Hej, Simon
Plysord er plusord. De har forundringen og en total naiv og skøn tilgang, hvor forklaringen vendes på hovedet og bliver til noget nyt i barnets visdomssyn.
Ja, der er meget at hente i Hundredemeterskovens helt eget landskab ... og mange varmende smil, hvad der forøvrigt også er i de andre ord, du her deler ud af. Tak for visdomssmil ... med et smil :))
En voksen, som næsten kan det der, sådan lidt med samme sind og syn og dog voksen, er Benny Andersen. Ja, her har inspirationen været en skovtur, og måske endda en skovtur i Hundredemeterskoven, hvem ved? Måske også dine rødder kender samme skov? Og er der natugler, fuglefødder og kragetæer? ;))
Kærlighed
hænger ikke på træerne
men det er dem man ser på
når man savner den
hvordan mon de klarer sig
så langt de står fra hinanden
kan lige nå næste træ med en bladspids
og så er det træ måske
slet ikke det rigtige
nærmest i vejen
alligevel vokser de daglig
og her går man rundt i skoven
på sine bevægelige rødder
man stikker sine bevægelige grene i lommen
det er da det mindste
og skynder sig tilbage til byen.
***
På høje tid
Det er på tide - vandet koger
jorden brænder - verden venter
da Alexander var på Cæsars alder
var han allerede Den Store
da Cæsar var i min alder - var han allerede færdig
de spildte ikke tiden - tiden spildte ikke dem
de brugte tiden som en skjorte - sov med den på
spiste med den på - blev begravet i den.
Og her sidder jeg - holder avis - holder jul
holder igen - lader bedrifter gå min næse forbi
i håbløs restance med opdagelser - verden venter ikke.
Da Mozart var fem år - da Jesus var tolv
da Columbus lettede anker - da Homer - da Rembrandt
da Pasteur - da Darwin - da Dalgas - da Gama
Damokles - det er på høje tid - det er over tiden
min hat - min frakke - mine cykelspænder
det er nu eller aldrig.
... og du har helt ret i, at den visdom, der opstår eller ender i smilet, er det stikmodsatte af en indlæring, der opstår eller ender i selvhøjtideligheden.
Latteren og humoren er vigtig, også selvom den kommer direkte ud af tårer ... og selvfølgelig allerbedst i relation til det andet menneske, altså i et mellemrum og ikke et inderrum.
Natuglens hilsner i natten
RoseMarie
PS. Tak for et glimt af sneens herlighed :))
Redigeret af RoseMarie (11/02/2017 02:24)