0
registrerede
819
gæster og
104
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#23414 - 28/06/2017 12:18
Re: Den kristne tro
[Re: Arne Thomsen]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Godag-godag hr. lægprædikant..
”Hvis jeg var hardcore ateist ville jeg nok mere se på de skader, som de etablerede religioner har gjort sig skyldige i - i stedet for at missionere ateisme, som jo er uden tro og tillige - som os alle - uden viden.”
- Spar os for dine ”følelser” på overtroens vegne! ;) Alle har i årevis haft tilgode at se dig udvise interesse for div. religioners historiske baggrund, men det har aldrig haft din interesse, desuden har adskillige debattører gennem tiden jo nærmest måtte drive grundskoleundervisning, når du stillede akkurat samme spørgsmål, hvor du bl.a. troede, at ateister havde noget at missionere for, hvilket selvsagt ikke er tilfældet, idet en afvisning af overnaturlig tro jo ikke tilbyder alternativer indenfor samme kategori. Hvad du ikke er blevet henvist til af historisk kildemateriale, men ikke har gidet læse, du store kineser! ;)
Så andre end jeg er skam vant til at se dig slynge samme spørgsmål ud i en uendelighed, fordi du dermed tror at kunne skabe lidt opmærksomhed for den overtro der driver andre end dig rundt i manegen, men har desværre heller ikke denne gang forstået de faktiske implikationer i det jeg til Thomas skrev, der naturligvis også angår dig, men skal vi sige som overtroisk tilfælde.
Men lad mig alligevel gi’ dig et hint, nu du tilsyneladende er færdig med at ”kæle med muslimer” for at frelse vestlige demokratier fra de terrorister der åbenlyst ligger og lurer bag hvert et gadehjørne i den fantasiverden der slet ikke er så fjern fra Thomas egen: suggestion bevæger kun dine tanker om verden, ikke verden selv, der netop står urørt tilbage. Men hvorfor skulle du, der jo ikke interesserer sig for kulturhistorie, også interessere dig for dén, altså for verden udenfor de overnaturlige fantasier? Men det er faktisk en verden du ka’ rejse i og blive bekendt med, en verden befolket af mennesker der måske ikke interesserer sig særligt for din og Thomas overtro, men som kan tilbyde mange menneskelige erfaringer i den virkelige verden, som alle i sidste ende må forholde sig til; nåja, med enkelte undtagelser... Du ku’ såmænd med fordel ha’ taget imod tilbuddet om en sightseeing i faldskærm et sted over det sydlige Iran, og ville sikkert ha’ oplevet mennesker med og uden religiøs overtro dér også, men fremfor alt måske ha’ lært dig, at det slet ikke er den slags, der får mennesker til at interessere sig for hinanden, ja for verden omkring dem, at det ikke er dén slags der skaber virkelige forandringer. For også dér interesserer mennesker sig for politiske forhold, der jo ka’ skabe så store forandringer for deres egentlige tilgang til verden, en tilgang den religiøse dogmetro gennem århundreder har lagt hindringer i vejen for, og som stadig nedlægges som méme i små bitte børn og som nærmest ligner en skæbne, men en skæbne der kan ændres med stor fornuft. Men det var du altså heller ikke interesseret i, og det var egentlig synd, men viser så noget om samme skæbne og méme, den kulturelle replikation der så for dit vedk. betyder, at du sidder på en debat og gentager samme tanker i nye indlæg. Beklager, dér ka’ jeg ikke være dig behjælpelig…;)
mvh Simon
Redigeret af Simon (28/06/2017 12:47)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#23416 - 28/06/2017 14:41
Re: Den kristne tro
[Re: Hanskrist]
|
|
Hej Hanskrist og Arne Jeg har lige mistet en hel del, jeg skrev til jer, fordi min computer lukkede ned. Så det bliver nok lidt kortere denne gang. Tak for ordene, Hanskrist :-) Det er virkelig pænt af dig! Jeg håber, at vi sammen kan gøre Trosfrihed til et frugtbart sted. Når jeg tænker tilbage på vores fælles fortid her på Trosfrihed, så fornemmer jeg, at der i tidligere tiders galskab alligevel må have været en herlig spire med mening og kraft. Sikke et kulturskifte vi har oplevet med hinanden. Hvor er jeg glad for, at vi har holdt sammen - og holdt fast i hinanden! Jeg kan sagtens følge dig i dit "før og efter". Dér har jeg jo været selv - det ved du om nogen. Og ligeledes i forhold til ateister. Det kan være ganske ejendommeligt at være vidne til, hvordan nogle mennesker gør sig kloge uden at kende det basale historiske, filosofiske og teologiske belæg for kristendommen. Ligeledes: I min genopdagelse af kristendommen kan jeg nu meget bedre følge dig i dine skriv om gejst, entusiasme og livsmod. Ligeledes i dine tidligere skriv om