1
registreret
(1 usynlig),
330
gæster og
162
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#212 - 08/04/2008 15:43
Re: Selvet og Nu'et.
[Re: ALH]
|
|
Hej Anne
Jeg skulle lige sunde mig. Som du nok har opdaget kan jeg til tider i en diskussion blive lidt følelsesbetonet og på den anden debat kom jeg til at stikke hovedet ind i Johannes Åbenbaring. Uha da. Alle disse dommedagsprofetier kan give mig hovedpine.
Vi er sjældent opmærksomme på at når vi bruger ord til at meddele os til hinanden så danner vi os straks et billede af disse ord, vi sætter det ind i vores egen forståelsesramme og tillægger det måske betydninger som afsenderen ikke havde intension om.
På samme måde med ”selvet”. Det er blot et ord som man kan danne sig mange forestillinger om og det har man også gjort. Denne manglende evne til at skelne mellem beskrivelsen og det som beskrives er årsag til mange religiøse misforståelser.
Jeg bruger ikke selv ordet ”selv”. Jeg vil hellere tale om et menneskes personlighed. Det har i sig så mange forskellige aspekter og så synes jeg at det medfører at man aldrig glemmer det menneskelige element, ellers kan man godt, når de teoretiske bølger går højt, glemme at det er levende mennesker vi taler om, inklusive os selv.
At tænke på at man vil være tilstede i nuet er ikke det samme som rent faktisk at være det. Vi er helt naturnødvendigt altid tilstede nu, men vi kan være det på mange måder. Som du selv nævner er det ikke nødvendigt at tænke på nuet, man er der naturnødvendigt, det er der man lever livet blandt andre og måske arbejder med sig selv.
Men der findes en anden dimension end tankevirksomhed som man kan kalde opmærksomhed. Det er muligt, selvom man tænker på mangt og meget at være klar over at det netop er det man gør. Tænker. Ikke at man skal holde op med at tænke, blot være klar over sammenhængen.
Jeg husker en historie fra en af Krishnamurtis bøger, som jeg er sikker på også er kendt i andre sammenhænge. Det er længe siden jeg læste den så den er måske ikke ordret korrekt citeret men sammenhængen synes jeg fremgår.
”Der var engang to munke som var på vandring langs en flod. Pludselig hørte de et skrig og opdagede en kvinde som var ved at drukne. De to munke sprang i vandet, reddede kvinden og fortsatte deres færd. Efter at de havde gået et par timer sagde den ene munk til den anden: ”Tror du at vi har begået en stor synd, broder? Vi har jo aflagt løfte om aldrig at røre ved en kvinde. Den anden munk svarede: ”jeg efterlod hende for flere timer siden, men jeg kan forstå at du bærer på hende endnu.”
Hvert eneste øjeblik bliver til erindring. Det er denne erindring vi kalder tanken. Hvis vi hele tiden opholder os i denne erindring, tænker på den, så er vi uopmærksomme i nuet.
Der er intet i vejen med at tænke, tanken er blot ikke virkeligheden, men erindring.
Med hensyn til sammenligning, så er det nyttigt, synes jeg, at forstå denne sammenhæng når man lever blandt andre mennesker. De sammenhænge man forstår med hensyn til sig selv viser sig for det meste også at være gældende for andre mennesker.
Jeg så en kvinde i bussen i dag. Hun var meget vred. Jeg kunne se på hende at hun erindrede sig årsagen til sin vrede og derfor var hun ikke tilstede i nuet.
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#214 - 08/04/2008 16:33
Re: Selvet og Nu'et.
