Gud er som bekendt forlængst erklæret død, og det er derfor enhver tilladt at være religiøs på sin egen måde, hvis man har den slags tilbøjeligheder, ligesom man kan være agnostiker eller ateist.

I kirken aflæses og italesættes virkeligheden med kosmos som den afgørende horisont. Her forstås alt og alle i sammenhæng, og mennesket respekteres som et åndeligt væsen -

I kirken tales der om Gud, men det skal man ikke lade sig snyde af. For ganske vist er sproget i kirken opstået før moderniteten, men det er ikke ensbetydende med, at kirken er ude af trit med virkelighedens grundkategorier.

Ingen moderne præst forestiller sig, at der sidder en gammel gud deroppe et sted i det fysiske himmelrum. Den, der tror, at præsterne tror det, er frygtelig naiv og har ikke forstået, at kirkens sprog kort sagt er et højtudviklet symbolsprog, der betjener sig af metaforer, fortællinger, lignelser, allegorier og symboler med henblik på at italesætte virkeligheden så realistisk som muligt.

Intet fornuftigt menneske kan naturligvis drømme om at skrue tiden tilbage til førmoderniteten, men man kunne godt ønske sig, at det moderne menneske lærte det religiøse sprog – ikke for kirkens skyld, men for at blive i stand til at se virkeligheden i lyset af det uforanderlige og erkende, at alle enkeltfænomener rækker ud over sig selv.

Dermed kan man undgå et urealistisk og reduceret for ikke at sige naivt og primitivt forhold til både sig selv, andre, samfundet, historien, naturen og universet.

Bibelen begynder med ordet GUD, og dermed er der sat et perspektiv, som kaster et metafysisk og transcendent lys over livet og verden. Det er dette særlige tydningsprisme, der på helt enestående vis kommer til udtryk i Bibelen, hvilket ikke betyder, at man som kristen skal tro på Bibelen.

Bibelen er ikke troens mål, men en samling skrifter, der er blevet til over tid, og som på hver deres måde italesætter livet og verden i lyset af evige strukturer, kategorier og niveauer – ’noget’, som ikke er menneskers, og som ingen kan lave om på eller gøre sig fri af.

Religion handler derfor ikke mindst om at undgå illusioner, så man ikke digter sig et tilfældigt livssyn uden småligt hensyn til de uomgængelige livsvilkår, så man ikke glemmer selve livsmiraklet og døden og nedskriver mennesket til ikke andet end et selvberoende, instinktbestemt dyr med behovs- og driftstilfredsstillelse som livsmål helt modsat i kirken, hvor virkeligheden aflæses og italesættes med kosmos som den afgørende horisont.

- jo jeg opfatter det som gængs "præstesnak" der begyndte for mere end hundrede år siden,, at det var sådan de opfattede tingene,,,

Albert Schweitzer; Bultmann; Bonhoeffer; Tillich; Berdyaev; Søren Holm,, med mange flere,,,

alle de kristne tænkere jeg har konsulteret har talt sådan,,,