Go'morgen Simon

Åh ja, Bodil Udsen, Afrika og Tanne, i sig selv en hellig treenighed ;))

Jeg husker godt den skønne spontane og klukkende latter, den lette lattermildhed og en god evne til selvironi. Jeg husker også, at Bodil Udsen her bl.a. citerede Johannes Møllehave:

For der er varsler, der er advarsler og jærtegn
som viser at hvert livstegn kræver kærtegn
Livstegn og kærtegn de er lige hellige
Bevar det samme - ved at værne det forskellige.

Jærtegn, livstegn og kærtegn er jo egentlig også treenige ... ;))
Om tegnet skriver Paul la Cour i Fragmenter af en dagbog


Tegnet

Man siger om Digteren, at han er Ordkunstner, udrustet med en særlig Ordfantasi, og ser deri det oprindelige Vidnesbyrd om hans Bestemmelse. Men det er en Følge af hans Bestemmelse. Det var Redskabet, han tildannede for at kunne omsætte sin Undren i synlige Tegn. Sproget var senere. Først var den himmelfaldne Undren, først den Udtrykskraft, som skabte Sproget.

Vi maa aldrig glemme, at alle Kunstarters inderste Sprog er Tegnet. Det var ikke Imitationen, men det gaadefulde Tegn, som vi fylder med al den Menneskelighed, det kan bære.

Kast Ordene bort og skriv med Ting. Du vil opdage, at ogsaa de bliver Tegn, som kun din Følelse kan skænke Realitet.

Du ser et Menneske danse, en glidende Rækkefølge af Rumtegn, der vikler sig ud af hinanden som en Plante i sine Faser. Du spørger ikke, hvad Tegnene betyder. Omsider aner du, at Dansen og Musikken, selve Bevægelsen, der uophørligt strømmer, er en Mening i sig selv. Digtets inderste Tema er Digtet, et særligt, ordmusikalsk Livsudtryk.

Vintersolen sender tegn og hilsner
RoseMarie

Morn’ RM..

Her lidt bund til overkrydderen, god fornøjelse og weekend: https://www.youtube.com/watch?v=0R7DqTP6j_8

mvh
Simon

Et natligt hej til dig, Simon

Anders og Julius kan sagtens fungere som den underste del af krydderbollen til kaffen i et levende og levet liv :)) Ordene, som vi deler her, er noget helt særegent og specielt. Men det levende og levede liv vil altid være større og det største ...

Til eftertanke og en glædelig nat
RoseMarie

Morn’ RM..

Poul Borums 44 fabler med illustrationer af Robert Jacobsen, ku’ sagtens få historieløse lægprædikanter til at rødme, men det er nu ikke deres opgave, de vil bare så gerne fortælles – og så hele 44, med både Robert og Poul på ét bræt; hvis ikke dét ka’ lokke smil på besøg, herunder den anden halve sød, så…

Fabeldigt

Løver løfter kløer
og elefanter snabler,
de hvæser og de brøler:
vi er trætte af fabler.

Slangen sprøjter gift
og stikkemyggen summer
kun fordi det ingen
dybere mening rummer.

Men mennesket, den tåbe,
vil gi’ naturen mening.
Det er den egentligste
og værste forurening.

Moral: Hvis myg og løver
slog mennesket ihjel,
blev verden så betydningsløs
at den ku’ vær’ sig selv.

Men dyr er alt for dumme
til at dyrke l’art poulard,
fordi de ikke vrøvler
og ingen fabler har.

*

Æggefabel

En løve og en høne forelskede sig i
hinanden. Det kan godt være folk kaldte
dem et umage par (– og det gjorde de).
Men der kom i hvert fald nogen skægge æg
ud af det.

*

Duftfabel

Der var engang en skunk, der gik på
duftkursus i Den kommunale aftenskole.
Den vandt hver gang.
Moral: Kan du ikke lide lugten, er det bare ud af bageriet.

