Hej RM..
Her et lille udklip fra ”Udsatte egne – det er mig” med Per Højholt, og selvfølgelig fordi jeg mener det er indtil flere gentagelser værdigt; ikke at klippet tidligere er blevet gentaget her i Mellemrummet, blot at klippets værdi er gentagelser værd – naturligvis også fordi, at Per Højholt var en skattet og anset nisse der savnes af rigtig mange ører; ja hans bænk står jo nu og dummer sig i ensomhed, ak … så gi ham lige lidt stemme..;)
– klip –
Lynskud – Tilfælde – Gentagelse
PH: Når man siger ˶øjeblikket˝ tænker folk almindeligvis: nå ja, livet hægtes sammen af en lang række øjeblikke. På den måde for de sammenhæng i det. Men det er forkert. Et øjeblik er sgu’ et øjeblik og det skal hædres som sådant. Man kan ikke opleve øjeblikke. Man kan have oplevet øjeblikke, men man kan ikke opleve dem, for så står man midt i det. Det er det samme med ˶nu˝, ordet flyver i vinden. Det øjeblik er det samme som musikken får efter. Øjeblikket indeholder netop det lige skete og det der kommer. Når du kender et stykke musik godt, så hører du ikke kun det øjeblikkelige alene, men du hører det i lyset af hvad der lige har været og hvad du ved kommer. Og det kan ikke undgås at øjeblikket får status derved. Det er med til at bygge øjeblikket op. Det er også en del af hele gentagelsesfilosofien.
LJ: Øjebliksoplevelsen er en af ambitionerne i dine digte?
PH: Ja, der skal gå et hvidt lyn gennem hovedet på folk så de siger: ˶ Hvad fanden var det? ˝ Den kunstneriske oplevelse, det er en brat indsigt, der kommer som et lyn eller en nysen. Nys har jo den egenskab, at det forener hele kroppen i en ekstatisk udfoldelse, uden for ens herredømme. Man kan overhovedet ikke styre et nys. Det kommer bare med et brag eller en knækken eller hvordan det nu lyder – efter min mening skal et nys have fuld udblæsning. Nys er noget, der kommer bag på én. Det kan være en åbenbaring, en sær behagelighed, for man giver efter og lader sjæl og krop blive et, et øjeblik.
På samme måde er det med den kunstneriske oplevelse. Så når man forlanger at forstå den, så svarer det til, at man vil forstå et nys. Det kan man ikke. Et nys det er noget, der altid har været. Det nu, hvor det sker, i det nu har man den maksimale indsigt i kraft af det kunstneriske udtryk.
På samme måde med en anden ting, hvor man også reagerer uvilkårligt uden for ens eget herredømme – latteren. Latteren har den egenskab at den bare kommer, når noget er skægt og det er tit når noget uventet sker eller når man tager to ting, som ikke har noget som helst med hinanden at gøre og fører dem sammen, hurtigt. Så opstår den eksplosion, som hedder latteren. Og latteren er basis for det kunstneriske arbejde. Man arbejder hen mod det højdepunkt som latteren jo er. Dette højdepunkt har ikke-sproglige udløsninger, man ler bare. Latteren er ikke formuleret, den er der bare og den kommer fuldstændig uvilkårligt og besætter alle ens sanser og hele ens krop. Latteren gør at man kan få det uforenelige til at nå sammen. Få det til at forenes i én størrelse, ganske vist kun i et øjeblik, nemlig så længe man ler. Man ler af skræk og rædsel og fordi det er skægt og fordi noget uforudset sker. Det nærmeste den menneskelige biologiske organisme kommer til et sprog, det er latteren. Det er organismens svar på en indsigt, som den ikke forstår, men dog er genstand for og ophavsmand til. Indsigten er gådeguld i almindelig logisk forstand, dog ikke når man ler sig frem.
Engang under et show var jeg udsat for, at en dame pludselig skreg højt og jublende og i pausen kom hun hen og sagde: ˶ Er du klar over, at du har helbredt mit knæ?! ˝ Hun var af latter kommet til at gøre en uvilkårlig bevægelse, så knæet pludselig var gået i hak. Jeg sagde: ˶ Meget kan en lyriker, men helbrede et knæ, det er sgu’ ellers ikke noget man gør. Er du helt sikker? ˝ Hun var fuldstændig sikker og hun ringede til mig senere og sagde: ˶ Det knæ det er bare i orden. ˝
LJ: Fører latteren til erkendelse?
