Hej Arne

Jeg håber, at det er okay, at jeg knytter en lille kommentar, selvom dit indlæg er stilet til Thomas. Det skal nok blive kort.

Nu har jeg læst om din oplevelse nogle gange før, og vi har vist også skrevet lidt omkring den, men denne gang får du beskrevet det meget levende, og det var rart at læse.

F.eks. kom jeg til at tænke på nogle ord, jeg forleden faldt over, da jeg læste følgende passage:



Du skriver faktisk, at sandheden er gratis, ja, den vælder frem fra den kilde, som er kærligheden. Og netop den kærlighed ER, fordi kilden elsker inden i os; en kærlighed vi bare må give videre.

Der findes en bog, der hedder "Mit kald er at elske". En af mine veninder glemte den på mit havebord, og nu ligger den i min entré, hvilket gør, at jeg de sidste tre-fire dage har set disse ord flere gange om dagen. Da jeg pt sidder i min seng en sen nattetime, er det for besværligt at skrive forfatternavnet nu, det skal jeg nok gøre op af dagen. Men essensen af disse skrifter - skrevet af en nonne - er ikke askese og diverse religiøse regler, men derimod det, at Gud elsker inden i én, og dermed lyder kaldet at elske . Det er en kærlighed, vi må give videre til resten af verden, som du skriver.

Mvh
Anne

Hej Anne.

Tak for din kommentar.

Du har jo ret i, at det ikke just er første gang, jeg skriver om min oplevelse ansigt til ansigt med en Kristus Ikón, og da Thomas efterlyste en beskrivelse, tænkte jeg da også, at det kunne være for meget at skrive dén beretning én gang til.

Men det mærkelige er jo, at selv om det er det samme hver gang, så kommer der stadig noget nyt frem, hver gang jeg går tilbage til dét øjeblik - og jeg mærker igen tårerne presse på - på en god og dejlig måde.

Og endnu mere mærkeligt synes jeg, det er, at jeg "lærer" nyt næsten hver gang, jeg kommer tilbage til det sted - stopper "tænkeren" - og bare oplever.

For hvem, der måske er ved at brække sig over, at se den samme beretning igen og igen, er der vel ikke andet for end at springe den over, men du gad jo at læse den - og det siger mig, at det ikke var forkert at efterkomme Thomas' invitation.

Du skriver om en nonne, der ser det som sit kald at elske.

Det minder mig om Nikolaos Kabbasilas, der i 1300-tallet efter hesykasmens gennembrud (stilhed, hjertebøn) i den ortodokse kristne verden nåede frem til, at nonner og munke, med de restriktioner, de pålægger sig, søger at leve englenes liv, mens vi andre kunne søge at leve det fuldkomne menneskes liv.

Måske den nonne, du omtaler, formåede noget nær begge dele.

M.v.h. Arne.

Hej Arne

Jeg så også noget nyt, da jeg denne gang læste din beretning. Gentagelsen behøver ikke at være kedelig, faktisk er beretningen om tømrersønnen fra Nazaret en fortælling, der er nu er blevet gentaget i snart 2000 år.

Foruden det blot at lytte til din beretning, hæfter jeg mig også ved det, at dit møde med IKONET eller kærlighedens kilde (som du vist selv beskriver det) er gratis. Hvis jeg måtte sætte egne ord på inden for min forståelsesramme af troen, ville jeg betegne det som kaldet: Jeg ER, hvor er du? Men nu er det ikke altid, at der skal så mange ord på - måske åbenheden, barmhjertigheden og tilliden er langt vigtigere (jf. Løgstrups begreb om de suveræne livsytringer) og dog - her står vi jo netop i Guds tiltale, som Hanskrist beskriver i et indlæg andetsteds (vist nok til Ipso Facto og igen til Michael).

Den bog jeg refererede til indeholder skrifter af Thérèse af Lisieux og hedder som sagt "Mit kald er at elske" (hun dør i slutningen af 1800-tallet). Jeg har ikke læst bogen og skal derfor passe på med, hvor meget jeg gengiver af handlingen men en ting er sikkert, Thérèses kald er kærligheden. På bagsiden af bogen fremgår det endvidere, at hun med afsæt i traditionen vender den gængse opfattelse af kærligheden på hovedet. Hendes mål er ikke blot Gud og foreningen med ham men derimod at elske, for kærligheden er den enste vej, som fører til kærligheden. Det kræver ikke først og fremmest askese og anstrengelse men i stedet det at blive lille, acceptere sin ufuldkommenhed for at Gud kan bøje sig ned til den lille skabning og åbenbare sin barmhjertige kærlighed: "Et menneske kan ikke elske, hvis ikke Gud elsker i det".

Det tror jeg på. Ikke at vi ikke skal yde (handle i ånd og kærlighed), for disse ord fortæller jo blot, at kærligheden er vejen og målet. Hermed er det muligt at sætte sig selv i de nederstes sted, ja, sætte sig ud over sig selv..

Blot nogle tanker herfra foranlediget af din ikon-oplevelse.

Mvh
Anne

Hej Anne.

"Det kræver ikke først og fremmest askese og anstrengelse men i stedet det at blive lille, acceptere sin ufuldkommenhed for at Gud kan bøje sig ned til den lille skabning og åbenbare sin barmhjertige kærlighed: "Et menneske kan ikke elske, hvis ikke Gud elsker i det".
Den sad - lige i øjet - eller rettere i hjertet!

M.v.h. Arne

P.S.: Jeg er også glad for Knud Ejler Løgstrup, som jeg mest kender summarisk fra Jakob Wollf: "Den skjulte Gud - Om naturlig teolgi", ANIS, ISBN 87-7457-272-5.

= den treenige Gud gjalder med i evigheden (hermed også en hilsen til Thomas)