Jeg vil tro at din søns mor også har det svært.

Du bruger en begrebsverden som er svær at forstå, serotonin.

Det ville være godt hvis du kunne omsætte dem i ord, som vi alle kan forstå fra vores dagligdag.

Hej igen Thomas.

Tak for din venlighed, og ja, tak fordi du ikke blot godtager min intellektuelle begrebsverden.

Ja, det har været rigtig hårdt i lang tid med min søn, og siden han er flyttet til Norge med hans mor og stedfar, så har det været rigtig hårdt for ham. Han "må" ikke rigtig få lov til at give udtryk for det han føler når han er sammen med hans mor og stedfar, og når han så er sammen med mig i længere perioder som her i sommerferien, så kommer der bare så meget frem i ham, og det er da hårdt at se på hvordan han kæmper med det. Og ja, så kommer der også noget frem i mig, som jeg ikke har kunnet forholde mig til før nu.

Men det er jo en proces, og som jeg er i en proces, sådan er både Tobias, og ja, alle andre også.

Tak for din kærlige omsorg Thomas.

Kærligst Jan.

Hej Thomas.

Min vej til, hvad jeg oplever som Ånden, Sandheden og Kærligheden var den, at jeg stod i en "midtvejskrise".

Jeg ku' ikke få mit liv til at flaske sig, som jeg ville ("Villa, viv, vogn og vovse" for nu at sige det ultrakort).

Jeg havde tidligere med en bjergfører og andre i en gruppe vandret op til at lille ubeboet kloster på en mindre bjergtop på en mindre græsk Ø.

Dér var der en Kristus Ikón, som gjorde et vist indtryk på mig, men dog ikke mere end, at jeg snart glemte den igen.

En nat nogle måneder senere blev jeg i en drøm opsøgt af personen fra Ikónen. Der var ingen tvivl om, at det var Jesus Kristus, der så spørgende på mig, og jeg meddelte ham, at han hellere måtte gå videre til de mange, der virkelig var i nød.

Lige siden kort efter min konfirmation havde jeg afvist kristendommen som værende "et middel til at undertrykke mennesker".

Jeg afviste nok ikke totalt muligheden af noget guddommeligt, men en "Fader", en "Søn" og en "Helligånd" - den "købte" jeg ikke - og det, jeg netop havde drømt, var jo kun en drøm.

Måneder senere, da jeg igen kom til denne Ø, gik jeg alene op på bjerget - det er en dejlig tur i subtropisk urskov - som regel uden mennesker, men med geder, firben, cikader, små fugle, sommerfugle og enkelte vilde skildpadder.

Jeg havde egentlig ingen tanker om Ikónen, men da jeg var kommet ind i det lille kirkerum og havde fået tændt olielampen og et vokslys, stod jeg pludselig ansigt til ansigt med Ham.

Det var sandhedens øjeblik.

Hans øjne ville vide, hvordan det stod til med mig, så det blev jeg jo nødt til at se på - og det så jo ikke for godt ud.

Så brød det hele sammen for mig, og jeg græd og græd og græd.

Men efter lang, lang tid svandt tårerne alligevel så meget, at jeg kunne se Ham igen.

Jeg kom i tanker om, at han sagdes at være blevet korsfæstet, og jeg forsøgte at forestille mig, hvordan det mon måtte være - og omsider gik det op for mig, at dét jeg stod og flæbede over jo bare var, at jeg ikke fik min vilje, men at jeg jo var sund og rask, normal og velungerende i mit job - omend med psykiske skader - som vi vel alle har.

Det fjernede ikke sorgen over mine mistede horisonter, men det satte den i relief.

Da jeg åbnede døren for at gå ud af den lille kirke, blev jeg ramt af lyset som med et brag - og jeg var fuldkommen lykkelig.

"Det var da mærkeligt", tænkte jeg, men omgående blev jeg klar over, at jeg skulle slå "tænkeren" fra - og bare nyde det.

Det gør jeg stadig.

Siden har jeg sat mig lidt ind i, hvad Ikóner og ortodoks kristendom er for noget, men det anede jeg intet om i "sandhedens øjeblik".

Der sker stadig noget nyt, næsten hver gang jeg står overfor dén Ikón - og "slår tænkeren fra" - nyt, som jeg synes, jeg selv burde kunne få øje på, men det er altså kun dér, det sker - og som jeg så kan fundere over efterfølgende.

Så jeg fik det jo - som du ser - ganske gratis - endda uden at have bedt om det.

Det er for mig "sandheden", selv om jeg ikke aner, hvad det er, og det er fra den "kilde", kærligheden vælder frem - kærligheden til dér, hvor "sandheden" kommer fra - og hvorfra jeg mærker en kærlighed til mig - og som er for stor til, at jeg kan holde den for mig selv, men må give den videre til resten af verden.

Jeg har selvfølgelig også forsøgt at pskoanalysere de oplevelser og draget paralleller til f.eks. psykoterapiens "varme stol".

Det er også meget muligt, at det hele bare er noget, der sker inde i min bevidsthed - v.hj.a. en malet træplade - men af en eller anden grund overbeviser den teori mig ikke.

Når jeg læser dine ord, får jeg ofte en fornemmelse af, at de kommer fra den samme kilde, som den jeg har mødt og stadig møder, men det er når du fortæller om, hvordan man når den, at jeg kommer i tvivl.

Nu er jeg jo "handicappet" fordi jeg fik den gratis, men jeg har svært ved at tro, man kan nå den alene ved "at holde budene".

Bli'r man ikke også nødt til også at se ærligt på sig selv?

Du nævner ganske kort, at du også selv har haft en "dyb fortvivlelse" - og citerer om "ilden, der brænder avnerne bort".

Så jeg vover den konklusion: Hold budene - og vov at se dig selv!

M.v.h. Arne.

Jeg arbejder på sagen min kære ven.

Og ja, Tobiase´s mor har det også svært, og jeg gør også alt for at hjælpe.

Men det er "sgu" en svær een, for jeg kan bare ikke komme igennem til hende. Men da det har stået på i rigtig mange år, at Tobias´s behov ikke er blevet imødekommet, så har jeg besluttet at der må andre til, som har en mere neutral rolle. Så kan det være at der måske kan komme en lidt større åbenhed omkring vores situation.

Og jeg ønsker heller ikke at Tobias skal blive ved med, at have en så negativ og forsvarsbaseret opfattelse af hans mor, som han giver udtryk for når han er sammen med mig.

Men mon ikke jeg nok skal træffe de rigtige valg og beslutninger, så det er vores situation kan løses på en konstruktiv måde, og ja, endda lærer os noget vi kan bruge senere hen på livets konstante bevægende landevej. ;)

Jo, du kan sige hvad du mener, ærligt og fornuftigt. Og så være der for Tobias, når du kan. Det vil også give ham styrke til at leve sit liv.