[Re: Kræn-P]
|
godt igang
|
Registeret: 07/04/2008
Indlæg: 416
|
|
Hej kære Kristian. Også rart at møde dig her Kristian. Og tak for dine rigtig gode indlæg. De rummer en stor indsigt, og meget af det virker meget bekendt for mig. Egentligt er tingene ikke særlig kompliceret, for sand kærlighed/visdom er i sin natur meget meget enkel. Men at erkende og blive bevidst om den kilde hvor alt ses klart som det virkeligt er, ja, det er en længere proces. Bevidstheden er stort set ubegrænset, og det som ligger hinsides bevidstheden, er der nok ingen grund til at beskæftige sig særlig meget med, da det faktisk ikke kan beskrives med ord, og derfor er forsøget på at beskrive det en umulighed. Den bevidsthed som vi normalt har udgør måske kun 10%, og resten er ubevidst. Som jeg oplever det, så er det et spørgsmål om hvad man identificere sig med. Det vi kalder egoet er en tankestruktur(som du vist nok også er inde på) som ser alt som adskilt, og dermed bliver bevidstheden begrænset til kun at opfatte fragmenterne af helheden. Tanker er egentligt ikke målbare da de udspringer fra sindet(udenfor tid og rum), men det vi forbinder med tanker er det vi kan måle af aktivitet i hjernen, og det er faktisk meget misvisende. Når vi identificere os med kroppen, så identificere vi os med den tankestruktur som vi kalder egoet, og spørgsmålet er så hvad denne tankestruktur er bygget op omkring, og her tænker på ideer, ønsker, tro, opfattelse osv. Egoet er en ide om adskillelse, og hjernen er blot modtageren af denne ide, og når vi ser på det univers af tid og rum, så består det udelukkende af adskillelse. Hjernen kan ikke rumme bevidstheden om helheden, og siden vi identificere os med kroppen, så blokere vi også bevidstheden om helheden. Lad mig prøve at være lidt mere konkret: Jeg har i længere tid arbejdet meget målrettet på, at få erkendt og bevidstgjort det som ligger i mit ubevidste sind, og det har været meget smerte fuldt og meget intens. Jeg har brugt de ideer som EKIM bygger på, hvilket er ideer som bygger på tilgivelse, og en grundlæggende opfattelse af, at dualitet og alt som der har sit udspring fra ideen dualitet(eller adskillelse), ikke er virkeligt. Spørgsmålet er at få alt det frem som er blevet fortrængt(og selvfølgelig med tålmodighed), og have tillid til at der er noget andet end egoet(denne tankestruktur), til at hjælpe med at erkende og tilgive(EKIM kalder det Helligånden, men formen er ikke det vigtige, kun indholdet). Jeg har i meget store dele af mit liv flygtet fra mig selv, og jeg har virkelig brugt min fantasi for, at finde ting der kunne fange min opmærksomhed, så jeg ikke skulle se på mig selv og blive konfronteret med mine følelser og tanker af utilstrækkelighed, skyld, frygt, had, vrede osv. Ideen om, at jeg er skabt som et fuldkomment kærligt og visdomsfyldt væsen, er den ide som jeg arbejder på at være bevidst om hele tiden. Om ideen indeholder sandheden om den jeg er, kan jeg kun finde frem til, hvis jeg oprigtigt undersøger hele mit sind, og det er så det jeg er i gang med. Jeg har erkendt at alt som jeg oplever, egentligt kun er de tanker som er i sindet, og derfor er alle mine følelser af vrede, had, skyld, frygt, utilstrækkelighed, kun forårsaget af det jeg tænker, eller af min reaktion på de tanker som krydser bevidstheden. Det giver unægteligt et helt enormt ansvar, men det giver også en helt enorm frihed, for jeg oplever jo, at jeg selv er herre over det jeg tænker, eller om jeg ønsker at reagere på mine tanker. Det kræver selvfølgelig en meget stor opmærksomhed, men i og med, at min bevidsthed bliver større og større(hvilket jeg oplever ved at der ikke er frygt for det som ligger i det ubevidste), så bliver det blot mere og mere naturligt, og kræver mindre og mindre anstrengelse. Jeg arbejder for et vikarbureau hvor jeg bliver sendt ud i forskeligge institutioner(børnehaver og vuggestuer), og det har været en helt bevidst valg, med