0
registrerede
809
gæster og
182
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#29394 - 11/03/2020 21:00
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Vemod er ikke ordet, når man sidder dér i det tomme brændeskur ved siden af Frank Jæger med storebroderen på trækassen overfor, og så tydeligt hører mødrenes stemmer fra køkkenvinduerne, den trygge lyd på vægtskålen i Den Unge Jægers Lidelser. Det gør både godt og ondt, når hele hans sorte humør liver fortiden op, men blandt essays elsker jeg Den hellige gade, hvori man med ét blir Helsingoraner og mindes venner og gåture mellem de gamle kulisser. Fortællingerne i Udsigt til Kronborg er lige så strålende som Alvilda, der jo er sengelæsning for unge som gamle, som desværre blev digterens sidste. Han døde året efter. På natbordet lyser han imidlertid op, men han hører nu også til blandt yndlingsdigterne:
Ud af en vinter
Vær stærk og gaa forbi, den dør blev lukket. Se alt er koldt og sort, og solen slukket.
Det synger fint i nat i alle buske, men du skal rastløst midt i mørket huske,
at du maa gaa forbi og bort alene og høre tiden tø af alle grene
*
Rim til min kones kludeklip
En nisse i mit loftsrum, tre engle paa mit tag. Helhesten banker paa min dør hver evig søgnedag.
O Gud, hvor verden dog er stor, langt større end de fleste tror.
Alrunerod og nøkke, en masse skiftingskravl. Se Udgaardsloke bider af min ene lokumsgavl.
O Gud, du graver dybt og nok. Se Fanden er hans pumpestok.
En elefant paa himlen, to drager og en trold. Forbi min laage vandre Zeus med røverne fra Rold.
O Gud, hvor mennesket er smaat. Bevar det barnligt, rent og godt.
*
Skærslipper i grøften
Min hund er en loppehund, min kat en lusekat, min stillids nægter at synge.
I morgen brænder jeg min hund, i morgen brænder jeg min kat, og læsker mig med deres smerte.
Men min fugl propper jeg til som en flaske. Den, som kan synge, og ikke vil.
*
Hjemkomst
Jeg skulle hvile nakken mod en stjerne og bæres oppe af de fire vinde som solen og de andre smaa profeter.. Jeg blev forraadt og styrtet ned i natten.
Da jeg skreg, ja jeg skreg, og mens min aande og stemme stod som en ild fra mine læber, gled tiden koldt forbi . Mine stjerner, som skulle se mit fald og vidne evigt.
Men der foer fortid op fra kløftens mørke. Et menneske stod op og tændte ilden, og havets læber lo, og skoven rejste
sit grønne telt som ofte før. Da brændte din duft, o jord, vidunderligt omkring mig. Og jeg forraadte vidste, jeg var hjemme.
*
Fra Udsigt til Kronborg - sengelæsning:
Stengadeforaar
Stengade burde være gaagade. Langt forude saa jeg Kurt ile afsted med en underlig pakke paa den flade haand. Der var i hundredevis af indkøbslystne bæreposesvenskere mellem ham og min naturlige nysgerrighed. Og der var tre-fire pigebørn, som havde tegnet med kridt paa fortovet og hinkede rundt paa eet ben efter en højrød glassten. Ikke tale om, at jeg traadte ud paa kørebanen, selvom jeg jo havde travlt. Men et voldsomt puf i ryggen alligevel, af en forbikørende lastbil, dens venstre sidespejl ramte mig lige dér, hvor man i gamle dage turde bilde børn ind, at englevingerne engang skulle vokse ud. Som om man har balanceret paa randen af graven. Ikke lungekræft af tobaksrygning, ikke skrumpelever af for mange Wiibroer, ikke ophobet kviksølv af øresundstorsk, men den ægte vare, den folkelige aarsag: færdsel. Og i samme øjeblik man staar stille og ømmer sig, naar en næsten uhørlig lyd ens øre, oppefra, gennem hovedgadens tummel, et maageskrig. Det er jo aldeles ikke noget enestaaende, at en landbo flytter til byen og at han dér mærkværdigt hurtigt glemmer at følge aarets rytme, men saa sker det ogsaa, at en lugtstrime, som de indfødte ikke opfanger gennem udstødningsgassen, en lyd, de ikke hører, sætter ham tilbage til, hvor han kommer fra, pludseligt, uformodet.. Maageskrig er ikke sjældne i Helsingør, men det skrig, med den accent, i forbindelse med den lysstyrke, den kølighed, som solskinnet har spundet sig rundt om og vævet sig ind i: Det er den samme havmaageglose, næppe en ed, langt snarere et smægtende udtryk for længsel efter mad og erotik og andre berusende ting, som for aar tilbage lød over bæltet, udfor strandengen, og dér var det kun en del af fuglekoret. Vibens