1
registreret Arne Thomsen
680
gæster og
191
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#26039 - 04/09/2018 05:03
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Et hei natten, RM..
Du, der nu som tusinder af øjenlåg danser i drømme under månen, der her har en skyklap for sit ene øje, mens den med det andet fornøjet ser nattelivet udfolde sig, ska' da også ha' lidt til det vågne øje - bevares, Morpheus må fra selv de månekære ha’ sin afgift, andet ville da også se kønt ud. Ind imellem må man bare ta’ sig natlige friheder, dog er det bedste nattevandringer med månen på skulderen og ugleøjne i ryggen langs skovbryn i et svagt oplyst maleri. Da mærkes lysten til at stemme i og sammen synge gamle Bilbos yndlingsvandresang:
På min arne ilden flammer, I min hytte står min seng, Intet, intet foden lammer, Rundt omkring i mark og eng Er der træer, er der stene, Som kun vi for se alene. Træ og blomst, græs og blad, Forlad og glad! Forlad og glad! Bakke, bæk, vej og sti, Vi går forbi! Vi går forbi!
Umuligt ikke at glide ind i skovens lydrum, blie til enter med vagtsomme øjne, og det er ikke bare småkravl man ser på sin vej! Sådan et par fodtudser ka’ da finde på at synge også Bacchus en sang, ikke uset over en dram, som han sikkert selv ville ha’ værdsat og glad stemt i, før han betalte Charon sin sidste obol for overfarten. Ak ja, hvad mon han ville ha’ sagt til Fredmans röst:
Så lunka vi så småningom från Bacchi buller og tumult, när döden ropar: Granne, kom. ditt timeglass är nu fullt!
Du, gubbe, fäll din krycka ner, och du, du yngling, lyd min lag: den skönsta nymf, som åt dig ler, inunder armen tag.
Tycker du, att graven är for djup, å välan, så tag dig då en sup, tag dig sen dito en. dito två, dito tre, så dör du nöjdare.
Blandt smukke kragetæer og billedskabere med Peter Pen, hører også denne herlige røst, og hvem er ikke blevet skåret til efter samme model:
Den ihærdige barber (nærmest selvportræt)
Den ihærdige barber har altid maskinen i ørerne sidder i saksen klipper små forvoksede ord ud af næseborene på læsende kunder der altid får kam til deres eget hår. Gyser med dem der får det kolde stål i nakken fjerner skel fra øjenkrogene dårlig samvittighed fra hovedbunden og spuler efter med flere hold undskyldninger.
Aldrig snubler han over midterskilningen men havner i det bløde fald ved venstre tinding Sakser sig igen hele vejen rundt med hårrejsende elegance børster ørekildrende de sidste ordrester af jakkekraven og viser os bukkende frem i nakkespejlet.
- Torben Brostrøm.
*
Apropos Bacchus, ka’ man ikke dy sig for endnu et af Uffe Harders inderside-pennestrøg, nu varer det jo heller ikke længe før også solen bryder ud i sang, for med hans ord at føle et stærkt vemod over også den episke skippers forsvinden fra Kløvedal:
Græsk dag
I de springende delfiners morgen knitrer den unge sol i skummet og glæden rejser sig i sejlets omrids. Udfoldet i den grænseløse klarhed brænder lyset i den fulde glans’ ligevægt og roen hviler uophørlig i søjlen over blodets rene beruselse. Stenens og bladets forvandlinger frigør cikadesang til purpurblæksprutten synker i det levende hav.
mvh & god soldag Simon
Redigeret af Simon (04/09/2018 05:17)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#26053 - 04/09/2018 21:49
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Hej RM..
