3
registrerede Arne Thomsen, Hanskrist
,(1 usynlig),
254
gæster og
261
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#25555 - 30/05/2018 00:11
Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Hvor i Kain Alter digtet herunder skulle ha' stået, vides ikke, men både det samt en mængde novelleudkast lever i bedste velgående og læses stadigvæk -
Menneske
1.
Røde Skovjordbær og Fyrrestammer, Stilhed Kun Birkens lyse Højsang, grøn som Lynet, Epistelsusen af en Frøgran, Provst i Skoven. Menigheden saa os to plukke Jordbær, opmærksomme Kreds, fromme Koner i Mossets Kirketøj, mørke kampestene med Stenfjæs grædende af Dyd og Dug, da jeg blandt en Vildskovs vilde Bær fandt det sødeste.
Gudbrandsdal! Som laa dernede brudeafklædt fortroldet af den ryggeløse Sol. Til Vejrs ad Kvægets slyngede Lyngstier gik vi, igennem Flueskyer. Kære, da vi traf din Søster, Højlandssøen, rynked hun sin glatte Pande, og paa Bunden formaned satte Fiskefædre de unge mod min krog. Ve o ve, den ungdom bed dog paa, flammerøde smaa aborrer. Ha, jeg valgte bedre Agn og fik en skøn Forel.
Oppe paa Nuterne hørte vi Søndenvinden: Skal hilse fra Sjælland, jer lave Ø, hvor Strandens Bølger danser ind igennem Rugen. Kære Nord Rondernes Fjelde! Urgraa Taarns frosne Mur bar de undre Himle oppe. De Lærkesmaa tog Bjergene ind i store Øjne. Og stærk som Elskere er raaber Daaren: En Gave til min Brud, Ronderne, en stol til min Dronning!
Den røde, beruste kørte ned ad Aasen. Sol da! raaber Daaren, jeg har hyret dig for hele Døgnet, stands paa Kammen!
Men det skumred og blev Aften paa den første Dag, og vi sad ved Elven, hvor den iler, stor og sort, glider, iler, skrider hvileløst og suser, iler, mørke Torve vandrer, blanke Marker rejser, alting iler - da siger du i Øret paa mig - vi sad paa Stenen under Myggesværmen, som mødtes vore Skyggesjæle over os - Livet er saa kort.
Livet? siger jeg og ser.
Den skal være hellig, hver en Smertens Rynke, hvert et Skrifttegn, som det ridser i dit Ansigt. Maatte jeg dog se dig Rynket, gammel, maatte jeg dog læse i dit Ansigt dette Øjeblik til Ende.
Hører du dem Gale? Hanerne har jeg lejet! Gryet aabner sine Øjne, vækket af mig! Se, han puster i de svage Gløder under Nattens Aske, ham, jeg hyred for vor korte Bryllupsdag, kære, kom.
II.
Strofer! ... som store vandrende Hjorde, Klovene støver, den knagende Hornskov skrider mod en fjern og lysende Græsgang. Strofer! ... af Støvskyen bryder syngende Skarer, Ilden brænder paa Højene, Løvkroner svulmer. Sang! ... som Vildgæs, der letter fra dyne Søer. Brede Vers! ... Fædrenes Marv. Mødrenes Kummer og Haab. Min usungne Sang! Drømt til en Gæst, vi har indbudt. Men jeg kan ikke synge.
Du kan ikke dø. Du nære, du fjerne! Alt maa jeg kende, dit Legemes Skæbne, tyngede, dvælende Skridt, Ynden der tøvende blev. Hvor kan du, nynnende Pige, hvis Smil kan mærkeligt blænde som det skyllende Lys gennem Foraarets Dis, sy den lille Trøje med rolige Hænder, medens dit Lod bliver kastet? Din Mund, som lønligt kruses, Venteblikket, Øjnenes dunkle Drømme som Aakander dybt under Vandet, jeg fatter ingenting, naar Guds nærmeste vender sig hjælpende til den uværdige, uden at ængstes som stærk af Bøn.
Igen maa jeg høre, nær dit Bryst, lytte mig dum. mens I tyst hvisker de fremmede Ord. Tal ogsaa til mig, du rolige Hjerte, som vaager benaadet, bærende dem der er glemt, Mødre som længes i dig. Og let som Lærkevingen, legende svarer det andet. En spæd Kno banker paa Skæbneporten. Velkommen, ukendte du. Lammet staar jeg og venter.
Jeg rører i Ordenes Støv, evneløs. Fri dog, Forjætter, den lænkede Mand med din Tøbrudslatter, strø ham i Ørets Jord Strofens frugtbare Sæd! Eller mød ham på Engen, gaa mod ham ved Jabok, mød mig blot een Gang i døgnlang Kamp og udtøm mit Hjerte. Lad dit vilde Vers Plyndre. Det er paa Tide, vi venter en Gæst, skønt vore Marker hvidner af Sne og Skorpes af Frosten. Verdensmark uden Læ, hvor skal den ventende bo? Tro maa du føde.
Du kan ikke dø. Dødelige unge Kvinde, forklar mig lidt af det mærkelige, blomstrende bærer du alt, hvad der er goldt i mig. Sangen lever i dig, al lønlig Skaben, Barnet ser paa mig i dit Blik, Forvandlingens Ansigt bærer jert Budskab, som lyser. Vær Lys for mig! Tro maa jeg eje, i Tro maa jeg bygge et Land til Gæsten. Kom, lille Gæst, og se! Sang maa jeg synge, og Digt skal stige som spirende Marker. Vers som Foraarets Hyld, bulnende Knopper er sprængt, kom, lille Gæst, og se!
