0
registrerede
13
gæster og
965
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#21501 - 27/09/2016 23:18
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
En lille historie om livet, skæbnen, der altid forsvinder med regnen i sandet, hvor der enkelte steder så dukker en blomst op, som Marguerite Duras… https://www.youtube.com/watch?v=TPiv0EKzd8kMan hensættes i en særlig stemning ved Marguerite Duras’ stemme om livet, betragtninger om det at skrive, hvorfor det begyndte og haven der kom ud af det; hvor nogle historier en tid blir stående tilbage, som erstattet af den skrivende, der helt forsvinder når tiden skyller alt bort, så kun fragmenter er tilbage, før også de omsider forsvinder i havet, livets seng.. mvh Simon
Redigeret af Simon (27/09/2016 23:19)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#21509 - 29/09/2016 17:01
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
SYBARITEN
Den Bi, som alene vil slikke Honning, er ikke i Kridthus, hos Biernes Dronning.
Den Bi, som kun kysser de søde Blomster, blir fjernet, naar Kuben har Sammenkomster.
Den lader de andre om Slæbet og Svien og taaler ej Lugten af Arbejdsbien.
Den blir sit Pund, som den ikke forrenter, til Spot hos de andre smaa Voks-Producenter.
Den følger sit sikre Organ, som er Næsen, med renlig Sans for det rene Væsen
og finder Timerne solforgyldte, hvor Bærrene svulme og Konerne sylte.
Mon denne Slikmund, forfulgt og bandet! den hører dog til Eliten i Landet –
kender hvert Straa paa den hjemlige Ager, som Løvetandsridder og Smørblomst-Smager.
Den kunde tjene Guld, den Dosmer, paa Blomsterverdens Mikrokosmer.
Men den er kostbar, som kunde den lugte, at der er en Dronning, den skal befrugte.
Den opdager Stierne – gør Sybariten!
Og Arbejdsbierne tager Profiten.
*
EFTERAARET
Som Stormfulde over det mejede Agerland Timerne flyr, og Solen fører sin Dagfragt tungt gennem susende Skyer. Det tykner med regnvaade Nætter efter hver solbleg Dag, og endt er de tætvoxte Markers frodige Aftenbehag.
Og aabner jeg Døren i Gavlen, naar Skumringen lægger sig sval, da staar du med klaprende Tænder og hyller dig tæt i dit Sjal. Ud over Stubmarkernes Muldjord vender du Blikket saa trist, min Skat, min veninde, som skulde du søge et Haab, vi har mist’.
Mindes du Foraarets Aftner, naar Solen som smæltende Guld svandt fra en hedblaa Himmel af trilrende Lærker fuld, mens hvidgrønne Rugax lyste og blaat blev Frugthavens Løv, og i Solstrimen hvirvled sig Skarer af Myg, som skinnende Støv.
Men siden saa har vi hadet den lyse Sommer bort. Og nu skal vi skilles i Fred for at skilles ved Mén og Tort. Men bleg og skælvende vender mod Mulden du Blikket saa brudt og brydes endnu med en Lykke, som aldrig skal blive fortrudt.
- Sophus Claussen.
mvh Simon
Redigeret af Simon (29/09/2016 17:17)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#21510 - 29/09/2016 23:36
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Højholt er helt sig – og sir’ det her – selv, og har hensynsfuldt forudskikket tilfældets forsvinden med gensynsglæden, hvad der (foruden Kurt) straks får mig til at springe ud i det, med et: koffert!
Appendiks: Voldtag stilheden
Ved indgangen til labyrinten lagde jeg et navn fra mig. Det havde aldrig været mit. Nu har jeg glemt det, men hvis I derude vil mig noget, så råb ˶kar˝, ˶kartoffel˝, ˶koffert˝, ˶konvolut˝, ˶kedel- dragt˝ eller ˶kaserne˝ eller ˶knap˝, for nu at tage dem med k. Til sidst kommer så også jeg, sgu ikke fordi jeg hedder Kurt, men fordi jeg godt lige vil se hvordan det tager sig ud, tilfældet, når det er overladt helt til sig selv.
*
14. Efter Leonardo. Når han lader vand flytte sig, hvirvle og glatte sig ud eller buldre i fald, tror man ham først. Så indser man, at vand aldrig ville kunne arte sig sådan. Præcisionen, det naturtro, kommer ikke fra vandet. Hvordan skulle det kunne opføre sig typisk, når det er ude af stand til at gentage sig selv? Hvad er det da for en genta- gelse disse studier sætter i værk? At Leonardo hver eneste gang ikke har kunnet gøre sig så over- flødig, som ham med arbejdet tilstræbte det! Deraf kommer vel også, at jeg nu ikke kan se vand løbe uden at det minder mig om den gamle me- sters udkast, at han én gang for alle er kommet imellem mig og vand, som om det lige siden er løbet i stranden efter hans anvisninger.
- Per Højholt
mvh Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#21511 - 30/09/2016 10:17
Re: Mellemrummet
[Re: Simon]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1157
|
|
Hej Simon
Sophus Claussen, det herlige og sanselige menneske, burde ha' en selvskrevet plads i hver en bogreol ... siger hende, der stadig har ham til gode på rette sted ;))
Men så er det til gengæld godt, at han af og til har træffetid her i mellemrummet, hvor han altid vækker en stille jubel og et træk i smilehullerne :))
Jeg tror også, at denne Claussen har inspireret mange efterfølgende danske poeter. Ja, og måske endda har løftet kroppe og lettet hjerter ved at kunne gå i kødet med samtlige sanser.
