Hej Arne og Simon

Arne, du skriver:

Himlen er Guds dimension. Vi mennesker lever på Jorden. Ak, de to er (til dels) splittet, som det er nu.
Egentlig er Himlen omkring os lige nu, men den er skjult af et slør. Nogle gange er sløret tyndt. Som når vi beder.

Jorden og Himlen er ment til at være ét, men vi mennesker - skabt i Guds billede - mangler at tage vores kald på os: At reflektere Guds kærlighed og visdom ind i verden, før det kan ske. Så stor betydning har vi mennesker, som Gud har planlagt at handle igennem, at Guds Rige på Jorden afhænger af, at vi er parate til at manifestere det.

Hvad skete der med det kald, vi fra tidernes morgen var bestemt til?
Fortællingen om Adam og Eva lærer os, at menneskene greb ud efter kundskaben om godt og ondt. Vi vil selv definere, hvad der er godt og ondt. Vi vil lave vores egne regler i stedet for ydmygt at lære dem af Gud. Da revnede vores billedlighed, og verden gik af led. Ondskab og lidelse fik plads i verden.

Men når vi er klar, så vil Gud fuldkomme verden og vække sine tjenere til live i en udødelig krop i en verden uden lidelse og ondskab. Her vil vi gives nye opgaver under Jesu lederskab. Dette er Ny Skabelse.

Hvordan "bliver vi klar"? Vi bliver klar gennem det menneske, i hvilket Himlen og Jorden allerede er ét: Jesus Kristus. Al autoritet er givet til ham. Han er Herre. Han er førstegrøden af Ny Skabelse. Han er - som den eneste indtil videre - opstået i en transformeret krop (en transformation hans tjenere allerede er lovet nu).

Ved vores tro(fasthed) får vi Helligånden og bliver i stand til - allerede nu - at gøre Ny Skabelse. Det gjorde de første kristne allerede dengang, hvor de i strid med gældende kultur satte deres eget liv på spil for at helbrede og uddanne de fattige, syge og svage. Den Nye Tidsalder er således allerede blevet indviet med Jesu død og opstandelse.

Problemet med Himlen er det, den blev gjort til i middelalderen. Et sted fjernt herfra. Et sted hvor "sjælen" lever "i evigheden" uden krop og uden verden. En platonisk tilstand uden tid og sted. I tegneserier ses det som buttede, bevingede børn, der sidder på en vatsky og spiller et instrument. Hvis det er sådan en Himmel, vi tror på, vil det have en helt anden betydning for vores nuværende liv, end hvis vi tror, at det, vi gør her og nu i verden, vil fortsætte ind i evigheden i samme verden (som dog bliver transformeret).

Hermed vil jeg også svare på det fra tidligere: Ondskab og menneskets betydning.

Menneskets betydning er enorm. Det er gennem os, at Gud vil herske i Sin skabelse. Det onde fik plads i verden gennem vores afgudsdyrkeri. Ved at tilbede elementerne i skabelsen frem for at tilbede Gud modtager verden ikke Guds lys. Vi er som et spejl, der skal stå skråt, på sned, så vi reflekterer Guds kærlighed og visdom ind i verden og reflekterer skabelsens pris tilbage til Gud. Men da vi gjorde oprør mod Gud (fortællingen om Edens Have) og afgudsdyrkede, stillede vi spejlet sådan, et verden reflekterer verden. Guds lys skærmes fra. Mørke, ondskab og lidelse har fået plads.

Vi tager vores kald på os, når vi igen stiller spejlet på sned og reflekterer Guds Lys ind i skabelsen. Da vil vi bidrage til Ny Skabelse, og en dag fjerner Gud sløret, og Himlen og Jorden bliver ét, som de altid var ment til.

Arne, du skriver:

Hvad mener du med dogmer?

Vil det sige, at du gennem din ikon har kontakt til Jesus?

Simon, du skriver:

Det er et interessant tema - kærligheden! - og af største betydning for kristendommen. Det håber jeg, at vi kan diskutere nærmere.

Hej Arne


Om dogmer:

Jeg ved ikke, om der er tale om et dogme efter den definition, du viser.

