Åh ja ...også herfra :))

https://www.youtube.com/watch?v=Xi-HF1G_bqg

https://www.youtube.com/watch?v=E_ivPwu0nGI

https://www.youtube.com/watch?v=lfAgr9ZLZDg

Den "poppede", folkelige og let tilgængelige Mozart, der hverken når Verdi, Wagner eller Bach til sokkeholderne ... meeen han er nu trods al sin "poppethed" værd at lytte til ... hvis man ellers har mod til hoppe en smule under dagsordenen for det, der er commes il faut og trangen til at ville være noget indenfor musikken.

... og jo, selvfølgelig turde hun det og hoppede gerne og henrykt, hende Tanne direkte ind i armene på Mozart :)))

https://www.youtube.com/watch?v=Rjzf_cWzlp8&t=29s

Jeg har lovet mig selv, at inden jeg dør, vil jeg stige med op som passager i et svævefly og i mit indre lytte til klarinetten ...

Hej RM..

Årh det ved jeg nu ikke, må i såfald være nogle høje sokker; måske du udover lidt vingebask sku' unde dig selv at læse Søren Kierkegaards forliebelse i gutten: Om Mozarts Don Juan hedder den. Det er da fremragende musik, og lidt af en nydelse at sidde i Det Kgl. Teater midt i en drøm..;)

Også Bach'erne var jo popmusik, dengang man oppe i skyerne stod på hjørnet og pladrede om det nyeste nye fra familien tolvfinger, og således hele vejen rundt. Nuvel, den kære Mozart ville sikkert aldrig ha' fået den noble pris, idet Nobelpriser jo fortrinsvis gives for noget man i komiteen ikke rigtigt forstår et pluk af, hvorfor man på samme måde kunne undre sig over hvorfor dén og dén ikke forlængst er blevet nobliseret, og i visse tilfælde med tilbagevirkende kraft. I modsætning til Tanne ville Mozart sikkert ha' været ragende ligeglad med sådan prispjat, hvad der ikke gør nogen af dem mindre værdsat. Mozart er skam stemmers kontrapunkt og en begavelse der tryller humør i selv det tragiske, ham kan livet skam ikke undvære, i hvert fald ikke det livlige..;)

mvh
Simon

P.s.: Vidunderbarnet skrev åbenbart med arme og ben: hele 50 symfonier, og det er da ellers lidt af en bedrift, selv om adskillige af disse efter Haydns (og dvs. nutidens) målestok er 3-satsede ouvertures, serenader eller ufuldstændige, hvilket åbenbart indebærer at ”kun” de sidste seks fra Wienerperioden viser hans format som symfonikerer. Og sikke noget fis! Men der er jo heller ingen der sir vi behøver bruge den lineal, eller for den sags skyld teoretisere musik som var det en indøvelse i intellektuel sludreterapi.
Den slags morede sikkert også Mozart, han har sikkert leet ad samtidens højrøvethed som ad fransk modes tåbelige gevandter, der jo bare ser ud og lyder lidt anderledes i dag. Alle historierne vi lapper i os i dag, skrevet af folk der har læst andres der heller ikke kendte Mozart, viser næppe særlig meget om ham og hans oplevelse af livet dengang farmand helt givet var den der stemte violinen for søsteren Nannerl og lille Wolfgang. Men mon ikke han var som alle de andre børn, og udmærket vidste hvad der var op og ned, og nøjagtig som alle andre forældres aber på silkepuden foran tangenterne, brækkede sig på langs over at sidde til udstilling foran en forsamling klappende puddermasker der revnede af beundring over farmand. Det er hvad jeg tror.
Senere spillede Mozart strygekvartet med Haydn og skrev en masse kammermusik, foruden operaerne er det dem jeg kan lide. Set med mine ører er musik jo fortrinsvis jazz, og det er skam ikke en kritik, det er blot et privilegium. Der findes rigtignok lydfænomener der får ens ører til lynhurtigt at krølle bagover i selvforsvar, at disse lydfænomener af vældig mange mennesker og helt på linie med masochismen så betragtes med velbehag, gør ikke i sig selv lydfænomenet til musik – nok rettere gør det lydfænomenet til pop. Man kunne jo også anse ham på silkepuden som en af datidens mange jazzpianister, fra hvem vi så fik overleveret en drøm af musik som en del af vor tids ører bare ikke forstår at lade sig forføre af. Men dem ka’ vi jo bare skide en lang march, nøjagtig som man jo ikke behøver lade sig dirigere af boganmeldere, der ligesom musikanmelderne må betragtes som de virkelige pophoder.

Don Giovanni, Tryllefløjten og Figaros Bryllup er helt i top, og lige præcis musik, sang og teater der bør opleves på den gl. scene, hvor man selvfølgelig sidder ad helvede til og derfor ennndelig må huske selv at ta’ silkepuden med!

mvh
Simon

I en helt anden genre, men stadig i musikkens levende og levede verden, og helt rigtig i nattens lyd ... :))

https://vimeo.com/98883831

https://vimeo.com/7512310

P.s.:

I kronik- og essaysamlingen Litterært selskab skriver Jacob Paludan meget smukt om Martin A. Hansen, og får i kraft af noget han skrev om sin hjemegns skove, dette mindebillede:

Hvem är, som ej vår broder mins,
Fastän hans skugga mer ej fins?
Fastän hans valdthorn tystnat har,
Är skogens genljud ändå qvar.
Ân Floras fåglaskara
Skall ömt hans spel förklara,
Än jägarn vid sin snara
Akall på sin pipa svara
Hur, ibland Orfei söner
Af Bacchus krönt s¨sköner,
Han utan like var.

- Bellman.

Lidt humor:

En ven af Mark Twain beklagede sig i sit brev:
»Er der noget værre end at have tandpine og ørepine samtidigt?«
Twain skrev tilbage: »Ja, reumatisme og St. Veitsdans«.

Twain skrev et brev til en god ven og inviterede ham på besøg. Vennen svarede, at det det desværre var ham umuligt, og sluttede sit svar med en dengang almindelig brevformular: »Gud være hos dig.«
Kort efter skrev Twain tilbage: »Han kom ikke. Sørg næste gang for at sende en, vi kan regne med.«

Nu har man i Danske Bank ingen etiske principper, sandsynligvis svømmede banker i Mark Twains levetid heller ikke i dem. Under en konkurs stimuleredes hans uvilje mod banker og bankmænd, han yndede at karakterisere en bankdirektør som en mand, der udlåner en paraply, når det er tørvejr, og forlanger den tilbage, når det begynder at regne.

»Alle klager over vejret, men der er ingen, der gør noget for det…«

*

At intet sker

Jeg længes efter det, at nat og dag
går over os som stille bølgeslag.
At tiden er et spil af sol og jord
og ses på, hvad du gør, og hvad
der gror.
At verden er den samme år for år,
og livet går med det, at livet går.
Jeg længes efter det, at intet sker.
Men intet sker jo næsten aldrig mer.

- Piet Hein.

mvh
Simon