"Skelner du mellem Herre (Gud) og herre (Jesus Kristus)? Det har jeg ikke tænkt over før. Gør Det Nye Testamente det? ..."

SVAR: Jeg skrev som jeg gjorde for at markere/præcisere; da der kan komme misforståelser i en samtale, hvis den ene ikke opfatter Jesus som Gud, og den man taler med måske gør det.

Det er vist ikke ualmindeligt, at nogle troende opfatter Jesus som Gud og ikke som gud – og du siger jo, du er troende.

I øvrigt er folkekirkebiblen - bibelselskabets danske autoriserede oversættelse fra 1992 (DA), for mig ikke altid nem at læse vedrørende hvem, der nu er: herre – Herre – Herren og >>Herren<<

Jeg vil tro, det blev nemmere at forstå; hvem der var hvem, hvis der blev indsat et navn for Gud skaberen i stedet for at omskrive navnet Jahveh med Herren/HERREN, - men dette har jeg forstået, at kirkefolk på højrefløjen som IM modvirkede i forbindelsen med den sidste oversættelse af den danske autoriserede kirkebibel, hvor der ellers var tale om indsættelsen af Guds navn adskillige steder.

i forbindelse med den autoriserede oversættelse fra 1992 siges der i forbindelse med Guds navn: "Det videnskabelige syn må selvfølgelig være, at Jahve-navnet må med i oversættelsen, fordi det faktisk står som navn i teksten."[5], og "at oversætterne ved projektets start var indstillet på at anvende 'Jahve' i oversættelsen; et ønske der imidlertid blev underkendt af kirkelige hensyn".[6] Oversættelsen erstatter derfor navnet med "Herren", bortset fra 13 steder.[7] "Ny bibeloversættelse: Annoteret prøveoversættelse" fra 2001 oversætter navnet med "Jahwæ", idet der gives en række videnskabelige begrundelser herfor.[8]

Guds navn er på dansk blevet oversat med Jehova, senere Jahve, men i de fleste tilfælde erstattet med titlen "Herren". Det er i modsætning til oversættelsen af andre vigtige bibelske navne som Jesus og David, der aldrig været genstand for strid, idet stort set alle oversættelser har beholdt den traditionelle danske skrivemåde.

En anden indflydelse højrefløj kristne havde på sidste oversættelse af kirkebiblen er - og jeg fremhæver:

Den autoriserede oversættelse fra 1992 (DO92) er efterfølgende blevet mødt med massiv kritik af semitiske filologer og religionshistorikere, der mener, at Bibelselskabet, som stod for oversættelsen, har vist alt for mange hensyn til den kirkelige "højrefløj" ved prøveoversættelsen. Det er kommet til udtryk ved, at de ca. 300 citater fra den jødiske bibel ("GT") i Det Nye Testamente (NT) og de mange tusinde allusioner fra NT til GT er blevet tilpasset, så begge værker fremstår som én (kristen) frelseshistorisk enhed.[2] Det gør at brugere af den autoriserede oversættelse får præsenteret jødedommens hellige skrifter ("GT") ud fra et kristent-konfessionelt grundlag.

https://da.wikipedia.org/wiki/Danske_bibelovers%C3%A6ttelser



" .... Næ, nu har jeg lige tjekket. Paulus taler om Jesus som Herre - med stort H."

Jo jo - somme steder.
Jeg har ikke kontrolleret alle steder i kirkebiblen, men se følgende:

Romerbrevet 14:7-12 vers 9 - her er Jesus omtalt som herre med et lille h – og jeg fremhæver:


*


"Når jeg skriver "trofast", er det derfor ikke for at markere, at det er fatalt at komme til at træde ved siden af og må bede om tilgivelse. Det er for at nuancere, hvad der forstås ved "tro", så man ikke blot forstår troen som en kognitiv erkendelse af et faktum (Jesus er Herre). Det er i denne sammenhæng, at jeg skriver, at troen kræver en forpligtelse. En loyalitet. En trofasthed. For også de urene ånder kan "tro" (erkende som et faktum), at Jesus er Guds søn. Men de er alt andet end trofaste."

SVAR: Er man kristen og elsker Gud Jahve, som er det første og største bud:


... er min forståelse man er trofast til døden.

Paulus talte om sejrskransen og forventede at komme i himmelen.

En trofast kristen skal kunne forlade ALT – far mor børn, arbejde og søge riget først - Jesus sagde jo: "Kom! Følg mig!"

De første kristne gik i døden for deres tro; som Jesus også gjorde for at herliggøre sin fars navn – og jeg fremhæver:



Bibelcitater er fra bibelselskabets online bibel.

¨¨¨¨

Et must, skal læses! Læs læs læs!!!