Så her på denne sidste septemberdag, må Jægeren ta' ordet og føre os videre i mellemrummet til oktober :))
Løft op mit legeme i høstens luft og lad i lutret kølighed det ligge. Fyld ud mit hjerte med septembers duft af minderig og drenget ufornuft, fyld ud mit hjerte, ja, men spræng det ikke. Som om det ganske år er indeholdt i denne måned, hvor det blæser koldt og dog er lunt bag gærdets grønne stene. Forsinket står en blomst og blomstrer ene.
Hvornår var sidst mit hjerte let som nu, så helt befriet for al jordisk stræben. Hvornår så lykkeligt, det ved kun du, som dengang slog det røde rum itu med skjulte sommerfuglekys på læben. Det er igen september. Og igen skal sikkerhed og viden vejres hen. Forløst står svimmelheden op herinde: September elsker jeg - og dig, veninde.
Frank Jæger
Hilsner i mellemrummet RoseMarie Marolle
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#21512 - 30/09/2016 14:22
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Hej RM
Mellem spredte solstråler danser nisser på efterårsferie glade i solen! – ikke kun i visheden om de 85 dage til hop på stedet over grøden, næh-næh, netop som du sir’, fordi også Sophus Claussen fra tid til anden stikker knoppen i Mellemrummet. Det hoved han også jævnligt stak i Ebbe Rodes barndomshjem, til inspiration og glæde for dem alle, ja digtersnuden ska’ angiveligt ha’ ytret sig om at Edith Rode spildte sit talent på Berlinger (avusen, altså), til hvilket hun så ska’ ha’ svaret, at hendes efterår så muligvis vil holde hvad foråret havde lovet, da det vel ingen kunst er bare at stå dér i sommeren og gro! – en praktisk kvinde, smuk og skarp, javel ja, man sku’ jo mene lidt penge på bogen var vigtigt for den oppegående familie; meeen, mon alligevel ikke Sophus Claussens anerkendelse af talentet fik fruen til at stråle som en lille sommersol, mens hun stod og skabte festkurven til turen i Frederiksberg have, jeg tror det sgu’.
Det ville nu ha’ været sjovt selv at ha’ mærket pulsen fra flere af den tids personligheder, mange vidunderlige poeter, musikere og malere fyldte jo det lille København, det havde jeg gerne oplevet, bl.a. digtersnuden vi her glæder os over fra så mange sider, men også jægeren:
SØNDAG I SKOVEN
Søndag i Skoven. Det blaaner i Træernes øverste Kroner. Hvisk og tisk kun om Højtid, I sødmefyldte Serafer! Helt ind i Himlen jeg følger Jer gerne. Dog endnu er Jorden ung for mig som en Panter, og Artemis, Jægergudinden, jager forvildet af Kyskheds Begær dens plettede Foerværk.
Maaneflammer ved Midnat, Solflom i Midsommers Vildnis, Barpletters Pragt i en Tykning og Skaldetheds Sot under Pinjen. Alt, som forfærder vor Manddom, er Fryd for en jagende Jomfru, vækkende Fest og Goldheds Fordærv med sit klingende Jagthorn, dragende Skønhed af Døden og Sang af den ødeste Hule. Men om Jordlegemets Runding med favnende Mægtighed fatter Jomfruens Tvillingebroder, Solstyreren Føbos Apollon, som en Flamme opgløder et Kul, til der inderst i Kærnen luer et levende Krater, og Rødmen i Mørket forraader skjulte, men brændbare Kilder, hvis Goldhed forløses ved Solkraft.
Men er Solkraft et Gode? Besvar mig det, høje Serafer! Er ikke Solkraft en Lykke? Saa syntes det her for vort Jordsmon og for de skønne Planeter, vi møder paa Jordlivets Baner. Solkraft saa inderlig skattet og allermest af de svage, er det en Ulykke nu, da Guds Under er kommet til Verden? Aanden har ladet sig føde og Stjerne-Ord fra Universet slaar den Solfryd paa Flugt, som trøsted vor uvisse Klode – – ?
Ej for Aartusinder siden. Nej, Kristus er kommen til Verden nu – netop nu! Skal han taale den haarde og hedenske Modstand af de stormægtige afsides Kræfter, som kalder sig Sole? Søndag i Skoven. Det blaaner om Træernes øverste Toppe. Stjernetegn fra Universet, forbarm Jer I høje Serafer! Bydes jeg ind i det himmelske Kor for at spille paa Fløjte? Fingrene er ikke stive og allesteds har jeg hjemme. Sjælden er Alvor mig kær i Musikken, I høje Serafer.
Ingen Taarer jeg fælder, hvis Koret kan opveje Solen, hvis et Atom gennem Solen kan stige til stærkere Stjerner … Men jeg var jæger paa Jorden. Og først vil jeg fælde en Panter.
- Sophus Claussen. mvh Simon
Redigeret af Simon (30/09/2016 14:29)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|