1
registreret
(1 usynlig),
824
gæster og
283
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#24486 - 12/01/2018 17:54
Re: Poetisk fryd..
[Re: Simon]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1013
|
|
Hej Simon
Go' idé, tak så meget. Nu skal der søges og kigges fra fugle- og himmelperpektiv :))
tilbage, tilbage til skyerne, der viser os lyset, til det nervøse vandspejl i morgendæmringen, der viser os lyset, til spejlene og blikkene, de forrevne, blanke og grænseløse ting, som ikke er ting, vi ved ikke, hvad de er, de viser os, at der er lys, og vi ved ikke, hvad vi ser, en uro, en ild, en art støv
Per Aage Brandt
***
En solsort kom flyvende inde fra tågen den sidder her nu og synger i en våd bjergfyr om lidt flyver den tilbage til naturen.
Per Højholt
Bevingede hilsner RoseMarie
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#24493 - 13/01/2018 23:49
Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
|
|
Hej i natten, RM..
En virkelig fin reise nedover, hvor man udover digteren Keats, henfalder til uendelig mange andre herlige sager, men som du ved, har Hr. Nørregård-Nielsen jo efterhånden gjort sig skyldig i temmelig mange ligedanne velbehag. Og meget apropos, med særlig tak for den bænkede mands solsort, ikke at forglemme Brandt, her lidt stjernedrys fra en af vore ypperligste nordiske digtere i historien, noget nær Frits Kreislers Liebesfreud ell. lign.:
Asgaardsreien
Lydt gjennem Luften i Natten farer et Tog paa skummende sorte Heste. I Stormgang drage de vilde Skarer. de have kun Skyer til Fodefæste. Det gaaer over Dal, over Vang og Hei, gjennem Mulm og Veir; de endse det ei. Vandreren kaster sig ræd paa Veien. Hør hvilket Gny - det er Asgaardsreien!
Thor, den stærke, med løftet Hammer, staaer høit i sin Karm, er forrest i Laget; han slaaer paa Skjoldet, og røde Flammer belyse det natlige Tog ved Slaget. Da klinge Lurer, da er der en Støi af Bjælder og ringlende Ridetøi, da hyler Sværmen og Folket lytter med stigende Angst i de dirrende Hytter.
Asgaardsreien i Fylking rider ved Høst og Vinter i barske Nætter, men helst den færdes ved Juletider; da holder den Fest hos Trolde og Jetter, da stryger den lavt over Eng og Sti og farer den larmende Bygd forbi - da vogt dig Bonde, hold Skik og Orden; thi Asgaardsreien er snart ved Gaarden!
Naar Øllet virker i Bjælkestuen og vækker de hedenske Juleskikke, og Ilden kaster sit Skin fra Gruen paa svingede Knive og vilde Blikke, da gaaer der et Gys gjennem Tumlen tidt; da høres de natlige Skarers Ridt, da knager Væggen, da dandser Kruset; thi Asgaardsreien slaaer Kreds om Huset.
Der holdtes et Bryllup paa Øvre-Flage tre hellige Juledage til Ende. Blandt Terner fandtes ei Brudens Mage, og Brudgommens ei mellem Ungersvende. Der stod en Glands i den bonede Hal af dækkede Borde og dyrt Metal, der fandtes en Skat, som er kommet for Orde, af Kobber paa Væg og af Sølv paa Borde.
Og lystigt durede Trommer og Giger, og Brudgommen traadte sin Dands mandhaftigt; han førte sin Brud mellem Svende og Piger - da gik vel Hallingen let og kraftigt! Til Dandserens vældige Kast og Hop fløi Ternen om som en surrende Top; da strømmede Larmen og Spillet sammen, da drønede Hallen af Liv og Gammen.
Den tredie Kveld, da Øllet var drukket gjennem al den Helg af Gamle og Unge, da var vel Tørsten i Laget slukket, men Karlene vare drukne og tunge. Vor Brud havde atter sin Krone paa; thi nu skulde Skaalen om Bordet gaae. Og nu tog Kjøgemesteren Ordet og krævede Stilhed med Slag i Bordet.
