Hej i vinden..

Åh ja, Gelsted – den gamle hankat – hva’ han ikke har bedrevet, det er ikke småting! ;)
Poesi ku være drømmen af verden, der hjælper den lidt videre – den ka være mild, sjov, underfundig og usigelig dramatisk, som den ulykkelige kærlighed der springer os i øjnene med usigeligt smukke tankebilleder fra smertens indre skuffe, nogen efterlod åben. Det er ikke småting vi efterladte har at gå på opdagelse i, og så er det kun den synlige top.

Pt. genser jeg John Mortimers serie Rompole of the Baily, med Leo (Mc)Kern i rollen som den dybt uimodståelige poetiske advokat – der simpelthen var Rompole i hver en nerve –, manden der er gift med ’She who must be obeyed’, to karakterer så indbyrdes forskellige af sind, men af hinanden dybt afhængige gennem det lange livs fælles historie, og med hvad dertil hører af livets kvaler, som han altid klarer over en sjat god poesi og en halvgod pøs rødvin i Pomeroy’s wine bar. Måske du så serien, tilbage i 70’erne ell. beg. af 90’erne? Den var ret populær – og uden mulig sol på tippen, og med et DRG der kun sender teenage-tv, ja så har vi jo alle gode undskyldninger for at kaste sig over nostalgien fra dén kant..;)

Men nu vil jeg om nogle dage forlade Mellemrummet for en tid, så ka du og andre fylde på tanken, hvis der lystes. Mon Treram nyder livet og de tidlige morgenstunder i køkkenet over en sjat the, eller får han sin gode søvn i vivens varme arme; og mon Ole får sine sildemadder med den tilhørende schnøpz, og ellers er i godt humør på rejsefod? …vi ved det ikke, ikke endnu, men det ku sensommeren måske afsløre for os…;)
For resten har jeg hørt en lille fugl synge om, at Rygen fylder 70 år og at det fejres på torsdag; hva gir du? Dét må man selvfølgelig se, med en skål i aftenskaffen for den gode mand.

mvh
Simon

Nattelyrikken her i Mellemrummet lyder:


Men se Fjeldet rydt og raat
hvor det glindser som Krystal,
just hvor brattest er dets Fald,
violet og himmelblaat!
Hvad har glattet Alpens Horn,
afpolert dets haarde Side
Flek for Flek og Korn for Korn?
-- Regnens Draabe,
bløde Hvift af Skyens hvide
af Atomer vævte Kaabe,
Fjedrene paa Taagens Hat.
Hvad har knust til Sand Graniten?
vasket ud den røde Spath,
saa det dynger sig i Klitten
stedse mere skjært og hvidt?
-- disse Vandets bløde Kredse,
dette Havets maalte Skridt,
dette blide Bølgeslag,
i en dyb Bevægen stedse,
liig en Verdens Aandedrag.

Henrik Wergeland

Med natlige hilsner fra RoseMarie

Go'morgen Simon

Morgen i Mellemrummet og mere Wergeland ud over marker og fjelde :))


Og i tusind Aar hver Sommer
ryster Mosen sine smaa
bægerformte Sølverblommer
over golde Klipper graa,
til i al den spredte Grøde
store Furu finder Føde.


Intet -- Større eller Mindre --
Intet frugtløst og forspildt,
er der Hensigt i dets Indre,
slænges ud det end saa vildt.
Markens Dugg,
dampet hen i Solens Glød,
samles hist i Skyens Skjød
som et svævelystent Flor,
vævet kun af Blomstertinter;
og de Fnokkers fine Fnugg,
gamle Piletræ sig spinder,
flittigt som den gamle Moer,
der kun tænker paa en Vinter,
sporløst ei i Blæsten svinder:
Myren, hvor det daler ned,
slæber det til Huus afsted.


Skulde Skjaldens Ord, den skjære
Dugg af Lysets Funker, varm
som om Blod sprang af hans Barm,
Eneste i Verden være,
som foruden Spor og Minde
kan forspildes og forsvinde?
Op! hvis Herrens egen Røst
fylder med en Storm dit Bryst!
Ud den bruse i det Øde!
Bedre Tiders Morgenrøde
vil den frem af Mulmet støde.