hensigt på at udvide bevidstheden om kærligheden. Jeg har nok været i 30 forskellige institutioner indenfor det halve-år jeg har arbejdet som vikar. Og mange af mine fordomme, skjulte følelser og tanker som har været skjult og påvirket min adfærd og handlinger hele mit liv, får jeg nu lov til at få erkendt og tilgivet. Oplevelsen af, at det faktisk er muligt at være sammen med andre mennesker uden nogen form for frygt(jeg oplever at frygt fremkaldes af domme), men blot være der for dem med accept og åbenhed, giver kortvarige oplevelser af en bevidsthed som ikke er bundet til kroppen. Unægtelig mange tror, at det kun er i kroppen det er muligt at være tilstede og opmærksom, men den bevidsthed som ikke er bundet til kroppen, ja, den ser alt fuldstændig klart, og rummer en tillid og kærlighed som vores forstand(ego) ikke ved hvad er. Bevidsthed er meget et spørgsmål om erkendelsen af indhold(hvis ikke det eneste spørgsmål). Når vi er i situationer hvor vi virkelig møder modstand eller bliver udfordret, hvad er så tankens eller reaktionens indhold? Hvad bygger vi vores tanker eller reaktioner på, og her tænker jeg på tro, ideer, overbevisninger, motiver, ønsker osv, for det er det som definere den opfattelse vi har om os selv og verden. I erkendelsen ligger friheden, men for at kunne erkende sig selv, så må man også have en ide om, at fejl(eller synd indenfor den mere religiøse tanke), ikke bliver straffet, men blok korriget med mildhed og kærlighed. Vi har igennem barndommen alle oplevet, at vores fejl på en eller anden måde er blevet mødt med afvisning, og det har helt klart sat sine spor i vores opfattelse af os selv og verden. Og disse oplevelser giver anledning til at vores ego(tankestrukturen i sindet) bliver mere virkelig for os, og påvirker i større grad vores bevidsthed, og dermed også vores handlinger og adfærd overfor andre mennesker. Tilgivelse, nuet, stilheden er egentligt synonyme, for det er en tilstand hvor hverken fremtiden eller fortiden ses som virkelige. Det er en bevidsthed hvor der ikke er nogen reaktion på ideen om adskillelse. Sikke langt det blev dette indlæg. Nogle gange kan det virke som om det bliver meget "teknisk", når man skriver om nogle mere eksistientielle begreber. Men er bevidsthed ikke blot kærlighed? Kærligst Jan.
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#219 - 09/04/2008 09:30
Re: Selvet og Nu'et.
[Re: serotonin]
|
godt igang
|
Registeret: 29/03/2008
Indlæg: 423
Sted: Midtjylland
|
|
Kære Jan.
Tak for dit svar. Det er i sin gode orden, at svaret blev langt, og det må det nødvendigvis blive, fordi du har meget på hjerte og befinder dig i en fase, hvor du arbejder meget med dig selv. Som du måske har bemærket, har jeg ikke selv noget religiøst ståsted, men betegner mig blot som en søgende. Du er også en søgende, hvis jeg ikke tager fejl, men når du søger inden for rammerne af EKIM, er du vel tillige religiøs og dybest set af kristen observans. Har jeg forstået dette rigtigt?
Du skriver, at du i længere tid har arbejdet på at få erkendt og bevidstgjort det, som ligger i det ubevidste, og at dette har været smertefuldt. Dette kan jeg godt genkende for mit eget vedkommende. Det er en smertefuld affære at gå på opdagelse i sig selv, fordi man støder på mange skeletter i klædeskabet.
Imidlertid er nogle af os mere eller mindre tvunget til at beskæftige os med os selv på denne måde, fordi vi ellers kommer til at leve en tilværelse med ubehagelige forstyrrelser. For eksempel i form af angsttilfælde i visse situationer og følelse af rodløshed, fordi man dunkelt aner, at et eller andet er i ubalance inde i én selv.
Vi vil så gerne opfatte os selv som positivt indstillede mennesker, der altid handler ud fra bæredygtige etiske principper. Men når vi arbejder så meget med os selv, at vi får indblik i, hvad vore handlinger dybest set udspringer fra, kan vore motiver ikke altid leve op til den etiske fordring.