Da styrtede ind i det bænkede Gilde de vidt berygtede Seims-Bersærker; Øinene rullede mørke og vilde, paa Panderne havde de Slagsmaalsmærker. De gjorde et Sprang over Hallens Gulv - ja, det var Brødrene Grim og Ulv! Grim, der nys var forskudt af Bruden, kom nu selvanden, og var ei buden.
De døsige Gjæster foer op med Bæven og havde kun liden Hu til at stride. Hver ravende Mand, der knyttede Næven, blev grebet i Bringen og kastet til Side. Brudgommen satte sit Bæger ned, steeg op paa Bænken og bad om Fred. Men Brødrene reve alt Kniv af Bælte; det var just Brudgommens Liv, det gjældte.
Da stimlede Kvinderne sammen i Klynge og danned' en Vagt om den haardt Betrængte; bag Borde og Bænke, der laae i en Dynge, de stode ved Høisædet indestængte. Den ældste Kvinde i deres Flok blottede nu sin graanede Lok, og gav saa Brudgommen Sønnenavnet, og tog ham paa Skjødet og holdt ham favnet.
Men Brødrene endsed' ei Kvindemildhed, de stormede frem over Borde og Bænke og splittede Kvindernes Flok med Vildhed - da var der ei længer paa Fred at tænke. De greb' deres Offer og slæbte ham hen til Hallens Dør og ud gjennem den. Da blev der en rasende Kamp i Gaarden, og Gjæsterne fulgte i vild Uorden.
De styrtede ud med Blus og med Brande; thi over Egnen rugede Mørket. Da saae de Brudgommen opreist stande; nu var han af Vinterens Luftning styrket. Han brugte sin Kniv til Snit og til Stød - saa gav han igjen hvad de Andre bød. De Trende danned' et rædsomt Knippe, og Ingen af dem vilde Taget slippe.
Da tumlede Grim med Eet overende, og Blodet strømmed ham bredt af Brystet. Des haardere brødes de andre Tvende og holdt hinanden i Rygtag krystet. Tilsidst blev Brudgommen sat mod Jord, og Kniven alt mod hans Strube foer. men Ulv holdt inde og stod bedøvet, og skjælved og bæved som Aspeløvet.
Thi gjennem Luften i Mulmet sused et huiende Tog paa fnysende Heste; det foer over Skoven mod Brudehuset, og vilde det blodige Gilde gjæste. Da klang der Lurer, da blev der en Støi af Bjælder og ringlende Ridetøi. Nu var det nær - det kom over Heien - der hørtes et Skrig: Det er Asgaardsreien!
Da blev der et Veir mellem Jord og Himmel, der kastede Rædsel i alle Barme; det hvirvled afsted i voxende Stimmel, det slog med Vinger, det greb med Arme. Da var det Ulv blev draget i Haar, og slynget i Luften og ført af Gaard, ja ført over Skov, over Fjeldetinde - han spurgtes ei meer, han var ei at finde.
Da Larmen stilned om Rædselsstedet, laae Grim af Dødskampen sammenkrummet, men Brudgommen blev over Sneen ledet, og sattes paa Hynden i Gjæsterummet. Hans Hoved vakled, hans Blodstrøm flød, han svæved en Tid mellem Liv og Død; men han blev pleiet og vel forbundet, om Vaaren havde han Alt forvundet.
Nu sidder han bøiet og høit bedaget, og kan sin Æt omkring Arnen samle, nu sidder han ofte med Sagn i Laget og korter Tiden for Unge og Gamle. Saa var det seneste Julekveld, da Ungdommen raabte: "Fortæl, fortæl!" Da flammed hans Blik, da saae han tilbage, da maned han frem sine Bryllupsdage
- J. S. Welhaven.
mvh Simon
Redigeret af Simon (13/01/2018 23:53)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#24506 - 16/01/2018 01:31
Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
|
|
Hej RM..
