P.s.:

Årh, jeg ser da sagtens din store tud rage eksisterende op, derude i horisonten, og det undrer mig da ingenlunde, hr. lægprædikant. Man ku' selvfølgelig formulere det anderledes:

bag masken,
smiler "hyrden"
og gør sin sortie...

Var det bedre? ;)

mvh
Simon

Herligt Arne, nu taler vi sammen, vi har fundet et sprog vi begge forstår hvor vi kan tale om det der har uendelig stor betydning for os begge, et ubetinget anliggende der optager os med liv og sjæl og ånde (åndedræt) fri for alverdens dogmer. Fordi vi afdogmatiserer "Kristus, Guds Kærlighed" ind i verden.

Kristus som Guds Kærlighed ind i verden:


-0-0-0-

Kristus som Guds Kærlighed ind i verden:

Heri har vi vores frelse og helbredelse, fordi Gud og mennesket i Kristus er forenet og givet den Guds Livets Ånd der gør levende.

-0-0-0-

Kristus som Guds Kærlighed ind i verden:

Karakteriserer Tillich også som den svære SELVACCEPT vi mennesker ikke kan give os selv (ifølge Tillich). Tillich taler også i den sammenhæng om at vi kommer overens med os selv og livet (dette at eksistere og være, være til), blive forbundet med værens grund eller livets kilde (kilden til alt liv).

Den ovenfor omtalte SELVACCEPT og kommen overens med os selv i forhold til værens grund, al værens grund eller livets kilde (kilden til alt liv) kan vi mennesker ikke give os selv ifølge Tillich hvorfor det må bero på en transcendental vertikal begivenhed eller en religiøs dybdedimension i vores liv. Guds Kærlighed er så at forstå som denne transcendentale Healing Power der er nødvendig for os mennesker at møde, for at vi kan komme overens med os selv i en SELVACCEPT og gennem at blive forenet al værens grund eller alt livets kilde. Dette beror på en transcendens erfaring i vores liv vi ikke kan geråde/forføje over, give os selv, hvorfor det beror på Guds Nåde. Og Guds Nåde som sådan er da også begivenheden Kristus som Guds Kærlighed ind i verden vi personligt møder og tager imod på et tidspunkt i vores liv.

-0-0-0-

Når vi ser hvor udbredt selvhad og selvforkastelse er, så er der brug for en selvaccept der er dyb og når al værens grund, den værens tilgrundliggende magt og kraft (skabekraft eller livskraft) der oppebærer vores eksistens.

Vigtigt for Tillich er at det er jeg uacceptable eller uperfekte menneske der accepteres, møder Guds Kærlighed Kristus.

Jeg ville kalde det vi her i lilla skrift har talt om for vores ontologiske selvværd og dette at vi hviler dybt og godt i os selv og tør være os selv, har modet og styrken fra Gud som al værens grund til at være os selv og det selv i vanskelige situationer hvor det kunne være fristende at blive overfladisk fjantet, og følge fjanteloven.




Her ovenfor gav jeg tre eksempler på hvordan vi kan tale om "Kristus som Guds Kærlighed ind i verden" men det kan jo gøres, formuleres og forklares beskrives på mange andre måder. Et kunne være at vi får vores moralske retfærdighed (rette færd/adfærd fra Gud at vandre og leve i her på jorden direkte og udenom alle religiøse lovforordninger. Altså vi gives en hel ny moralsk handlingsbasis i Gud, hvor vi følger Guds love som de er skrevet ind i vore hjerter.

Mange kærlige hilsner HansKrist

PS:

Apropos glæden som du selv er inde på Arne så står den så centralt hos Paulus og dette har Kirkerne båret med op til vor tid, hvor har vi dog været heldig med ham Paulus:



Salmesyng spil og musik TAK PAULUS for dit humør du overstrømmende generøse kærlige empatiske glade vidunderlige overskuds menneske du var, ud over at du saft suseme har været klog, kløgtig langt ind i fremtiden, ja for al fremtid. Vi må spise hvad vi lyster, vi må lave de utallige milliarder billeder vi har lyst til og vi ikke bare må more os, vi skal more os og svinge med vore omgivelser. Kristendommen er og bliver en dundrende succes grundet dens Paulinske Spiritualitet

P.s.:

”Kort sagt når Dostojevskij kommer på tale, myldrer det frem med personer og personlige overvejelser —. Det der kendertegner stor litteratur, er jo netop — at vi som mennesker kan spejle os i karaktererne og de får os til at sætte spørgsmålstegn ved vores egen moral og adfærd — der hvor vi så yderligere kan genkende egne tanker og overvejelser - fremført på en elegant og forståelig måde — Ja, så er det vi kommer helt op ... bliver begejstret og henført — Her kan bibler, evangelier, epistler etc. slet, slet ikke være med”.

