Til øjne og ører:

Billede

Se månen som en brun tobak
i mundingen af piben!
Den står og lyser. Mange tak!
Nu gik der ild i piben.

Og månen lyser meget mer –
den steg jo af skoven
som tændte en usynlig mand
en pibe, set fra oven.

- Schade.

https://www.youtube.com/watch?v=Fz1ex78QeQI
https://www.youtube.com/watch?v=FQQj2rQBFvA
https://www.youtube.com/watch?v=J_Qe1U5JIt8

mvh
Simon

Go'morgen Simon

Schade og musik hører næsten uadskilleligt sammen, og det samme er det for James Joyce og hans Digte og epifanier. Så jo, nu er jeg langsomt ved at nærme mig Joyce som optakt til Ulysses efter min Prousteperiode ... :)))


KAMMERMUSIK

I

Musik i jord og luft
Hør strenges spil
Musik og pilens duft
ad floden til.

Musik lyder langs med floden
hvor Elskoven går
med blege blomster på kappen
og løv i sit hår.

Han står så stille
imod musikken vendt.
Hør ham nu spille
sit strengeinstrument.


II

Tusmørket går fra ametyst
til blåt og dunkelblåt.
Og lampens blege grønne skær
er over vejen trådt.

Klaveret spiller en gammel sang,
så lystig, langsom, blid.
Hun bøjer sig over elfenben
og vender hovedet hid.

Alvorlige øjne og tanker sky
og hænder, der flagrer lyst.
Tusmørket bliver dunkelblåt
med lys af ametyst.


III

Kan du høre i denne stille nat
du ensom op imod himlen ser
at nattevindene sukker her
og harper beder Amor at
snart gryets under sker.

Nu mens alle sover våger du
og hører harpers spinkle klang
for Amor som en velkomstsang.
Hør nattevinden svarer nu
og melder solopgang.

Spil, harper, for kærlighedens Gud
der spreder lys, hvor end han går
over skyer nu i timen hvor
musikken vælder fra himlen ud
og jordens lande når.

IV

Når over himlen går en stjerne
jomfruelig og modløs, sky,
en stemme kommer fra det fjerne
og synger ved din dør påny.
Hans stemme blid som dug i maj
og hør, han synger kun for dig.

Synk ikke hen i drømme mer
når han ved aftentide kalder
og grund ej mer: Hvem synger der
de ord der i mit hjerte falder.
Men lyt til sangens ord, og vid,
at det er mig, der kom herhid.


Proust har jeg stadig gang i, også sådan lidt her og der, fordi mange forfattere beskriver, hvilken inspiration han har været for dem hver især bl,a. Jens Christian Grøndahl og Knausgaard. Zweig venter jeg stadig på skal blive ledig fra biblioteket, og den glæder jeg mig også til. Ellers har jeg taget lidt fat i Tove Ditlevsens forfatterskab, både fra din tidligere inspiration og fra denne radioudsendelse for nyligt:
https://www.dr.dk/radio/p1/skoenlitteratur-pa-p1/skoenlitteratur-pa-p1-2019-02-06

Forårssolens lune dage blev nydt trods rindende øjne og næse, så det næsten har været umuligt for mig at se ud af de tilsandede øjne. I dag vil jeg danse regndans i haven i og råbe hurra for dråberne, der kommer som himmelsendt ... :))

Go' søndag til os begge
RoseMarie

Morn’ i regnen, RM..

Kun en del af Knausgaards hudafføring nåede øjnene, lagde den fra mig inden han korsfæstede sig selv på torvet - tænk, at han har følt sig inspireret af Proust, det kommer nu alligevel bag på mig..;)

Jeg deler med Tove Ditlevsen din glæde, hun og adskillige andre fra krigstidens digtning lever, og vil overleve mange nulevende i kraft af de mange fine fortællinger, der satte sig varige spor; præcis som Martin A. Hansen hvis Efterslæt - en efterladt samling af nydelser præsenteret af Th. Bjørnvig - jeg nylig læste. Og selv om jeg jo ser dit natbord er besat, her yderligere en anbefaling der nys fortryllede mig, og som sikkert vil stå sig godt til Zweig, nemlig H. M. Enzensbergers Om litteratur. Ja jeg tror såmænd Zweig ku' være blevet rullet i stol ind i Gruppe 47's møder, havde det ikke været for hans endegyldige fortvivlelse. Det er i al fald en natbordsdrøm.