dykkende advarsler, bekkasinernes lydlige vibrationer, en lærke, et hanegal oppe ved Antons skovarbejderhus i bøgebrynet. Og eet eneste maageskrig, med den bestemte klangfarve, faar lugt til at strømme gennem erindringens næsebor, her midt paa den asfaltflimrende hovedgade, soltør lugt af harvet muldjord, som blot venter paa at blive saaet til. Blot? Den side af foraaret er slid og slæb, maskiner, mekaniske æsler, bærende paa begge flanker store hvide beholdere, fyldt med kemi, jeg skulle sige flydende ammoniak. Naar man sad i sit køkken og mørket var faldet paa, kunne man se billygter, derude hvor der ingen vej var, og det var traktorerne, som havde de værgeløse marker under behandling til langt ud paa natten. Og foraaret var et aar den paaske, hvor der blev konflikt i landbruget, lige før jorden var rede til at modtage udsæden. Husmanden med de otte tønder land og familien som medhjælp berørte det jo ikke, at landarbejderne strejkede, men slottet, storgodset. Greverne, far og to sønner, satte sig op paa maskinerne, og godskontorets funktionærer, og de kunne. Saa var der bare den rædselsfulde arbejdsplads bagved, bag radsaamaskinen. For at sædekornene skal kunne trille ud og komme godt i jorden, maa der ikke sætte sig vissent græs og ukrudtstotter rundt om de næbspidser, hvorigennem det skal foregaa. Saa en mand skal vandre, eller halvløbe, bagved og slaa møget af, med en kæp. Det blev den mere end halvgamle godsskrivers job. Han rendte en snes kilometer, under bagende sol, i ophvirvlet støv, i lette gummisko. Hidtil havde han kun bevæget sig halvtreds meter om dagen, paa cykel. Jeg mødte ham efter arbejdstid paa kroen, som næsten hver aften. Han var opkogt, ikke kun i fødderne, men han var langtfra bitter endsige vred, bare tørstig. Der sad nogle strejkende, og de grinede, og han grinede godmodigt igen, ind imellem sine støn. Men hvad nu, hvis situationen havde været omvendt? Hvis det var godskontoret, der havde strejket, og landarbejder Erik, der skulle have skrevet med pen og blæk? Han havde faaet rystesyge i højre arm, krampe, seneskedehindebetændelse. Og sandsynligvis var der kommer et ubodeligt rod i regnskaberne. Kornet kom dog på, ogsaa det aar. Og foraaret er plænegræsset, udover en hel tønde land, det er overhovedet ikke begyndt at skyde om aftenen, naar man gaar i seng, men alligevel staar det knæhøjt den næste morgen og forlanger at blive klippet. Og man begynder at slaa, og maskinen ryger ind i vinterens tusinde muldvarpeskud, saa jord og smaasten splintrer om ørerne paa een. Alt det havemas. Naar man nu stædigt holder paa, at det er mere nødvendigt, om end ikke slet saa nyttigt, at blive siddende over skrivemaskinen og hamre videre paa „Døden i skoven” . Saa maa man se at faa fat paa en mand, der vil grave og rive og saa og plante og sætte aspargesbedet op, men August nede i enkeboligerne har lovet sig væk hele sommeren, til doktorens: Prøv Emil Nordmann. Cykelturen derned , syngende lærker over Strandbyvejens marker, fuglenes pludselige, stenagtige fald de sidste meter ned til jorden. Emil bor paa hjørnet af Krybskyttevej, saare berettiget. Thi det var ham, der i sin tid fangede en natlig vildttyv med de bare næver og pacificerede ham ved at smide ham ned i grøften og sætte sig ovenpaa ham. Og grøften stod fuld af vand. Ja, hvor det siver, rinder, nynner i alle grøfter. Midt paa den nyharvede ager, som strækker sig helt her fra sognevejen over til skovbrynet, spankulerer en højrøvet fasanflok. Det er farligt for vilde dyr at bo i nærheden af den slags massefabrikeret tamkræ: Der ligger en skudt kat paa grøftevolden, dens sorte hale hænger ned i vandet, det er skytteelevens morgentrofæ, den yderste halespids flimrer hvid dernede … … Saa fik jeg nye puf i ryggen, svenskere, som ikke gad vente længere, havde staaet saa taalmodigt og ladet mig erindre, nu skulle de skynde sig, baaden gik. Og jeg ilede efter Kurt, som var naaet helt hjem til Færgegaarden, vi fulgtes op ad trappen, satte os ved et vindue. Foraarslys over Øresund, Helsingborg laa med douce farver, en olietanker gled ned mod Prøvestenen. Papirpakken havde han lagt fra sig i vindueskarmen. Det var ikke andet end en wienerbrødsstang, til eftermiddagskaffen.