forskellen på østens og vestens spiritualitet. Om hvorvidt vi skal tømme os selv eller være tænkende, kreative mennesker. Med mit nye fokus på Skabelse og Ny Skabelse giver det, du skriver, så meget mere mening. Så jeg siger Ja, til det du skriver. Lad os politisk kæmpe, eksistentielt udfordres og tænke! Lad os være kreative og skabe. Arne, du skriver: Hvis der skal ses bredt på emnet religioner og idéen om en god og kærlig almægtig gud, så slipper vi jo ikke udenom, at Gud også er dømmende og straffende - ej heller dét, at Gud har skabt det onde. Intuitivt har jeg aldrig følt mig truet af teodicé-problemet. Men jeg tror, at det kan danne udgangspunkt for nogle interessante diskussioner af Gud og mennesket og deres relation. Hvis jeg må begynde med nogle ganske få ting: 1) Hvis Gud eksisterer, og Gud er god og almægtig, hvordan kan Han så tillade ondskab og lidelse? Dette er vel spørgsmålet, er det ikke? Jeg må svare med et andet spørgsmål: Hvis Gud eksisterer, hvordan kan vi så regne med at svare på ethvert spørgsmål om Ham? Med andre ord: Spørgsmålet er vel rimeligt nok, men det er ikke sikkert, at det udgør et egentligt problem. Gud er ikke et objekt i vores verden. Han er Skaberen og står over vores verden (selv om Han er i intim kontakt med den). Ligeledes er Han heller ikke en idé i vores intellektuelle verden, men er skaberen af vores intellekt. Hvordan skal vi så kunne tænke udtømmende om Ham og "gå i rette" med Ham? Jeg tænker, at dette spørgsmål til teodicé-problemet kan løsne dets lidt stramme udseende af at være et uløseligt problem. 2) Hvad end biblen siger noget om, hvorfor det onde eksisterer, så siger den en del om, hvad Gud gør ved det onde. Dette håber jeg, at vi kan tale mere om i kommende indlæg. 3) Vi er Guds repræsentanter. Vi er aktører. Vi er skabt i Guds billede for at reflektere Hans kærlighed og visdom ind i verden og gøre verden til et vidunderligt sted. Hvis vores billede er knust, hvad kan vi så forvente af verden?Og i samme tråd: Hvis Gud er en komponist, der har skrevet et vidunderligt stykke musik, hvad skal Han så gøre, hvis musikinstrumenterne er itu? Skal Han forkaste sit stykke musik? Nej, Gud har valgt at gøre musikinstrumenterne hele. Så kan verden også blive hel. Musikken kan spilles. Men hvis musikinstrumenterne ikke bare er "instrumenter", men mennesker med værdighed, Guds aktører i Hans verden, skal Gud så bare "fikse" dem, eller skal vi selv deltage i vores egen udvikling? Skal vi være med i processen? Hvis vi var dukker placeret i et dukkehus - med Gud som dukkefører - og vi blot skulle drikke te og smile dagen lang, så kunne man måske undre sig over, at dukkehuset og dukkerne var itu. Men hvis vi er ægte mennesker med værdigheden til at træffe valg, hvordan ændrer perspektivet sig så i forhold til "det onde" ... og for den sags skyld også "det gode"? Hvordan ændrer det sig i forhold til at drikke te og smile? Hvis vi er Guds repræsentanter, Hans agenter i Hans gode Skabelse, Hans medskabere, hvordan ændrer perspektivet sig så? I al lidelsen og ondskaben har vi fået værdigheden af at deltage i en proces med Gud ... ja, sammen med Gud. Ændrer dette perspektivet? Måske har jeg flere spørgsmål end svar, Arne. Så tak fordi du får mig til at tænke :-) Jeg vil også sige, at jeg tror på, at med Jesu død og opstandelse indviede Gud Ny Skabelse. Og hvad vi gør nu i Jesu navn og med Helligåndens kraft, vil have betydning ind i den næste tidsalder, hvor Gud fuldkommer Skabelsen. " Så hvad vil vi selv gøre?", er måske et ikke helt uvæsentligt spørgsmål. Hvad tænker I?
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#23421 - 29/06/2017 16:30
Re: Den kristne tro
[Re: ]
|
veteran
|
Registeret: 16/04/2008
Indlæg: 7545
Sted: Sydsjælland
|
|
Hej Thomas - og dig Hanskrist.
I har begge en tro - hver på sin måde - indenfor kristendommen, og ingen af jer er jo naive idioter, der blot ligger under for omgivelsernes pres.
Så pirrer det min nysgerrighed: Hvordan er I - hver på jeres egen måde - nået til den tro på kristendom, I hver især har?
For dit vedkommende, Hanskrist, fornemmer jeg, at det peger lidt i retning af den oplevelse, Paulus fortæller, han havde "på vejen til Damaskus" - sådan som fx. Jehovas Vidner fortæller det (tilfældigt at det lige var dem, jeg fandt på nettet) Og for dit vedkommende, Thomas, fornemmer jeg, at idéen om "den uselviske kærlighed" har været et vigtigt skridt på vejen.
Men en egentlig beskrivelse/forklaring, som (vi) andre kan fatte, tvivler jeg på, I kan give - og i så fald blot: Til Lykke med, at I har fået en tro!
