0
registrerede
823
gæster og
285
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#22607 - 19/01/2017 15:40
Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1013
|
|
Poetisk fryd i Schadetoner :))
Konkyliens sang
Sommerblæsten synger blå I min sanselige krop, Det suser i mit hoved – Det er en konkylieskal Fra evighedens strand, Og verdensvæsner, Barnlige sjæle Holder mig for øret, Hører mig koge og suse.
Langt borte fra Kommer lyden, Kommer en sagte solrislende lyd Fra grønne gennemsigtige bølger, Fra der hvor inden véd – så vokser den Nærmere, nærmere Kommer den, Og det er som du synker i et stort hav af længsel Og bader i evighedens bølger.
Og kommer du, og ser du Og finder min skinnende form, Min regnbuefarvede skal, Da vil du længes – For jeg synger som sommerblæsten Om det som sov i dig selv – Og vågner engang måske, Når solen har drukket mine farver, Og vi ser de smilende børn, Hvis drømmende øjne er stjernerne, Der kigger på jordens svingende kugle Og lytter til mærkelige toner –
Jeg synger som sommeblæst, Hør mig, Over det susende hav Usynlig kommer jeg farende – Op bag jordens skuldre Stiger små skyer, Jeg fører dem med mig, Jeg giver dem vinger, De store, hvide, flagrende skyer.
Jeg giver bølgerne liv Og evig bevægelse, Jeg kysser dem bløde og eftergivende, Jeg kysser den gejle og skumfrådende, Jeg lader dem rase og rulle med øjnene I afmægtige lidenskaber. Jeg lader dem synge sig smægtende trætte I kystens frodigt smilende arme –
Min vej er evig, I stilheden dør jeg, Men hvor jeg er, synger livet – Du ser mig drage med skyer over landet Og velsigne jorden, Du mærker min ånde i modent korn, I solbrun markduft, Du hører mig hviske i krydret lyng, i biernes summen, Du hører mig synge i mågernes stormskrig, I solsortens messesang, Mine vingers pust går gennem dit vindue Og lufter gardinet, Du hører mig synge dybt i dig selv, I dit susende blod, Jeg hører alle levende hjerter på jorden, Og de ler af lyst.
Jeg synger sol og sæd – Jeg stemmer instrumenterne, Sjælenes – legemernes, Jeg lader tonerne stige, Jeg slår orkanens akkorder an, Jeg synger sansernes symfoni –
Skønne og skyldfri Er skabningerne, Som en rød tråd Slynger floden sig Fra skød til skød, Fra slægt til slægt, Gennem livets land Til evighedens hav – Rislende rene er vi I det hvide solrige, Som luften efter tordenvejr – Strålende sandsletter er vores tanker, Hvilende på stranden O plastiske skikkelser, Usammenhængende er sandkornene, Kommer orkanen Hvirvles mod alle verdenshjørner De små kloder –
Umådelige er vi, Ladet med almægtige lyster Som en elektrisk sommerdag – Når skyer formørker solen Med gigantiske gudespil – Når hvide, vingede englebørn Jages af sorte djævleunger Og de sorte sejrer – Under bjergenes bragen Floders styrten, Og de sendes lynende stråler Af flydende ild, Og de pisker flammer Af jordens skød Og bringer død Og dårskab.
Men om aftenen, når luften dirrer Over blomstrende lyng Og duftende korn, Da synker solen i knæ Og græder blod, Da kysser den jordens skuldre Med en glorie om hovedet, Og da kommer stjerneøjnene frem –
Og jeg synger min elskedes drøm – Jeg rækker helt op i himlen Og river en stor, rød stjerne ud, Det er hendes hjerte - - Og jeg holder det i hænderne, Og ser, Hvor det banker og bobler varmt Og det hvisker og giver mig nøglen Til alle himlens gåder –
Men jeg ser, hvordan det fryser Og fryser til en stor klump af guld, Og jeg tager mig eget hjerte Og lægger det i hende – Så smelter hun og smiler Og hviler tryg som jorden I sin grønne seng.