*
ANTÆOS
I
Blæstramte røn ved vejen, nær markerne, men bittert alene træ. Og knækket nu, Antæos, grebet bagfra, løftet højt op og dræbt i et favntag, ingen usynlig navlestreng kunne lindre.
Rundt om, men dømt og døende, fordi de ikke kender kimens lov, udslukte, endnu glødende klodebær. Et regnvejr, en nat endnu og ingen mere blæst.
Ved Bregnerød, ved markvejen en splintret ene røn.
II
Tæt sprækken under døren og i den hvide karm, gem den gamle mand bort i den tryggeste krog, I ejer.
Og lad ham ene, for ham er verden ny og en anden. Dæmpet og tæppehængt, med morgenslør og dis. Blomsterne blege.
Nu falder frugten længe før, den skal. Træerne ude skriger mod hinanden med nøjsomme himmelraab. Ske din vilje.
Lad ham ene glide ind i rusen, hver dag er en mere bitter dram. Skærmet i den inderste krog, ikke høre blæsten om huset.
- Frank Jæger.
mvh Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#29395 - 12/03/2020 07:36
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
I tider hvor folk lagde al fornuft bag sig og styrtede omkring som får efter indkøbskurve fyldt med gær og hvad ved jeg, efter med opspilede øjne at ha’ lyttet til formaninger fra journalister og politikere, da var det godt at gå i blæsten, der syntes at fange og kaste al hysteri for vinden, som efterlod en rolig eftertænksomhed. Den forsigtige menneskelige fornuft, har aldrig ført kaos med sig.
Vindfælden
Her ligger den væltet med Roden op, og Blæsten fra Søen staar graa som en Mur og kaster sig over en Nabotop med Munden imod dens Stammes Lur. Her ligger den strakt med Gren og Naal, med Egernrede og Fuglebo, med Harpiks, som randt af dens fulde Skaal, et vinget Liv, som er bragt til Ro og stilnet som Slaggerne fra en Baal.
Men Vejret tykner og er som et Hav. Det farer forbi om en Tomhed spændt, en Vaage i Luften, hvor Træet tav, som om en Bue fra Strengene gled, og han, som førte den, vendte sig bort og fattede tungt om sit Instrument med Hænder, der var som Aske og Støv, og lagde det fra sig og pakked det ned i Sne og de smuldrende Tiders Løv.
*
Vandet Under Græsset
De gamle paa Egnen siger, at under et magre Land løber nede i Dybet en vældig Aare af Vand.
Det hænder at de kan høre den mumle, naar Natten er tyst. De siger, det lyder fjernt som en Vaar i Jordens Bryst.
De ligger i deres Senge og lytter til Pulsen, der bor i Kamrene under græsset i den grønnede Jord.
Der findes maaske en Latter, et hemmeligt Kildespring, en leende Aare af levende Vand begravet i alle Ting.
Og naar de i Gulvets Fjæle hører Vandaarens Sang, synes dem Livet et Eventyr og Dagen mindre trang.
Det kommer dem for, at de lever og dunkelt er i en Favn, hvor alting staar sluttet omkring en Drøm, og ingen har Alder og Navn.
- Paul la Cour.
mvh Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|