Tryk på link'et her:

Pave Frans fylder os med HÅB og KRISTUS


Hvad den kristne tro aktuelt kan være i dag når den bæres og repræsenteres af et ganske helt igennem usædvanligt menneske.


Pave Frans kommer filosofisk fra samme sted (skole tradition) som Emmanuel Macron og det er igen hovedkraften bag EU denne filosofiske retning vi kender under personalisme bevægelsen, hvor vi i særdeleshed finder Nicolai Berdyaev og Emmanuel Mounier.

At bemærke fra artiklen er Pave Frans gengivelse af sin egen DAMASKUSBEGIVENHED, omvendelses hændelse, følger her:

Men denne morgen, den 21. september, som også markerede den argentinske højtid Studentens Dag, var planen blot at tage i parken og spise i græsset sammen med de andre studerende. Bergoglio kom dog ikke så langt. Da han kom forbi kirken San José de Flores, stoppede han op.

”Jeg følte, at jeg skulle gå ind; der er ting, man føler inden i sig, og man ved ikke rigtig, hvad det er,” har han fortalt i bogen "Pave Frans. Forandring og håb" af forfatteren Jimmy Burns.

Indenfor mødte han en præst, han ikke kendte, og spurgte, om han måtte skrifte. Ingen andre end præsten og pave Frans ved, hvad der blev sagt. Men skriftemålet ændrede både teenagerens planer for dagen og resten livet.

”Det var som at blive kylet af en hest,” skrev han senere.


”Jeg var ikke længere den samme. Jeg havde hørt et eller andet; en stemme eller et kald. Jeg var overbevist om, at jeg skulle blive præst.”

”Det er den religiøse oplevelse: forbavselsen over at møde nogen, som har ventet på én hele tiden,” har han sagt.

Oplevelsen var Bergoglios første møde med ”overraskelsernes Gud”, en guddom, han har beskrevet i prædikener, som ligger på lur og overmander uforvarende sjæle.

Hej Arne



Et par grunde til at sige Han om Gud:

1) Gud er en personlig kraft, og det vil derfor give os et helt forkert indtryk af Gud at beskrive Ham som en upersonlig kraft, en "det" eller "den", en mekanisme af en slags. Gud er f.eks. meget relationel. Han vil os - har et forhold med os mennesker.

2) Når Jesus siger "Fader", så skyldes det muligvis, at sønnerne dengang var med inde over og deltog i deres fædres foretagender. Og netop i Jesu fryderåb hører vi: Alt har min fader overgivet mig. "Fader" kan derfor være blevet trukket ud som en metafor fra dengangs kultur.

Når det er sagt, så skal det siges, at kvinderne ikke har en lille rolle. F.eks. er det i de fire evangelier kvinder, der så Jesus første gang efter hans opstandelse. Dette er næppe noget, kirken ville have fundet på, da det svarer til med overlæg at ville hæmme det budskab, man forsøgte at bringe ud i verden.

Faktisk er kvinderne i den tidlige officielle kirketradition blevet fjernet. Se begyndelsen af Første Korintherbrev 15 der viser en officiel trosbekendelse, der rækker længere tilbage end Paul, der citerer den.

Men Gud valgte, at det skulle være anderledes. Kvinderne skulle være de første, der så den genopstandne Jesus. Og fortællingerne blev bevaret og skrevet ned uafhængigt af hinanden. Disse fortællinger rummer også andre - fælles - karaktertræk, der viser, at det næppe er noget, kirken har fundet på for at "ville overbevise".

Det fantastiske her er, at der om disse fortællinger er tale om flere træk, kirken ikke ville have fundet på, og som samtidig er skrevet ned (altså de samme træk) flere forskellige steder uafhængigt af hinanden. Det vil sige, at hvis kirken skulle have fundet på det, så skulle de for det første finde på noget, som virker meget ulogisk taget deres mission i betragtning, og dernæst skulle disse ting "opdigtes" af flere helt uafhængigt af hinanden. Det er meget usandsynligt.

Og her krydser vi grænsen til en snak om "det historiske grundlag" for kristendommen.

Hej Tikka



YHWH er det gamle navn for Gud, og måske det blev udtalt Yahweh, eller Jahveh. Men på Jesus' tid blev det anset for alt for Helligt at udtale for almindelige jøder, der læste i deres skrifter, og de sagde så Herre, eller Adonai. Adonai blev flettet sammen med YHWH, og så fik man Jehovah.

I dit citat - Romerbrevet 14:7-12 vers 9 - finder jeg både Herre og herre. Men det ser ud til at være noget grammatisk. I det ene tilfælde har vi Herren, når vi ser titlen blive en en slags navngivning, i det andet tilfælde ser vi det i betydningen "at være en herre" (over nogen).