PH: Det tror jeg. Man kan le sig frem til en vis erkendelse, men det er et problem for os udbytteriske mennesker at latteren, indsigten, erkendelsen er så kortvarig. Den er en pludselig brat indsigt, et glimt gennem hjernen, som gør at man pludselig indser, at det her er rigtigt. Eller at det her har en eller anden sandhedsværdi. Det er ikke bare sandfærdigt, det er sandt! Sådan er det! I hvert fald foreløbig. Latterens store force er, at den hele tiden og ved alting understreger foreløbigheden. Altså det, at erkendelser som forekommer os ret bastante, er foreløbige. For latteren søger sig hele tiden en ny genstand, en ny årsag, som den kan være virkning på, eller som kan udløse den. Og det gør at latteren er erkendelse på en rastløs måde. Den er altid på farten. Den er karakteriseret ved sit tempo i lige så høj grad som ved sin melodiske kvalitet. Rock-musik er i høj grad en studie i tempo. Osse jazz’en har en puls. Men den puls kan forandres og i det øjeblik den forandres, forandres intensiteten måske og nogen gange, så hører man pulsen forøge intensiteten, men det lykkes ikke altid. Det er en god idé at gøre det, derfor går mine digte tit meget hurtigt. De skal læses hurtigt, de skal opfattes hurtigt og bliver de ikke opfattet, så er det også lige meget, for de er røget lige i kroppen på læseren, hvis han eller hun er modtagelig nok.
Når man griner meget, så sveder man og løsner slipset, damernes mascara løber ned ad kinderne. Det ser skægt ud, når der kommer nogle uvilkårlige lyde. Latteren besætter ens krop og man gør alle de der mærkelige ting, som det pludselig er i orden at gøre. Men for at kunne le, så må man forstå. Den der ikke forstår en vittighed, kan ikke grine af den. Vi kender det alle sammen. Man er en dummernik, når man sidder der og glor og ikke har forstået vittigheden. Alle de andre griner og man prøver at grine med, men det bliver en underlig halvhjertet grinen. Man ér ikke med. Forståelsen er i og for sig en indsigt, et glimt gennem hjernen, som giver én en prøve på vanviddet og en største indsigt, samtidig.
Digtet er lynet som læseren ikke selv kan bidrage med. Alt det andet kan læseren selv klare – hvis ikke er det værst for læseren selv. Jeg forråder sagen ved at begynde at forklare. Men der skal bygges op til øjeblikket, til lynet. Folk skal kende omstændighederne. Du kender den der åndssvage præcision et lyn har. Det slår ned i en person og flækker træskoene, men lader personen uskadt. Og man tænker bagefter at det her, det må være gennemtænkt, det er ikke tilfældigt. Gu’ er det så! Det er bare tilfældets uendelige magt. Det ligner en lov, men det er det ikke.
LJ: Ligesom med den øvrige natur.
PH: Nemlig ja, præcis det samme. Jeg har det samme problem med fyrretræerne. Det øverste midterste skud af et fyrretræ, topskuddet, hvis der sætter sig en fugl på det, mens det er blødt, så knækker det.
LJ: Og så deler stammen sig?
PH: Ja, et af de skud der kommer nedenunder bøjer ind i en bue og vokser opad som et nyt midterskud. Hvad fanden er det, der afgør det? Går skuddene nedenunder i udvalg og bestemmer de demokratisk? Nej, det gør de ikke, det er tilfældet. Hvordan finder sideskuddet midten? Det er tiden, der afgør det. Jeg kan godt lide den der laaange laaangsomme tid, som naturen benytter sig af. Den kan være år om det.
LJ: Gentagelsen.
PH: Gentagelsen er et problem for vores fodboldlandshold. Hvem er det der scorer? Det gør dem, der er kolde i røven i det øjeblik hvor det er allersværest at være det. De laver det helt geniale og de kan ikke forudse, at de skal skyde.
LJ: De trykker af fuldstændig instinktivt.
PH: Men det instinkt skal opøves. Det er nødvendigt. Det er fascinerende at se sådan en kombination af tilfælde, helt langt nede på egen banehalvdel, blive ved med at gå godt. Hvis det ikke ender med en scoring, så er der et eller andet der knækker. Men bliver der scoret, siger man: det er fuldbragt! Det er det, jeg kalder at betjene sig af tilfældet. Det kan man lære sig. Det er erfaringen der gør, at man kan lære at omgås tilfældet. Indgangen til et digt får man tit foræret, et eller andet sted fra, men det kræver erfaring at vide hvornår den er der. Det melder sig pludselig og jeg siger: der er den! Hvad der så skal komme bagefter, det aner jeg ikke. Man kan gå længe med en indgang. Ligesom Bjørnvig der sagde: ˶ Det, der er problemet, når man rimer, det er, hvad der skal stå til venstre for rimet! ˝ Han gik for det meste rundt med flere rimpar oppe i hovedet.
LJ: Resten dukker op?
PH: Ja, pludselig faldet alt i hul og man tænker hvorfor har jeg ikke tænkt på det noget før?
Og hvem er det der er virksom der? Ja, det er én selv, men i kraft af hvad?
LJ: Tilfældet, som man i kraft af erfaringen, gentagelsen, har gjort sig modtagelig for.
