Nogle gange ved jeg ikke helt, hvilket ben jeg skal stå på ift dine kommentarer. For det første er de ofte så velmenende, at jeg ikke kan andet end at være enig med dig, men for det andet sker der også det, at jeg finder det - f.eks. ovenstående kommentar - en smule illusorisk. Fra ét ståsted har du ret, men fra et andet ståsted snakker du uden om, tegner et billede af, at alt bare er godt og stille, som om man ikke må have spor travlt, udleve hverdagens byrder og "slagsmål".. Nå men, lad os tage den, når jeg en gang vender tilbage, for nu skal jeg snart ud af døren.

Mvh
Anne - din til tider tunge dansepartner.

Det er da ikke så svært. Nogle gange har man travlt og andre gange slapper man af. Husk nu at slappe af engang imellem.

Og så kan man da også slappe af mens man har travlt.

Husk nu at have det godt. (pokkers med de smilies, de ligner ikke ham på billedet)

Hej kære Anne.

Fat mod min ven, og så bare gi den gas.

Hvad er det vi altid skal nå?

Jeg har en indre stemme som altid på en eller anden måde forsøger, at overbevise mig om, at der altid er noget jeg skal nå.

Det virker ofte som hvis en hund forsøger at fange sin egen hale. Nu mere den anstrenger sig for at fange den, nu længere væk synes halen at være. Og i kampens hede bliver den mere og mere stresset, og den går glip af den glæde der ligger i, blot at acceptere, at halen altid vil være en del af den, og at den ikke behøver at kæmpe for at kunne acceptere det.

Hvad er det vi forsøger at fange?

Kærligst Jan.

Tak for ordene, serotonin,

nu må d'herrer have mig undskyldt..

På gensyn.

Ja, det er ikke sådan at være populær. (du kan da nok se at det smil ligner ikke rigtig noget).