Hej du
Mærker også du foråret krible i hoved og hænder som en latter, der bobler i maven? :))
Martssol
Jeg rejste mig fra Sengen, da Nabohanen gol, —
dér laa Haven gylden under Morgenens Sol;
alle Buske blinked og tegned i Net
over Gangen deres grenespinkle Skyggeskelet,
Sneroser, Jordbærplanter og Græs fra i Fjor
drypped soltøet Rim mod den nattefrosne Jord,
og højt hvor Himlen blaaned som en frostbleg Viol,
stod Foraarsmorgnens luende, ungdomsødsle Sol.
***
Fra min Barndom har jeg elsket Gryet,
Morgenhimlen, solklar, silkeskyet,
Dagens Rosenlys langt ude i det fjerne,
over Skoven Nattens sidste Stjerne.
Alt det bedste, som mit Hjærte gemmer,
vaagner som et Brus af Barnestemmer, —
trods al Verdens ondt jeg har i Eje
Fryd, der funkler over Morgenveje.
***
Klaverstykke
Vi sidder alene herinde,
sligt hænder just ikke saa tit,
og snakker saa flovt hen i Vejret,
hør! hvad om De spillede lidt?
Jeg sætter mig tæt ved Klaveret,
— vi er jo alene, vi to,
og prøver, imedens De spiller,
at glemme min skørnede Tro.
Jeg sætter mig tæt ved Klaveret,
saaledes at Dem jeg kan se,
saa faar jeg de dejligste Drømme
i Vrimmel som faldende Sne.
Jeg vidste jo nok, at De vilde,
— vi er jo alene, vi to, —
saadan, nu sidder jeg stille
og steder min Skepsis til Ro.
* * *
Som Barn har jeg sværmet, som Barn har jeg drømt
saa lødige Drømme som nogen,
duftende Blomster og straalende Ry
har jeg høstet i Kakkelovnskrogen.
Jeg har ligget saa tit paa min Sofa og følt
mine Øjne i Sejersglød lyne,
og fejret Triumfer som ingen før jeg,
naar jeg putted mig under min Dyne.
Jeg mindes, jeg troede paa Bibelens Gud
og paa Himmerigs dejlige Sale,
og mente, en Prædiken dog var lidt mer
end en Sagførers pyntede Tale.
Jeg ved, jeg har dyrket et sminket Begreb
og ligget paa Knæ for det Skønne
og talt om et Hyggens og Livslykkens Slot,
naar jeg traf paa en lerklinet Rønne.
Men Barnet blev voksent, og Drømmene svandt,
som Blomsterne knækkes i Blæsten;
Livet betalte kun daarligt mit Slid
og brød sig slet ikke om Resten.
Men nu som jeg sidder i Halvmørket her
ved Siden af Dem, mens De spiller,
opdukker de banlyste Drømme igen
og frem til Benaadning sig stiller.
I spraglede Dragter, i skinnende Slør,
som aldrig blev stænket af Skarnet,
stiger de langsomt; jeg kender dem knapt,
de har vokset sig store med Barnet.
De lokker saa hedt, de hvisker saa tungt
om Sol under løvlyse Grene — —
— Men, Kære, nu spiller De pludselig vildt! ...
Ja saa! vi er ikke alene. —
Viggo Stuckenberg
Bobler af hilsner
RoseMarie