"Dogme" har sådan en negativ klang, har det ikke?
Men selv dogmer kan vel være gennemtænkte og accepterede, vel at mærke af dem der vil have ret til at tvivle og derfor undersøger dem. Sådan opfatter jeg det akademiske samfund af kristne.

Når du spørger, hvor jeg har det fra, så må jeg svare, at det virker som "almen viden" i denne kreds af blandt andet forskere og professorer - men også af kristne lægmænd der er nysgerrige og er blevet kristne, "også selv om" at de rent faktisk har villet tænke over kristendommen og dens lære.

Så når du spørger, hvor jeg har det fra, har jeg lyst til at svare: "Det er almen viden". Men det er det altså kun for dem, der har sat sig ind i kristendommen. Du kan f.eks. finde det på blogs og i diskussioner over alt på internettet. Både mellem lærde og lægmænd.


Om Ny Skabelse:

Ny Skabelse er en del af den kristne narrativ, den kristne fortælling. Den kristne narrativ kan inddeles i:

1) SKABELSEN
2) SYNDEFALDET
3) ISRAEL
4) JESUS
5) KIRKEN

1) En god Gud skaber en God verden og giver den i menneskers varetægt. Vores kald er at være Guds repræsentanter i verden, et kongeligt præsteskab ment til at reflektere hans kærlighed og visdom ind i verden og reflektere skabelsens pris tilbage til Gud.

2) Ak, det går galt. Mennesket gør oprør mod Gud, hvilket får konsekvenser for dem selv og hele skabelsen, som de skulle repræsentere på Guds vegne. De svigter deres kald.

3) Historien om Israel varer fra Abraham til Jesus og handler om Guds folk, som skulle være et lys i verden, et lys for alle nationer. De er Guds redningsaktion, der skal bringe mennesker og verden tilbage på sporet. Men de svigter. Israel lukker sig stolt om sig selv. Og hun afgudsdyrker, igen og igen.

4) Jesus bringer Israels historie til sit klimaks. Han er Det Sande Israel. Han gør for Israel og for verden, hvad de ikke selv kunne. Han er Lyset i verden, og han rekonstituerer Israel omkring sig selv. Symbolsk vælger han tolv disciple, fordi Israel tænkes at bestå af tolv stammer. Evangelierne tager også udgangspunkt i fortællingen om Israel og bruger temaer fra Det Gamle Testamente. Jesus og evangelierne er således ikke isoleret uden kultur og historie. På den måde handler Gud meget konkret i verden.

På korset lader Jesus al ondskab ramme sig. På intet tidspunkt - heller ikke på korset - giver han ondskaben videre. Den får ikke lov at nære sig af ham. Ved ham kommer ondskaben til et stop. Den får ikke lov at cirkulere. Han udmatter det ondes kraft. Og selv om vi stadig oplever ondt i verden, så er den afgørende sejr vundet, så Ny Skabelse kan indvies med Jesu opstandelse.

5) Med Jesu død og opstandelse sker der en fornyelse af menneskets kald. Selv er han opstået i en transformeret krop (et løfte der gælder alle troende) og er således førstegrøden af Ny Skabelse. Vi, der følger Jesus, modtager Helligånden, så vi kan fortsætte missionen frem mod Ny Skabelse. Vi kan bygge på Guds Rige allerede nu, før Gud følger op og fuldkommer hele skabelsen. Vi kan arbejde på at forny verden, fordi Helligånden fornyer os. Men den fuldkomne Ny Skabelse sker, når Gud forener Himlen og Jorden - Guds sfære og vores sfære. Dette er Det Nye Jerusalem, der kommer ned på jorden. Derfor er der ikke tale om sjæle, der skal flyve afsted bort fra Jorden til Himlen langt herfra, men om at Himlen og Jorden bliver ét.

---

Jeg finder vores udvekslinger interessant, Arne, for du finder stor mening i "skabelsen" eller "verdens væren" - hvilket jeg også gør! Men erkendelsesmæssigt er vi forskellige, idet du synes (for mig at se) at være tilfreds med "intet at vide" og blot lade dit følelsesliv inspirere af mange indtryk.

Derfor spørger jeg ind til din ikon-oplevelse. Du siger jo, at det er selveste Jesus, du har været i kontakt med. Hvorfor så ikke holde fast i ham og give kristendommen et ordentligt eftertjek? :-)