Jeg ved jo ikke om du læste Suzanne Brøggers fine lille in memoriam i WA #34, hvor den vittige poet allerede i tresserne skulle udtrykke samme trang i hendes liv, i kraft af hans nydelige bowlerhat? Der findes nogle herlige billeder af Benny Andersen deri, han der netop intet flokdyr var, hvorimod en dobbelttydighed mellem det lyse muntre og det mørkere mere melankolske sindelag, både viser en tvingende trang i ham som i digtere flest, altså ventilen også hende. Måske jeg særligt holder af at se George Bernhard Shaw placeret ved siden af Benny Andersen, med billedet af skeletterne der må ha’ lov til frit at danse, idet ikke kun de men vi alle ellers falder sammen for åbent tæppe, og det er nu engang ikke altid noget kønt syn. Og det er jo hvad vi allestederfra ser i også vor tidsalder, netop hvad så utroligt mange bruger fx ”de sociale medier” til, eller lokalavisen, EB, BT og hele resten af det samlede DR-show, en ventil der plejes og pusles om, og som naturligvis også stopper til. Holberg og Kierkegaard var da helt sikkert eksploderet uden den nogenlunde velfungerende ventil, hele teaterverdenen er et udtryk for samme, og strækker sig i tid langt tilbage i kulturhistorien. Tit blir det jo selvfølgelig en værre brokkasse, men så mange mennesker, stuvet sammen i samme areal og uden mulighed for afløb? Nej, det var endt i borgerkrigslignende tilstande. Når Benny Andersen stille sover fra Snøvsen, som endnu et fint billede fra den vidunderlige kvinde, da mærkes det naturligvis i alle han udtrykte sig i, og jeg skal da også lige love for at han kom rundt i verden, du store kineser, hvor blir verden dog lille med den slags digtere, til trods for Rilkes ord om berømmelsen. Det er ikke så mærkeligt man blir stille og vånder sig, da han har kriblet og krablet i hver en afkrog og nu er endnu en ventil der pif-paf-puf pludselig nu er ude. Jeg forstår digtere der svæver i Debussys études, her står tiden blikstille, end ikke vinden tør uden fålov røre sig. Der er behov for sommerstille barndomsrum med ansigtet på armen i solfyldte karme, at lære at kede sig, ingenting at gøre, holde hurlumhejet lidt i ave, bare at lade fantasien lege frit og vise de ukendte flugtruter hvor ingen ure findes. De skal såmænd nok ringe på døren, når tiden er inde. Ethvert menneske har brug for sit frirum, musikken, lyrikken, bare forsvinde i billeder eller fortællinger, være sig selv, det jo udmærket går an også at være sammen. Så det er lidt af en balance, den vekselvirkning Suzanne Brøgger så fint beskriver, med det lille vemod over ikke mere at skulle høre Benny fortælle om oplevelser gennem et lang liv. Så hvis du ikke sku’ ha’ læst den, findes muligheden i det stille læseværelse på biblioteket, nåja, børnene skal jo også være her..;)
Apropos:
Syvsover
Umulige umådelige morgen hvor man aldrig kommer ud af sengen eller blot når frem til dens udkant så vidtstrakt er den på størrelse med et amt man ormer sig vej under klam lavthængende dyne enlig vildfaren spermatozo har ikke kondition til at nå frem må standse trække vejret og modet nu ingen svedig panik på lagnet der er endnu uprøvede folder af følge ingen trafik at tage hensyn til man ventes derude ved dynegrænsen med spørgsmål, aftaler, slidske, slips man ventes at vågne man har pligt til at grave sig ud en gang om dagen og vise sig spise lidt vokse lidt stille op og vente på sin tur strække sig bøje sig skrive under på noget eller danse tage stilling tage ved lære tage ved men jeg blir mat i bevægelserne af al denne dyne der skyder sig frem foran mig som en bræ hvad forplanter sig gennem dun send et filtagtigt morse ud til trippende foresatte teklaprende nærmeste vagthavende opdragere og kreditorer: jeg er i live men på forhånd afkræftet sæt en eftersøgning i gang med radar, frømænd, sct. Bernhardshunde.
