P.s.:

Gråvingade gräshoppor
Under sin stela intensiva klänning

Trädet vittrar av värmen
tills människor går nakna i det
och läser Pascals uppslagna tanker

- Lars Norén.

mvh
Simon

Morn’ RM..

En Dramatikers Dagbok … tag ikke fejl, øjne flest elsker at snuse i kendte menneskers private små tankekroge, særlig hvis de dér finder utvetydige meninger om andres privatliv, der for sladderjournalistens skyld gerne må resultere i at opmærksomheden øjeblikkelig gengældes med at nogen kaster bogen tilbage i hovedet på forfatteren, hvad han i dette tilfælde næppe ville ha’ overlevet. Det er melodramaet sladderjournalisten lever af at skubbe udover kanten, lidt som journalisten der under et interview spurgte Norén, hvorfor i himlens navn han dog ønskede at erstatte det personlige (digtene) med det private ved dagbogsoptegnelser, hvori løgne jo ingen mening har. Et spørgsmål, der isolerer det intime og relaterer det til bekendelser a la’ fam. Knausgårds off. fællesonani, altså hvorfor man kan mene det at klemme bumser ud nær endetarmen midt på torvet har omverdens interesse – et spørgsmål, der oftest besvares med hensynet til en kunstnerisk livsnødvendighed, og et svar der mere end antyder forfatterskabets ende som fuldt synlig...

Imidlertid handler dagbogen om andet end snadren i venners og kollegers privatliv, og den er ikke sort (min er tilmed hvid), men er en samling af refleksioner Lars Norén gjorde om sit liv og omverden i et afgrænset tidsrum, refleksioner han må gøre for at fungere. At skrive, er jo for masser af mennesker en nødvendig del af hverdagslivet, et særligt tidspunkt på dagen hvor nogen samler trådene af noget sket og tænkt, dagens oprydning eller tidspunktet hvor særligt tankestof sættes på nål med mulighed for flersidig betragtning, en tankenødvendig mentalhygiejne der såmænd ikke afhænger af blækklatter eller filer, men som egentlig indøver kunsten at udøve glemsel. En ganske vigtig færdighed, særlig hvis man er elefant med fotografisk hukommelse som speciale, og dem findes der jo også nogen af i Sverige. Men for digteren her, har det vel også en hel del at gøre med slibning af sine sprogkundskaber, der jo glæder os læsere og opøver kendskabet til det svenske sprogs detaljerigdom. Man lærer en masse af digtere i Lars Noréns klasse.

Udsagn som ’digterens afgrænsede skabelsestid’, der vel ikke er noget videre tillidsvækkende postulat, men ofte brugt af undervisere og folk der lever af at vurdere kvaliteten i andre menneskers frembringelser – men måske ikke selv har været i stand til at skrive noget interessant – ka’ overalt i verden ha’ medvirket til at ødelægge masser af skriveglæde, og modsat, initieret en stædig dygtiggørelse og skabelse til alles glæde. Krav og forventninger Lars Norén stiller indenfor skuespil, litteratur, politik osv. handler dagbogen også om, hvormed finkerne flyver frit og nogen selvfølgelig er blevet kede af det – lidt i retning af reaktioner på kritik Klaus Rifbjerg fremførte, og som af de fornærmede blev honoreret med øgenavne som hængemulen m.m. Men det er vel ikke så ringe at vi stiller krav til og forventer os en masse af hinanden, af sproget, vi jo alle er livsafhængige af.


Forøvrigt er det jo fint du ikke lider af mine aversioner, mod DR og hoppende levebrødspolitikere i sandkassen. Sagen er såmænd bare, at jeg synes det ville være så rart med lidt modne og eftertænksomme mennesker i de off. beslutningslag. Men er som mange andre mennesker, udmærket klar over det bare er en lagkage hvorom man indbyrdes måler ærgerrighed efter hvem der har fået mest flødeskum på næsetippen – og synes nu altså stadigvæk Søren Ryge er top..;)

Mod nye have

Dérhen – vil jeg: og jeg tror
på mig selv og mit faste greb.
Åbent ligger havet, ud i det blå
skyder mit geneuser-skib.

Alt stråler for mig nyt og nyere,
middag sover i tid og rum
kun dit øje – vældige
ser på mig, uendelighed!

- Nietzsche.

mvh
Simon - der ønsker dig en sommerdagsglad weekend, idet jeg jo ved, at du har rødderne solidt plantet og i det hele taget er en jordnær nisserinde..;)

Hej du..;)

"Hvorfor kan jeg ikke digte - jeg kan så meget, men digte - det kniber det sgu lidt med vi må snart holde en fest for Arne og Co"

- Jeg går her udfra, at du med " Arne & co" tænker på lægprædikanten & guden. Men lægprædikanten har nu holdt fest for sin gud i samtlige gentagelser af samme indlæg, år ud og år ind, hvorfor et jubilæum i Café din sjæls frelse måske ville være et alternativ? - og jeg lover dig, at du, hvis du synger et par salmer af Brorson vil se hans snude blank og pelsen skinne som aller før...;)

mvh & god weekend
Simon - der stadig ikke begriber al den snak om dine mangelfulde digterkundskaber.

Tilbage til Norén:

Tankarna bryter upp som hunner
hemlösa, avlade på platser
som redan förintats.

- Lars Norén, Dagliga och nattliga dikter.

mvh
Simon

Hej igen Simon

... og tilbage til en evigt tilbagevendende gengangerske her i mellemrummet mellem os. Her beskriver hun både lyset og mørket, for til sidst at insistere på lyset, og vende sig bort fra mørket:


Alle de små mellemrum, hvor tilfældigheden kommer ind. De små mellemrum mellem vores sanser, mellemrummene mellem opmærksomheden og uopmærksomheden, mellemrummene mellem ordene på papiret, papirets uoverskuelige mellemrum, når der intet står på det, søvnens mellemrum, det formløses mellemrum, de øde strækningers mellemrum, der hvor man er ude, indtil man er inde igen.

Inger Christensen / fra Hemmelighedstilstanden

***

Ved vejkanten

Vælger passende tuer
til en kort cigaretpause.
Taler om birkenes løv
fordi det er birke vi ser
Birke med viftende blade
langs de hvide stammer.
Taler om andre birke
med nøgne stammer.
Taler om år.
Om rummet imellem os.
MÃ¥ske er det tomt.

Ser en flok børn nærme sig.
Hører dem spørge om vej.
Siger ja og ser dem løbe
genert smilende løbe
i den rigtige retning.
Knuser cigaretternes glød
i sandet hvor de løb.
Prøver selv at gå videre
imellem os.

***

Aftenstemning

Langt borte,
dybt nede
mørkner byens tage.
Natten falder.
Lad dens skumring
lukke sig om larmen.
Vi har vendt os bort.

På havets høje skrænter
har vi søgt en plet
at være på i verden.
I vore kæder har vi flettet
frugter af den vilde kørvel
for at vække vindens attrå.
Hør den synger allerede
om din hals.

På vore læber lægger solen
sine sovende roser.
Vi vugger dem i tavshed.

Men mågeskriget snapper
af vore nøgne ben,
og en kragevinge basker
i din armhules mørke.
Fugleskygger skælver på dit ansigt.

Hvem har åbnet havets porte?
Vinden – vinden
hør, den synger allerede
om din hals.

Langt borte,
dybt nede
venter dødens porte.
Natten falder.
Lad dens skumring
hylle sig om havet.
Vi har vendt os bort.

Inger Christensen


Bedste hilsner med dryp fra oven
RoseMarie