Arne:
Ang. "hvem Gud vi taler om" – så var det tiltænkt dine ord: alle religiøse
Arne: #24011 - 17/11/2017 12:53

Ang. tidsspilde.
Længslen som jeg i denne sammenhæng kalder tidsspilde er dette, at du længes efter at få vished/svar om noget, som du ved, du ikke får svar på.

Jeg forstår, du tror – at dette noget - "som er totalt ukendt, bag "verdens væren" – og som ligger før det bibelen kalder: I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden findes, og at du ophøjer det til noget guddommeligt - alt imens du tror på evolutionsteorien.

Var det mig, ville jeg spørge migselv, hvorfor jeg havde iklædt min længsel i dette uopnåelige håb om svar, når jeg vidste, jeg ikke får mit ønske om svar indfriet.

***

Arne:
Jeg mener ikke, religioner opstår af længsel efter Gud.

Jeg mener, religioner – og religiøse fællesskaber opstår ved, at andre godtager og tolker på et andet menneskes tro og sandhed, eller ved at udskille sig fra en eksisterende religionsforståelse.

Ang. selve sandheden –

Så mener jeg, at hvad der er sandt, er noget vi bliver enige om, eller beslutter med os selv.

Men kunne godt tænke mig, at høre hvad du mener med ordet sandheden, som jeg forstår, du mener findes i en særlig høj og ren form kaldet selve sandheden
Arne:
Og jeg kunne også ønske mig, du forklarer hvordan et sæt dogmer kan erstatte selve sandheden.
Arne:

¨¨¨¨

”Men kunne godt tænke mig, at høre hvad du mener med ordet sandheden”

Ku' ikke være enklere, ja man har jo nærmest indtrykket af at lægprædikanten som barn blev studset med Occams Razor...:

Lægprædikanten tror begrebet ’sandhed’ er en åndelig dims der befinder sig udenfor sproget, ja at den faktisk fiser rundt i et ukendt univers konstrueret af en gud, der ikke må hedde gud, medmindre altså, at guden præsenteres af Einstein som sprechstallmeister – dette sker dog kun på Wikipedia! Som dims betragtet, lader sandheden sig kun nedhente fra det guddommelige univers hvis man er i besiddelse af en ’åndelig intuition’ (en slags lysleder til det guddommelige univers), vær dog forberedt på at du nok ska’ være en form for ”stjernebarn” for at kunne anvende den, og altså dermed komme i kontakt med dimsen sandheden!
Men i og med at begrebet sandhed altså ikke har det ringeste med sproget at gøre, vil lægprædikanten sandsynligvis fortælle dig, at den er lige så uforklarlig som hans egen mystiske væren (det du sikkert ville kalde for din eksistens), der imidlertid befinder sig i en ufortalt fabel, som han næppe vil fortælle dig, hvilket selvfølgelig er synd for folk der ellers godt ka’ lide at more sig. Men det at more sig over fortællinger hvis pointe i sig selv er meningsløsheden, er simpelthen ikke et selvforhold der er alvorligt nok til at begribe døsen af henrykkelse over sig selv som et uforklarligt guddommeligt lille afkom, så du vil sikkert præsenteres for en wikipedia-henvisning til et kristusikon, som du kan opøve din åndelige intuition på..;)

mvh
Simon