Man kan mene, at man har ydet sit bidrag til bedste for andre i den sociale struktur, hvori man befinder sig, men går man sig selv efter i sømmene, finder man ud af, at man dybest set har villet hævde sig selv og vinde personlige sejre over andre. Man støder i dybet af sig selv på selviskheden og hadets hæslige blomst. Støder på ens aggressivitet.
Og hvad stiller man så op med det? Så vidt jeg kan se, går du den vej, at du søger tilgivelsen. Søger den vej, hvor du forliger dig med dig selv, fordi dit standpunkt er, at det ultimative er kærligheden – kærlighedens visdom. Søger man den og finder den gennem lang tids arbejde med sig selv, bliver ens egenkærlighed, selviskhed og aggressivitet opløst i tilgivelsen af én selv. Har jeg forstået dette rigtigt?
Den vej, som jeg vil pege på, er en anden. Den går ud på at vende ansigtet til musikken og erkende, at man ikke er det mønstermenneske, som man mente sig selv at være. Man er både det, som man finder sympatisk hos sig selv, og det, som man ved selverkendelsen finder usympatisk.
Man er slet og ret et menneske på godt og ondt. Man har i vuggegave fået såvel de sympatiske som de usympatiske sider af ens natur. Dem må man lære at leve med. Thi vi kan ret beset ikke undvære tendensen til at hævde os selv. Vi kan ikke undvære vore seksuelle drifter og vor aggressivitet.
Vi er nødt til at have disse følelsesmæssige dynamoer i dybet af os selv for at give vore handlinger intensitet. Hvis vi ikke har disse dynamoer dernede i dybet, bliver vi til slaskedukker, som andre kan kaste rundt med efter forgodtbefindende. Vi mister vor menneskelige værdighed.
Og ved den dybtgående selverkendelse åbner sig mulighederne for at træffe etiske valg. Denne valgmulighed findes, hvor man kender sig selv så dybt, at man er fortrolig med de kimstadier, som ens handlinger har i deres udspring. Den dybe selverkendelse gør det muligt at fravælge uetiske handlinger og tilvælge dem, der kan stå mål med ens etiske normer.
Mærker man safterne stige og bliver bjergtaget af kødets lyst, må man have afløb. Hvis man ikke har en partner, og masturbation ikke kan løse problemet, kan man gå på diskotek eller til enkebal på Damhuskroen og finde en ligesindet, der er ude på det samme. Men man fravælger muligheden for at tage ind på Halmtorvet, finde en prostitueret og deltage i denne fornedrelse af et medmenneske.
Man kan skaffe sig afløb for sine spændinger på utallige måder, og man kan bevidst vælge mellem disse måder og træffe sådanne valg, at man fortsat kan se sig selv i øjnene i et spejl. Er det trangen til selvhævdelse, der rører på sig, kan man vel sige, at de færreste tager skade af ikke at vinde Eremitageløbet, tabe skakspillet eller tabe fire bajere ved dartspillet på værtshuset.
Man kan også komme i situationer, hvor aggressiviteten bliver så påtrængende, at den bliver til en forstyrrelse. Personligt har jeg indimellem været i den situation. Min løsning har i visse tilfælde været, at jeg skiftede tøj, så snart jeg kom hjem, og gav mig til at kløve træ. Så stillede jeg de formastelige op på huggeblokken og gav dem det glatte lag. Herefter kunne man deltage afslappet i familielivet uden at gøre ulykker.
Der, hvor jeg vil hen, kære Jan, er at pege på, at det ikke nytter noget at ville løbe fra de sider af en selv, som nu en gang ikke kan være anderledes. Uanset hvor dygtig en travtræner man end måtte være, kan man ikke træne en gris op til at vinde derbyet i Charlottenlund. Man kan måske gøre den til en meget hurtig gris, men gris bliver den ved med at være. Man må lære sig selv at kende til pinds ende og lære at leve ansvarligt og fornuftigt med det, som man nu engang finder.
Med venlig hilsen
Kristian Pedersen
_________________________
»Kultur - det er ikke en fin menuèt i en fortids-frednings-forening, men det at man slås for sin modstanders ret til at slås for den modsatte mening.«
Piet Hein
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#226 - 09/04/2008 13:12
Re: Selvet og Nu'et.