PH: Ja. Gentagelsen kan være mange ting. Det er også den, der slår Dirch Passer og Jørgen Ryg ud. De skal gentage og gentage og de skal blive ved med at være spontane og fuldstændig umiddelbare. Det kan man jo ikke.
LJ: Men afhængigheden af suset fra publikum driver dem, tror du ikke? Der har du vel også selv været?
PH: Jeg har prøvet det, ja. Gudfader bevares! Og jeg tænker stadigvæk på, at jeg måske skulle … Det at have en sal med 700 mennesker for enden af fingrene, det er krafteddeme skægt! Ja, det er fantastisk. Det er som at skrive i virkeligheden, havde jeg nær sagt. Man har den fornemmelse, når man improviserer – hvad jeg næsten altid gjorde – overfor en stor forsamling, at det nærmer sig skrift.
Kunstnerisk arbejde består i høj grad af gentagelser. Man skriver et digt igennem, jeg ved ikke hvor mange gange, uden at ændre noget, for at få det manuelt op, sådan at det sidder i armene på en og i skulderen på en, i stedet for bare at være oppe i hovedet som en indsigt eller forståelse. Det skal også være der som en sanselig erfaring.
Den kunstner som ikke ved nok om fænomenerne, er efter min mening en dårlig kunstner. Men den som ved meget om fænomenerne er ikke nødvendigvis en god kunstner, sådan er det heller ikke. En kunstner bør vide besked med for eksempel naturvidenskabens fremskridt, genmanipulation og mange andre ting, alt muligt. Man må ikke komme i nød for viden. Men ofte tænker man: den her indsigt, hvor fanden kommer den fra? Det var en viden jeg ikke havde før, men som jeg nu har arbejdet mig frem til. Ikke ved at erfare det, men ofte ved at gentage og gentage den samme dumhed så mange gange, at den ligner en tanke og dermed bliver en tanke. Og den tanke er sanseligt – ikke intellektuelt – funderet. Det er en meget vigtig erkendelse, som er kendetegnende for moderniteten. Netop det at vi sgu’ ikke kan gå rundt og være uskyldige. Vi kan ikke gå rundt og nære os af ikke at vide noget og gøre os dumme på den måde. Men man kan dog ikke studere til kunstner, for oveni kommer intuitionen, som betyder, at det er muligt for en at forene det uforenelige og at kombinere fuldstændig frit og suverænt så man næsten tror, at ansvaret ikke er ens eget, men ansvaret er tingenes selv. Der er mange, der så lader sig forlede af dén indsigt, til at tro at alting er én stor sammenhæng. Det er noget sludder!* Alting er en stor forskel. Sammenhængen skaber vi i kraft af vores intellekt og vores indsigt. Sammenhængen er der ikke, den skabes og engang imellem bliver det til et kunstværk.
Gentagelsen i kunsten er også de verselinjer, der sidder i hovedet på én og som man ikke kan glemme, fordi de har gjort indtryk på én engang og stadigvæk gør det. De er uopslidelige. Det er sådan nogle alle digtere gerne vil skrive. Ting der hænger sammen på en måde, som er uforglemmelig. Det er ens inderste mål at lave noget uforglemmeligt. Og det ophæver selvfølgelig den øvrige gentagelse, for lykkes det én at lave bare fem-seks digte, der er så gode, så må man sige at meningen med ens liv faktisk er … fuldbragt. Bræk! – Men jo, det er rigtigt nok. Det er blot ikke noget der hjælper én. Man bliver ved med at prøve, man bliver ved med at gentage i håbet om, at der skal ske noget. Jeg skriver som sagt mine egne digtudkast af mange gange for at se, om der ikke skulle være en eller anden inertiens lov, så jeg kom til at skrive for meget eller for rigtigt. Derved får jeg måske en rettelse ind i kraft af gentagelsen, en rettelse eller tilføjelse som jeg ellers ikke ville have opnået. Det er gentagelsens skabende kraft, der gør sig gældende der. Uden den var vi ingenting. Vi er selv gentagende væsner, vi ligner vores forfædre. Vi er en gentagen natur.
LJ: Og døden er gentagelsens definitive ophør.
PH: Ja, Kierkegaard siger, at i gentagelsen sker det nye og det er det man skal holde øje med. Døden, den ultimative død, den sidste og eneste død man har, er på en måde også en gentagelse. Man har prøvet døden igennem i hovedet adskillige gange, og har dermed vænnet sig til dem. Ganske vidst ved man jo ikke hvad man skal vænne sig til, men døden accepteres på en eller anden måde – i hvert fald i mit tilfælde – fordi man ved, om ikke andet, at man sgu’ da endelig får fred – i bogstaveligste forstand!
– klip –
* akkurat dette sted, bør lægprædikanten Arne gentage adskillige gange for sig selv! ;)
mvh
Simon
Svar
Citer