Op! hvis dine Fingerender,
naar de Harpens Strenge møde,
Funker ud i Mulmet sender!
Enkelte dog i det lille
haarde Folk, forskrækte, stille,
-- enkelte, som Lapper over
Fjeldenes forstente Vover,
naar et Syn af fjerne Flamme
kalder dem fra deres Gamme --
ile did, hvor Skjalden lader
tone sine Strengerader;
og, naar Øjet op han slaaer,
snever Kreds omkring ham staaer.
Det er nok!
Han vil føle, han ei længer
Folk af Millioner trænger --
kun en liden venlig Flok.


Jeg fylder mere på senere :))

Morgenhilsen fra RoseMarie

Ohøj i natningen RM..

Jah, Wergeland var en af de helt store, og et af de største digte i norsk poesi var måske »Følg kaldet« samt andre smukke sager. Ser man bort fra den profane religiøse digtning, med dens indlysende agenda, så har lyrik sin oprindelse i tanker og følelsers søgen efter en social proces, der når den er central og adresserer sorger og glæder i det fælles liv, samler folk. En sådan samlingsfigur var Arnulf Øverland, hvis ”kampdigte” i besættelsesårene indbragte ham fire års ophold i tyske fængsler og koncentrationslejre – mens Danmark levede under en ”overenskomst” der sorterede under Rippentrop, med Buhl og Scavenius som de ansvarlige for opgivelsen af de grundlovssikrede menneskerettigheder, var Norge helt styret af SS-folk som Terboven, noget der kunne mærkes og ansporede mange knyttede næver, og manges liv gik tabt. Her lidt poesi fra tiden tilbage, og eftertiden indenfor murene:

DET DAGES I NORGE

Der ligger øde heier hen
og endeløse myrer.
Der tynnes skog, der rømmes grend,
som bankene bestyrer.
Der ligger pansatt industri,
og landets fedre hænger i
og frelser fedrelandet
fra folkets tyrani!

Da vi blev kvitt den danske fyt
og svenkenes kavalerer,
da smatt der inn, hvor de gikk ut,
en trivelig grosserer.
Og mager er han ikke blitt.
Men hvorfor har vi blødd og stridt
mot fremmed herrevelde?
Vårt folk skal være fritt!

En prest skal være god og mett
og dundre og forbanne.
En kriger skal ha stramt korsett
og dø for fedrelandet.
Men hvorfor skal en hjemløs trell
betale direktørens gjeld
og digre etegilde,
når han er sulten selv?

Vi utan fedreland forstår
omsider, hvad man sa oss:
Det v a r en skam – men var det vår? –
at man tok landet fra oss.
Bebreid oss, hvad I selv har gjort!
I elsker landet? Selg det fort!
For snart tar vi tilbake
det, I har spillet bort!

For fedrelandet vil I slåss,
det er vel faneeden?
Men våpnene er vendt mod oss!
Vi mærker kjærligheten!
Du som vil kjempe for vår fred,
hvem er det du vil kjempe med?
Du som vil verge landet,
vil du slå folket ned?

Vi tømret hus, vi satte plog,
der bare lyngen grodde;
vi rydder plass i myr og skog,
der aldri nogen bodde.
Slik har vår slekt i tusen år
i tålsomt slit og unge kår
hver dag erobret jorden,
og derfor er den vår!

Hvad er i dag vårt fedreland?
Et kammers og en gate!
Å elske det går kanskje an;
men vi kan også hate!
En sliter tredemøllens trin,
og stanser ved en lukket grind,
og vi skal elske landet
og slipper ikke inn!

Når vi får pløie egen jord,
der vi kan være trygge
og vite, det er her vi bor,
og våre barn kan bygge,
da skal vi gjøre hvad vi kan
med hånd, med hjerte og forstand,
og vi skal også verge
vårt e g e t fedreland!

- fra digtsamlingen Den røde front..

DE SAMME STJERNE

De samme stjerner,
som lyste på min ubetrådte sti,
går tyst og glitrende inatt forbi.

Fra sengen i min celle, der jeg sitter,
ser jeg dem sveve bakom rutens gitter.

Den veldige Orion finner plass
i en av disse rammer utan glass!

Her spenner evigheten ut sin bro
mot mennesket, som aldri gir sig ro.

Her er en stillhet, rislende og sval
som brenning om en ø av vit koral,

en stillhet, sort og tett av hjerteslag
og av tilbakeholdte åndedrag! –

som da tre hellig-konger stod og frøs
en vinternatt ved døren til et fjøs!