Hendes øjne er åbne og nøgne I den dybeste favnende drøm – Og vi hører et sydhavns dønninger slå Mod en solberuset og ensom ø. Hendes negle er røde koralrev I armenes rytmiske bølger, Og brysterne buede kraterbjerge I et fjernt og fantastisk land, Hendes magtgyldne lysende underliv Er en japansk måneskive, Hendes skød er en skovsøs dunkle mystik I det mørkeste Afrika –
Og vi drømmer, at tiden er død, Og jorden falder ned Og slår hul på himlen og vi ser de smilende børn hvis drømmende øjne er stjernerne – de går og leger ved stranden – så finder de en konkylieskal – en tusindårig konkylieskal – og det tager den op og lytter ---
Jens August Schade
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#22609 - 21/01/2017 03:22
Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
|
|
Hej RM.. Det var jo herligt at komme hjem til et par dansende versefødder, tak for dem - hvad der straks fik mig til overveje returneringen, og pludselig slog det mig: Walter Matthau...dét er poesi! Men da man ikke ka' sige poesi uden at sige Walter Matthau, kan man heller ikke sige Walter Matthau uden at sige Jack Lemmon, så derfor får du her begge de skøre kanutter i samme båd - guderne må da forresten vide hvordan konerne klarede en aften med dem i samme rum, jeg selv ville være død af grin... https://www.youtube.com/watch?v=nOIqkTdOTzcmvh Simon P.s.: beklager reklamerne - reklamefolk sku sendes til Sibirien sammen med Trumpffft!...;)
Redigeret af Simon (21/01/2017 03:24)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#22611 - 22/01/2017 05:49
Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
|
|
Hej i en disset, grågrøn søndag morgen, RM..
Og som P.s. til de to vidunderlige skuespillere, der vist altid har komplementeret hinanden så storartet, men hvor særlig Walter Matthau med sine æselører og hangen til det gode slagsmål med krydsord, jo så ofte fremtvang forståelsen af meninger gennem krystalklare ironiske modsætninger, ja så ører ligefrem spidsedes når munden åbnedes...
...her et digt af Paul Celan, som der er så vældig musikalsk en storhed i; og ingen hænder ka' vel som Ingeborg Bachmanns udtrykke hans koder i forståeligere lydbilleder, så derfor først lidt fra en af hendes forelæsninger i Frankfurt, egentlig hendes egne noter der senere blev udgivet i samlinger, hvorfra hun i samlingen Ny tænkning, nyt sprog (kap.: Om digte) siger flg.:
... Dette gælder i højeste grad også for digteren jeg her til slut vil tale om: Paul Celan. Med et gravskrift, Todesfuge, fremtrådte han først for os, og med svært lysende, dunkle ord, som foretog en rejse til natten ende. Og jeg'et giver i disse digte afkald på det store og voldsomme, på en fremtvungen autoritet - og vinder autoritet idet det ikke ber om andet for sig selv end: «gør mig bitter, regn mig med til mandlerne, regn mig med til det ... som holdt dig vågen ...» (Fra «Zahle die Mandeln» i Paul Celan: Mohn und Gedächtnis, 1952.) Men her har jeg taget han sidste digtsamling med, Sprachgitter, siden han her begiver sig ind i et endnu ukendt, nyt terræn. Metaforerne er fuldstændig blevet borte, ordene har aflagt sig enhver forklædning, tilsløring, ikke et eneste ord flyver længere mod et andet, beruser et andet. Efter et smerteligt vendepunkt, en yderst hård overprøvning af forholdet mellem ordene og verden, følger nye definitioner. Digtene hedder «Matière de Bretagne» eller «Bahndämme, Wegränder, Ödplätze, Schnutt» («Jernbanedæmninger, vejkanter, tomme pladser, deponering) eller «Entwurf einer Landschaft» (Udkast til et landskab) eller «Schuttkahn» («Skraldebåd»). De er ubehagelige, undersøgende, tilforladelige, så tilforladelige i at benævne at det må hedde: hertil og ikke længere. Men pludselig, på grund af den strenge begrænsning, er det igen muligt at sige noget, helt direkte, uden koder. Dette er muligt for den som om sig selv sir, at han går virkelighedssåret og virkelighedssøgende med sin eksistens til sproget. I slutningen af det store digt «Engführung» («Tætføring») optræder en lignende sætning, og med den vil jeg gerne slutte - men for at ordet »stjerne« skal forstås rigtigt, nævner jeg først at stjernerne for Paul Celan var et »menneskeværk«, at det er et menneskeværk der her menes:
......... En stjerne har vel stadig lys. Intet, intet er tabt.
*
Selve digtet:
Tætføring
-
Bragt ind i landskabet med det usvigelige spor:
Græs, skrevet itu. Stenene, hvide, med stråenes skygger: Læs ikke mere - se! Se ikke mere - gå!