[Re: Kræn-P]
|
godt igang
|
Registeret: 07/04/2008
Indlæg: 416
|
|
Hej Kristian.
Tusind tak for dit svar.
Der er en dejlig oprigtighed i det du skriver, og det føler jeg mig meget draget af.
Ja, jeg er søgende, men det jeg dybest set søger, er hvem jeg virkelig er.
Jeg fornægter ikke den "virkelighed" jeg oplever, men jeg spørger mig selv hvad det egentligt er for en "virkelighed" jeg oplever.
Det jeg oplever er, at jeg hele tiden definere mig selv igennem min omverden, altså at jeg bekræfter min selv-følelse igennem min måde at se mine medmennesker og verden på, og med det mener jeg, at jeg fortolker og dømmer min omverden og derigennem skaber den "virkelighed" som jeg oplever i form af en selv-følelse. Men den "virkelighed" eller selv-følelse, kommer til at bygge på et meget snævert subjektivt perspektiv, hvor jeg igennem bestemte objekter eller genstande laver min egen opfattelse af hvad der er virkeligt, og for mig at se, så bliver det til en illusorisk "virkelighed", fordi jeg hele tiden tillægger "virkeligheden" en værdi, betydning eller mening, udelukkende baseret på en selv-følelse som jeg faktisk ikke ved hvad er, fordi jeg forbinder den med noget udenfor denne selv-følelse, og ikke har undersøgt selve selv-følelsen i sig selv.
Jeg har fået en overbevisning om, at der ligger noget endnu dybere end det som jeg indtil nu, blot har godtaget som sandt om mig selv og verden, eller den "virkelighed" som jeg umiddelbart oplever.
Ja, der er noget inde mig som er enormt aggressivt, og jeg har tanker om at ville såre andre mennesker, og et ønske om at ville dem noget ondt. Men jeg er et sted nu i mit liv, hvor jeg bare ikke kan acceptere det med en forklaring om, at det er en naturlig del af det at være menneske, fordi jeg oplever at det blot bliver til et forsvar af en illusorisk selv-følelse, som jeg dybest set selv laver, ubevidst.
Alle vores overbevisninger og selv-opfattelser bygger udelukkende på det vi oplever, og spørgsmålet er så, hvad det er vi tillader os at opleve, eller måske rettere, om vi tillader os selv at undersøge hvad det egentligt er vi oplever, og sætte spørgsmålstegn ved vores "virkelighed", med et åbent sind, og ikke blot godtage den forklaring som vores fortid(selv-skabte identitet) giver os.
Den selv-følelse som bygger på en bekræftigelse af noget ydre, oplever jeg som det der er aggressivt, fordi dette selv bygger på noget som ikke er sandt, og derfor hele tiden må forsvare sig selv, eller hele tiden må opretholde en følelse af at være et selv. Udgangspunktet er altid at det mangler noget, og igennem sine omgivelser kan få det det mangler, og her tænker jeg på kærlighed, accept, anerkendelse, glæde, tryghed osv. Men fordi dette selv i sig selv er indbegrebet af mangel, så er det hele tiden i konflikt med sig selv og sin omverden, og energien i en tilstand af konflikt bliver meget indelukket og kompakt, og når den kommer ud, ja, så er den aggressiv(had og vrede), og søger efter noget der kan retfærdiggøre det den er, og bliver rettet imod noget ydre.
For mig giver det ikke nogen mening, at jeg først laver en eller anden form for "virkelighed" inde i mig selv, og så forklare det med noget ydre(kroppen, verden). Når jeg ser på den verden af form(kroppen, ydre verden), så er den ingenting i sig selv. Den har ingen mening, betydning eller værdi, kun det jeg tillægger den. Så er spørgsmålet, hvorfor forsøge at gøre ingenting til alting? Det vil unægtelig kun føre til en kamp som kun foregår i min egen fantasi.