*

Kærlighedsfabel

Der var engang to elskende, der elskede
hinanden så højt, at de hele dagen og det
halve af natten var nødt til at bekræfte det.
Så – Jeg elsker dig, sagde den ene, og –
Jeg elsker dig, sagde den anden. Indtil en
skønne dag den ene (eller var det den
anden?) sagde – Hør, sig mig engang, når
du siger »jeg elsker dig«, mener du så egentlig
ikke »jeg udnytter dig«?
Moral: Der var engang to elskende…

*

Flere fabelagtigheder
til morgenkaffen:

Gnome

Sæt i den læretid der går
dit mod over styr til vandreår
gennem en verden som høfligt ved
at afvise lærdoms lømmelagtighed.

*

Gribben

slæber sin sult over himlen
mit kraniums skal af himmel og jord

slår den ned på de faldne som snart
må tage deres liv og gå

narret af et væv som måske ikke kan bruges
før sult jord og himmel er ådsel.

*

Fluen

Mellem scenen og mig
ruden
tom uden den

fladt på maven
snøret ind i sine sorte indvolde
paniske følehorn sammenklemte vinger
krumme ben en mund der suger tomhed
nedsablende himlens blå knusende sig mod det usynlige
får den under min magtesløse tommelfinger
havet og den klare himmel til at kæntre.

- Samuel Beckett.

*

Billede

Husene firkanter sig opad,
og på himlens grove lærred
solen, en lille rød kugle, hård,
bevidstgør sin rundhed.
Menneskene søger at indhente
deres forbiilende skygger.
Indlejret over husene
et aftenlandskab af øjnes flimren,
grønt og blåt og med bakker
og søen dérnede, hjemme.
Hver gang en dør åbnes
gennemhulles landskabet.
Absurde øjenskikkelser
trænger ind på scenen.
Aftenen maser solen nedad
og større, større til den om-
fatter alt, vi fryser fast
i selve billedets intense flygtighed,
nattens gæster og hvornår
slipper vi ind til hvilen
bag lærredet og den ødsle fred.

*

Påkaldelse

Det er umuligt at vende tilbage.
Alr er forklaret, har forklaret sig selv.
regnen er ikke en regn men noget der faldt,
og tågen over marken har ingen steder hjemme.
Det tøvende blå over slåenbuskenes bær
søger at bevare det for evigt adskilte,
lærkens lille hvirvel opad,
søger at give stemme. Forgæves.
Skridt er døet hen i sand og aften.
Sol blev rød, blev sort, og hjertet faldt.
Det er umuligt at vende tilbage,
forklaret og renset og duftløst er alt.

*

Tidlig morgen i byen

jeg så byen sølvklædt
jeg så husene gnide øjnene
og nikke til hinanden
jeg så en solsort
som ledte efter et træ
med højt næb, gult

jeg så søen i parken
som et lukket rum
hvem åbner græssets lille dør?
jeg så en latterlig usikker sol
helt hvid af begyndelse

jeg så himlen åbne sig
ned i søen
jeg så husene åbne munden
og råbe uhørligt
på deres mennesker

jeg så på uret i tårnet
som var standset på halv fem
hvor er der meget
verden véd
som menneskene aldrig får at vide

- Poul Borum.

Regn

Vågnede op i morges med
en frygtelig trang til at blive liggende i sengen
og læse hele dagen. Kæmpede imod et øjeblik.

Så kiggede jeg ud ad vinduet på regnen.
Og gav efter. Overgav mig fuldstændig i denne
regnfulde morgens varetægt.

Ville jeg leve mit liv om igen?
Begå de samme utilgivelige fejltagelser?
Ja, hvis jeg fik bare den mindste mulighed for det, ja.

- Raymond Carver.

mvh & gomorn’..;)
Simon
P.s.: Livet skal rigtignok udleves, hvorend der åndes, om så på ruden..
Ja, to virkelige nisser og egne personligheder, samlet set en lang og skøn historie, som næppe længere findes mage – som tiden går, forsvinder den ene bonde efter den anden, i et yndigt land hvor man tidligere ikke var så bange for at få jord under neglene, hvis man da ikke var søstærk. I dag, sidder man hellere og filer dem ved computeren, joh, der var et yndigt land..;)

P.s.:

Lidt Schubert m.m. fra en yndling: https://www.youtube.com/watch?v=Bi1GXrLLHjs

mvh
Simon