

Stedet, hvor de lå, det har
et navn - det har
intet. De lå ikke der, Noget
lå imellem dem. De
så ikke igennem.

Så ikke, nej,
talte
om ord. Intet
vågnede,
søvnen
kom over dem.

*

Kom, kom. ingen steder
spørges der -

Det er mig, jeg,
jeg lå imellem jer, jeg var
åben, var
hørlig, jeg tikkede for jer, jeres åndedræt
adlød, det er
stadigvæk mig. I
sover jo.

*

Er det endnu -

År.
År, år, en finger
famler ned og op, famler
omkring:
Sammensyningssteder, følelige, her
står det vidt åbent, her
voksede det sammen igen - hvem
skjulte det?

*

Skjulte
det - hvem?

Kom, kom.
Kom et ord, kom,
Kom gennem natten,
ville lyse, ville lyse.

Aske.
Aske, aske.
Nat.
Nat-og-nat. - Gå
til øjet, det fugtige.

*

Gå
til øjet,
det fugtige -

Orkaner.
Orkaner, fra begyndelsen af,
partikelfygen, det andet,
du
ved det jo, vi
læste det i bogen, det var
mening.

Var, var
mening. Hvordan
greb vi fat i
hinanden - med
disse
hænder?

Det stod også skrevet, det.
Hvor? Vi
lagde en stilhed over,
giftstandset, stor
en
grøn
tavshed, et bægerblad, der
hang en tanke, vækstlig, på det -
grøn, ja,
hang, ja,
under ondsindet
himmel.

på, ja,
det vækstlige.

Ja.
Orkaner, par-
tikelfygen, der var endnu
tid, endnu
til at forsøge hos stenen - den
var gæstfri, den
afbrød ikke talen. Hvor
havde vi det godt:

Kornet,
kornet og trævlet. Stilkformet,
tæt;
drueagtigt og stråleformet; nyreformet;
flaft og
klumpet; løst, for-
grenet -: den, det
afbrød ikke talen, det
talte,
talte helst til tørre øjne, før det lukkede dem.

Talte, talte.
Var, var.

Vi
slap ikke taget, stod
i midten, en porebygning, og
det kom.

Kom mod os, kom
igennem, lappede
usynligt, lappede
den sidste membran,
og
verden, en tusindkrystal
skød op, skød op.

*

Skød op, skød op.
Så -

Nætter, udskilte. Cirkler,
grønne eller blå, røde
kvadrater: verden
satser sit inderste
i spillet med de nye
timer. - Cirkler,
røde eller sorte, lyse
kvadrater, ingen
flyverskygge,
intet
målebord, ingen
røgsjæl stiger og spiller med.

*

Stiger og
spiller med -

I uglernes flugt, ved den
forstenede spedalskhed,
ved
vore flygtende hænder, i
den yngste forkastning,
over
skydevolden på
den begravede mur:

Synlige, på
ny:
furerne,
korene, dengang,
salmerne. Ho, ho-
sianne.

Altså
står der stadig templer. En
stjerne
har vel endnu lys.
Intet,
intet er tabt.

Ho-
sianna.

I uglernes flugt, her,
samtalerne, daggrå,
grundvandssporene.

*

(- - daggrå,
grund-
vandssporene -

Bragt
ind i landskabet
med
det usvigelige spor:

Græs.
Græs,
skrevet itu.)

- Paul Celan, Sprachgitter, 1959.

mvh
Simon - god søndag.

Hej Simon

Hvilke ord, hvilke mellemrum, hvilken stemning, hvilket stjernelys og -drys ... og så til lidt mere Paul, en anden, men ganske kendt som et af de mange mellemrum, og her en stjernesol :))



Ny sol

En kølighed gled over vejen.
De stod og så den hænde.
Og pludselig var de løst fra sig selv,
vendt imod Sol og Sne:
Morgenen så de brænde.
Tid og navn faldt af deres hånd,
ordene visned i deres blod,
døre blev de som stumt sprang op,
ruder som åbne stod.

Øjet var ikke en grænse,
græsset blev grønt i deres sind
som det var grønt for deres fod,
stemmer
legede hviskende ud og ind,
solen stod op gennem deres lemmer
svidende ren og åbenbar,
og i et øjeblik holdt de sig tavse
oprejst som dem de hemmeligt var.

Paul la Cour / "Bark og ved" 1950


Natlige hilsner (stjernerne er deroppe, højere end skylaget)
RoseMarie

Hej igen i natten, Simon

... med mere poetisk fryd af Paul la Cour

En grund i mig kan ikke rokkes
om græsset snart skal træde på min skulder
og kilden tynges af mit blod.
En uforsonlig lykke i mig våger
født før end jeg,
født før end angst og mod.

Lynet som hærger græsset
røber træet blottet til vækstens dyb,
dens hemmelige rod.
Kom blæst, kom tåger af bitter frost,
omstyrt mit hus,
knus mine gulves fjæl.

Der er i os et lys
som alting tåler.
Nu lever det.
Nu blev det salt og stråler.
Der er spændt vinger til vor hæl.

Natteligst
RoseMarie