Go'søndagmorgen

... og tak for morgenmusikken og go'e danserytmer ... arme bøj og arme stræk, hovedet på sned og cha cha cha ... inden haven kalder til storehavedag og jord under neglene

Hver dag, når jeg står op,
er jeg sikker på, at jeg står op.

Hver dag, når jeg går i seng,
det samme.

Jeg er sikker i min sag.

Jeg ved, at jeg kommer gående
hen ad fortovet og fløjter

eller pifter.

Jeg ved, at jeg løber
i solens retning.

Eller står stille et øjeblik,
summende som en bi

af at vide det.

skrevet af Asger Schnack


Go' søndag fra RoseMarie

Ohøj Fru Kaptajn Jespersen
- på morgengymnastikholdet ;)

Dejligt er det at se sangfugle sidde stråsikre på poesiens sugerør, det har jeg sørme savnet her i debatrøret, og hilser alene af denne grund Asger godmorgen - med tak og fuglekvidder om ørerne som en lille biting ;)

Jeg glæder mig til ørefyld af biers summen,
de tavse sommerfugle der bare vidner,
muldvarpens skud i solfyldte øjne
og legene børn i vandpjask
- for jeg har taget forskud,
her i min forårsliggestol.

Goweekendnyd, for jeg aner sommeren i blodet ;)

mvh
Simon

P.s.: i min forårsliggestol skal jeg nu genlæse Knud Sønderbys "Midt i en jazztid" - for han er et solskøn til øjnene og munden fuld af kaffe..

Go'morgen Captain

Oh Captain! My Captain! ... lyrikmotion fra morgenstunden sku' være så godt ... og man får varmen og får helt lyst til at folde sig ud og åbne sig som en anemoneblomst

Foråret er over os, sandelig foråret er over os ...

Forårspip fra RoseMarie

Ohøjsa RM..

Nu tiden gik, og man jo gerne følger lidt med, vender jeg lige tilbage hertil med én fra Aakjærs tunge øjne – den er nu fin, ja ”de samlede” er alle fine og ret betydelige, for sjældent har nogen da som han præsteret så fædrelandskærlige barndomsord, alias:

Når vildgåsen larmer Valborgsnat,
hvem lægger sig da til at sove?
Da vandrer man ensomt med dug på hat
langs fjord og knoppede skove.

Han blev i samtiden ofte forvekslet med Johan Skjoldborg, staklen, og fortæller i sine memoirers et par anekdoter derom, heraf denne: Skjoldborg sidder en dag i en 3. kl. kupé overfor en bondemand, der siger: ”Med forlov og spørge, er det ikke Jeppe Aakjær?”, ”Nej, jeg er Johan Skjoldborg”. ”Nå, så det er dem, der har skrevet ”Vredens Børn?”, ”Nej, det er Jeppe Aakjær”. Bonden: ”Jeppe Aakjær, det er jo ham, der skal være så fordrukken?”, Skjoldborg: ”Næ, det er mig”...

Ole:

Ole sad paa en knold og sang:
la-la-la!
Faar og Bede omkring ham sprang
- tral-la-la!

Lyngen sused og Skyen gled,
Udflugtslængsler o Hjærtet sved.

Heden stænged, og Mindet spandt,
Moders Øjne dog stærkest bandt.

Snart den Ting dog blev aabenbar:
Minder gjør ikke Sagen klar.

Stak saa Ole en Dag i Trav,
stod med et ved det store Hav.

Øjet skinned, og Taarer randt,
intet mere i Verden bandt.

Over Havene Hyrden fo’r.
Faarene staar der endnu og glor.

Ej kan Bede og Faar forstaa
- lal-la-la!
Længslers Tog over Bølger blaa
- Tral-la-la!

Ja, det var lidt om den gode Hr. Jeppe Aakjær, hvis ”Efterladte Erindringer” jeg bare ka’ anbefale til natbordet – og skulle du få en sjov mistanke om hvorfor netop sangen om Ole skulle synges her, ja så får (mæhh!) du bare et uskyldigt blik ;))

mvh
Simon
P.s.: nu er tiden snart inde til at få fat om havens rod, rigtig god fornøjelse.

Hahaha, skøre dig, Simon ... hva' så, skal du til bål i morgen? ... ja, jeg mener ... så pas på de forårskulrede kwindfolk