- Benny Andersen.
mvh Simon
Redigeret af Simon (04/09/2018 22:04)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#26063 - 05/09/2018 10:40
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Jeg husker Michael Strunges pludselige død, senere kom digtene, fra venner til vennen hvis grin og gnistrende øjne nu var forstummet og øjeblikkelig blev minde. Enkelte smuksakker havde et eget liv, en intensitet og gnist foreviget, og Bo Green Jensen skrev så sandt, at det meste er borte. Det var en tid med eksplosioner af levende musik, lyrik og teater, en selvkritisk undersøgende tid, omsorgstanker for fællesskabet måtte ikke blive tør retorik. Havde man med et svup omplantet den tilpasningsdygtige nutidige student i daværende tid, var den omkommet i et ungdommeligt farvesmæld af udlevet fantasi – det var dén, man klippede til Erhard Jacobsens røst: Michael
Der er så meget at erobre – verden f.eks.
Der er så lidt at miste – f.eks. sig selv.
Inderst i flammerne er der de isnende øjne. Det er så koldt at brænde.
Der var så meget verden sagde til ham at han ikke fik tid til at svare.
Nu er kroppen eet med verdenskroppen, alle splittelser lægt.
Nu kan vi kun høre ham i vinden. Nu kan vi kun se ham i solen.
Verden har erobret een til, har taget een til til sig.
Og er blevet mindre.
Han vidste hvor svært det er at leve. Nu ved han hvor let det er at dø.
- Poul Borum.
*
Til en flygtning
Tak, fordi du ikke strøg dig selv og os med hårene
Tak, fordi du viste dig selv uden forbehold uden sikkerhedsnet uden sideblik
tak, fordi du turde leve som var hver dag den sidste som var mørket lys som var kulden varm
Vi, der hørte på dig og fulgte dig er nu ladt tilbage med kulden, mørket og de mange dage
- Jørgen Skovsted.
*
Michael i haven
Michael i haven. Han Sover og han drømmer. Han Ønsker han var gartneren, Skønt alle hækkene er låst.
I blomsternes munde Bliver lyset til væske. Solen i rosen giver Bierne mad. Og Michael
Drømmer spindelvæv. Han Sover lange døgn til hudløshed Og har et helligt syn af klokke Mellem alle plæneklippers ofre.
Mange mælkebøtter dør Den sommer. Stængler Kappes. Efter ligger Græsset tæt af kroner.
Så meget liv er skåret af. Så megen nød har ædt i dagen Og flammerne skånede ikke hverken De første eller de sidste børn,
Som dog var en slags blomster Og som ligeledes er slettet nu, Dækket til af rust og løvfald Fra så mange sæsoner i hjertet.
Det meste er borte. Vi Har glemt vore døde. Vi Sætter pris på gartneren, Der luger ud i krattet.
Så megen tid har taget Vore liv som pris for lyset, Men jeg kan huske Michael For han var ligesom mig.
Det tog dem 27 år At hærde denne vintersplint. Vi rundede de 30 og Fik måske lidt mere dragehud,
For gennemtræk giver åndenød Og dansen gennem alt må læres, Også under vægtes spil i mørke rum Mellem aftryk der ikke kan slettes.
Det er dem aviserne bringer, Men jeg græder ikke for Michael. Himlen holder fast nok som det er, Og Michael sover. Han er i haven. Han drømmer at han er gartneren selv.
Jeg græder ikke over Michael, Men min mund er blevet skæv Og stum. Det føles koldt og sært, Skønt læberne er størknet I et smil som ligner glæde
Til den forveksling vi lærte At vise verden og gemme os bag, Dengang eksilets greb begyndte Og vi rejste fra haven i hjertet, Hvor solen i rosen giver bierne mad.
Og Michael er i haven nu. Han drømmer at han sover. Han véd han er gartneren, For alle hække er låst.
DAT ROSA MEL APIBUS
- Bo Green Jensen.
mvh Simon
Redigeret af Simon (05/09/2018 11:20)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|