Sluttelig og med tak for fin poesi, kvitteres her med lidt fra Hr. Jensens Den store epoke – der ka' få én til at tænke på nationalbedrag klistrende til ministre som Goebbelsskygger, børnene der legede krig i stjernebesatte sandkasser og troede sig på afstand af ligstanken, der dog med få ord hjemsøger blodskudte øjne, de nu medlidenhedssøgende ofre for andres løgne, eller sandhedsvidnerne og civilisationens store frelsere; ak ja, den slags har ingen ende …

Køkkenskriver

I køkkenet har sjælen fred
og kroppen får endelig vished.
Det er hér de taler sproget,
hér at man får tingene at vide.
Ordinære programmer bliver aflyst
og satellitterne sender henover døgnet
fra Bagdad, Beograd, Kabul, Manhattan.
Eksperterne udlægger troppebevægelser.
Jeg snitter peber til at komme i salaten.
Jeg skyller af efter fællesmåltidet
og tænker at Neophos fabrikerer
svaret på tidens had og problemer:
et effektivt flydende afspændingsmiddel.
Studieværterne bærer alle slips
og beder mig blive på deres kanal.
Vi skal føle at vi er midt i det hele,
men vi er ikke midt i det hele.
Det er ikke deres køkken,
og det er ikke vores krig.
Jeg stod her da muren gav efter.
Jeg stod her da broen blev bombet.
Jeg stod her da tårnene faldt,
og min datter kom med telefonen.
Forvredne billeder tonsede ned
fra krystalkuglen på køleskabet,
og jeg sagde ja til at kommentere det hele
endnu før jeg vidste hvad der var sket.
Ministeren forklarer at krigen e3r nødvendig.
Han har ikke selv skrevet talen.
Det har min gamle kollega fra avisen,
så hvordan kan jeg tage retorikken alvorligt?
Det er som med leksika man selv har skrevet.
Man husker hvor usikker sandheden var,
da man formulerede sig fyndigst.
Manden med skægget i hulen må være som
Robin med hætten for seglets disciple.
Der er mest at vælge imellem hos Iso
men danskvand er billigst i Netto
og Spar har åbent om søndagen.
Det handler så om jordskælv i Iran,
pædofile katolske præster i Belgien
og svineriet på de fynske slagterier.
Jeg foragter mig selv for at følge
den martrede verdens flakkende genskin
og tro jeg kan vide hvad ofrene føler.
Dr har brug for dine penge, ikke din medlidenhed.
Du er godt nok blevet gammel, bror,
Hvis du tror din stemme er vigtig.

- Bo Green Jensen.

mvh
Simon

P.s.:

M.h.t. Joyce, så findes der jo også David Norris’ & Carl Flint’s nøglekort til sfinxens sproglaboratorium: Joyce – en introduktion [ISBN 87-90524-19-5], tildansket af Ida Klitgård med Peter Laugesen som tegntyderen af enkelte pasager fra ”gravballefesten” – altså gravøllet med de smertende smukke sange, hvor ingen drøm vel ku’ være mere irsk end at vågne fra de døde grundet et skvæt whisky på læberne under lidt følelsesladet tumult. Jah, sådan en irsk single malt ka’ i sandhed være kraftig saft, hvad der også gør denne pudelæsning helt vidunderlig, med de fineste forføriske illustrationer af Carl Flint himself – og sku’ du nu ha’ fået lyst til en dram, ja hertil at danse, ku’ du jo spjætte ben til De Danann all stars..;)

mvh & goregnvejrsdag..
Simon

En lille morgenbøn fra Henrik Nordbrandt - som jeg sgu' holder så meget af, måske fordi han ejer den sjældne evne, at få min kaffe til at blive kold...

Borgerkrig

Månen kan ikke finde det
den kom for at skinne på.
Husenes kalk er faldet af.
Flodlejet er tørret ud.
Og de unge enker har glemt
at løfte deres ansigter.

- Henrik Nordbrandt, Opbrud og ankomster, 1974.

mvh
Simon