- Så sandt!
På vort lokale bibliotek holder man temauger, lidt af den russiske revolutions litteratur har netop set sin afslutning, den lå udbredt mellem anden oversat russisk litteratur. Det så nu ikke ud til at særlig mange fremlagte bøger blev revet væk, men gennem det vældige udvalg fandtes muligheden for inspiration til fx skoleopgaver og læsning. Man kan håbe, at skolers pc.-tvang i dag ikke helt ødelægger glæden ved det at holde en bog i hånden, dens uafhængighed af omgivelser i ens eget trygge tankeland, vs. hvor let også Stalin kontrollerede og styrede information i den ønskede retning, gennem litteratur.
Ind imellem ser man Kafka fremvist på bibliotekets hylder, aldrig Hermann Broch eller Elias Canetti, der ellers vittigt forblinder, men apropos vores trang til frihed, var måske noget af det mest bevægende jeg læste af Franz Kafka, Letters to his Father – der nok ku’ få en skoleelev til at glemme alt om bumser og hår for en tid, ikke mindst det rent faktisk udvoksede. Men nej, børn i dag skal formentlig ikke spilde tiden på den slags, det ligger vist heller ikke i undervisningsmedisterens forventninger til fremtidens robotter i det private og så frie erhvervsliv. Hvem der for øvrigt skal lægge litteratur frem til inspiration på bibliotekerne, ude i den fremtid hvor også bibliotekaren indgår i historisk litteratur, det er nok et af de spørgsmål man netop kan blive idiot af at tænke på. Ja dvs. har man sin bibel i natskuffen og kristusikonet på væggen, overlader man vel trygt den slags spørgsmål til ”universets skaber” – det er den slags, der godt ka’ få mig til at blie en anelse autodiktatorisk. Og hvor ville jeg dog ønske, at skoleelever nedlagde arbejdet og demonstrerede, med krav om indførelse af levende politikere. Det kommer vi nok heller ikke til at opleve, men tanken er da befriende...;)

mvh
Simon

Hej Arne,,

to sjæle, samme tanke

ja jeg tænkte netop det samme,,

forleden dag var der en af mine nye facebook venner der syntes godt om en af mine alenlange statusopdateringer, og hun kvitterede med, "for nogle er det ord, men for mig er det design og malerkunst". Ud over det (møbeldesign og at male) så driver hun også en større juletræsproduktion fra den gård hun bor på.

Hun ville fortælle at vi mennesker udmærker os og udtrykker os på forskellige områder og måder, gennem forskellige råstofmidler former vi noget, ja at der findes forskellige mulige udtryksformer og måder at komme til udtryk på for os mennesker hvorigennem vi kan udmærke os. Her er det vigtigt at forstå at mit (til trods mit råstofmateriale er ord, men som begreber) er langt fra poesi og god litteratur, god læseværdig litteratur, ja jeg har aldrig været i tvivl om at tænkning og filosofi og ja videnskab er mit område. Hverken jeg eller Paulus eller Tillich har til hensigt at gøre os indenfor poesi og god læseværdig litteratur, og skulle der være noget af det, så er det utilsigtet, for vores ærinde er noget ganske andet end sansernes fænomenale verden eller virkelighed. Dermed har I vel fjernet jer fra eksistensen, det eksistentielle, ikke? Nej tværtimod, dermed har vi netop valgt at være tro imod de væsentlige eksistentielle forhold der gælder menneskets liv, nemlig den praktiske moralfilosofi og teologi, hvordan er tingene i sig selv når alt kommer til alt og det ikke foregår igennem en teori og sanselig fænomenal passiv beskuelse verden, men hidrører vores frie (frie = åndelige) kreative noumenale moralske aktive handlingsliv. Vi vil forstå vores handlingsbasis, vi vil tilbage til kilden for vores moralske handlingsbasis, hvorfra et menneskeliv og dets karakter og personlighed formes. Vi vil forstå hvordan det lykkes et menneske at stykke sit liv sammen så det får et lykkeligt og kreativt, produktivt og generøst liv i menneskehedens aktive tjeneste. Altså det aktive skabende, fyldt med kraft (noumenal skaberkraft) står centralt og står over det passive nydende og synende og skuende, alt det fænomenale og sanselige. Det er ikke et syn, en beskuelse, eller betragtninger, endsige sanselige beskrivelser vores omgivelser, der har vores primære interesse og bevågenhed, det er alle de noumenale urbilleder og arketyper og motiver, der driver os til at virke aktive og skabende i verden, i forbindelse vi udformer vores moralske karakter og personlighed, der netop bliver psykiske opladet og udvidet gennem disse stærke spirituelle arketyper og motiver der er med inde over vores liv.

Jeg er bjergrytter og kommer bedst til udtryk i de høje bjerge, høje tinder (hvor en kraftpræstation på egne betingelser skiller fårene fra bukkene), i den tynde luft, hvor det kan være svært for andre at få luft, såvel som man ikke skal lide af højdeskræk. I ensom majestæt sidder jeg i den gule føretrøje derude i de høje bjerge, der kalder på, får mindelser frem om fortidens store helte og legender, en Coppi = en Tillich. Her burde måske være en smiley.

Lad os afslutte for denne gang Arne,,, sunde os, komme til os selv igen. Vi skal nok ramle ind i hinanden igen på et tidspunkt.

I vores trosfrihedens bjergvandring hvor vi vil krydse hinandens veje igen en dag.

mange kærlige hilsner HansKrist