Siden jeg dengang for så mange år siden skrev om mine ikon-oplevelser, har jeg haft to yderligere.

Den første var, at jeg "fik at vide", at kristendommens dogmer ikke skal tages højtideligt.
Det gjorde mig dybt forvirret, for hvad bliver der så tilbage af kristendommen, hvis dogmerne kun er nogle "kulisser" og ikke "sandhed"?
Men svaret ligger jo ligefor: Guddommelig kærlighed

Den anden oplevelse er vanskelig at beskrive anderledes end, at denne kærlighed - foran ikonen - blev født - og voksede - inden i mig - så den nu er noget helt fundamentalt i min tilværelse

Når man skal fremstille Tillichs tænkning så kort som muligt, så kan det gøres med stikordet formidling.
Formidling, forsoning, syntese, en tredje vej er begreber, som nøje er knyttet til Tillichs metode. Han kalder det selv for "korrelationsmetoden. Denne metode i hans tænkning hviler på, at der altid er en forbindelse mellem Gud og menneske. Denne vekselvirkning mellem Gud og menneske kommer til udtryk i den religiøse oplevelse.
Religion er for Tillich et positivt ord - iøvrigt modsat tidens førende teologi. Religion betyder slet og ret, at mennesket oplever Guds virkelighed, det vil sige ser mening i sit liv at der er noget, der kommer mennesket ved helt ubetinget. Ja, det, der kommer mennesket ubetinget ved, kalder Tillich også for Gud.
Men forbindelsen mellem Gud og menneske drejer sig også om erkendelse. Og hermed er vi ved det egentlige i hans korrelationsmetode. Han skriver selv: Symbolsk talt betyder det: under indtryk af Guds svar stiller mennesket sine spørgsmål.

Tillich vil en vekselvirkning mellem de evige og det historiske. Teologien må bevæge sig frem og tilbage mellem to poler, den evige sandhed der er kristendommens grundlag, og den tidsbestemte situation, i hvilken den evige sandhed må modtages.