Med hensyn til vores diskussion af tro og trofasthed, ser det ud til - hvis jeg læser vores korrespondance korrekt - at vi er enige i, at troen rummer en forpligtelse. "Til døden" tilføjer du endda. Men vi har også talt om, at et menneske godt kan "svigte", men stadig forblive trofast - det gjorde Simon Peter. Han ville ikke kendes ved Jesus, da Jesus skulle for rådet. Men efter at have fået Helligånden forblev han trofast til døden.

Ydermere har jeg nævnt, at vi har fået en bøn af Jesus selv, hvor vi dagligt beder om tilgivelse.

Mit spørgsmål til dig er derfor, hvordan du forholder dig til disse to ting set sammen? På den ene side skal den kristne være trofast indtil døden. På den anden side har den trofaste lært at bede om tilgivelse hver dag og ikke at forestille sig at være perfekt. Hvordan hænger det sammen?

Vi har også en diskussion kørende om Himlen. Du ser ud til at tro, at "endedestinationen" er Himlen, et sted langt borte fra Jorden. Jeg mener omvendt, at endedestinationen er en forening af Himlen og Jorden, Ny Skabelse, ny fysisk krop i en fuldkommengørelse af vores verden.

Har du nogle citater, du vil bringe på banen, som vi så kan tage udgangspunkt i?

Og hvordan forholder du dig til følgende, som stiller den kristne etik i forhold til vores tanker om sammenhængen melllem Jorden og Himlen:

Det er nok lettest at beskrive min nye forståelse af kristendommens moral og etik ved at sidestille den med en mere eller mindre karikeret forståelse af den kristne middelalders platonisk inspirerede "Himmel" - en tilstand uden tid, rum og stof, en slags tidløs evighed uden krop og handling. Et sted langt borte fra denne verden, Jorden.

Hvad mener jeg med dette? Jo, nogle forestiller sig jo, at Gud har skabt verden som en moralsk barre for mennesker. At det at være iklædt kød og sat i verden er en slags prøve. Tanken er så, at mennesker skal hoppe over denne barre for at "komme i Himlen" efter døden. En tilføjelse til denne karikatur er nu, at Jesus kom og hoppede over barren i et meget flot spring, hvorefter Gud fjernede udfordringen, så alle andre mennesker, der råber "Jesus er Herre", mens de løber, ikke behøver at hoppe, men får en fribillet til Himlen efter døden. Grundforståelsen inden for denne kunstige adskillelse af Jord og Himmel er, at skabelsen er en dårlig ting, at kroppen er sjælens fængsel, og at verden en dag går godt og grundigt under i en slags kosmisk forløsning, mens sjælene er flygtet til en "hinsides fredfyldt lykketilstand".

Men det kristne verdensbillede er oprindeligt og med udgangspunkt i skriften ganske anderledes, hvilket - Gud ske tak og lov - giver den kristne etik et andet og helt igennem autentisk udtryk.

En god Gud har skabt en god verden, som aldrig har været ment til at blive forkastet. Heller ikke er Himlen et sted langt borte herfra, hvor buttede babyer spiller på musikinstrumenter siddende mageligt på en tot vat.

Faktisk er Jorden (menneskets dimension) og Himlen (Guds dimension) ment til at være ét. Målet er at forene dem i Ny Skabelse.

Menneskets kald er at fortsætte manifestationen af det Gudsrige, som Jesus indviede, indtil Gud fuldkommengør hele skabelsen og lader alt, hvad vi har gjort i Jesu Kristi navn, fortsætte ind i og blive en del af Ny Skabelse. Målet har derfor aldrig været at flygte fra verden ved at bestå en prøve, men at herske i og over verden ved at reflektere Guds kærlighed og visdom ind i den - og gøre den til et vidunderligt sted.

I dette perspektiv er frelsen i øvrigt ikke bare en individuel sag. Den er ikke et spørgsmål om at finde en indre, privat salighed. Frelsen består i, at mennesket bliver i stand til - sammen med resten af Guds folk - at styre denne verden på en god og skøn måde og få den til at blomstre. Mennesket frelses med andre ord for at frelse verden. Vi er Guds aktører. Gud handler gennem os. Derfor er vi skabt i Guds billede, for at Gud kan reflektere sit virke ind i verden via os. Alle mennesker har derfor en ubetinget høj værdi i kristendommen. Og hele frelsesplanen er, at mennesket genoptager sit kald som Guds billedbærere - så billedet som knustes i syndefaldet bliver helt igen - og gør verden til et overdådigt sted.

Dette ændrer perspektivet på den kristne moral og etik.

Dette her Thomas skriver er så altafgørende vigtigt at forstå:



Gud kan derfor aldrig være i forbindelse grædende ikoner eller tsunamier eller jordskælv. Gud kan KUN virke gennem mennesker. Men svagttroende og overtroiske mennesker har brug for tegn og tror visse naturkatastrofer er tegn på noget hvor Gud har en finger med i spillet, men vi må droppe disse uhyrligheder, eller disse ikke spirituelle synspunkter. Gud kan kun manifestere sin vilje og kærlighed og visdom gennem mennesker.

