Sofokles, der døde mæt af dage i en alder af 91 år, dvs. to år før hans elskede by Athen erobredes af arvefjenden Sparta, der samtidig gjorde en ende på Hellas storhedstid, var en særlig digter i verdenshistorien.
I modsætning til Aiskylos og særlig Euripides, var han nærmest ortodoks i religiøs henseende, stærkest knyttet til guddomme der havde med lægekunsten at gøre. Han var som Shakespeare elsket af folket og en alvorlig trussel om førstepladsen i kappestriden ved Dionysosfesten, hvor han som 28 årig vandt sin første store sejr over selveste Aiskylos – Plutark fortæller derom, at spændingen og ophidselsen hos publikum gik i så høje bølger, at de ti dommere der ellers udpegedes af den ledende arkon, måtte erstattes af hele ti generaler alene for at berolige folket. Så der har altså været ”bal i synagogen” dér i det store friluftsteater, hvor man må forestille sig mennesker sad ovenpå deres kapper og klaskede sig på lårene af grin over en ironi der slog hovedet på sømmet, og sikkert har holdt pusten når sangen har været særlig udsøgt, ja fået tårer i øjnene når livets alvor kom til udtryk med kunstnerisk glød; men et publikum der til forskel fra idag, næppe har været stangstive af andet end selve beundringen over tragedierne og satyrspillene fra scenen under dem. Måske stemningen har været noget i retning af publikums feststemning i ”The Good Old Days” (fra Leeds City Varieties), hvis ellers nogen husker disse BBC-programmer eller bedre endnu, selv har oplevet dem.
Sofokles døde i 406, 7 år før Sokrates, som en blandt rigtig mange velkendte græske kunstnere fra antikken, som altså indtil videre har nydt en bred folkelig anerkendelse for sin kunst i mere end 2400 år. Det er nu alligevel sjovt at tænke på, hvad alene vort århundrede har produceret der ville kunne lodde vor tids ånd til nogens eftertanke, om bare 500 år?
Af samtlige ca. 123 skuespil fra Sofokles, findes kun syv bevaret: Aias, Antigone, Kong Ødipus, Ødipus i Kolonos, Elektra, Filoktetes og Kvinderne fra Trakis. Her fragmenter der tillige viser ham som fin lyriker med vor tids øjne:
Krig:
For krig er blind, o kvinder, blind og øjeløs
og roder som en orne alle onder op.
Poplen:
Som en tårnhøj poppel –
skønt ellers alt er stille, vugger et vindpust
dens hoved og løfter dens lyse vingede løv.
Verdens ende:
Bag havet, til jordens yderste rand,
hvor natten har sit udspring, himlens porte står,
til solens uforglemmelige have!
Hjem:
Er nogen lykke større end den: at vende
tilbage fra havet, ligge med søvnige sanser
og høre regnen dryppe på hjemmets tag.
mvh
Simon
Redigeret af Simon (03/11/2013 10:39)
Svar
Citer
