En Jæger i naturen gik, kvittevittevit bum bum…
Paaske
Luk døren op og se en jord det damper af,
en diset skov og bagved den isfri sø.
Kig som en spætte ind i solens blanke blik
og tak med musemund, fordi det vil tø.
Spark mælkeflasken om. Idag skal vi ha vin
og grønne kranse drysset paa vor morgengrød.
Ved gavlen staar en dreng og bapper i basun,
han kaster vinden frem i foraarsstærke stød.
Vi lufter huset ud med lørdagsgennemtræk.
I vejrets boble er en solsort smuttet ind.
Der brænder offerbaal fra toppen af vort træ,
det tisser fra et tagskæg paa din røde kind.
Nu klør min frosne taa, nu gaar min jægt sin vej,
nu kilder frem et nyt og mere yppigt skæg.
Det største under bærer Putte dydigt frem:
læg øret til og lyt: vor høne er med æg.
*
Morgenens Trompet
Ængstelig er jeg som den,
der ikke tør sove alene.
Ogsaa paa mine vindver
banker kastanjens grene.
Ogsaa bag vor vindver
sidder de nølende nætter.
Onde og uden planeternes
trøsteligt rene pletter.
Ved vi med eet, at dagens
mirakel paany er sket.
Udenfor skingrer befriet
morgenens gyldne trompet.
*
Du Thorkild Bjørnvig
Du er maaske een, som jeg om
mange aar kan komme til og svare:
»Ja mit liv har været rigt, og jeg
er ikke rastløs mer«. Og du vil
sige: »Lad det fare.«
For jeg tror, at du lod alting
ligge, naar en raadvild fugl med
kun en bitter tone kom og kaldte.
Og jeg ved, at du alene kunne
tro, hvad den fortalte.
Der stod birketræer og hilste mig,
og fra din skuffe kom de fire vilde
vinde. Men den mindste skat, du
havde, saa jeg ikke. Alting var
din nisse lukket inde.
Rakte du mig haanden, saa jeg gennem
dine øjne havet haansk og roligt sove.
Du er maaske een, som ville ind
imellem stammerne og se. Men aldrig
foer du vild – som jeg i mine skove.
*
Lille Vinter
Rødt lyser fra et pilehegn
en vinters dyre lykke.
Den aander bag sin blanke bark
og tegner mod den hvide mark
sin langelige skygge.
Den sorte skov med bøjet ryg,
det ganske land saa øde.
Det fyger frem bag hegn og ris,
nu drær med sne og gror af is
min hvide førstegrøde.
- Frank Jæger.
mvh
Simon