Gå, din time har ingen søstre, du er - er hjemme. Et hjul ruller, langsomt, af sig selv, egerne klatrer, klatrer på sortagtig mark, natten behøver ingen stjerner, ingen steder spørges der efter dig
*
Ingen steder spørges der efter dig -
Stedet, hvor de lå, det har et navn - det har intet. De lå ikke der, Noget lå imellem dem. De så ikke igennem.
Så ikke, nej, talte om ord. Intet vågnede, søvnen kom over dem.
*
Kom, kom. ingen steder spørges der -
Det er mig, jeg, jeg lå imellem jer, jeg var åben, var hørlig, jeg tikkede for jer, jeres åndedræt adlød, det er stadigvæk mig. I sover jo.
*
Er det endnu -
År. År, år, en finger famler ned og op, famler omkring: Sammensyningssteder, følelige, her står det vidt åbent, her voksede det sammen igen - hvem skjulte det?
*
Skjulte det - hvem?
Kom, kom. Kom et ord, kom, Kom gennem natten, ville lyse, ville lyse.
Aske. Aske, aske. Nat. Nat-og-nat. - Gå til øjet, det fugtige.
*
Gå til øjet, det fugtige -
Orkaner. Orkaner, fra begyndelsen af, partikelfygen, det andet, du ved det jo, vi læste det i bogen, det var mening.
Var, var mening. Hvordan greb vi fat i hinanden - med disse hænder?
Det stod også skrevet, det. Hvor? Vi lagde en stilhed over, giftstandset, stor en grøn tavshed, et bægerblad, der hang en tanke, vækstlig, på det - grøn, ja, hang, ja, under ondsindet himmel.
på, ja, det vækstlige.
Ja. Orkaner, par- tikelfygen, der var endnu tid, endnu til at forsøge hos stenen - den var gæstfri, den afbrød ikke talen. Hvor havde vi det godt:
Kornet, kornet og trævlet. Stilkformet, tæt; drueagtigt og stråleformet; nyreformet; flaft og klumpet; løst, for- grenet -: den, det afbrød ikke talen, det talte, talte helst til tørre øjne, før det lukkede dem.
Talte, talte. Var, var.
Vi slap ikke taget, stod i midten, en porebygning, og det kom.
Kom mod os, kom igennem, lappede usynligt, lappede den sidste membran, og verden, en tusindkrystal skød op, skød op.
*
Skød op, skød op. Så -
Nætter, udskilte. Cirkler, grønne eller blå, røde kvadrater: verden satser sit inderste i spillet med de nye timer. - Cirkler, røde eller sorte, lyse kvadrater, ingen flyverskygge, intet målebord, ingen røgsjæl stiger og spiller med.
*
Stiger og spiller med -
I uglernes flugt, ved den forstenede spedalskhed, ved vore flygtende hænder, i den yngste forkastning, over skydevolden på den begravede mur:
Synlige, på ny: furerne, korene, dengang, salmerne. Ho, ho- sianne.
Altså står der stadig templer. En stjerne har vel endnu lys. Intet, intet er tabt.
Ho- sianna.
I uglernes flugt, her, samtalerne, daggrå, grundvandssporene.
*
(- - daggrå, grund- vandssporene -
Bragt ind i landskabet med det usvigelige spor:
Græs. Græs, skrevet itu.)
- Paul Celan, Sprachgitter, 1959.
mvh Simon - god søndag.
Redigeret af Simon (22/01/2017 06:13)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#22615 - 23/01/2017 00:22
Re: Poetisk fryd..
[Re: Simon]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1013
|
|
Hej Simon
Hvilke ord, hvilke mellemrum, hvilken stemning, hvilket stjernelys og -drys ... og så til lidt mere Paul, en anden, men ganske kendt som et af de mange mellemrum, og her en stjernesol :))
Ny sol
En kølighed gled over vejen. De stod og så den hænde. Og pludselig var de løst fra sig selv, vendt imod Sol og Sne: Morgenen så de brænde. Tid og navn faldt af deres hånd, ordene visned i deres blod, døre blev de som stumt sprang op, ruder som åbne stod.
Øjet var ikke en grænse, græsset blev grønt i deres sind som det var grønt for deres fod, stemmer legede hviskende ud og ind, solen stod op gennem deres lemmer svidende ren og åbenbar, og i et øjeblik holdt de sig tavse oprejst som dem de hemmeligt var.
Paul la Cour / "Bark og ved" 1950
Natlige hilsner (stjernerne er deroppe, højere end skylaget) RoseMarie
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|