Bibelen er et stort kærlighedsdrama mellem Gud og mennesket. Hvor vi læser om overtro, men også om ægte spiritualitet hvor Gud tilskynder mennesket til at handle moralsk modigt i verden; hvor Gud rejser og oprejser og ja helbreder et menneske.

Monoteisme betyder ikke 1 styk Gud, men det betyder at Gud er i og med og for alle mennesker lige meget = vi kan ikke udelukke eller ekskludere nogen fra Gud for alle mennesker har de samme potentialer såvidt den vertikale kreative spiritualitet der findes mellem mennesket og Gud. Vi mennesker her på jorden kan kigge op på solen og tilbede eventuelt den, men sådan kan vi mennesker ikke samles og koncentrere os om Gud. Og forsøger vi gennem skrifter (sproget) at få det til at ligne, se ud som om der er 1 styk Gud, så har vi Babelstårn myten der fortæller os at dette tåbelige projekt er dømt til undergang. Altså hverken Koran eller Bibelen eller andre religiøse skrifter vil kunne lykkes med ideen om 1 styk bestemt og identificeret Gud. Hvorfor pokker er det sådan? Fordi Gud er lige meget hos, for og i og med, alle mennesker uden undtagelse, hvorfor Gud ikke kan være nogen menneskers Gud mere end andres. Vil det sige Gud så ikke eksisterer? Ja Gud eksisterer ikke som 1 styk Gud vi kan tilbede eller rende rundt og tro på.

Dette er meget svært at forstå fordi det i første omgang jo synes at være ateisme, endda meget stærk ateisme. Det er ihvertfald et opgør med afgudsdyrkelsen at Gud skulle kunne eksistere udenom vores spiritualitet, så vi udenom det åndelige spirituelle overhovedet skulle kunne formå at sige noget om Gud, det kan vi bare ikke, for alt det med Gud er en spirituel kategori. Og det spirituelle betyder ikke noget psykisk bevidsthedsmæssigt kun, det er det også, men det er altid også mere end dette da der altid er tale om en kosmisk total erfaring = en eksistentiel erfaring, der rammer mennesket på alle dets parameter, vores liv forstået eksistentielt = i verden værens eksistens, hvor det bevidsthedsmæssige psykiske aldrig kan adskilles vores umiddelbare kropslige sanselige kosmiske i verden væren. Det sidste her er så nødvendigt at påpege fordi mange tror det religiøse spirituelle (fx det med Helligånden, Den Hellige Guds Ånd contra menneskets ånd) blot er noget der foregår i hovedet på folk, hvilket blot viser at de mennesker der påstår dette aldrig har været i nærheden af det religiøse spirituelle som noget eksistentielt der vender op og ned på alting, altså det forvandler os i hjertet og i selve vores liv og eksistens også, som de fysiske sanselige kosmiske væsner vi er. Det er iøvrigt derfor helbredelserne er mulige og er så centrale, fordi der sker i forbindelse en ægte spirituel erfaring også en hel konkret fysisk biologisk forandring med os mennesker.

Der foregår meget i hovedet på folk, fx overtro, men dette batter ikke ret meget, fordi det aldrig vil kunne ramme os eksistentielt i livet og hjertet vores. Det vil aldrig kunne forandre (helbrede) eller forvandle (omvende) et menneske, hvilket kun sker når det vi taler om ikke kun er noget der foregår i hovedet på folk, ikke kun er noget psykisk bevidsthedsmæssigt der flyttes rundt på.

At det kun er noget der foregår i hovedet på folk er nøjagtigt lige så tåbeligt som at påstå eller hævde overfor den forelskede at det hele blot er noget der foregår i dit hoved. Det er det også, men det er jo meget meget mere end det, hele ens biologi forandres og hele ens selvforståelse og i verden værens sanselige kosmiske tilstand forandres. Der er virkelig tale om noget der sparker røv i fysisk biologisk forstand (også derfor vi taler om ny skabelse og også derfor der eksisterer mirakuløse helbredelser som lægerne endnu ikke magter at forstå, men det kommer en dag efterhånden som vi i videnskabelig forstand bliver klogere på den spirituelle kategori eller den religiøse spirituelle dimension).

At nogle mennesker lever i lunkenhed og alt det de oplever forekommer dem at være noget der blot foregår i hovedet og måske endda også er det, er værst for dem selv og de burde straks søge hjælp hos psykolog eller psykiater eller andre der kan få dem til at leve og eksistere igen, ja det er et spørgsmål om liv og død, to be or not to be.