Ville det ikke være åndsvagt hvis en solstråle pludselig troede på en ide om, at den ikke mere var en del af solen, og så begyndte at tro den havde skabt sig selv, og så i sin isolerede tilstand, så solen som sin fjende? Den varme og kærlighed solen havde skabt solstrålen i, ville pludselig være helt ukendt for solstrålen, og den måtte unægtelig få en enorm følelse af mangel. Men fordi denne solstråle pludselig troede på en sådan vanvittig ide, ændrede jo ikke på den kendsgerning, at den stadig var en del af solen, og ikke i virkeligheden kunne adskille sig fra solen. At den i sit vanvid også så de andre solstråler som dens fjender, ja, det ændrede jo heller ikke på de andre solstrålers opfattelse af denne solstråle, for den var stadig ligeså smukt som den i sandheden var skabt, men havde blot glemt det i sin fornægtelse af sig selv og sin Kilde.
Den "virkelighed" denne solstråle "skabte" dens egen verden udfra, byggede på en oplevelse af isolation(frygt), men ind i denne verden kunne den ikke drage uden at dens sande natur også var med den, og derfor lever den i en verden hvor dens "virkelighed" opleves som dualitet. Men dualiteten har den selv "skabt" udfra fornægtelsen af dens sande natur. Den har altid friheden til at vælge imellem dualitet og ikke-dualitet, men ikke-dualitet er ikke noget den selv er herre over, fordi det ikke er skabt af den. I den dualistiske verden kan den gøre lige hvad det passer den, men de love som hersker over dens sind, kan den ikke undgå at være underlagt. Når den søger efter sig selv i modsætninger, så vil den unægtelig lide, fordi den dybest inde i dens sjæl, godt ved den ikke finder det den søger. Men den er standhaftig, og giver ikke så let slip på dens lidelse, fordi den har lavet nogle meget tillokkende illusioner, som den forsøger at gøre til virkelighed.
Solstrålen vil kæmpe med sig selv og de skygger den ser, og på et hvilket som helst tidspunkt, kan den altid blot lytte til den blide stemme som solen har sendt til den, og når det sker, så vil den langsomt begynde at vågne fra sin drøm, og den glade bevidsthed om kærligheden vil igen fylde den med varme og lys.
Jeg tror jeg er det sted i min drøm, hvor jeg er begyndt at trække mig ud af kampen, og så blot arbejder på, at være i en tilstand af accept og tilgivelse, og lader mig vejlede af kærligheden i mit sind.
Normalt bliver vi ofte påvirket af hvad vi hver især tager for sandt, og den sandhed eller virkelighed vi bygger vores selv-opfattelse på, begynder så at vakle lidt, og tvivlen blotter så i et kort øjeblik vores sårbarhed og følsomhed. Og ofte som du også er inde på Kristian, så kommer der nogle ting frem som ikke er særligt behageligt, hvilket fører til at vi går i forsvar og dermed også ofte angriber. Men det vi forsvare os imod er egentligt kun det vi skjuler for os selv, og det vi angriber, er egenligt vores egne illusioner om sandheden om os selv.
Når jeg mærker der kommer noget vrede eller noget had op til overfladen, så har jeg lært at erkende meget hurtig hvad årsagen er, og på den måde er jeg bevidst om, at jeg ikke gør tingene til noget de ikke er. Og for mig er årsagen altid en forvrængning af virkeligheden, eller en misopfattelse og misforståelse af hvem jeg er.
Kære Kristian, for mig er det ikke et spørgsmål om at løbe væk fra sider af mig selv som ikke kan være anderledes, men et spørgsmål om, at undersøge den overbevisning om, at der overhovedet findes en side af mig selv som ikke kan være anderledes. For hvis det var en kendsgerning og ikke en overbevisning, så måtte denne kendsgerning også rumme en helt enorm sandhed. For hvis noget er en kendsgerning, så kan det vel heller ikke ændres, men blot accepteres.
Hvad nu hvis det er en kendsgerning, at vi er skabt som kærlige og fredelige væsner, men fordi vi ikke acceptere denne kendsgerning, så "skaber" vi en konflikt som forårsager det aggressive, som så splitter vores selv-opfattelse, og gør den uigenkendelig?
Kærligst Jan.