Billeder kommer saa Kaade som spændstige Heste fra Stalden, ført af min kraftige Haand fast i Manke og Lok. Gryningen ser min Muldfjæl spejle dens kyske Farver, Morgenvinden bliver et Vers, strejfer det duggraa Græs, kom, lille Gæst, og se! Tankerne holder Højtid i Dagslysets rummelige Kirke, Brød af den ærlige Rug skær jeg til Visens Omkvæd. Sangen hviler hos Middagens søvnige Duer paa Taget, Tusmørkets Skyer af Myg svirrer i Digtets Fred. Sættes saa Ordenes Skaale paa Bordet, friske at drikke, Mælk fra det nybære Kvæg, Grønjordens hvilende Slægt. Sov saa, lønlige Land, til du vækket af Dæmringens Fugle Bortdrager Taagernes Slør, kom, lille Gæst, og se!
III.
Du maa tro mig, jeg elsker dig, elsker dig, tro det! Tro mer end min Tro, det raadnende Halmvred, jeg knuger i søvnløse Nætter naar jeg er ene.
Jo, den aander endnu, men Kærligheden ligner et Barn, som en Drabsmand betragter. Lam i Kvælerhaanden, mens Karret fyldes staar han forstenet.
Jeg har set det forsumpe, i Taagernes bombede Grusdynger, under mørnede Mure sover Troens forkomne Barn mellem de døde.
Lyse Sjæl! Du maa kende den skyldige, frosthaard, som vil jeg ihjeltræde Barnet, maa jeg føre dig herind i Brudgommens skyede Huse.
Hør det banker! Tro ikke Brystets mørke Afgud, du ofrer en dødelig Ungdom. Synger du nu for Barbaren, som træller, svulmer det onde.
Jætten rusker i Burets krumme Tremmer, troløs i Begæret, uvan af Længsel drager den nedvæltende Engel Kværnen, bundet som Oksen.
Staar du her i Templet, dunkelt, beklumret, ser du ham foran det skimlede Alter hæve sit Øjenpars kolde og blege Stene mod Himlen.
Det er mig, min Tanke, Ypperstepræsten Kajfas, som lægger Blodbyrde paa Slægten. Tolkende Aanden i hellige Love dækker han Drabet.
Hører du det hvisle bag dig - fra Snogen? Judas, Judas, her er en at forraade! Kys den elskede, skynd dig efter Sølvet, Raadets Belønning.
Træd herned i Værkstedet, hvor han smeder, Brodermorderen Kain, den kunstfærdige, Digtersindet, der græd for de lidende som krokodillen.
Dybt under dig ser du flydende Øjne, Afsindets Dyr i Forløsningens Brønde. Synk i Kilden, befri dig i Naturens dyndede Skød.
Jeg har vidst det, stum og bunden af Mørke, frygtelige Jord, af mig er du steget. Jamrende Mennesker, Offer og Bøddel, alt har jeg baaret.
Belsen og Meidanak, Navne du hørte, kendet du stedet? Se, hvor de vrider sig. Her i mit Skjul skal de lide og pines til jeg udryddes.
Harmgud, hvis Askeregn graaner Jorden, fyldende min Mund, blindende mine Øjne, løft din Svøbe, hævn dig, træd paa mit Hoved. Jeg bider din Hæl. - - - Du blæstfaldne Lærke, forstummede Fugl, Hvorfor vil du dog bo i mit frosne Myr, forkomme i Medskyldens Skumring, naadeforladt og med hostende Lunger?
Hvorfor vil du blive her, lille Solfugl? Min Ungdoms Glæde, forlad den synkende Is, før Undergangsssuget begynder. Dommen er faldet. Flyv bort, lyse Hjerte.
Pludselig sang en Fugl i en Tornebusk. Jeg elsker dig, elsker dig, nytændte Haab, det Barn, der omkom paa Skyldens Korstræ, opstod i Smerten, genfødtes i Graaden.
- Martin A. Hansen.
mvh Simon
Redigeret af Simon (30/05/2018 00:13)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#25567 - 01/06/2018 08:03
Re: Poetisk fryd..
[Re: Simon]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1157
|
|
Hej Simon
En smule kender jeg til Martin A. Hansen og har selvfølgelig også hørt om Orm og Tyr, men jeg har ikke læst den. Jeg er helt sikker på, at hans forfatterskab er værd at dykke ned i, og digtene vil være det første, jeg vil gå ombord i :))
Her til morgen har jeg været på rejse i Paul la Cours Græske Digte:
Græske Bjerge
Pludselig bagved Havet en fremmed Stjernes Bjerge, Reder lettere end Skum lukkede om Stilhedens Fugle.
Bjerge af Roser, Skygger mere lyse end Havet, Natten nægter at brænde sin Fod paa deres Skrænter.
Salte Decembervaar, finder jeg her igen et Løv for min genskabte Haand, et Straa uden Gift jeg tør smage, min tabte Sandhed igen.
Jeg husker et blindet Land, mit Saar, min Kærlighed. Jeg er fra et Sted, hvor Natten bor i Regnen og Duggen.
Vind og Skumring væver det Land en graalig Kofte. I deres mørke Arme gynger de Dagens Sol.
Paa blødende Vinger flyver vort vaklende Mod i Blæsten. Mos af Veghed og Tungsind tynger vore Drømme.
Dog ved jeg hjemme Strande gule mod Fjordens Lyng. Der hviled et Regnbuehoved tillidsfuldt paa min Skulder.
Morgensol og solvarme hilsner RoseMarie
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|