*

Nu er der mange tidehverv gått hen;
men faller sneen,
da kommer alltid kongerne igjen.

De leter efter barnet og dets mor,
for de vil drømme tingene, de tror.

De liker ikke, at en tømmermann
skal gøre drømmen skremmende og sann.

De elsker stjernen over sorg og nød,
den samme stjerne,
den samme marmorbleke offerdød!

- Arnulf Øverland, Vi overlever alt.

mvh
Simon

Ohøj i natta, RM – og apropos ”synd tappert”…

K Z

KZ var den populære forkortelse for koncebtra-
tionlager.
«Frihetsløftet, smidd i portens jern» : Gitterporten
til det indre av leiren Sachenhausen var prydet
med følgende innskrift: «Arbeit macht frei.»
Die klamotten – gemytlig-chikanøst om fan-
genes klær.
Augen gerade aus! Rührt euch! er vanlig kom-
mandoord.
Das Revier er sykehuset.
Der puff er horehuset. Scheinm billet, kunde
man få kjøpt hvis man var av «arisk» rase.
«Antreten zum Puff!!» er det eneste av de citerte
utrop eller replikker, som jeg ikke har hørt.

*

Ennu drømmer jeg om gitterlugger,
Schwartsbrot, kålrotsuppe, kvalme mugger –
angsten, når de skyter slåer fra,
og når døren låses op – hvad da ?

Bare mørke. Det er midt på natten.
Dette kan jo ikke være sandt!
Han har ingen øine under hatten,
bare brølet: Aufsteh’n! An die Wand!

Jeg klær på mig. Først skal jeg barberes.
Dette tegner til en midnatsmesse.
Så skal man kanhende konfronteres.
Den som spør, får svaret – in die Fresse !

*

Vi er på transport – nach Irgendwo.
Toget går. Det standser ikke mer.
Himmelranden er som levret blod.
Vi får aldri vite, hvad der skjer.

Det er sommer. Kanskje det er høst.
Vi er mange tusin under marsj.
Den som faller, ut av takt, får trøst:
Gieb ihm doch ’nen Fusstritt in den Arsch !

*

Frihetsløftet, smidd i portens jern,
slavemærket, fastsydd på din trøie,
murene som reistes til vårt vern,
allting er beregnet ganske nøie:

uvisshetens stille skrekkregime,
- han som merker sig et ord, du sier,
for å bruke det ved leilighet, -
søvn og abeidsydelse per time,
dagsrasjonens antall kalorier,
krematoriets kapasitet !

*

Die Klamotten hast du abzugeben !
Eine Meldung kriegst du, wird nicht fehlen !
Junge, Junge, du wirst was erleben !
Augebn gerade aus ! Rührt euch ! Abzählen !

Antreten zum Puff ! Wer hat noch Schein ?
So ein Volk hat Gott sich auserkoren !
Lass ihn liegen, sei doch nicht gemein !
Ihm ist schon der Dreck im Arsch gefroren !

Willst du ins Revier ? Ach was ! Warum ?
Komm, wir tragen dich ins Leichenhaus !
- Fasst ihn unten da ! – Wie bist du dumm !
Mensch, du bist schon tot ! – Nun also, raus !

Tolb ukrainere og jeg var spent
for en kabeltrommel, da han falt
og blev valset flat. Da det var hendt,
hendte ikke mere. Det var alt.

Der kom læss med filler og med lær.
Jeg sorterte sko og brukte klær.
Innimellem var der barnesko
og små trøier, flekket til med blod.

Hundene, dresserte til å bite,
åt sig engang mette på en mann..
Det som blev igjen, var alt for lite
til å henge. Det gikk ikke an.

Altfor mange stjal av grisematen.
Trodde fangerne, at den var deres ?
Et eksempel måtte statueres.
Den som tar fra grisen, tar fra staten !

Skrekken kunde stivne i et ord:
tingen blev fortrolig likevel.
Nogen brukte galgens understell
uanfektet som sitt spisebord.

Her skal settes punkt. Men det var mer.
Det var vår historie som skjer.
Den må få en ende,
før det nye kommer, som skal hende.

- Arnulf Øverland, Sverdet bak døren.

mvh
Simon