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#232 - 09/04/2008 14:50
Re: Selvet og Nu'et.
[Re: serotonin]
|
bor her
|
Registeret: 30/03/2008
Indlæg: 2397
Sted: Sverige/Danmark
|
|
Kære Jan.
Du skal såmænd ikke være så bekymret. Ikke alene er du på rette spor, du er også betydeligt tættere på en dyb forståelse af dig selv, end de fleste mennesker. Brikkerne er bare ikke faldet på plads for dig endnu, men det vil de gøre, hvis du fortsætter din selvanalyse i samme stil.
Der findes ingen absolutte sandheder, og det er heller ikke muligt at forstå hele virkeligheden, kun en del af den. Dette vores virkelighedsbillede ændrer sig naturligt nok med alle de erfaringer, vi gør os. De mennesker, der klamrer sig til et fast billede af virkeligheden, er som druknende, der i mørket klamrer sig til en bøje i angst for hvor strømmen vil føre dem hen. Men svømmer man med strømmen, så vil man når lyset kommer opleve verdens foranderlighed og tilsidst finde en indbydende kyst at gå iland på.
Forfædrene til vore celler var aggressive for at overleve og formere sig. Hen ad vejen fandt de så ud af, at det var bedre for dem at slutte sig sammen, for sammenhold giver styrke. Den klump specialiserede celler som mennesket i dag består af, er gået skridtet videre og har erfaret fordelene ved det menneskelige fællesskab. Vi har derfor begge tendenser i os, både aggressivitet og attraktion til hinanden, men den sidste er den bedste for os, så den skal vi opdyrke.
Uanset om vi kalder det kærlighed til næsten eller fornuft, såsom vær mod andre, som du ønsker de skal være mod dig, er resultatet det samme. Vi høster fordele af fælleskabet på utallige måder.
Din "lignelse" med solstrålen er helt i tråd med kvanteteoriens virkelighed bortset fra, at solstrålen aldrig bliver "uvidende" om sin samhørighed med solen. Det kaldes entanglement.
Din virkelighed er, hvad du føler den er lige nu, men du kan måske komme et skridt videre i din opfattelse, hvis du erstatter dit dualitetsbegreb med komplementaritet. Så kan det være, at der falder et par brikker mere på plads, så du får den samme oplevelse, som jeg havde som ung, da jeg skrev følgende digt:
Forsvundne og glemte.
Det sker, at jeg får en tanke så tindrende klar og smuk, at den gennembryder århundreders mørke med forståelsens skarpe lys og tilføjer verden en skønhed af en hidtil ukendt dimension.
Så smukt og ligetil kan vel intet være, tænker jeg og leder intenst efter fejlen.
Hvad er der galt? For noget må jo være galt ved denne vidunderlighed.
Men jeg kan intet finde og langsomt går det op for mig at jeg har opdaget en ægte sandhed som smiler til mig gennem ord der er for fattige til at beskrive den.
Jublende beslutter jeg at indvie verden og glæde den med en forunderlig indsigt og stivner så tynget af erfaringens vægt.
Hvem er du? Tror du måske, at du er nogen? Tror du måske, at du er et geni? Hvad får dig til at tro at du kender sandheden? Du er ingen, og hvis du vil høre en sandhed, så er du bare latterlig.
Jeg tier og jeg tænker: Hvor mange klare tanker er døde med deres skabere i tidens løb kuet og tiet ihjel hånet og latterliggjort slagtet af religiøse bedrevidende undertrykt af magtmennesker ignoreret af egensindige fordi de kom fra mennesker uden anseelse.
Hvor mange ukendte genier er forsvundne og glemte? Hvor mange ægte sandheder er forsvundne og glemte? Hvor mange øjeblikke af indsigt er forsvundne og glemte af en arrogant og intolerant menneskehed.
Og dette er måske vores største fejl at vi i kampen for selv at komme frem ikke vil lytte til hinanden og derfor fortsat hænger fast i uvidenhedens omklamrende morads mens århundrederne ruller forbi og forsvinder og glemmes.
Mvh
Ole Bjorn ;)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|