Her mellem regn, rusk og røde kolde næser, en varm anbefaling til lidt magisk realisme og livskloge sondringer, ja sandelig en erindringsbog båret af meningsfuld rytme, som Erling Nielsen i forordet skriver om Aksel Sandemoses Rejsen til Kjørkelvik, men her et drys fra Sandemose selv:
»Utenfor larmer bekken vår, den er etter voldsomme regnskyll blitt til en liten elv som stormer framoverskummende stryk, Norges stemme! Jeg lukker øynene og ser for meg skogen som står tett bare noen meter fra vinduet, og plutselig fatter jeg ikke at noen vil bo andre steder enn midt i tykke skogen, ved fjell og vann, inn mot hjertet av Norge«.
NORGE
Det hvisket fra mitt urolige hjerte om et land med hengende haver. Det lå et dugget eple i græsset, og mauren så på verden fra toppen av et strå.
Møte deg, mor, i din ungdom, vugge til fred på gyldne tåker. Låne lidt lykke til høye renter og leke med småbarn under de vennlige trær. (ca. 1931)
- Aksel Sandemose.
Og nu vi sandt at sige er ved disse magiske ordsakse, er det i den samme skov ingen sag at støde på Vagn Lundbyes, så efter nærmest et væld af stemningstung poesi, og jeg jo ved hvad der får solen til synge:
Æseldyret
Jeg var med ved Jericho og slæbte sten til Keops pyramide Jeg var ned ved Waterloo og så forstummet Babelstårnet skride Sagtmodig red jeg Jesus hjem en søndag i Jerusalem
Jeg er glad for børn og dyr og hader politik og blanke sabler Giv mig tusind eventyr og alle La Fontaines dyrefabler Og hvad skal jeg med stjernedrys når blot jeg har min Peter Plys
*
Se, dét var jo lidt andre boller på suppen, med hvilke jeg her sir, nat nat..;) Ups! Jeg glemte da helt at sige, at man i Vagn Lundbyes Dyrefabler finder de fineste tegninger af John Olsen, for det er jo ikke helt uvæsentligt. mvh Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#24509 - 16/01/2018 11:57
Re: Poetisk fryd..
[Re: Simon]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1013
|
|
Hej Simon
Formiddagskaffen er nydt sammen med dine skriv, og læsningen er en genopstående vækkelse :))
Og for nu at begynde, hvor du kom til. Ja, ikke helt til dyrefablerne, som ganske vist også er dejlige og underholdende, men til ham med honningkrukken fuld af skønne godbidder, der kan smages på igen og igen ... og jo, de har skam smag af den gode honning med styrkende og opbyggende propolis :))
Peter Plys leger med ord og sne i toner, her i Tom Kristensens oversættelse:
Jo mer det sner, tral la la des mer der er af sne og ingen ser tra la la la, at mine tær, tral la la la de våde er af sne.
Og fra sne i Hundredemeterskoven til Paul la Cours De hundred somre:
Jeg vilde... Jeg husker det ikke... det er ikke her, jeg var hjemme... Jeg vaagned med unge Blikke. Da kaldte fjernt en Stemme. Den raabte om Sol og Sommer, en lovet Leg under Blaaet. Maaske er det nu, den kommer... Men hundrede Aar er gaaet. Aa giv mig den Time, jeg vilde. For sent er det ikke blevet. Luk op for det dybe, stille Liv, jeg vilde levet. Stig ned til din glemte Fange. Jeg sprænger Dagenes Fængsel, hamrer en Ild af Sange af hundrede Somres Længsel.
Samme herre i Fragmenter af en dagbog:
"Poesien lever jo aldrig i Tingene selv, men i deres Forbindelse med os. Det er ikke det bestemte Træ eller Solnedgan- gen, som er Poesi, men deres Betyd- ning for Sindet. Da jeg søgte Poesien, fandt jeg altså hverken Tingene eller Digtet, men Livet som vi lever. Kun- sten forsvandt, og en Helhedsopfattel- se af Tilværelsen trådte i Stedet."
Og så er der også lige Rimbeaud i Pia Tafdrups oversættelse:
"Thi jeg er en anden. Når metallet vågner op som trompet, kan det ikke gøre for det. Dette står mig helt klart: Jeg er til stede ved min tankes blomstring: jeg ser på den, jeg lytter til den: jeg gør et strøg med buen: symfonien spreder sine bevægelser i dybderne, eller kommer i et spring frem på scenen".
Genopstående hilsner RoseMarie
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|