(Den uselviske kærlighed - jeg kunne have lyst til et mindre benægtende og mere bekræftende udtryk - måske noget i retning af "den ægte altomfattende kærlighed" - oplevede jeg for første gang i mit liv i den Kristus Ikon, jeg har lagt i billedarkivet - og det var ikke "på vejen til Damaskus", men efter at have gået vejen gennem en subtropisk urskov på en lille græsk Ø til et ubeboet kloster på en mindre bjergtop.)
Men uanset hvordan vi hver især har haft vore oplevelser, så har det altså ført til, at I begge er blevet kristne, mens jeg ikke er nået så langt.
Jeg mener at kunne erkende, at der her er tale om store og - rent ud sagt - vidunderlige kvaliteter, men når vi kommer til, hvad vi plejer at benævne Gud, så "springer kæden af" for mit vedkommende.
Hvis verden, dette univers, måske også flere andre universer, alt hvad der er i verden, er skabt, så må der jo være en skaber eller en skaberkraft - i kristendommen: Faderen, Skaberen, Alherskeren - og som jo altså også har skabt, hvad vi opfatter som "det onde".
Så er det vel ikke så underligt, at det bliver lidt svært at opretholde den idylliske idé om alherskeren, der elsker os
Buddhisterne - uden en Gud - siger - ultrakort sagt:
Der er lidelse. Der er en årsag til lidelsen. Der er en vej ud af lidelsen. og vejen er - som jeg forstår det - at slippe sit selv - hvilket jo er noget nemmere sagt end gjort, hvis man har store lidelser.
Men det løser jo ikke kristendommens problem med, at Skaberen har skabt lidelse og "det onde".
Og det mener jeg ikke, man kan "snakke sig fra"
Man kunne måske sige, at vi mennesker er så ubetydelig en del af dette univers, at vore oplevelser af lidelse og ondskab kan ignoreres i det samlede billede. Men det hjælper jo ikke os...
M.v.h. Arne
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#23423 - 29/06/2017 20:20
Re: Den kristne tro
[Re: Arne Thomsen]
|
|
Hej Arne Hej Thomas - og dig Hanskrist.
I har begge en tro - hver på sin måde - indenfor kristendommen, og ingen af jer er jo naive idioter, der blot ligger under for omgivelsernes pres.
Så pirrer det min nysgerrighed: Hvordan er I - hver på jeres egen måde - nået til den tro på kristendom, I hver især har?
For dit vedkommende, Hanskrist, fornemmer jeg, at det peger lidt i retning af den oplevelse, Paulus fortæller, han havde "på vejen til Damaskus" - sådan som fx. Jehovas Vidner fortæller det (tilfældigt at det lige var dem, jeg fandt på nettet) blinker
Og for dit vedkommende, Thomas, fornemmer jeg, at idéen om "den uselviske kærlighed" har været et vigtigt skridt på vejen. Det er sandt. Den uselviske kærlighed. Den skinner suverænt igennem Jesu ord og liv - og gennem hele evangeliet. På grund af den uselviske kærlighed - den selvhengivende kærlighed - er jeg igen og igen vendt tilbage til kristendommen. Engang var der ting, jeg ikke kunne forlige mig med. F.eks.: Hvis menneskets mål er at komme i Himlen ved at elske andre uselvisk, hvad så med de andre mennesker, man er god imod? Egentlig er man jo bedre mod sig selv, hvis det er en selv, der kommer i Himlen i al evighed, mens den anden blot får noget godt "af denne verden" en liden stund. Man kunne selvfølgelig gå videre og sige, at det handler om at få de andre i Himlen også. Men igen virker det underligt, at dette gode man gør - f.eks. helbreder deres krop, uddanner deres sind - kun er et instrument og så at sige i sidste ende "falder fra", fordi det vigtigste er billetten til Himlen. På tærsklen til Himlen og dens evighed, hvilken betydning havde det så? MEN: Hvis det ikke er Himlen (et sted langt herfra), vi skal ind i, men vi derimod skal blive her i en fornyet krop og verden, Ny Skabelse, og at alt, hvad vi gør i Jesu Kristi navn i dette liv, vil få betydning ind i næste tidsalder, hvor vi skal genopstå med udødelige kroppe i en verden uden lidelse og død, SÅ giver det vi gør i selvhengiven kærlighed her og nu pludselig meget mere mening. Tænk for eksempel på Jesu navlemærker, som han tilbød Thomas at føle på. Hvad vi gør nu i denne tidsalder for Gud bæres på en eller anden måde med ind i Ny Skabelse. Det har betydning! Ikke kun som et instrument for noget helt andet, men som noget ganske meningsgivende og betydningsfuld, nu og i fremtiden. Ja, der sker noget radikalt ved overgangen til Ny Skabelse. Men der er også kontinuitet. --- Du taler så om det onde i verden og om menneskets betydning. Den diskussion vil jeg meget gerne fortsætte. Men for at det ikke bliver for langt denne gang, stopper jeg for nu. Jeg kan forstå, at det også er kærligheden, der har grebet dig. Den oplevede du så i mødet med den Kristus-ikon, du omtaler. Spiller Jesus nogen rolle i denne sammenhæng?
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|